Luthersk konfessionalitet
Jeg er blevet spurgt om at komme og sige noget om mit og Augustanakirkens syn på kirkens opgave og luthersk konfessionalitet i dag.

Jeg vil begynde med at sige lidt om luthersk konfessionalitet og så sige lidt om, hvilke konsekvenser, det får for kirkens opgave.

Luthersk teologi er født af anfægtelse
Jeg er indimellem blevet kaldt skråsikker, intolerant og mange andre grimme ting, fordi jeg bekender mig til, at Skriften er klar og sikker i alle lærespørgsmål. Man kan måske godt fejlagtigt få det billede af konfessionel lutherdom, at den ikke kender til tvivl og anfægtelse. Men det forholder sig modsat. Luthersk konfessionalitet er født af anfægtelse. Martin Luthers teologiske metode hed oratio, meditatio, tentatio. Bøn, grunden på Guds ord og anfægtelse.

Her er ikke bare tale om sådan en intellektuel tvivl eller den selvretfærdiges tvivl, som mener, at vedkommende har ret til at tvivle på Gud ellers hans nåde og at Gud bare har at vise sig fra sin gode side og ikke lade mennesker lide eller dø, hvis man skal kunne stole på ham.

Nej, luthersk kristendom er født af den anfægtelse, som bør ramme os alle, når vi konfronteres med den forfærdelige virkelighed, at vi alle på et eller andet tidspunkt, måske i dag, måske i morgen, måske om 50 år, skal dø. Døden er en fjende, som ingen af os vil undslippe, medmindre vi lever, når Jesus kommer igen. Alle andre problemer er kun symptomer på dette dybe problem. Sammenlignet med evigheden, er vores liv i denne verden kort. Midt i livet er vi sted, ud i dødens våde – skriver Martin Luther i en salme.

Men anfægtelsen stopper ikke her. Luther fortsætter i salmens andet vers: midt i livet knuger os, helveds magt og vrede. Og i 3. vers skriver  han: Midt i helved-angsten ind vil vor synd os drive.

Hvor meget teologi i dag finder spørgsmålet om, hvordan vi finder en nådig Gud, irrelevant og upostmoderne, så er det faktisk det afgørende spørgsmål for ethvert menneske, der tager både livet og døden alvorligt.

Luthersk teologi er født af en anfægtelse, som kun kan afvises af overfladiske mennesker, som forsøger at skjule deres egen dødelighed for sig selv: Hvordan kan jeg forvisse mig om, at jeg har en nådig Gud, som tilgiver mig mine synder og giver mig evigt liv, hvis jeg dør i dag eller i morgen?

Anfægtelsen stiller sig ikke tilfreds med måske’er
Denne anfægtelse er ikke nogen leg. Den er ikke for sjov. Og den stiller sig ikke tilfreds med, at Gud nok er nådig og måske har åbenbaret dette eller hint.

Den sande anfægtelse, som er født af mødet med den hellige Gud og med dødens virkelighed, stiller sig ikke tilfreds med måske’er.

Retfærdiggørelseslæren
Det gælder for det første om retfærdiggørelseslæren. Konfessionel luthersk kristendom sætter en ære i at holde læren om retfærdiggørelsen central. Det er afgørende, at vi med sikkerhed kan sige, hvordan vi bliver erklæret retfærdige overfor Gud. Det er afgørende at vide, at det er i kraft af jesu tilregnede retfærdighed, hans stedfortrædende opfyldelse af Guds lov og hans stedfortrædende straflidelse. Det er afgørende at vide, at Gud ved Jesu opstandelse erklærede verden retfærdig i ham. Det er afgørende at vide, at denne retfærdighed, som Jesus har vundet for alle mennesker på korset deles ud i nådemidlerne.

Nådemidlerne
Her adskiller konfessionel luthersk teologi sig fra f.eks. evangelikal og reformert kristendom, som nok tror, at nådemidlerne kan informere om og symbolisere syndernes forladelse. Men de benægter, at ordet og sakramenterne virkelig uddeler syndernes forladelse her og nu, så du med sikkerhed kan vide, at syndernes forladelse er din. Og når dette fokus på nådemidlerne forsvinder, bliver konsekvensen, at mennesker søger vished i deres egne bønner, oplevelser, lovsang, karismatiske oplevelser osv. – alt samme noget, som ikke kan give en sikker vished om Guds nåde.

Helligåndens virke
Læren om nådemidlerne er helt central for luthersk kristendom. For det er i virkeligheden læren om Helligånden. Jeg har indimellem hørt folk påstå, at luthersk kristendom ikke lægger vægt på Helligånden. Men hvis man f.eks. tager Luthers store katekismus frem, vil man se, at afsnittet om Helligånden fylder mere end afsnittene om Faderen og Sønnen tilsammen. Den lutherske reformation var faktisk i høj grad en kamp for Helligåndens virke i nådemidlerne.

Læren om den frie vilje, som romerkirken byggede på – og som meget moderne teologi bygger på, er i virkeligheden et opgør med Helligåndens alenevirken i omvendelsen. I Lille Katekismus bekender vi, at vi tror, at vi ikke af egene magt og kraft kan tro på Jesus Kristus eller komme til ham, men at Helligånden har kaldet os ved evangeliet. Også det er afgørende for den, der anfægtes over sin egen synd, sit eget hjertes ligegyldighed og kulde overfor evangeliet og sin mange nederlag i kamp mod synden.

Konfessionel lutherdom er netop at lægge vægt på, at det er Helligånden alene, som virker omvendelse og bevarelse gennem ordet. Ikke-luthersk Helligåndsteologi ser for mig ofte ud til at være mislykkede forsøg på at finde en anden opgave til Helligånden, når man nu selv har tiltaget sig hans virkelige opgave.

Konfessionel lutherdom er altså sand pinseteologi.

Skriftens klarhed
Og fordi det for en anfægtet er afgørende at vide sig sikker på alle disse ting, så er det afgørende, at Gud har talt klart og tydeligt.

På reformationstiden handlede sola scriptura-princippet først og fremmest om to ting: Skriftens klarhed og skriftens tilstrækkelighed i alle lærespørgsmål. Ofte angribes konfessionelle lutheranere for at gå op i bekendelsesskrifterne i stedet for Biblen. Men det er en falsk modsætning, man laver her. For den lutherske brug af bekendelsesskrifter understreger netop, at Skriften taler klart og tydeligt i lærespørgsmål, så man rent faktisk kan uddrage en klar og sikker lære heraf og forpligte sine præster på den.

Lov og evangelium
Når det gælder skriftprincippet, er det også vigtigt at holde fast i, at Skriften og dens lære skal udlægges og forkyndes i lov og evangelium. Lov og evangelium er ikke blot to temaer ved siden af andre temaer i Biblen. De er Biblen grammatik. Alt i Skriften skal forstås ud fra lov og evangelium. Man kan derfor heller ikke blot reducere lov og evangelium til en bestemt prædikendisposition.

Forkyndelsen formål er at overbevise mennesker om deres synd og at forkynde og uddele syndernes forladelse, som Jesus har vundet på korset. Når man i stedet vil finde og opfylde folks følte behov uden at afsløre synden, prædiker man i virkeligheden et andet og falsk evangelium. Man bekræfter mennesker i deres synd og nægter dem i virkeligheden evangeliet. Man forkynder en anden Gud, som skal søge nådige mennesker i stedet for at prædike den virkelige hellige og almægtige Gud, for hvis ansigt vi alle må spørge: hvordan finder jeg en nådig Gud?

Kirkens opgave
Det var lidt om luthersk konfessionalitet eller konfessionel lutherdom. Hvad er så kirkens opgave. Jo, den udspringer af det allerede sagte. Kirkens opgave er at videregive den skat, kirken selv har fået.

Prædikanter
Jesus befalede apostlene at lære folkeslagene alt, hvad han havde befalet. Og Paulus siger til de ældste i Efesus (ApG 20), at han ikke forsømte at forkynde dem hele Guds råd.

Og Jesus befalede dem at forkynde evangeliet om syndernes forladelse og at forlade menneskers synder på jorden. Kirkens opgave består grundlæggende i at kalde prædikanter til at efterfølge apostlene i denne opgave.

Kirken og læren
Kirkens opgave er at forvalte de nådemidler, hvorved Helligånden kalder og forsamler kirkens udover jorden. Den sande tro er usynlig. Men Guds rene ord og sakramenter er synlige. Og hvor de er, er kirken. Hvor de blandes med falsk lære, trues Guds kirke. Derfor må kirkens gøre op med al vranglære, som er i strid med Guds klare ord.

I sidste ende rammer al vranglære retfærdiggørelseslæren. Derfor kan retlærende lutheranere ikke have fællesskab om prædikestol og alterbord med vranglærere, uanset deres vranglære. Enhver sidestilling af sandhed og løgn er i sidste ende en benægtelse af Guds ord og af sandheden i det hele taget. Når mudret vand og rent vand blandes, kommer der mudret vand ud af det, som en har udtrykt det.

Paulus befaler i Rom 16,17 menigheden i Rom at holde sig fra dem, der lærer falsk. Falsk lære er en sjælegift. At praktisere kirkefællesskab med vranglærere ved at dele prædikestol og alterbord er i strid med Guds ord og er en synd mod det andet bud, som forbyder os at misbruge Guds navn.

Ånden og ordet
Og fordi Helligånden virker ved ordet, er det heller ikke kirkens opgave at skabe troen i menneskers hjerter. Kirkens opgave er at forkynde ordet rent og klart, til så mange som muligt og dele det ret i lov og evangelium. For mennesker bliver alene sande kristen ved at erkende deres synder og sætte deres lid til evangeliet om Jesu stedfortrædende lidelse og død. Og den tro skabes alene ved Helligånden gennem evangeliet.

Kirkens opgave er altså at forvalte nådemidlerne, dvs. ordet og sakramenterne ret og bekæmpe falsk lære, indtil Jesus kommer igen.

Mission
Det får betydning for, hvordan man ser på både gudstjeneste, mission og kirkeliv i øvrigt. Mission er ikke ifølge en luthersk forståelse at overtale mennesker til at blive kristne. Mission handler ikke om at finde folks behov og fylde dem, sådan som kirkevækstteologi og i nogen grad også emergent-church-bevægelsen tror.

Luthersk mission består i at åbenbare menneskers egentlige problem, som de ikke selv vil erkende: at de er syndere i hænderne på en hellig Gud. Dernæst består opgaven i at åbenbare løsningen på dette problem: evangeliet om syndernes forladelse.

Gudstjenesteliv
Luthersk lære får også betydning for gudstjenestelivet. I Kol 3,16 skriver Paulus, at vi skal lade Kristi ord bo i rigt mål i blandt os gennem åndelige sange, salmer og hymner. Kirkesangens formål er at indprente Kristi ord. Kirkesang og gudstjenesteliv må tage Guds hellighed alvorligt og ske med ærefrygt.

Og kirkesang og gudstjenesteformer må have til formål at indprente Guds ord og ikke at udtrykke vores følelser. For ud af menneskets hjerte kommer kun synd og ondskab. Liturgien skal befri os fra vores egne følelsers fængsel og i stedet rette vores opmærksomhed mod Guds gerninger til vor frelse.

Fokus i gudstjenesten må være på Guds nådemidler, ordet og sakramenterne. Gudstjenesten er ikke først og fremmest vores tjeneste for Gud. Vores tjeneste for Gud sker primært i hverdagen. Nej, fokus i gudstjenesten er Guds tjeneste for os i ordet og sakramenterne.

Og dette fokus må have sin baggrund i erkendelsen af, at Gud er en hellig Gud, som vi skylder ærefrygt. Når man vil lave afslappede cafe-gudstjenester eller synge sange, der minder om forelskede teenageres kærlighedssange til Gud, benægter man reelt hans hellighed – og dermed benægter man Guds lov, som er den eneste baggrund, hvorpå vi kan forstå evangeliet om Guds nåde.

Ligesom Peter kastede sig ned for Jesus, da Jesus åbenbarede sin guddommelighed og ligesom høvedsmanden som ikke fandt sig værdig til, at Jesus trådte ind i hans hus, sådan må kirkens gudstjenester være båret af ærbødighed og ærefrygt for den hellige Gud, som har magt til både at kaste sjæl og legeme i helvede. Og det er på den baggrund, evangeliet må lyde i gudstjenesten som Guds forsikring af sin nåde og uddeling af denne nåde gennem nådemidlerne.

Lutheranernes praksis på reformationstiden var i modsætning til de reformerte blot at udrense de misbrug, der havde sneget sig ind i kirkens gamle gudstjeneste, som netop var båret af ærefrygt for den hellige Gud og som var centreret omkring nådens midler, ordet og nadveren. Man lavede ikke en ny gudstjeneste fra bunden, men rensede det forkerte ud, så fokus igen blev på nådemidlerne. Man fjernede heller ikke på reformationstiden de ydre ting, der understregede Guds hellighed, såsom messeklæder, højtidelig orgelmusik osv., men så dem netop som ting, der skulle undervise menigheden i, hvem Gud er.

Man sørgede dog for, at der kom salmer ind på forståeligt dansk. Men disse salmers formål var at undervise mennesker. Derfor er salmevalg også en del af præstens hyrde- og læreembede, som ikke blot kan uddelegeres til kor eller lovsangsledere, som det hedder i dag. Det er præsten, der har ansvar for, at dét, der synges, indprenter den sunde lære, indgyder til ærefrygt for den almægtige Gud, fremholder evangeliet om syndernes forladelse og ikke leder mennesker til sværmeri.

Opsummering
Kirkens opgave er altså at uddele og bevare den skat, den har fået, nemlig evangeliet. Det betyder både, at kirken må prædike Guds ord rent og klar i lov og evangelium, lade det gennemsyre gudstjeneste og kirkeliv. Men det betyder også, at kirken må sige et klart nej til alt, hvad der strider imod Guds ord. Det gør den ikke i hovmod, men netop i en ydmyghed, der sætter Guds klare ord over menneskers tanker og derfor er tvunget til at sige nej til alt, hvad der trodser Guds ord.