Augustanakirken

Luthersk kirke

Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf

af

D. 24. oktober 2013 var Augustanakirkens præst inviteret til at holde et oplæg på Menighedsfakultetet under overskrifterne “Hvad er kirke?” og “Hvad betyder det i praksis?”

Oplægget var en del af en serie oplæg, hvor bl.a. en repræsentant for den karismatiske Århus Valgmenighed samt Folkekirken i Løsning skulle holde oplæg over samme emne.

Oplægget fra Augustanakirkens præst var opbygget om to teserækker – en om, hvad kirken er, og en om, hvad de praktiske konsekvenser af dette kirkesyn er.

Oplægget blev optaget, da præsten efterfølgende holdt det i menigheden.

Nedenfor gengives teserne, som er redigeret let efter foredraget:

Hvad er kirke?
I. Kirkens forudsætning er, at mennesker fødes med synd og under Guds vrede siden Adam og Eva. Menneskets største problem er således dets egen synd og Guds vrede over synden. Alle andre problemer følger heraf som enten konsekvenser af synden eller udtryk for syndigt begær, som ikke bliver opfyldt.

II. Kirkens grundlag er Jesus Kristus, Guds Søn, sand Gud og menneske, menneskehedens stedfortræder, som med sit liv opfyldte Guds lov, med sin lidelse og død sonede hans vrede og ved sin opstandelse blev benådet og erklæret retfærdig som alle menneskers stedfortræder efter at have gjort fyldest for synden, så enhver, der er i ham, ikke rammes af Guds vrede, men er under Guds nåde.

III. Kirken i egentlig forstand er Guds rige, Jesu Kristi rige, som består af dem, der er i Kristus gennem evangeliet om syndernes forladelse i ordet og sakramenterne og gennem troen, som stoler på, fortrøster sig til og griber syndsforladelsen i evangeliet.

IV. Da troen på evangeliet ikke er synlig, er den synlige side af kirken, at Guds ord forkyndes ret, at sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, og at mennesker forsamles om disse midler.

V. Gud har, for at ordet kan forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret, åbenbaret sig gennem profeter og apostle, så den nytestamentlige åbenbaring er Guds endelige og fuldstændige åbenbaring på denne side af dommedag, hvorfor vi ikke skal forvente nogen anden åbenbaring eller nye profeter og apostle, men alene holde os til det ydre ord i Den Hellige Skrift.

Hvad betyder dette syn på kirken i praksis
I. Det betyder, at kirkens fornemste opgave er at forvalte nådemidlerne, som uddeler syndernes forladelse samt skaber og bevarer troen i menneskers hjerter og dermed indfører mennesker i Guds rige og bevarer dem i Guds rige.

II. Dette sker først og fremmest i menighedens offentlige gudstjeneste, som må holdes i ærefrygt for den hellige Gud, være for hele kirken, have fokus på Guds ord og sakramenter og ikke appellere til menneskers frie vilje, som om de selv kunne beslutte sig for at tro.

III. Fra gudstjenesten sendes mennesker ud i verden, hvor de i troen på evangeliet skal tjene deres næste gennem kærlighedsgerninger i deres kald og stand, i hjemmet, samfundet og menigheden, og hvor de vil møde de kors, Gud lægger på dem i kald og stand, som skal drive dem tilbage til ordet og sakramenterne – særligt i gudstjenesten.

IV. Fordi kirkens synlige side er forsamlingen om den rene forvaltning af ordet og sakramenterne, og Gud har åbenbaret sig klart og endeligt i Skriften, skal kirkeligt fællesskab, dvs. fællesskab om ordet og sakramenterne og anden offentlig gudsdyrkelse forbeholdes dem, der fuldt ud tilslutter sig Guds ords lære.

V. Kirken må også i sin praksis respektere Guds ordninger, så den ikke agerer verdslig og politisk magt, ikke overtager forældrenes ansvar for oplæring af børnene i troen, ikke tillader lægprædikanter og ikke tillader kvinder at byde over mænd i menigheden.

Forslag til nytårsforsæt: Læs Biblen på et år

af

Min hustru og jeg er netop blevet færdig med vores nytårsforsæt fra sidste år om at få læst Biblen efter denne bibelhistorisk bibellæseplan, hvor rækkefølgen af læsningerne var lavet efter begivenhedernes “formodede” rækkefølge. Det var en god oplevelse at komme igennem hele Biblen på et år. På den måde sikrer man, ligesom i forkyndelsen med tekstrækkerne, at man ikke blot får læst sine yndlingstekster, dem man kender godt i forvejen og at man i det hele taget får læst en del hver dag.

At bruge en læseplan sikrer, at man ved, hvor man er og hvis man kommer bagefter, at man ved, hvor langt man er bagefter, så man kan få indhentet det. Dermed sikrer man bedre, at man får læst det hele på et år. Hvis man er flere, der følger samme plan, som i dette tilfælde min kone og jeg, så kan man også hjælpe hinanden til at få læst.

Det interessante ved den læseplan, vi har brugt i det snart forgangne år, er , at man f.eks. får læst tekster, der handler om samme begivenhed næsten samtidig. Man får på den måde et bedre helhedsbillede af begivenhederne. Engang imellem bliver man også udfordret, når der er tilsyneladende modsætninger, som man så må se, om man kan løse. Alternativet kan nogengange være, at man ikke forholder sig til dem og får en nagende tvivl i baghovedet, som kan frembringe mistillid til Guds ord.  Når det så er sagt, så skal vi naturligvis ikke gøre Guds ords troværdighed afhængig af, at vi kan gennemskue de tilsyneladende modsætninger. Det er i sig selv en åndelig fare, som man også må forholde sig til, når man læser Biblen efter en sådan plan. Men man skal på den anden side ikke ignorere problemerne, så det fører til en to-rumstænkning, hvor man reelt begynder at tænke om Biblens begivenheder som mytiske eller i hvert tilfælde ikke nogen, der er sket i vores virkelighed.

En bibelhistorisk læseplan kan naturligvis heller ikke være præcis eller sikker. F.eks. er en del konservative teologer uenige med den plan, vi brugte om, hvornår begivenhederne i Jobs bog udspandt sig og jeg er tilbøjelig til ikke at give læseplanen ret i sin vurdering. Derfor må man nogengange tage tekstrækkefølgen lidt med et gran salt.

Fordelen ved en bibelhistorisk læseplan er dog, at den understreger, at det drejer sig om virkelige begivenheder i tid og rum i vores verden, som Gud har ladet beskrive – nogengange fra forskellige synsvinkler og af forskellige vidner.

Endnu en fordel ved en bibelhistorisk læseplan er, at den er pædagogisk, fordi der er en naturlig veksling mellem teksterne og man ikke føler, at man bliver sat tilbage i tid, når man f.eks. når til krønikebøgerne, sådan som man godt ellers kan med en læseplan, der følger den kanoniske rækkefølge (den, skrifterne står i i Biblen).

En ulempe kan være, at man ikke læser de enkelte tekster i deres helhed og sammenhæng. Helligånden har indblæst det enkelte skrift og derfor også bestemt, hvilken form, beskrivelsen af begivenhederne skulle have og i hvilken sammenhæng, de skulle skrives. Derfor bør de enkelte skrifter også læses i deres sammenhæng, så begivenhederne føjes ind i det tema og det mål, den enkelte menneskelige forfatter under Helligåndens vejledning har haft med at nævne begivenhederne i lige netop denne sammenhæng.

Derfor vil jeg heller ikke anbefale, at man konsekvent bruger en bibelhistorisk læseplan, men lader den veksle med en, der følge den kanoniske rækkefølge. Det kan formodentlig godt blive lidt trægt, at læse de samme tekster hele tiden, f.eks. når man når til salmernes bog. Vi har derfor i år tænkt os at bruge gidenitternes bibellæseplan, hvor man følger den kanoniske rækkefølge, men læser fra både GT og NT hver dag. Jeg tror også, det er meget godt, at få læst i begge testamenter samtidig, så man løbende kan læse om både løfterne om messias og deres opfyldelse.

Under alle omstændigheder, synes jeg det er en rigtig god ide at bruge en årslæseplan. Kan man ikke overskue at læse hele Biblen på et år, findes der to- og tre-årsplaner, man kan bruge i stedet. Jeg er bl.a. stødt på The Gospel Coalitions to-årsplan, hvor man når igennem salmerne og ordsprogenes bog 4 gange og resten af Biblen en gang.

Som hjælp til forklaring af læsningerne vil jeg foreslå Kretzmanns A Popular Commentary, som kan findes online her.

Livet i ægteskabet ud fra de ti bud

af

Her er lidt noter fra undervisning af kommende ægtepar:

Livet i ægteskabet

Fundament: Evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus.

Du er en synder og din ægtefælle er en synder.

Den gifte præst på reformationstiden i Bo Giertz’ bog, Troen alene siger: ægteskabet er et udmærket sted til mortificatio carnis (=kødets dødelse). Det gamle egoistiske, selvretfærdige, selvtilfredse, selvtilfredsstillende menneske kan lokkes ud i lyset og bekæmpes i ægteskabet.

Ægteskabet er et kors, hvor du skal fornægte dig selv, ikke et sted, hvor du primært skal have opfyldt dine behov.

Det er et kors, fordi Gud lægger megen modgang på dig, som skal drive dig tilbage til Kristi kors, hvoraf du skal lære, at dine synder forlades og lære at fornægte dig selv.

Man kan godt forestille sig, at ægteskabet er porten til alt godt, men det er det ikke blot, det er et kald, hvori Gud vil opdrage os til retfærdighed ved at afsløre vores synd og selvretfærdighed og drive os tilbage til Jesu kors og ved gennem troen på Kristus at få os til at fornægte os selv og tage vores kors op.

De ti bud har derfor også betydning for vores forhold til vores ægtefælle. Vi vil gennemgå dem, sådan som de har betydning for vores liv med vores ægtefælle, så vi både må lære at erkende vores synder og lære, hvad Guds vilje er for vores liv i ægteskabet, så vi må fornægte os selv og døde vort syndige kød ved anger og tro på evangeliet og lever efter Guds vilje med vores ægtefælle, som er vores nærmeste næste.

Loven kan lære os at frygte Gud over alle ting, men den kan ikke lære os at elske Gud og stole på ham. Loven afslører vores afgudsdyrkelse og viser, hvem vi i sandhed bør frygte i stedet for vore afguder. Men den gør os blot fortvivlede over vores forhold til Gud og kan ikke lære os at elske ham og hans bud. Det kan alene evangeliet om, at Jesus har opfyldt loven for os og båret vores synder. Dette evangelium kan give os både kærlighed og tillid til Gud og dermed også den rette kærlighed til hans skabninger, så vi elsker vores næste, som vi bør. Derfor må loven dagligt drive os tilbage til evangeliet om, hvad Jesus har gjort for os.

Selvom der udkommer mange – også kristne – bøger om ægteskabet med teknikker og gode råd til at leve sammen, så er det væsentligste dog, at vi lever med lov og evangelium. Teknikker kan ikke forandre hjerterne, men det kan Guds lov og evangelium.

Guds lov er inddelt i de ti bud. Vi vil se på, hvordan de enkelte bud afslører vores synd og på, hvordan evangeliet kan sætte os fri fra vores fortvivlelse og give os kærlighed og tillid til Gud, så vi lever efter hans bud.

1. bud

Det første

Du må ikke have andre guder

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frem for alt frygte og elske Gud og stole på ham.

Dette bud er grundlæggende for de andre bud. Vores mistillid til, at Gud giver os, hvad vi har brug for er grunden til, at vi begærer det, som hører vores næste til, hvilket er grunden til, at vi handler mod vores næste. Begæret efter andet end det, Gud har givet os, er afgudsdyrkelse. Vi stoler på og venter os alt godt af noget andet end Gud. Mange ting i livet kan blive vores funktionelle Gud, om vi sætter vores lid til i stedet for Gud. Og det rammer vores liv med hinanden, herunder ægteskabet.

Afgudsdyrkelse er altid selvretfærdig. Vi stiller krav til vores afguder, som vi vil have opfyldt, fordi vi mener at have ret til det. Og ofte er vores afgudsdyrkelse dybest set udtryk for et selvretfærdigt hovmod, hvor vi selv vil være gud.

Når ægtefællen bliver en afgud

Det er ikke din ægtefælle, du skal sætte al din lid til og vente dig alt godt af. Gør du det, vil du med sikkerhed blive skuffet.  For din ægtefælle er ikke gud, men et menneske – og endda et syndigt menneske.

Hvis du gør din ægtefælle og dit ægteskab til din afgud, som du venter dig alt godt af, så vil det medføre skuffelser – og kan netop blive årsag til, at ægteskabet bliver en byrde frem for en velsignelse.

Stol i stedet på den sande Gud.

Når man vil være ægtefællens afgud

Når man vil have den plads, Gud har. Være den, ægtefællen sætter sin lid til og venter sig alt godt af. Det er hovmod.

Disse to typer afgudsdyrkelse – selvdyrkelse og ægtefælledyrkelse kan ødelægge ægteskabet.

Resten af budene handler også dybest set om afgudsdyrkelse.

  • Hvordan kan gode forventninger til ægteskabet og ægtefællen blive afgudsdyrkelse?
  • Hvordan kan man blive skuffet, hvis man har gjort ens ægtefælle til ens afgud?
  • Hvordan kan man blive skuffet, hvis man i sit hjerte vil have ægtefællen til at vente sig alt godt af en?

2. og 3. bud

Disse handler om Guds navn og Guds ord, som er tæt knyttet sammen, så vi behandler dem under et punkt.

Det andet

Du må ikke misbruge din Guds navn

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, udøver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.

Det tredje

Du skal holde hviledagen hellig

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter prædikenen og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.

Andagt og kirkegang er fundamentet for en kristen familie. Når der er problemer, er der Guds navn, der må påkaldes.

Andagt skal ikke blot være et privatanliggende, men noget, der foregår fælles i familie. Fælles kirkegang skal prioriteres højt mellem ægtefæller. Ægtefæller skal formane hinanden med Guds ord. Det er ikke mindst i det åndelige liv, ægtefæller skal være hinandens hjælpere.

Ægtefæller har et ansvar for hinandens åndelige liv. Manden er hjemmets biskop og har et særligt ansvar, men det er kvindens opgave at formane manden eller om nødvendigt går til præsten, hvis han ikke vil lytte.

Familien skal bygge på Guds ord.

  • Hvilke syndige motiver kan ligge bag dovenskab omkring kirkegang og andagt?
  • Hvordan kan det være afgudsdyrkelse?
  • Hvordan kan det være selvretfærdigt?
  • Hvordan bekæmpe åndelig dovenskab med lov og evangelium?

Det fjerde

Du skal ære din far og din mor

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter vore forældre og foresatte eller gør dem vrede, men holder dem i ære, tjener, adlyder, elsker og agter dem.

Mand og kvinde – over- og underordning

I forhold til Gud og Kristus – Kristus er mandens hoved, Gud er Kristi hoved (1 Kor 11). Kirken er Kristi ægtefælle, ligesom vi er Guds børn og Gud vor Fader efter hvem ethvert Faderforhold har navn (Ef 3,12-13). Baggrunden for vores underordning under dem, Gud har sat over os, er vores underordning under Gud. Det er dybest set et spørgsmål om vores forhold til Gud. Når vi underordner os Gud, må vi også underordne os dem, Gud har indsat til at være os overordnede. Hvis vi sætter os op mod den, der er os overordnet, sætter vi os op mod Guds ordning. Kvinder skal vise deres mænd respekt.

Ligesom forældre skal sørge for deres børn og Gud sørger for os, sådan skal den, der er overordnet også sørge for dem, vedkommende har ansvaret for. Den, der leder, skal være de andres tjener. Det betyder ikke, at man ikke skal have autoritet, men at målet altid må være ægtefællens og børnenes bedste. Faren er, at man frygter sin ægtefælle og sine børn mere end Gud og derfor ikke tør lede og ikke tør bruge autoritet.

Din rolle afhænger ikke af den andens opfyldelse af sin rolle. Jeg har ofte hørt, at problemet for kvinder, der ikke vil underordne sig, er at mændene ikke leder ordentligt. Men der skal ikke to til opfylde en rolle. Hvis man gør sin rolle afhængig af den andens opfyldelse af sin rolle, har man altid en undskyldning for ikke at opfylde sin egen rolle, da man er gift med en synder. Det er en konfliktoptrapning, når man ikke vil yde det, man er pligtig, fordi den anden ikke opfylder sit.

Hvis man derimod hver især opfylder sin egen rolle og underordner sig Gud uafhængigt af den anden, ikke fordi den anden har tjent en først, men fordi Gud har tjent en først, så kan begge parter tjene hinanden.

Ef 5

  • Skal man kun udfylde sin egen under-/overordningsrolle, hvis den anden udfylder sin?
  • Hvilke former for afgudsdyrkelse og selvretfærdighed kan ligge bag, at man ikke vil underordne sig?
  • Hvilke former for afgudsdyrkelse og selvretfærdighed kan ligge bag, når en overordnet misbruger sin myndighed?
  • Hvilke former for afgudsdyrkelse og selvretfærdighed kan ligge bag, når en overordnet ikke tør tage ledelsen i familien?
  • Hvordan kan lov og evangelium lære en at frygte og elske Gud over alle ting, så man påtager sig den rolle, Gud har givet?

5. bud

Det femte

Du må ikke slå ihjel

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke påfører vores næste nogen legemlig skade eller lidelse, men hjælper og støtter ham i al legemlig nød.

Vrede og bitterhed – selvretfærdighed. Når den anden ikke lever op til forventningerne

Tilgivelsen og kærligheden til den anden kontra selvretfærdighed, som er grunden til uforsonlighed. Både egen syndserkendelse og erkendelse af, at den anden stadig er en synder, som man ikke stiller større forventninger end nødvendigt.

Hævnlyst, uvilje mod den anden, irritation over de små fejl og dårlige vaner.

Læs Matt 18,23-35 samt Matt 5,22-25

  • Hvilke syndige motiver ligger bag irritation, bitterhed og vrede mellem ægtefolk?
  • Hvordan bekæmpes det?
  • Hvordan skal man reagere, når man ved, at den anden er irriteret eller vred på en?
  • Hvordan skal man reagere, når man mener sig syndet imod og mener, at synden er så stor, at man ikke bare kan glemme den?

6. og 10. bud

Det sjette

Du må ikke bryde ægteskabet

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever kysk og ærbart i ord og gerning, og enhver elsker og ærer sin ægtefælle.

Det tiende

Du må ikke begære din næstes hustru, tjener, pige, kvæg eller noget, der hører din næste til

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager, tvinger eller lokker vores næstes hustru, folk eller kvæg, men får dem til at blive og gøre deres pligt.

Begær efter andre. Seksuelt begær – begær efter andres anerkendelse. Når seksuel tilfredsstillelse bliver et behov/krav frem for et ønske, er der tale om afgudsdyrkelse. Seksualitet er Guds gode gave, men det er ikke et dyrisk behov, vi har. Vi skal dog heller ikke friste hinanden.

Derfor skal vi heller ikke holde denne gave tilbage fra hinanden, da et af formålene med ægteskabet er at forhindre utugt. Ligesom vi ikke ellers må friste til synd, sådan må vi heller ikke her.

Det undskylder naturligvis ikke utugt – enhver er selv ansvarlig for sin synd – og utugt er en gyldig skilsmissegrund i Biblen.

Matt 5,27-32

  • Hvorfor er begærlige tanker efter andre end ens ægtefælle forkerte?
  • Er det kun seksuelt begær, der er forkert?
  • Hvordan kan begær efter andre end ens ægtefælle bunde i selvretfærdighed og mistillid til Gud?
  • Hvilke andre synder kan ligge bag, at man holder sig tilbage fra sin ægtefælle og dermed giver anledning til synd?

Det 7. og 9. bud

Det syvende

Du må ikke stjæle

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vores næstes penge eller ejendom, eller tilegner os dem med falske varer eller handel, men hjælpe ham med at bevare og forbedre sin ejendom og sine kår.

Det niende

Du må ikke begære din næstes hus

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med list stræber efter vores næstes arv eller hus og med skin af ret tilegner os det osv., men er ham til hjælp og tjeneste, så han kan beholde det.

Økonomiske problemer og bekymringer, som bygger på begær efter ting og ejendom. Vi ejer ikke noget, men har det til låns fra Gud.

Begær efter andet og mere end dét, Gud har givet os, bygger på mistillid til Gud. Ansvarsløshed med penge til misbrug af Guds gaver bygger på afgudsdyrkelse af disse. Bekymring bygger på mammondyrkelse.

Matt 6,19-34

  • Hvordan skaber bekymring om timelige ting problemer i ægteskabet?
  • Hvilken afgudsdyrkelse og mistillid til Gud ligger bag bekymringer om timelige ting?
  • Hvordan bekæmper vi disse bekymringer?
  • Hvordan skaber økonomisk uansvarlighed problemer i ægteskabet?
  • Hvilken afgudsdyrkelse ligger bag?
  • Hvordan kan lov og evangelium hjælpe os til ansvarlighed med vores jordiske midler indenfor ægteskabet?

8. bud

Det ottende

Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd mod din næste

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke i falskhed lyver om ham, forråder eller bagtaler ham eller spreder onde rygter, men undskylder ham, taler godt om ham og fortolker alt til hans bedste.

Falske beskyldninger mod den anden. At optage alt i bedste mening. At sige undskyld for sårende ord. Jak 3,5ff, Ef. 4,29.

  • Hvordan kan rådne ord skabe problemer i ægteskabet?
  • Hvordan kan det give problemer i ægteskabet, når man ikke optager alt i bedste mening?
  • Hvilken afgudsdyrkelse og selvretfærdighed kan ligge bag begge dele?
  • Hvordan kan lov og evangelium lære os at vare vores mund og optage alt i bedste mening?

Evangeliet i ægteskabet

Den anden artikel – Om genløsningen

Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet død og begravet, nedfaret til Helvede, på tredjedagen opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Guds Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Hvad betyder det? Svar: Jeg tror, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen i evighed, og tillige sandt menneske, født af jomfru Maria, er min herre, som har forløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige, dyre blod og med sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal være hans egen og i hans rige leve under ham og tjene ham i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed, ligesom han er opstanden fra døden, lever og regerer i evighed. Det er vist og sandt.

Når vi erkender vores synder i ægteskabet, er der en ting at gøre: at bekende dem. Kristne skal bekende deres synder for hinanden og formane hinanden, når de bliver syndet imod (Matt 18,15; Matt 5,23).

Forhindringer for syndserkendelse og –bekendelse: selvretfærdighed i egne øjne. Man mener ikke at have behov for syndserkendelse. Forsøg på at retfærdiggøre sig i andres øjne. Man ved måske, at der er et problem, men vil ikke miste anseelse i sin ægtefælles øjne – man sætter sin ægtefælles anseelse højere end Gud, hvilket også er hovmod og selvretfærdighed.

Hvad kan give en syndserkendelse og mod til at bekende synden: 1. At frygte Gud mere end mennesker (Matt 10,28). 2. Tro på evangeliet – Gud tilgiver dig for Kristi skyld. Syndsbekendelsen sker i vished om, at den, for hvem synden betyder noget, har tilgivet dig.

Forhindringer for tilgivelse af ens ægtefælle: selvretfærdighed. Læs Matt 18,23-35 igen. Enhver af os er større tilgivne syndere overfor Gud end vi er overfor hinanden.

Hvordan ændre på problemerne i ægteskabet? Ved hjælp af syndserkendelse og tro på evangeliet. Brud på buddene skyldes afgudsdyrkelse og selvretfærdighed. Afgudsdyrkelse bunder i, at vi ikke stoler på den sande Gud, men gør os selv, hinanden, vores lyster osv. til afguder. Når vi er afsløret i vores synd og stoler på evangeliet, kan vi også sætte vores lid til den sande Gud.

Skoleuniformer, kirkekultur og gudstjenesteliv

af

Jeg har engang fået forklaret, at fordelene ved brug af skoleuniformer er, at der så ikke er og gøres forskel mellem forskellige skolebørn pga. deres baggrund. Alle er der på lige vilkår.

På samme måde kan det være værd at tænke om kirken og dens gudstjenesteliv. Man kommer med hver sin baggrund, men kirken skal ikke være rettet mod en bestemt kultur (f.eks. en bestemt ungdomskultur), men mod alle. En kirke, der vil have en “målgruppe” er ikke en kirke. For i kirken, er det evangeliet i ord og sakramenter, der forener og ikke fælles kultur, baggrund, hobby, interesser osv.

Det betyder ikke, at kristne skal ensrettes. nej, tværtimod. Udenfor kirken kan kristne netop have forskellige kulturer, sociale baggrunde, interesser, musiksmag m.m. Men i kirken mødes man ikke om sig selv og sin kultur, men om Kristus og hans ord – dét, vi er fælles om. En klassisk evangelisk-luthersk gudstjeneste er netop ikke udtryk for en bestemt kultur eller social baggrund. Her er fokus ikke på den enkeltes kultur, men på evangeliet i ordet og sakramenterne

Jeg blev for nylig spurgt, om ikke Augustanakirkens teologiske profil medførte, at der ikke var plads til alle. Umiddelbart mener jeg faktisk, at det forholder sig omvendt. Når man forsøger at lade kirken følge med tiden, fører det uvægerligt til, at man udelukker nogen, da man vil forsøge at tilpasse kirken til en bestemt målgruppe. Kirkevækstteologien hylder homogeneous unit-princippet. Dvs. at man mener, at man kun kan tiltrække folk, der ligner en selv. Andre misbruger Kristi inkarnation ved at gøre den til et forbillede for missionen, så man hævder, at man må “inkarneres” i en kultur for at kunne prædike evangeliet for den.

Det nyeste skud på stammen i dette, synes at være hipsterkristendommen. Her lider man ligesom i emergent church af den vrangforestilling, at man er i opposition til den søgervenlige kirkevækstbevægelse, men fokus er stadig på at appellere til en bestemt målgruppe, og det fører stadig til, at man laver et kristent parallelsamfund i stedet for at være sammen om det fælles i kirken og så at gå ud i verden og være blandt de mennesker, man er sat iblandt.

Og det er egentlig det andet problem, der ofte viser sig ved dette homogeneous-unit-princip. Man snakker højt og flot om, at man vil inkarnere/kontekstualisere sig i kulturen, men i stedet ender det med, at man laver kristen parallelsamfund, hvor man kopierer den verdslige kultur. Man bliver af verden, men ikke i verden. Man forsøger at lave en kirke, der appelerer til forskellige verdslige kulturer, men det er dybest set ikke særligt attraktivt for verden, som kan få det samme i verden. Det er formodentlig mest attraktivt for kristne med en pietistisk baggrund, der på den ene side gerne vil være hippe og med på noderne, men som på den anden side ikke vil være det i verden.

Denne parallel-kultur-fabrik, som evangelikal kristendom er blevet, får desværre ofte tit den konsekvens, at kristne er håbløst bagude. Når man vil lave parallelkulturer, hvor man forsøger at kopiere verdens populærkultur, vil man altid være lidt bagefter. Når man har fundet en ny trend, er verden på vej videre. Jeg har mødt ikke så få ikke-kristne, der smiler lidt overbærende af kristnes mislykkede og ofte pinlige forsøg på at halse efter kulturen. Sjældent når man altså overhovedet det mål, man sætter sig, men opnår nærmest det modsatte. Der er næppe noget mere pinligt i popkulturens øjne en næsten at følge med tiden. Det er lidt som når forældre forsøger at være unge med de unge og falder i med begge ben, når de bruger udtryk, der var moderne, da de var unge.

Luthersk kristendom dæmoniserer ikke verden i sin helhed, som pietisme og fundamentalisme traditionelt har gjort. Gud opretholder verden og styrer den stadig gennem lovens første brug. Gud har skabt mennesker, og selvom kultur også er mærket af synden og man derfor må være kritisk, skal kristne ikke isolere sig i parallelsamfund. Kristne skal netop leve dér, hvor de er sat i kald og stand og dagligt kæmpe mod synden, kødet og verden netop dér. Derfor bestod et af reformationens opgør også i kampen mod klostervæsenet, hvor man netop isolerede sig fra verden og fra kulturen.

Men det betød altså omvendt ikke, at kulturen partout skulle slæbes ind i kirken. Der er i skriften et skel mellem verdsligt og profant. Det ser vi særligt i gudsdyrkelsen i det gamle testamente. Derfor skal gudstjenestelivet ikke giver verdslige associationer og appellerer til bestemte verdslige kulturer. Nej, kirken har gamle traditioner, som kan spores tilbage til de første kristne, til synagogerne og tempeltjenesten. Og kirkens rum er et andet rum end verden. Her møder vi den treenige Gud og evangeliet. Her kommer vi ikke for at tilfredsstille vore følelser, men for at dyrke vores skaber og vores frelser. Det er derfor også på sin plads, at kirken ikke afspejler verden, men netop viser, at vi er et med både tidligere og kommende generationers kristne – også ved den måde, vi holder gudstjeneste på.

En gudstjenesteform, der adskiller sig fra vores forskellige kulturer og forener os med tidligere generationer og med hinanden om dét, vi er fælles om, nemlig evangeliet, har en funktion, der ligner den, skoleuniformer kan have. Kirken skal altså ikke tilpasse sig forskellige kulturer, men har netop plads til alle – uanset kultur. Sådan vil det under alle omstændigheder være med kirkens sprog og begrebsbrug. Det er hentet fra Biblen eller formuleret af kirken overfor vranglære for at værne Biblens lære mod misforståelser. Derfor kan det ikke blot ændres, men må indlæres. Den klassiske gudstjeneste indeholder netop et koncentrat af bibelsk og kirkelig sprogbrug. Og så er den netop tidløs og ikke bundet op på en populærkultur, som den altid vil halse lidt bagefter. En klassisk luthersk gudstjeneste er velprøvet og er slet ikke et modefænomen, så derfor behøver den heller ikke at gå af mode.

Og så giver den mulighed for, at man kan dyrke sine musikinteresser udenfor kirkerummet af kunstnerisk og personlig interesse uden at gudstjenesten skal gøres til et spørgsmål om smag. Og vi, der hellere vil høre verdslig populærmusik end kristen pop kan så få lov til det.

Skriftetale over det andet bud

af

Det andet

Du må ikke misbruge din Guds navn

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander,

sværger, udøver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i

al nød påkalder det, beder, lover og takker.

Det først, der står i forklaringen er, at du ikke må banden og sværge. Biblen forbyder ikke at tage Guds navn til vidne, når det er nødvendigt for ens næstes ve og vel, såsom at sværge i en retssag. Men Skriften forbyder at sværge eller bruge Guds navn til ligegylidige ting. Du skal have respekt for Gud og hans navn, så du ikke smider om dig med det, når det ikke er relevant. Derfor må du ikke bande eller i øvrigt sværge, når det ikke er nødvendigt.

Du må heller ikke øve misbruge Guds navn til trolddom. Det er nok de færreste, der tænker, at de har brugt Guds navn til trolddom. Men hvis du som kristen, der bærer Guds navn, beskæftiger dig med skæbnetro, er overtroisk eller læser horoskoper, er det så ikke at misbruge Guds navn til trolddom. Når du i stedet for at stole på Guds vilje i dit stille sind forsøger at påvirke Gud til at lade din vilje ske ved forskellige former for overtro, er det så ikke at misbruge Guds navn.

Du må heller ikke lyve eller bedrage ved Guds navn. Det gør du særligt, hvis du fremmer eller forsvarer vranglære eller som kristen ved dit dårlige eksempel bringer Guds navn i vanry. Når du som kristen ikke lever efter de ti bud, men ved dine gerninger får mennesker til at spotte Gud og den kristne tro, så misbruger du Guds navn.

Og når du ikke vil kendes ved den rette lære og tage afstand fra den falske, så du både i ord og gerning holder dig fra den, så misbruger du Guds navn. Når du lader sand og falsk lære stå side om side og gør dig til ét med vranglæren, så misbruger du Guds navn.

Når du giver det indtryk, at vranglære ikke er så farligt, at det skiller dig fra andre kristne og fra deres falske forkyndere, så lyver og bedrager du ved Guds navn.

Derimod skal du påkalde Guds navn i al nød og bede love og takke.

Ransag dig selv, om du rent faktisk har bedt til Gud og påkaldt ham, når det brændte på, eller om du i stedet har sat din lid til andre ting eller til dig selv? Har du rent faktisk lagt dit liv i Guds hænder og bedt ham lade sin vilje ske, eller har du i stedet forsøgt at få din egen vilje til at ske?

Har du lovet og takket Gud for hans himmelske og jordiske velsignelse, eller har du knurret mod Gud over det, som du ville have anderledes end han har givet dig?

Og har du bekendt Guds navn for mennesker, så de kunne høre evangeliet og komme til tro, eller har du oftest fundet en undskyldning for ikke at gøre det, når du havde chancen?

Ja, også på dette punkt er du en synder. Du har ikke æret Guds navn, fordi du ikke har frygtet og elsket Gud i alle ting. Dit misbrug af Guds navn viser din syndige natur. Men også denne synd har Jesus betalt for. Jesus påkaldte Guds navn fra moders liv til korset og ærede det fuldt ud med sit liv og sin lære. Og derved opfyldte han buddet om ikke at misbruge Guds navn som din stedfortræder. Og han tog din synd op på korset og betalte for den. Og derfor kan syndernes forladelse nu uddeles til dig personligt i skriftemål og altergang, så du kan vide, at din synd også mod det andet bud er forladt hos Gud.

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Kontakt pastor Sørensen. Læs mere …

Næste gudstjenester