Forkyndelse Arkiv - Augustanakirken

Skriftetale over 1. bud

22. september 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I forbindelse med skriftemål og nadvertilmelding i Augustanakirken, er jeg efter sommerferien begyndt at holde skrifte-/katekismetaler over lille katekismus. Vi er igang med de ti bud og jeg vil prøve at få lagt talerne ud løbende, så andre også kan få glæde og gavn af dem.Lille katekismus kan findes på www.HvadErKristendom.dk.

Her er skriftetalen over det første bud:

Det første

Du må ikke have andre guder

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frem for alt frygte og elske Gud og stole på ham.

I Store Katekismus siger Martin Luther, at ens Gud er den, man sætter sin lid til og venter sig alt godt af. Man er altså ikke kun en afgudsdyrker, hvis man dyrker hedenske guder.

Du er også en afgudsdyrker, hvis du i dit hjerte sætter din lid til noget andet end Gud og hans ord. Hvis du tror, at det er dig selv, der skal skaffe dig eller dine kære lykken – og ikke Gud, så er du en afgudsdyrker i dit hjerte.

Hvis du sætter din lid til dine talenter, dine penge, din uddannelse, din kontrol af andre eller noget som helst andet end Gud, som det, der skal give dig sikkerhed i livet, så er du en afgudsdyrker.

Og hvis du fortvivler, når verden går dig i mod og tingene ikke går, som du vil, så er det fordi du ikke stoler på Gud i alle ting, men på dig selv eller andre som det, der skal give dig sikkerhed og håbe til fremtiden.

Har du ikke forsøgt at træde i Guds sted og gennemtvinge den fremtid, du ønsker, at Gud skal give dig og foragtet Guds ord for at nå dine egne mål eller for at sikrer dig, fordi du ikke stoler på, at gud vil gøre det.

Har du i det skjulte knurret mod Gud og anklaget ham, fordi det ikke gik dig, som du synes, du havde fortjent eller havde ønsket her i livet, så er du blevet en afgudsdyrker, som har sat dig selv i Guds sted.

Ethvert andet bud bygger på det første bud. Hvis du helt og aldeles stolede på, at Gud nok skal sørge for dig, ville du ikke bryde de andre bud. Men fordi du igen og igen tvivler på Guds hjælp, så gennemtvinger du din egen vilje og bryder de øvrige bud.

Så ransag dig selv, om du frygter og elsker Gud frem for alle ting og sætter din lid til ham alene. Du vil nok erkende, at dét har du ikke gjort i ét og alt.

Men fortvivl ikke. Gud har set i nåde til dig.

Gud har sendt sin egen Søn, som til det sidste stolede på Gud, selv da Gud havde forkastet ham, som han ikke har forkastet noget andet levende menneske. For da Gud forkastede Jesus på korset råbte Jesus stadig ”min Gud” til Gud.

Jesus stolede på Gud og opfyldte dermed det bud, du ikke har opfyldt. Jesus betalte din gæld til Gud og kan derfor ved sin tjener i skriftemålet tilgive dig din synd mod det første og alle de øvrige bud.

Og så kan du, tilgivet alle dine synder, stole på Guds nåde og dermed også på hans hjælp og bistand. Og så kan du takke Gud for, skønt vi ham højt fortørnet har / for ret dog nåde gik / og tit for straf vi skyldig var / velgerninger vi fik. (DDS nr. 25)

Konfessionel lutherdom og kirkens opgave – oplæg holdt på Menighedsfakultetet

9. september 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Luthersk konfessionalitet
Jeg er blevet spurgt om at komme og sige noget om mit og Augustanakirkens syn på kirkens opgave og luthersk konfessionalitet i dag.

Jeg vil begynde med at sige lidt om luthersk konfessionalitet og så sige lidt om, hvilke konsekvenser, det får for kirkens opgave.

Luthersk teologi er født af anfægtelse
Jeg er indimellem blevet kaldt skråsikker, intolerant og mange andre grimme ting, fordi jeg bekender mig til, at Skriften er klar og sikker i alle lærespørgsmål. Man kan måske godt fejlagtigt få det billede af konfessionel lutherdom, at den ikke kender til tvivl og anfægtelse. Men det forholder sig modsat. Luthersk konfessionalitet er født af anfægtelse. Martin Luthers teologiske metode hed oratio, meditatio, tentatio. Bøn, grunden på Guds ord og anfægtelse.

Her er ikke bare tale om sådan en intellektuel tvivl eller den selvretfærdiges tvivl, som mener, at vedkommende har ret til at tvivle på Gud ellers hans nåde og at Gud bare har at vise sig fra sin gode side og ikke lade mennesker lide eller dø, hvis man skal kunne stole på ham.

Nej, luthersk kristendom er født af den anfægtelse, som bør ramme os alle, når vi konfronteres med den forfærdelige virkelighed, at vi alle på et eller andet tidspunkt, måske i dag, måske i morgen, måske om 50 år, skal dø. Døden er en fjende, som ingen af os vil undslippe, medmindre vi lever, når Jesus kommer igen. Alle andre problemer er kun symptomer på dette dybe problem. Sammenlignet med evigheden, er vores liv i denne verden kort. Midt i livet er vi sted, ud i dødens våde – skriver Martin Luther i en salme.

Men anfægtelsen stopper ikke her. Luther fortsætter i salmens andet vers: midt i livet knuger os, helveds magt og vrede. Og i 3. vers skriver han: Midt i helved-angsten ind vil vor synd os drive.

Hvor meget teologi i dag finder spørgsmålet om, hvordan vi finder en nådig Gud, irrelevant og upostmoderne, så er det faktisk det afgørende spørgsmål for ethvert menneske, der tager både livet og døden alvorligt.

Luthersk teologi er født af en anfægtelse, som kun kan afvises af overfladiske mennesker, som forsøger at skjule deres egen dødelighed for sig selv: Hvordan kan jeg forvisse mig om, at jeg har en nådig Gud, som tilgiver mig mine synder og giver mig evigt liv, hvis jeg dør i dag eller i morgen?

Anfægtelsen stiller sig ikke tilfreds med måske’er
Denne anfægtelse er ikke nogen leg. Den er ikke for sjov. Og den stiller sig ikke tilfreds med, at Gud nok er nådig og måske har åbenbaret dette eller hint.

Den sande anfægtelse, som er født af mødet med den hellige Gud og med dødens virkelighed, stiller sig ikke tilfreds med måske’er.

Retfærdiggørelseslæren
Det gælder for det første om retfærdiggørelseslæren. Konfessionel luthersk kristendom sætter en ære i at holde læren om retfærdiggørelsen central. Det er afgørende, at vi med sikkerhed kan sige, hvordan vi bliver erklæret retfærdige overfor Gud. Det er afgørende at vide, at det er i kraft af jesu tilregnede retfærdighed, hans stedfortrædende opfyldelse af Guds lov og hans stedfortrædende straflidelse. Det er afgørende at vide, at Gud ved Jesu opstandelse erklærede verden retfærdig i ham. Det er afgørende at vide, at denne retfærdighed, som Jesus har vundet for alle mennesker på korset deles ud i nådemidlerne.

Nådemidlerne
Her adskiller konfessionel luthersk teologi sig fra f.eks. evangelikal og reformert kristendom, som nok tror, at nådemidlerne kan informere om og symbolisere syndernes forladelse. Men de benægter, at ordet og sakramenterne virkelig uddeler syndernes forladelse her og nu, så du med sikkerhed kan vide, at syndernes forladelse er din. Og når dette fokus på nådemidlerne forsvinder, bliver konsekvensen, at mennesker søger vished i deres egne bønner, oplevelser, lovsang, karismatiske oplevelser osv. – alt samme noget, som ikke kan give en sikker vished om Guds nåde.

Helligåndens virke
Læren om nådemidlerne er helt central for luthersk kristendom. For det er i virkeligheden læren om Helligånden. Jeg har indimellem hørt folk påstå, at luthersk kristendom ikke lægger vægt på Helligånden. Men hvis man f.eks. tager Luthers store katekismus frem, vil man se, at afsnittet om Helligånden fylder mere end afsnittene om Faderen og Sønnen tilsammen. Den lutherske reformation var faktisk i høj grad en kamp for Helligåndens virke i nådemidlerne.

Læren om den frie vilje, som romerkirken byggede på – og som meget moderne teologi bygger på, er i virkeligheden et opgør med Helligåndens alenevirken i omvendelsen. I Lille Katekismus bekender vi, at vi tror, at vi ikke af egene magt og kraft kan tro på Jesus Kristus eller komme til ham, men at Helligånden har kaldet os ved evangeliet. Også det er afgørende for den, der anfægtes over sin egen synd, sit eget hjertes ligegyldighed og kulde overfor evangeliet og sin mange nederlag i kamp mod synden.

Konfessionel lutherdom er netop at lægge vægt på, at det er Helligånden alene, som virker omvendelse og bevarelse gennem ordet. Ikke-luthersk Helligåndsteologi ser for mig ofte ud til at være mislykkede forsøg på at finde en anden opgave til Helligånden, når man nu selv har tiltaget sig hans virkelige opgave.

Konfessionel lutherdom er altså sand pinseteologi.

Skriftens klarhed
Og fordi det for en anfægtet er afgørende at vide sig sikker på alle disse ting, så er det afgørende, at Gud har talt klart og tydeligt.

På reformationstiden handlede sola scriptura-princippet først og fremmest om to ting: Skriftens klarhed og skriftens tilstrækkelighed i alle lærespørgsmål. Ofte angribes konfessionelle lutheranere for at gå op i bekendelsesskrifterne i stedet for Biblen. Men det er en falsk modsætning, man laver her. For den lutherske brug af bekendelsesskrifter understreger netop, at Skriften taler klart og tydeligt i lærespørgsmål, så man rent faktisk kan uddrage en klar og sikker lære heraf og forpligte sine præster på den.

Lov og evangelium
Når det gælder skriftprincippet, er det også vigtigt at holde fast i, at Skriften og dens lære skal udlægges og forkyndes i lov og evangelium. Lov og evangelium er ikke blot to temaer ved siden af andre temaer i Biblen. De er Biblen grammatik. Alt i Skriften skal forstås ud fra lov og evangelium. Man kan derfor heller ikke blot reducere lov og evangelium til en bestemt prædikendisposition.

Forkyndelsen formål er at overbevise mennesker om deres synd og at forkynde og uddele syndernes forladelse, som Jesus har vundet på korset. Når man i stedet vil finde og opfylde folks følte behov uden at afsløre synden, prædiker man i virkeligheden et andet og falsk evangelium. Man bekræfter mennesker i deres synd og nægter dem i virkeligheden evangeliet. Man forkynder en anden Gud, som skal søge nådige mennesker i stedet for at prædike den virkelige hellige og almægtige Gud, for hvis ansigt vi alle må spørge: hvordan finder jeg en nådig Gud?

Kirkens opgave
Det var lidt om luthersk konfessionalitet eller konfessionel lutherdom. Hvad er så kirkens opgave. Jo, den udspringer af det allerede sagte. Kirkens opgave er at videregive den skat, kirken selv har fået.

Prædikanter
Jesus befalede apostlene at lære folkeslagene alt, hvad han havde befalet. Og Paulus siger til de ældste i Efesus (ApG 20), at han ikke forsømte at forkynde dem hele Guds råd.

Og Jesus befalede dem at forkynde evangeliet om syndernes forladelse og at forlade menneskers synder på jorden. Kirkens opgave består grundlæggende i at kalde prædikanter til at efterfølge apostlene i denne opgave.

Kirken og læren
Kirkens opgave er at forvalte de nådemidler, hvorved Helligånden kalder og forsamler kirkens udover jorden. Den sande tro er usynlig. Men Guds rene ord og sakramenter er synlige. Og hvor de er, er kirken. Hvor de blandes med falsk lære, trues Guds kirke. Derfor må kirkens gøre op med al vranglære, som er i strid med Guds klare ord.

I sidste ende rammer al vranglære retfærdiggørelseslæren. Derfor kan retlærende lutheranere ikke have fællesskab om prædikestol og alterbord med vranglærere, uanset deres vranglære. Enhver sidestilling af sandhed og løgn er i sidste ende en benægtelse af Guds ord og af sandheden i det hele taget. Når mudret vand og rent vand blandes, kommer der mudret vand ud af det, som en har udtrykt det.

Paulus befaler i Rom 16,17 menigheden i Rom at holde sig fra dem, der lærer falsk. Falsk lære er en sjælegift. At praktisere kirkefællesskab med vranglærere ved at dele prædikestol og alterbord er i strid med Guds ord og er en synd mod det andet bud, som forbyder os at misbruge Guds navn.

Ånden og ordet
Og fordi Helligånden virker ved ordet, er det heller ikke kirkens opgave at skabe troen i menneskers hjerter. Kirkens opgave er at forkynde ordet rent og klart, til så mange som muligt og dele det ret i lov og evangelium. For mennesker bliver alene sande kristen ved at erkende deres synder og sætte deres lid til evangeliet om Jesu stedfortrædende lidelse og død. Og den tro skabes alene ved Helligånden gennem evangeliet.

Kirkens opgave er altså at forvalte nådemidlerne, dvs. ordet og sakramenterne ret og bekæmpe falsk lære, indtil Jesus kommer igen.

Mission
Det får betydning for, hvordan man ser på både gudstjeneste, mission og kirkeliv i øvrigt. Mission er ikke ifølge en luthersk forståelse at overtale mennesker til at blive kristne. Mission handler ikke om at finde folks behov og fylde dem, sådan som kirkevækstteologi og i nogen grad også emergent-church-bevægelsen tror.

Luthersk mission består i at åbenbare menneskers egentlige problem, som de ikke selv vil erkende: at de er syndere i hænderne på en hellig Gud. Dernæst består opgaven i at åbenbare løsningen på dette problem: evangeliet om syndernes forladelse.

Gudstjenesteliv
Luthersk lære får også betydning for gudstjenestelivet. I Kol 3,16 skriver Paulus, at vi skal lade Kristi ord bo i rigt mål i blandt os gennem åndelige sange, salmer og hymner. Kirkesangens formål er at indprente Kristi ord. Kirkesang og gudstjenesteliv må tage Guds hellighed alvorligt og ske med ærefrygt.

Og kirkesang og gudstjenesteformer må have til formål at indprente Guds ord og ikke at udtrykke vores følelser. For ud af menneskets hjerte kommer kun synd og ondskab. Liturgien skal befri os fra vores egne følelsers fængsel og i stedet rette vores opmærksomhed mod Guds gerninger til vor frelse.

Fokus i gudstjenesten må være på Guds nådemidler, ordet og sakramenterne. Gudstjenesten er ikke først og fremmest vores tjeneste for Gud. Vores tjeneste for Gud sker primært i hverdagen. Nej, fokus i gudstjenesten er Guds tjeneste for os i ordet og sakramenterne.

Og dette fokus må have sin baggrund i erkendelsen af, at Gud er en hellig Gud, som vi skylder ærefrygt. Når man vil lave afslappede cafe-gudstjenester eller synge sange, der minder om forelskede teenageres kærlighedssange til Gud, benægter man reelt hans hellighed – og dermed benægter man Guds lov, som er den eneste baggrund, hvorpå vi kan forstå evangeliet om Guds nåde.

Ligesom Peter kastede sig ned for Jesus, da Jesus åbenbarede sin guddommelighed og ligesom høvedsmanden som ikke fandt sig værdig til, at Jesus trådte ind i hans hus, sådan må kirkens gudstjenester være båret af ærbødighed og ærefrygt for den hellige Gud, som har magt til både at kaste sjæl og legeme i helvede. Og det er på den baggrund, evangeliet må lyde i gudstjenesten som Guds forsikring af sin nåde og uddeling af denne nåde gennem nådemidlerne.

Lutheranernes praksis på reformationstiden var i modsætning til de reformerte blot at udrense de misbrug, der havde sneget sig ind i kirkens gamle gudstjeneste, som netop var båret af ærefrygt for den hellige Gud og som var centreret omkring nådens midler, ordet og nadveren. Man lavede ikke en ny gudstjeneste fra bunden, men rensede det forkerte ud, så fokus igen blev på nådemidlerne. Man fjernede heller ikke på reformationstiden de ydre ting, der understregede Guds hellighed, såsom messeklæder, højtidelig orgelmusik osv., men så dem netop som ting, der skulle undervise menigheden i, hvem Gud er.

Man sørgede dog for, at der kom salmer ind på forståeligt dansk. Men disse salmers formål var at undervise mennesker. Derfor er salmevalg også en del af præstens hyrde- og læreembede, som ikke blot kan uddelegeres til kor eller lovsangsledere, som det hedder i dag. Det er præsten, der har ansvar for, at dét, der synges, indprenter den sunde lære, indgyder til ærefrygt for den almægtige Gud, fremholder evangeliet om syndernes forladelse og ikke leder mennesker til sværmeri.

Opsummering
Kirkens opgave er altså at uddele og bevare den skat, den har fået, nemlig evangeliet. Det betyder både, at kirken må prædike Guds ord rent og klar i lov og evangelium, lade det gennemsyre gudstjeneste og kirkeliv. Men det betyder også, at kirken må sige et klart nej til alt, hvad der strider imod Guds ord. Det gør den ikke i hovmod, men netop i en ydmyghed, der sætter Guds klare ord over menneskers tanker og derfor er tvunget til at sige nej til alt, hvad der trodser Guds ord.

Hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær – spørgsmål fra HvadErKristendom.dk

12. juni 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Vi synger med Paul Gerhardt i nr. 500 i den gamle salmebog: “Den grund, hvorpå jeg bygger, er Kristus og hans død; i Jesu korses skygger er sjælens hvile sød; der har jeg fundet livet, selv er jeg intet værd; hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær.” Elsker Gud mig kun pga. det, Jesus har givet mig, eller kan man sige, at Gud elsker alle mennesker som hans skabninger? Eller sagt på en anden måde: Kan man tale om Guds kærlighed uden at tale om korset?

Der ligger for mig at se to spørgsmål, i det, du skriver. Det ene er, om Guds kærlighed er et resultat af eller en forudsætning for Jesu frelsergerning? Heri ligger der vel også et spørgsmål om, hvordan man skal forstå det ugenfødte menneske: er det stadig en Guds skabning?

Det andet spørgsmål, jeg kan se, er spørgsmålet om, vi kan erkende Guds kærlighed uden at tale om korset?

Man kan forstå spørgsmålet i Paul Gerhards salme sådan, at Gud først blev kærlig med Jesu død. Jeg tror dog ikke, at det er dét, Paul Gerhard har ment.

Guds kærlighed

I Joh 3,16 of i Rom 5,8 ses Jesu frelsergerning som dét, der viser Guds kærlighed. Hvis man viser noget, eksisterer det allerede. I en forstand eksisterede Guds kærlighed til mennesker allerede før Jesu lidelse og død for os. Jesu frelsergerning var Guds kærlighedsgerning, hvor han forbarmede sig over os mennesker.

Det er også sandt, at Gud ikke har overladt verden til sig selv. Gud lader solen stå op over både retfærdige og uretfærdige (Matt 5,45). Gud er god mod alle (Sl 145,9). Gud opretholder orden i samfundet, fordi verden stadig er hans skabning – og for at skabe mulighed for at evangeliet kan forkyndes (bl.a. Rom 13).

Selvom alle mennesker er gennemsyret af synd, er mennesker stadig Guds skabninger. Vi har mistet gudbilledligheden ved syndefaldet, dvs. den oprindelige retfærdighed (bl.a. Rom 3,23). Nu er vi i stedet af naturen vredens børn (Ef 2,3). Men vi er stadig Guds skabninger (Sl 139). Mens synden gennemsyrer vores væsen, så er den ikke blevet vores væsen. Ellers ville Jesus ikke kunne adskille synde og den menneskelige natur, da han tog vor natur på sig uden synd.

Det er altså sandt, at Gud elskede verden før Jesu frelsergerning og at Gud også elsker de gudløse, som stadig er Guds skabninger, selvom de er gennemsyret af synd.

Det er den ene side af sagen.

Guds vrede over synden og synderen

En anden side af sagen er, at Jesu frelsergerning også var dét, der sonede Guds vrede mod os arme syndere.

Det passer ikke, når nogen siger, at Gud blot hader synden og ikke synderen.

Gud er vred på syndere (Sl 5,6). Gud er hellig og accepterer ikke overtrædelser af sin hellige lov. Og Gud straffer syndere. Gud kunne, uden at blive ukærlig eller uretfærdig, have kastet alle mennesker i helvede.

Og selvom mennesker er Guds skabninger og Guds eksistens kan erkendes gennem hans gerninger (Rom 1,20-21), så betyder det ikke, at der er nogen, der i sandhed tror og stoler på den sande Gud uden evangeliet. Ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen (Joh 14,6) og ingen søger Gud (Rom 3,11).

Forsøger vi at nå Gud udenom korset, så ender det altid i lovtrældom og derfor i afgudsdyrkelse.

Så den anden side af medaljen er, at Gud efter sin hellighed og retfærdighed ikke har mennesker kær, ikke ser nådigt og mildt på mennesker, men vredes over vores synd og truer med at straffe os i evighed.

To sider af Gud

Der er altså så at sige to sider af Gud: den barmhjertighed, hvormed han elsker alle mennesker og den hellighed og retfærdighed, hvormed han straffer synderen. Det første har man kaldt Guds egentlige vilje og det sidste Guds fremmede vilje. Disse to kan alene forenes på korset.

På korset viste Gud sin kærlighed til mennesker. I den forstand går Guds kærlighed forud for og er en årsag til Jesu frelsergerning, men altså også noget, som vi først kan erkende i og med korset.

Gud sonede samtidig sin egen vrede og vandt en retfærdighed til mennesker, som gælder for Gud, så Gud ser nådigt på mennesker på grund af korset. Kun i kraft af korset har jeg Guds venskab, fred med Gud. Så i den forstand er Guds blevet mig kærligt stillet i kraft af kors og som et resultat af korset.

Derfor kan man med rette sige, at ”hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær” – uden dermed at fornægte, at Gud også elskede verden og netop derfor sendte sin Søn for at frelse den.

De ortodokse lutherske teologer skelnede mellem den kærlighed, hvormed Gud elsker alle skabninger, den kærlighed, hvormed han særligt elsker mennesker og den kærlighed, hvormed han særligt elsker de troende, som ved troen tilregnes Kristi retfærdighed. Den kærlighed, hvormed Gud elsker de troende, som er tilregnet Kristi retfærdighed, kaldtes Guds amicitia, dvs. venskab. Så mens Guds kærlighed til mennesker var en årsag til korset, så er Guds venskab med syndere et resultat af korset.

Hvis vi forstår salmen af Paul Gerhard i det lys, kan man sige, at det er dét, Jesus har givet mig, der gør mig kær for Gud i den forstand, at jeg har Guds venskab.

Det at Gud sendte sin Søn for at frelse os, er altså også beviset på, at Gud rent faktisk elskede mig, før han sendte sin Søn og havde besluttet at frelse mig.

Samtidig må det også siges, at selvom Gud også elsker verden og opretholder den, så kan man ikke i sandhed erkende Guds kærlighed uden at høre om korset. Man kan delvist erkende Guds lov uden evangeliet, men i sidste ende fører den kun til fordømmelse og til erkendelse af Guds vrede. Så selvom Guds kærlighed til mennesker logisk er til forud for korset, kan vi ikke erkende den uden evangeliet.

(Se bl.a. Hoenecke, Adolf: Ev.-Luth. Dogmatik, Band II, § 17 – Die Transitive Liebe Gottes, s. 136-141)

Mythbuster: Den pietistiske grundmyte

26. april 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Inden jeg tager fat i flere konkret teologiske myter i den pietistisk-evangelikale lejr, vil jeg tage fat i det, jeg vil kalde den pietiskstiske grundmyte. Den repræsenterer både en sammenblanding af lov og evangelium og et stykke historieforfalskning, som er blevet så meget en del af manges bevidsthed, at man måske ikke engang tænker over de.

Den findes i mange former og jeg kunne godt i dette indlæg have valgt nogle specifikke udtryk for denne myte. Men jeg tror, at mange læsere vil genkende myten, så det bør ikke være nødvendigt.

Hvis tiden, mine ressourcer og jeg brænder for det, kan det være, at jeg senere skriver noget konkret herom. Som nybagt far, må jeg nok erkende, at jeg vist mest får skrevet noget, når lysten driver det fremover.

Den pietistiske grundmyte, som gentages hver gang, pietister har fået en ny ide til, hvordan de ved lovens og egne kræfters hjælp kan fremdrive gode gerninger, stammer helt tilbage fra pietismens begyndelse. Den lyder i sine forskellige former nogenlunde sådan: “Hos os snakker man ikke så meget om helliggørelse/inderlighed/nådegaver/troens frugter/Helligånden. Det må vi gøre noget ved og fokusere noget mere på disse ting.Vi kan hente hjælp fra de reformerte/evangelikale/mystikerne/ørkenfædrene/klostervæsenet/karismatikerne osv.”

Myten stammer som sagt fra pietismens begyndelse. Myten går ud på, at pietismen gjorde op med den tørre døde ortodoksi, som blot lagde vægt på den rette lære og ikke på livet. Men også her er myten kun en halv sandhed, dvs. en hel løgn.

Det stemmer ikke, at den lutherske ortodoksi var død, som pietismen ynder at hævde. Ortodoksien lagde vægt på livet. Det er naturligvis sandt, at der var mennesker, der levede ugudeligt, før pietismens fremkomst. Men det var der også efter pietismens fremkomst, så hvis ortodoksien skal lastes for det, skal pietismen ligeså.

De praktiske forslag pietismen kom med, var blot samlinger af forslag, som allerede de ortodokse teologer var kommet med. Og i Speners skrift, Pia Desideria, som lagde grunden til pietismen, henvises ligefrem til ortodoksiens måske største stridsteolog, Abraham Calovius, som støtte for Speners vægt på livet. Det var altså netop hos de ortodokse lutherske teologer, den tidligste pietisme forsøgte at finde støtte for sin vægtlægning af livet.

Ortodoksiens tid har også frembragt nogle af de bedste salmer i verden og store mængder opbyggelig litteratur. I ortodoksien vidste man, at man måtte have en ret lære som forudsætning for et ret liv, men selvom man skelnede mellem årsag (læren, evangeliet) og virkningen (livet, helliggørelsen), betød det ikke, at man ikke gik op i det kristne liv.

Men pietismen har senere skabt en mytologi, som desværre er gået hen og blevet hvermandseje, så det, mange mennesker forbinder med ortodoksi, er “død”.

Og denne myte om ortodoksien brugte – og bruger – pietismen til at sige, at nu må vi så lægge vægt på livet i stedet for læren.

Resultatet bliver, at man ikke ser livet som en frugt af læren, men noget, man kan drive frem ved hjælp af andet end læren, dvs. evangeliet. Livet bliver noget, der er løsrevet fra læren og dermed bliver helliggørelsen en frugt af menneskers bestræbelser, metoder og loven snarere end af evangeliet.

Pietismen forudsætter, at der er en modsætning mellem vægten på læren og vægten på livet, og at for megen vægt på læren og på nådens evangelium ødelægger livet. I luthersk ortodoksi, har man det omvendt. her ser man netop den rette lære, det rene evangelium om Guds nåde i Kristus, som det, der giver mennesker glæde og frimodighed til at tjene Gud med deres liv. Pietismens store problem har fra begyndelsen været, at man ville drive de gode gerninger frem ved hjælp af loven og ikke ved hjælp af evangeliet.

Interessant nok bliver pietismen ved med at bruge myten på tidligere generationer af pietister igen og igen. Jeg har selv oplevet flere gange, at unge pietister hævder, at tidligere generationer ikke har lagt nok vægt på livet, og at derfor må man nu lære noget om helliggørelse eller f.eks. nådegaver fra de evangelikale.

Det er for det første ganske enkelt forkert, at tidligere generationer af pietister ikke lagde vægt på helliggørelsen. Generation efter generation af pietister har begået den samme moralistiske fejl og troet, at de kan fremdrive gode gerninger med loven. Så problemet er nok ikke, at gode gerninger ikke er blevet prædiket, men snarere, at det ikke har virket, at man prædikede lovisk.

Løsningen er selvfølgelig heller ikke at prædike mere lovisk om helliggørelsen, prædike mere radikalt om efterfølgelsen osv.. Tværtimod – pietisterne gentager blot den samme fejl igen og igen. Pietismen løber i ring og tror, at den kan løse sit problem ved at blive ved med at begå den samme fejl igen og igen.

Så længe det er uvisheden og lovens trusler, man vil bruge til at drive de gode geringer frem, får man blot hyklere og fortvivlede mennesker. Så længe man hellere vil skabe tvivl om nåden end risikere, at nogen kommer til at misbruge den og bruger nåden som en “sovepude” (hvad man så ellers skulle bruge en pude til), fratager man mennesker evangeliet.

Den pietistiske myte har sevfølgelig også en del at gøre med den farisæiske forestilling, som er i os alle, at visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker i villige til at gøre gode gerninger – at visheden bliver en “sovepude”, som man siger. Af naturen vil vi kun gøre det gode, når vi tvinges til det. men det bliver ikke sande gode gerninger. Sande gode gerninger kommer alene af visheden om syndernes forladelse. Sande gode gerninger kommer netop af, at man kan hvile i nåden, fordi den er sikker og vis.

Pietismen lever af den misforståelse, at visheden om syndernes forladelse gør mennesker uvillige til at gøre gode gerninger. Og derfor vil de lære helliggørelse af de reformerte i stedet; derfor angriber pietisterne nådens midler og vil have vished om Guds nærvær og hjælp udenom disse midler: i deres omvendelsesoplevelse, overgivelse, beslutning om at følge Jesus, pseudo-sakramentale lovsangskick osv.

For mig at se, er det ikke nuværende/tidligere generationers mangelfulde helliggørelse, der skal gøres op med. Det er snarere den pietistiske myte om, at evangeliet og visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker hellige og at livet ikke er en frugt af læren, der må gøres op med. Og så må der gøres op med myten om, at ortodoksien er eller var død. Læren skaber livet. Loven og pietismen slår ihjel. Nåden skaber helliggørelse. Lovisk helliggørelsesforkyndelse skaber hykleri.

Sand og falsk Kristusbekendelse – Evangelisk Alliances bedeuge 2. dag

11. januar 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Denne dag er temaet “Ved at bekende Kristus”. Desværre er det så som så med bekendelsen af Kristus i materialet.

Teksten begynder:

Ved at dele vores historie kan vi fortælle om vores tro på Gud.

Dette er en typisk pietistisk-evangelikal forståelse af dét at bekende sin tro for sin næste. Det stammer fra ideen om, at man skal “aflægge vidnesbyrd” som almindelig kristen. Når man aflægger vidnesbyrd fortæller man, hvad man har set og oplevet. Derfor befaler Jesus apostlene, som rent faktisk havde set og hørt Jesus at aflægge vidnesbyrd. men almindelige kristen får i stedet til opgave at bekende Kristus og apostlenes vidnesbyrd. Når man i stedet mener, at almindelige kristen skal aflægge vidnesbyrd, bliver deét, den kristen skal fortælle om, vedkommendes egne oplevelser. Igen formår Alliancematerialet at reducere kristentroen til en subjektivistisk oplevelsestro. Ifølge Skriften kommer troen af Kristi ord (Rom 10,17) og ikke af, at mennesker fortæller deres egen historie.

Alliancematerialet forsøger at underbygge sin subjektivistiske tro med en forfalsknign af jesu samtaler med de to disciple på vej til Emmaus:

Han lader dem forstå at deres historie er en del af Guds plan.

Jesus taler ikke om deres historie. Deres historie er, at Jesus er død og de tror ikke på andres vidnesbyrd om, at han er opstået. Jesus irettesætter dem for at tro deres egen historie i stedet for at tro på Skrifterne: v25 Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. v26 Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« v27 Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. (Luk 24,25-26)

En klar bibeltekst, der beskriver den objektive lære i den Gamle testamente om, at Messias skulle lide, dø og opstå for at frelse mennesker får alliancematerialet altså omtolket til at være en subjektivistisk indholdsløs egen-historie-fortælling.

Materialet fortsætter med at sige, at i ddét at bekende Kristus ligger både at bekende sine synder og at bekende sin tro for mennesker. Man kunne håbe, at materialet herefter ville sige lidt om den Kristus, der skulle bekendes. Det er jo pga. ham, vi tør bekende vores synder og tro på syndernes forladelse. Men i stedet står der:

I bekendelsen af vores synd, åbner vi vores liv for Guds tilgivelse. Denne tilgivelse medfører en ny frimodighed til også at bekende vores tro på Jesus Kristus som den der rækker alle mennesker mulighed for et nyt liv.

Materialet bekender den romersk-evangelikale misforståelse, at det er i syndsbekendelsen og angeren, vi får tilgivelsen og ikke ved tro på evangeliet om syndernes forladelse. Syndserkendelse er jo blot Guds pædagogiske måde at vise os på, at vi har brug for syndernes forladelse. det er på ingen måde vores måde at åbne os for Guds tilgivelse på. Det er en lovisk kristentro, der kommer til udtryk her. Bedre bliver det ikke af, at Jesus alene beskrives som den,d er giver mennesker et nyt liv. Der er intet om, at han har vundet syndernes forladelse ved sin stedfortrædende straflidelse. Mennesker overlades til deres egen syndsbekendelse som grunden til vished om, at deres synder virkelig er forladt i stedet for at blive henvist til nåden i Jesus Kristus, som rækkes i ordet og sakramenterne.

teksten slutter af med at bekende en art second-blessing-teologi:

Disciplene troede på Jesus, men de overvandt først deres frygt og kunne fortælle om ham på en ny måde, da Helligånden havde taget bolig i dem.

Her hævdes det vel dels, at disciplene havde troen uden at helligånden boede i dem og at der kræves mere end at tro evangeliet for at kunne bekende sin tro. Begge dele er falske. Jesus forudsagde, at Helligånden skulle komme over apostlene og give dem kraft til at være vidner om hans lidelse, død og opstandelse. Det var en forudsigelse om den særlige måde, hvorpå Helligånden skulle bo i apostlene, så deres ord var Helligåndens ord og dermed Guds egne ord.

Enhver kristen har Helligånden i sig og skal ikke tro, at vedkommende behøver en second blessing. Selvfølgelig vokser man i hellighed som kristen og det er Helligåndens værk. men det gør man alene, fordi helligånden allerede bor og virker i en. og det gør man ved at blive afsløret i sine synder og tro på løftet om syndenres forladelse for Jesu Kristi skyld i ordet og sakramenterne. Alene ved denne vished om den objektive nåde, som rækkes i disse midler, kan man få sand frimodighed til at bekende Kristus. Og det glædelige er, at man som kristen ikke behæver at have et vidnesbyrd at fortælle. Man kan nøjes med at bekende den tro, man bekender hver søndag i kirken og gerne hver dag i sit hjem.

I stedet for at skulle have en flot tro og nogle interessante oplevelser at fortælle om, kan du nøjes med at bekende din tro på, at Gud forbarmede dig over sig arme synder, og sendte sin Søn Jesus Kristus, som bar din synd og straf og skaffede dig syndernes forladelse; og at den tilgivelse er givet dig i dåben, i ordet, i afløsningen i skirftemålet og i Jesu legeme og blod, som rækkes under brød og vin i nadveren. Dét giver frimodighed til at bekende troen for mennesker!