Hermed en kort introduktion til lov og evangelium optaget på webkamera. Teksten kan sammen med andre tekster og lydoptagelser om grundlæggende kristendom findes på Hvaderkristendom.dk
Lærens vigtighed – citat fra Walther
C.F.W. Walther siger i sin 3. aftenforelæsning om den rette skelnen mellem lov og evangelium (“Die rechte Unterscheidung von Gesetz und Evangelium”):
Heraf kan I se, hvor tåbeligt det er, ja hvilken frygtelig forblændelse, der åbenbarer sig idag, når man så ofte spotter den rene lære og råber til os “Bliv dog færdige med at råbe: den rene lære! den rene lære! Det fører kun til død ortodoksi. Sørg dog hellere for det rette liv, så vil I plante en ret kristendom.”
Det er nøjagtig som at sige til en landmand: ” Sørg ikke mere for god såsæd; sørg hellere for gode frugter”. Netop det at sørge for god såsæd er at sørge for gode frugter. Sådan er også det at sørge for den rene lære en rette måde at sørge for en ret kristendom og for et ret kristent liv.
(s. 19 i den tyske udgave. Andet afsnit i den engelske onlineversion).
Vidnesbyrd eller bekendelse
I bogen “The Fire and the Staff” af Klemet Preus blev jeg for nogle år siden gjort opmærksom på, at Biblen ikke taler om, at alle kristne skal vidne. Biblen taler om apostlene som vidner om opstandelsen, men den opgave, alle kristne får, er at bekende deres tro overfor mennesker.
Klemet Preus skriver:
“Sometimes people are asked to tell others what God has done in their lives. A testimonial is a witness to what God has done in your life. Remember, though, God never asks us to witness. He asks us to confess. And to confess means to say the same thing as others. God does not want His church to listen to someone’s witness unless they have been appointed by God to witness the life, death and ressurection with their own eyes. He’d rather have us confess, which we can do in the creed where we all say the same thing.”
-Klemet Preus: The Fire and the Staff, – Lutheran Theology in Practice , p. 391
Dét, der kan frelse mennesker, er ikke en persons vidnesbyrd om sine oplevelser, men det er Guds ord, når det bekendes af en kristen, forkyndes fra prædikestolen eller læses i Biblen eller andet, som gengiver Biblens lære.
Dét, der er afgørende for at kunne drive mission er altså ikke ens vidnesbyrd eller ens karakter, men at man ved, hvad man frelses fra og hvordan man frelses. Man må altså kende loven, de ti bud, og evangeliet om syndernes forladelse, som Jesus har vundet.
Igennem lov og evangelium frelser Gud mennesker ved at give dem troen, så de stoler på, at Gud forlader dem deres synder. Troen er altså ikke menneskers beslutning, men Guds gave, som paulus skriver i Ef 2,8.
Jyllandssvenskeren har analyseret et eksempel på et vidnesbyrd på sin blog.
Evangeliet virker! (Aftenmøde fra menighedslejr 12.-13. Juli)
Esajas 55 – En profeti om evangeliet forkyndelse i verden
Virker evangeliet? Nogle gange kan vi komme i tvivl. Vi er så få i vores lille kirke. Og dem, der kommer til, ser ud til at komme fra andre kirker. Nytter det overhovedet noget at forkynde evangeliet, drive mission og fastholde bekendelsen til Guds ords sandhede? Bliver vi nogensinde flere? Ja, ser vi på os selv, så er det let at fortvivle og miste tilliden til at evangeliet virker. Så bliver det fristende at peppe det lidt op eller gå på kompromis med falsk lære. Eller resignere og blot opgive at drive mission og bekende frelsen. Som de syndere vi er, tør vi ikke stole på Guds ords kraft, når vi ikke ser synlige resultater. Gud dømmer vores syndige mistillid til hans ord, når vi kræver synlige resultater som bevis, før vi vil stole på ordet. Guds ord virker! Evangeliet virker! Og Gud tilgiver gennem sit evangelium vores syndige mistillid og giver os frimodighed til at bekende evangeliet for mennesker.
Esajas profeterer i kapitel 55 om evangelieforkyndelsen efter frelserens lidelse, død og opstandelse, som beskrives i kapitel 53, hvor vi hører, at han bar verdens synder og tog straffen for dem, men efter at have lidt døden skal se afkom og få et langt liv (v. 10) og bringe retfærdighed til de mange (v. 11). Ved sin lidelse, død og opstandelse har Jesus vundet tilgivelse for alle mennesker, og Gud har erklæret ham, som bar alle verdens synder, retfærdig, så han har en stedfortrædende retfærdighed, der opvejer alle menneskers synd. Den retfærdighed og tilgivelse bringer han nu ud til os i evangeliet, som forkyndes ud over jorden.
Og det er forkyndelsen af dét evangelium, vi hører om i Esajasteksten:
Nåden i evangeliet
v1 Kom, alle I, der tørster, kom og få vand!
Kom, I, der ingen penge har!
Køb korn, og spis!
Kom og køb korn uden penge,
vin og mælk uden betaling!
Der er intet der er gratis, hører man det nogengange sagt. Alt her i livet koster noget. Og sådan forestiller vi os også nemt, at frelsen koster noget. Frelsen må have en pris. På sin vis er det også sandt nok. Prisen var blot for høj til, at vi kunne betale. Prisen var et fuldkomment liv og straffen for overtrædelse var død og evig pine. Fordi vi er syndere, kunne vi ikke betale prisen. Men Jeuss har betalt prisen. Han har opfyldt Guds bud som vores stedfortræder og taget Guds straf over al verdens synd og skyld som vores stedfortræder. Og fori Jesus har betalt og vundet retfærdighed og tilgivelse for os og alle mennesker, kan han nu dele det ud til os gratis. Syndernes forladelse i evangeliet sammenlignes her med et gratis festmåltid, som vi indbydes til. Og dem, der indbydes er dem, der tørster og ingen penge har. Vi må erkende, at vi ikke har noget at betale Gud med, at vi er syndere, som ikke kan frelse os selv. Og så tilgiver Gud os vores synder uden betaling fra os. Gud indbyder os så at sige til at spise løs af evangeliet, som er et overdådigt festmåltid af nåde og tilgivelse fra Gud. Evangeliet er vand, der slukker en fattig synders tørst efter tilgivelse og korn, der mætter dem, der er sultne efter retfærdighed og Guds nåde. Og nu forkyndes det for alle mennesker, at de kan spise løs uden at have noget som helst at give til gengæld.
v2 Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød,
jeres løn for noget, der ikke mætter?
Hør dog på mig, så skal I spise godt
og svælge i fede retter.
Ja, hvorfor give penge for noget, der ikke er brød. Hvorfor forsøge at vinde retfærdighed ved egne gerninger, når det ikke kan lykkedes. Det, du får ved at forsøge at retfærdiggøre dig selv, er jo ikke frelse og syndsforladelse, men dom og fortabelse.
Og hvorfor forsøge at blive mæt og tilfreds ved verdens fornøjelser, når det ikke kan give den sande fred. Sådan forsøger mennesker, der ikke tror evangeliet enten at retfærdiggøre sig selv eller drukne deres samvittighed ved verdens fornøjelser. Men ingen af delene kan mætte dén, der hungrer og tørster efter frelse og evigt liv.
Nej, hør i stedet Guds evangelium, som mætter den, der der ser, at han er en synder. Det er et festmåltid af fede retter. Der er ingen grund til at søge din egene retfærdighed eller at drukne samvittigheden i verdens fornøjelser, der forgår, når du kan få den ægte vare i evangeliet, nemlig syndernes forladelse, barnekår hos Gud og evigt liv. Det er den sande lykke, som kan tilfredsstille sjælen og mætte den. Her gives en fred, der ikke forgår, fordi den er grundet i Guds sikre løfter. Og hvordan får vi så dette festmåltid: Hør dog på mig. Maden serveres i evangeliets ord. Guds ord, når det læses, høres og prædikes er ikke blot informationer om, hvordan vi selv skaffer syndernes forladelse ved vores bønner eller omvendelse. Nej ordet indeholder syndernes forladelse og vi får den ved at høre ordet. Paulus siger i Rom 10: Men den retfærdighed, som kommer af tro, siger således: »Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen?« nemlig for at hente Kristus ned, v7 eller: »Hvem vil stige ned i afgrunden?« nemlig for at hente Kristus op fra de døde. v8 Nej, hvad siger den? »Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,« og det ord er troens ord, som vi prædiker. Vi skal altså ikke lede efter syndernes forladelse i vores egne hjerter eller ve dbøn og anger forsøge at stige op til himlen for at hente Kristus og syndernes forladelse ned. Nej, syndernes forladelse er i Guds ord. Derfor kan vi også stole på det, når præsten i skriftemålet forlader os vores synder.
v3 Vend øret til mig, og kom,
hør på mig, så skal I leve!
Guds ord gør levende og giver evigt liv. Når vi hører evangeliet om, at Gud forlader os vores synder for Kristi skyld, så bliver vores synder forladt og vi får evigt liv. Og Guds ord gør os åndeligt levende. Paulus skriver i Efeserbrevet: Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder. At komme til tro og blive Guds barn er en opvækkelse fra åndelig død, en ny fødsel. Når vi hører Guds ord, gør Gud os levende igen. Men hvad er det for et budskab, der gør os levende:
Jeg vil slutte en evig pagt med jer,
opfylde de urokkelige løfter til David;
Gud vil lave et evigt testamente med os. Vi kan her se af sammenhængen, at det ikke er en tosidig pagt. Det er et ensidigt løfte, et testamente. Det er ikke bestemt for en tid, som moseloven, men til evig tid. Det er testamentet, som Jesus oprettede ved sin lidelse og død, hvorved vi er blevet arvinger til Jesu retfærdighed, hans “afkom”, som Esajas siger.
Her bruges navnet David om Davids efterkommer, Jesus. For David var allerede død, da Esajas profeterede.
v4 jeg gjorde ham til et vidne for folkene,
til fyrste og hersker over folkene.
Han skal bevidne Guds nåde for folkeslagene – det gør han gennem sit ord. Det er Jesus, der taler og vidner gennem ordet, når det forkyndes. Når præsten forkynder i overenstemmelse med Jesu ord, er det Jesus , der taler gennem præsten og når vi læser i Biblen, er det Jesus, der taler til os gennem apostlenes og profeternes ord. Om vi altså hører eller læser ordet, så er det Jesus, der vidner her og nu om, at Gud forlader os vores synder. Evangeliet virker, fordi det er Jesu ord og Jesu vidnesbyrd. Og hvem kan bedre bevidne Guds nåde end Gud selv, nemlig Jesus.
Og netop ved at bevidne Guds nåde, skal Jesus være fyrste og hersker over folkene. Ved sin himmelfart har Jesus sat sig på kongetronen og virker i sin kirke helt og fuldt som Gud og menneske. Han virker på menneskers omvendelse og bevarelse gennem sit ord. Når vi altså synes, at vi er få og er ved at miste modet, så må vi sætte vores lid til, at Jesus virker som fyrste og hersker gennem sit ord. Han kalder og forsamler stadig sin kirke på jorden gennem sit ord.
v5 Du skal kalde på et folk, du ikke kender,
et folk, der ikke kender dig, kommer løbende til dig,
for Herren din Guds skyld,
Israels Hellige gør dig herlig.
Hedninger, som før ikke kendte Gud, skal frelseren kalde ind i sit rige. Gud herliggør frelseren ved at give ham hedningefolkene. Det er Jesus, der kalder på folkene, så de løber. Jesus kalder mennesker ved sin ånd og sit ord og Faderen giver dem til Jesus og herliggør ham derved.
Og på baggrund af evangeliet om davidssønnens testamente, kan Gud kalde mennesker til omvendelse og tro.
Kald til omvendelse
v6 Søg Herren, når han er at finde,
kald på ham, når han er nær.
Søg Gud, mens evangeliet forkyndes. Det kan hurtigt nok blive for sent, enten ved din død eller ved Jesu genkomst. Søg derfor hen hvor ordet forkyndes rent, mens du endnu er i live. For det er jo gennem evangeliet, Gud virker. Og har du evangeliets, så har du Herren selv og stoler på ham, så du tør påkalde ham.
v7 Den ugudelige skal forlade sin vej,
det onde menneske sine planer
og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed,
tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.
Syndere skal erkende, at de er syndere ved Guds lov og vende om til Herren ved evangeliet, som indbyder dem til at spise sig mætte i Guds tilgivelse. Her sammenfattes resultatet af forkyndelsen i lov og evangelium. Loven viser mennesker deres synd og gøre dem tørstige, og evangeliet tilbyder og giver syndernes forladelse. Ordet virker altså ved at få mennesker til at omvende sig. Derfor kan vi frimodigt bekende Guds lov og evangelium for mennesker i tillid til, at det virker, så ugudelige omvender soig og erkender deres synd og kommer til trto på Guds tilgivelse i jesus Kristus. Derfor skal vi bekende både, at vi og alle mennesker er syndere og at Jesus har borttaget verdens synd ved at smage Guds vrede og opfylde Guds bud.
v8 For jeres planer er ikke mine planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
siger Herren;
v9 for så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højt over jeres veje
og mine planer over jeres planer.
De ondes planer er Ikke Guds planer. Mens menneskers planer er synd og ondskab, er Guds plan godhed og fre3lse for mennesker. Selvom vi er onde, er Guds barmhjertig. Og selvom vores synder ifølge vores egne beregninger burde være utilgivelige, så har Guds frelsesplan i Jesus Kristus erhvervet os frelse og tilgivelse. Og selvom vi synes, det ser umuligt ud med frugten af forkyndelsen af Guds ord, så har Gud en plan for menneskers frelse, så han kalder og forsamler sin kirke på jorden og skaber sig et åndeligt rige midt iblandt os. Evangeliet virker, selvom vi ikke kan se det. Vi må stole på Guds planer og sætter vores lid til dem i stedet for selv at lave planer, som tilsidesætter Guds ords kraft og virkning. Det er ikke os, der skal frelse mennesker, men Gud. Vi skal bekende og forkynde evangeliet og stole på, at Gud virker.
Evangeliets kraft
v10 For som regnen og sneen
falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden,
befrugter den og får den til at spire
og giver udsæd til den, der vil så,
og brød til den, der vil spise,
v11 sådan er mit ord, som udgår af min mund;
det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje
og udfører mit ærinde.
Her udtrykkes kraften i Evangeliets ord igen klart og tydeligt. Guds ord er aldrig døde og tomme bogstaver, men derimod ord, der udgår af Guds mund og udfører Guds ærinde. Guds ord er ikke et instrument for os på samme måde som en hammer. Den bliver først virksom, når vi tager fat i den og bruger den rigtigt. Nej, Guds ord er snarere som en hånd, hvormed Gud virker, hvad han vil. Gud virker altid med sin Helligånd ved sit ord. For Guds ord kan ikke skilles fra Gud selv, ligesom man ikke kan skille en persons ord fra personen selv. Ordene udtrykker personens væsen, lige så vel som kroppen gør det. Guds ord er altså et virksomt redskab, som gud bruger til at kalde, omvende, genføde, bevare og helliggøre mennesker. Det er en Guds kraft til frelse, som Paulus siger: Rom 1,16: For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.
Ligesom vandet får det tørre korn til at spire, sådan genføder og levendegør Guds ord mennesker. Guds ord er aldrig virkningsløst. Evangeliet virker altid og Helligånden virker altid ved det. Derfor er det aldrig omsonst at bekende og forkynde evangeliet for mennesker. Det nytter. Måske ser vi ikke resultatet her og nu – ja måske ser vi det slet ikke. Men Helligånden virker og skaber troen ved ordet. Dét vi kan og skal gøre er at sprede ordet – og så lade Helligånden gøre sit arbejde. Bekend troen på, at du og alle mennesker er syndere, som Jesus har frelst ved at påtage sig skylden. Bekend det, når du bliver spurgt på arbejdet, i familien, blandt venner, på nettet osv. Og peg på kirken, hvor ordet forkyndes til menneskers frelse.
v12 I glæde skal I drage ud,
og i fred skal I føres af sted.
Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer,
alle markens træer klapper i hænderne.
v13 I stedet for tjørnekrat vokser enebær op,
myrter i stedet for nælder.
Det skal blive til ry for Herren,
et evigt minde, der ikke slettes.
Når Guds ord virker, så drager vi afsted til Guds Zion – kirken og jord og himmel fryder sig over Guds frelse. I stedet for fortabelsens tjørnekrat vokser frelsens enebær op. Og tils idst skal vi drage afsted til det evige liv hos Gud. For Guds ord virker. Det bevarer os og vore børn i troen og føjer flere til. Stol på det og bekend det for mennesker.
Donatismen er også en fare idag
I den tidligere nævnte debat på Indre Missions blog, er det blevet fremført, at donatismen også er en fare i dag. Jeg har før tilbagevist, at den lutherske lære om kirken i Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 skulle være afvist i samme bekendelses artikel 8, hvor donatismen fordømmes.
Men jeg vil godt vende tilbage til spørgsmålet om, hvad donatismen så er. For jeg er faktisk enig i, at faren for donatisme er stor – og særligt i dag.
Lad os læse, hvad er står i den Augsburgske Bekendelses artikel 8:
Art. 8 – Hvad kirken er
Skønt kirken egentlig er de helliges og sande troendes forsamling, så er det dog, eftersom der i dette liv er indblandet mange hyklere og onde mennesker, tilladt at bruge sakramenterne, når de forvaltes af onde mennesker, i følge Kristi ord (Mat. 23.2): “På Mose stol sidder skriftkloge og farisæer” osv. Og sakramenterne og ordet er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, selv om de meddeles af onde mennesker.
De fordømmer donatisterne og deres lige, som sagde, at man ikke måtte bruge de onde menneskers tjeneste i kirken, og mente at de ondes tjeneste var unyttig og uvirksom.
Og i Apologien forklares det sådan:
Den ottende artikel er helt igennem antaget, i hvilken vi bekender at onde og hyklere er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selvom de forvaltes ved onde tjenere, fordi tjenerne handler i Kristi sted, idet de ikke repræsenterer deres egen person, ifølge dette [ord]: “Den, der hører jer, hører mig” [Luk 10,16].
Ugudelige lærere bør man forlade, fordi de ikke handler i Kristi persons [sted], men er antikrister. Og Kristus siger: “Vogt jer for de falske profeter” [Matt. 7,15] og Paulus: “Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, forbandet være han” [Gal 1,9].
(Egen oversættelse BELK Art. VII/VIII pkt. 47 p. 246)
Jeg har før gjort opmærksom på, at der skelnes mellem onde og hyklere på den ene side og vranglærere på den anden side. Sidstnævnte skal man forlade.
Men hvad så er egentligt ærindet med fordømmelsen af donatismen? Og hvilken fare udgør donatisme idag.
Dét, Augustana lægger vægt på, er at ordet og sakramenterne er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling og ikke på grund af præstens fromhed eller tro. Det er altså en udfoldelse af artikel 5 om embedet og nådemidlerne, som alene virker troen og en beskyttelse af artikel 7, som forklarer, hvem kirken er, og hvor man finder den.
Heroverfor hævder donatister, at ordets og sakramenternes virkekraft også er afhængig af embedsbærernes fromhed, tro og motiver. Det er altså en fornægtelse af Guds rene ords iboende kraft og magt til at give synderes forladelse og skabe troen. Det er en adskillelse af ordet og Ånden, så det er forkynderens åndelighed, der skal gøre ordet virksomt. Frem for at være en anfægtelse af, at Guds ord skal forkyndes rent, er artikel 8 altså det modsatte: en klar bekendelse af, at det er Guds ords rene forkyndelse alene, der er virksomt til frelse, uafhængigt af forkynderens fromhed og motiver.
Samtidig er Den Augsburgske Bekendelses artikel 8 en klar bekendelse overfor sværmeriet og de reformertes adskillelse af ordet og Ånden. De reformerte vil godt tale om, at Ånden virker samtidig med ordet, men ikke, at han alene virker gennem ordet.
Senere opstod i den lutherske kirke den bevægelse, der kaldes pietismen. Her adskilte man også ordet og ånden og gjorde ordets virkekraft afhængig af forkynderens tro og fromhed. (Se f.eks. 1. del kapitel 3 og 4 i Ernst Valentin Loeschers opgør med pietismen, oversat til engelsk i “The Complete Timotheus Verinus” Nortwestern Publishing House 1998 p. 63f og 93f).
Hvor finder vi så donatismen i dag. Jo, den finder vi, hvor ordet og Ånden adskilles. Den finder vi, hvor ordets virkekraft gøres afhængig af forkynderens inspiration, overtalelsesevner, fromhed, tro eller motiver.
Det sker i kirkevækstbevægelsen, hvor man vil gøre nådemidlerne virkekraftige gennem verdslige marketings- og managementmetoder. Og man finder den i pietistiske bevægelsers skelnen mellem troende og vantro præster frem for retlærere og vranglærere. Man finder den også i bevægelser, hvor man man frem for at stole på, at Ånden altid virker ved ordet, forventer såkaldte “vækkelser”, hvor Ånden skulle virker mere gennem ordet end på andre tidspunkter.
Og så finder man den, hvor man benægter muligheden af en ren forkyndelse med den begrundelse, at der kan være syndige motiver hos forkynderen. Da gør man jo forkyndelsen afhængig af præstens person frem for at lade den være afhængig af læren alene. Og man finder donatistiske tendenser, når mistillid til Guds ords rene forkyndelse får mennesker til at involvere sig i kirkepolitiske magtkampe og kompromiser med Guds ord for at vinde “indflydelse”.
Adskillelsen af ordet og Ånden, som donatismen er repræsentant for, har været en af kirkens største udfordringer – og er det også i dag. Mistilliden til nådemidlernes iboende kraft er måske en af kirkens største udfordringer i dag, når vigtigheden af ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning udskiftes med kirkevækstmetoder eller kirkepolitiske strategier.