Augustanakirken

Luthersk kirke

Skoleuniformer, kirkekultur og gudstjenesteliv

af

Jeg har engang fået forklaret, at fordelene ved brug af skoleuniformer er, at der så ikke er og gøres forskel mellem forskellige skolebørn pga. deres baggrund. Alle er der på lige vilkår.

På samme måde kan det være værd at tænke om kirken og dens gudstjenesteliv. Man kommer med hver sin baggrund, men kirken skal ikke være rettet mod en bestemt kultur (f.eks. en bestemt ungdomskultur), men mod alle. En kirke, der vil have en “målgruppe” er ikke en kirke. For i kirken, er det evangeliet i ord og sakramenter, der forener og ikke fælles kultur, baggrund, hobby, interesser osv.

Det betyder ikke, at kristne skal ensrettes. nej, tværtimod. Udenfor kirken kan kristne netop have forskellige kulturer, sociale baggrunde, interesser, musiksmag m.m. Men i kirken mødes man ikke om sig selv og sin kultur, men om Kristus og hans ord – dét, vi er fælles om. En klassisk evangelisk-luthersk gudstjeneste er netop ikke udtryk for en bestemt kultur eller social baggrund. Her er fokus ikke på den enkeltes kultur, men på evangeliet i ordet og sakramenterne

Jeg blev for nylig spurgt, om ikke Augustanakirkens teologiske profil medførte, at der ikke var plads til alle. Umiddelbart mener jeg faktisk, at det forholder sig omvendt. Når man forsøger at lade kirken følge med tiden, fører det uvægerligt til, at man udelukker nogen, da man vil forsøge at tilpasse kirken til en bestemt målgruppe. Kirkevækstteologien hylder homogeneous unit-princippet. Dvs. at man mener, at man kun kan tiltrække folk, der ligner en selv. Andre misbruger Kristi inkarnation ved at gøre den til et forbillede for missionen, så man hævder, at man må “inkarneres” i en kultur for at kunne prædike evangeliet for den.

Det nyeste skud på stammen i dette, synes at være hipsterkristendommen. Her lider man ligesom i emergent church af den vrangforestilling, at man er i opposition til den søgervenlige kirkevækstbevægelse, men fokus er stadig på at appellere til en bestemt målgruppe, og det fører stadig til, at man laver et kristent parallelsamfund i stedet for at være sammen om det fælles i kirken og så at gå ud i verden og være blandt de mennesker, man er sat iblandt.

Og det er egentlig det andet problem, der ofte viser sig ved dette homogeneous-unit-princip. Man snakker højt og flot om, at man vil inkarnere/kontekstualisere sig i kulturen, men i stedet ender det med, at man laver kristen parallelsamfund, hvor man kopierer den verdslige kultur. Man bliver af verden, men ikke i verden. Man forsøger at lave en kirke, der appelerer til forskellige verdslige kulturer, men det er dybest set ikke særligt attraktivt for verden, som kan få det samme i verden. Det er formodentlig mest attraktivt for kristne med en pietistisk baggrund, der på den ene side gerne vil være hippe og med på noderne, men som på den anden side ikke vil være det i verden.

Denne parallel-kultur-fabrik, som evangelikal kristendom er blevet, får desværre ofte tit den konsekvens, at kristne er håbløst bagude. Når man vil lave parallelkulturer, hvor man forsøger at kopiere verdens populærkultur, vil man altid være lidt bagefter. Når man har fundet en ny trend, er verden på vej videre. Jeg har mødt ikke så få ikke-kristne, der smiler lidt overbærende af kristnes mislykkede og ofte pinlige forsøg på at halse efter kulturen. Sjældent når man altså overhovedet det mål, man sætter sig, men opnår nærmest det modsatte. Der er næppe noget mere pinligt i popkulturens øjne en næsten at følge med tiden. Det er lidt som når forældre forsøger at være unge med de unge og falder i med begge ben, når de bruger udtryk, der var moderne, da de var unge.

Luthersk kristendom dæmoniserer ikke verden i sin helhed, som pietisme og fundamentalisme traditionelt har gjort. Gud opretholder verden og styrer den stadig gennem lovens første brug. Gud har skabt mennesker, og selvom kultur også er mærket af synden og man derfor må være kritisk, skal kristne ikke isolere sig i parallelsamfund. Kristne skal netop leve dér, hvor de er sat i kald og stand og dagligt kæmpe mod synden, kødet og verden netop dér. Derfor bestod et af reformationens opgør også i kampen mod klostervæsenet, hvor man netop isolerede sig fra verden og fra kulturen.

Men det betød altså omvendt ikke, at kulturen partout skulle slæbes ind i kirken. Der er i skriften et skel mellem verdsligt og profant. Det ser vi særligt i gudsdyrkelsen i det gamle testamente. Derfor skal gudstjenestelivet ikke giver verdslige associationer og appellerer til bestemte verdslige kulturer. Nej, kirken har gamle traditioner, som kan spores tilbage til de første kristne, til synagogerne og tempeltjenesten. Og kirkens rum er et andet rum end verden. Her møder vi den treenige Gud og evangeliet. Her kommer vi ikke for at tilfredsstille vore følelser, men for at dyrke vores skaber og vores frelser. Det er derfor også på sin plads, at kirken ikke afspejler verden, men netop viser, at vi er et med både tidligere og kommende generationers kristne – også ved den måde, vi holder gudstjeneste på.

En gudstjenesteform, der adskiller sig fra vores forskellige kulturer og forener os med tidligere generationer og med hinanden om dét, vi er fælles om, nemlig evangeliet, har en funktion, der ligner den, skoleuniformer kan have. Kirken skal altså ikke tilpasse sig forskellige kulturer, men har netop plads til alle – uanset kultur. Sådan vil det under alle omstændigheder være med kirkens sprog og begrebsbrug. Det er hentet fra Biblen eller formuleret af kirken overfor vranglære for at værne Biblens lære mod misforståelser. Derfor kan det ikke blot ændres, men må indlæres. Den klassiske gudstjeneste indeholder netop et koncentrat af bibelsk og kirkelig sprogbrug. Og så er den netop tidløs og ikke bundet op på en populærkultur, som den altid vil halse lidt bagefter. En klassisk luthersk gudstjeneste er velprøvet og er slet ikke et modefænomen, så derfor behøver den heller ikke at gå af mode.

Og så giver den mulighed for, at man kan dyrke sine musikinteresser udenfor kirkerummet af kunstnerisk og personlig interesse uden at gudstjenesten skal gøres til et spørgsmål om smag. Og vi, der hellere vil høre verdslig populærmusik end kristen pop kan så få lov til det.

Konfessionel lutherdom og kirkens opgave – oplæg holdt på Menighedsfakultetet

af

Luthersk konfessionalitet
Jeg er blevet spurgt om at komme og sige noget om mit og Augustanakirkens syn på kirkens opgave og luthersk konfessionalitet i dag.

Jeg vil begynde med at sige lidt om luthersk konfessionalitet og så sige lidt om, hvilke konsekvenser, det får for kirkens opgave.

Luthersk teologi er født af anfægtelse
Jeg er indimellem blevet kaldt skråsikker, intolerant og mange andre grimme ting, fordi jeg bekender mig til, at Skriften er klar og sikker i alle lærespørgsmål. Man kan måske godt fejlagtigt få det billede af konfessionel lutherdom, at den ikke kender til tvivl og anfægtelse. Men det forholder sig modsat. Luthersk konfessionalitet er født af anfægtelse. Martin Luthers teologiske metode hed oratio, meditatio, tentatio. Bøn, grunden på Guds ord og anfægtelse.

Her er ikke bare tale om sådan en intellektuel tvivl eller den selvretfærdiges tvivl, som mener, at vedkommende har ret til at tvivle på Gud ellers hans nåde og at Gud bare har at vise sig fra sin gode side og ikke lade mennesker lide eller dø, hvis man skal kunne stole på ham.

Nej, luthersk kristendom er født af den anfægtelse, som bør ramme os alle, når vi konfronteres med den forfærdelige virkelighed, at vi alle på et eller andet tidspunkt, måske i dag, måske i morgen, måske om 50 år, skal dø. Døden er en fjende, som ingen af os vil undslippe, medmindre vi lever, når Jesus kommer igen. Alle andre problemer er kun symptomer på dette dybe problem. Sammenlignet med evigheden, er vores liv i denne verden kort. Midt i livet er vi sted, ud i dødens våde – skriver Martin Luther i en salme.

Men anfægtelsen stopper ikke her. Luther fortsætter i salmens andet vers: midt i livet knuger os, helveds magt og vrede. Og i 3. vers skriver  han: Midt i helved-angsten ind vil vor synd os drive.

Hvor meget teologi i dag finder spørgsmålet om, hvordan vi finder en nådig Gud, irrelevant og upostmoderne, så er det faktisk det afgørende spørgsmål for ethvert menneske, der tager både livet og døden alvorligt.

Luthersk teologi er født af en anfægtelse, som kun kan afvises af overfladiske mennesker, som forsøger at skjule deres egen dødelighed for sig selv: Hvordan kan jeg forvisse mig om, at jeg har en nådig Gud, som tilgiver mig mine synder og giver mig evigt liv, hvis jeg dør i dag eller i morgen?

Anfægtelsen stiller sig ikke tilfreds med måske’er
Denne anfægtelse er ikke nogen leg. Den er ikke for sjov. Og den stiller sig ikke tilfreds med, at Gud nok er nådig og måske har åbenbaret dette eller hint.

Den sande anfægtelse, som er født af mødet med den hellige Gud og med dødens virkelighed, stiller sig ikke tilfreds med måske’er.

Retfærdiggørelseslæren
Det gælder for det første om retfærdiggørelseslæren. Konfessionel luthersk kristendom sætter en ære i at holde læren om retfærdiggørelsen central. Det er afgørende, at vi med sikkerhed kan sige, hvordan vi bliver erklæret retfærdige overfor Gud. Det er afgørende at vide, at det er i kraft af jesu tilregnede retfærdighed, hans stedfortrædende opfyldelse af Guds lov og hans stedfortrædende straflidelse. Det er afgørende at vide, at Gud ved Jesu opstandelse erklærede verden retfærdig i ham. Det er afgørende at vide, at denne retfærdighed, som Jesus har vundet for alle mennesker på korset deles ud i nådemidlerne.

Nådemidlerne
Her adskiller konfessionel luthersk teologi sig fra f.eks. evangelikal og reformert kristendom, som nok tror, at nådemidlerne kan informere om og symbolisere syndernes forladelse. Men de benægter, at ordet og sakramenterne virkelig uddeler syndernes forladelse her og nu, så du med sikkerhed kan vide, at syndernes forladelse er din. Og når dette fokus på nådemidlerne forsvinder, bliver konsekvensen, at mennesker søger vished i deres egne bønner, oplevelser, lovsang, karismatiske oplevelser osv. – alt samme noget, som ikke kan give en sikker vished om Guds nåde.

Helligåndens virke
Læren om nådemidlerne er helt central for luthersk kristendom. For det er i virkeligheden læren om Helligånden. Jeg har indimellem hørt folk påstå, at luthersk kristendom ikke lægger vægt på Helligånden. Men hvis man f.eks. tager Luthers store katekismus frem, vil man se, at afsnittet om Helligånden fylder mere end afsnittene om Faderen og Sønnen tilsammen. Den lutherske reformation var faktisk i høj grad en kamp for Helligåndens virke i nådemidlerne.

Læren om den frie vilje, som romerkirken byggede på – og som meget moderne teologi bygger på, er i virkeligheden et opgør med Helligåndens alenevirken i omvendelsen. I Lille Katekismus bekender vi, at vi tror, at vi ikke af egene magt og kraft kan tro på Jesus Kristus eller komme til ham, men at Helligånden har kaldet os ved evangeliet. Også det er afgørende for den, der anfægtes over sin egen synd, sit eget hjertes ligegyldighed og kulde overfor evangeliet og sin mange nederlag i kamp mod synden.

Konfessionel lutherdom er netop at lægge vægt på, at det er Helligånden alene, som virker omvendelse og bevarelse gennem ordet. Ikke-luthersk Helligåndsteologi ser for mig ofte ud til at være mislykkede forsøg på at finde en anden opgave til Helligånden, når man nu selv har tiltaget sig hans virkelige opgave.

Konfessionel lutherdom er altså sand pinseteologi.

Skriftens klarhed
Og fordi det for en anfægtet er afgørende at vide sig sikker på alle disse ting, så er det afgørende, at Gud har talt klart og tydeligt.

På reformationstiden handlede sola scriptura-princippet først og fremmest om to ting: Skriftens klarhed og skriftens tilstrækkelighed i alle lærespørgsmål. Ofte angribes konfessionelle lutheranere for at gå op i bekendelsesskrifterne i stedet for Biblen. Men det er en falsk modsætning, man laver her. For den lutherske brug af bekendelsesskrifter understreger netop, at Skriften taler klart og tydeligt i lærespørgsmål, så man rent faktisk kan uddrage en klar og sikker lære heraf og forpligte sine præster på den.

Lov og evangelium
Når det gælder skriftprincippet, er det også vigtigt at holde fast i, at Skriften og dens lære skal udlægges og forkyndes i lov og evangelium. Lov og evangelium er ikke blot to temaer ved siden af andre temaer i Biblen. De er Biblen grammatik. Alt i Skriften skal forstås ud fra lov og evangelium. Man kan derfor heller ikke blot reducere lov og evangelium til en bestemt prædikendisposition.

Forkyndelsen formål er at overbevise mennesker om deres synd og at forkynde og uddele syndernes forladelse, som Jesus har vundet på korset. Når man i stedet vil finde og opfylde folks følte behov uden at afsløre synden, prædiker man i virkeligheden et andet og falsk evangelium. Man bekræfter mennesker i deres synd og nægter dem i virkeligheden evangeliet. Man forkynder en anden Gud, som skal søge nådige mennesker i stedet for at prædike den virkelige hellige og almægtige Gud, for hvis ansigt vi alle må spørge: hvordan finder jeg en nådig Gud?

Kirkens opgave
Det var lidt om luthersk konfessionalitet eller konfessionel lutherdom. Hvad er så kirkens opgave. Jo, den udspringer af det allerede sagte. Kirkens opgave er at videregive den skat, kirken selv har fået.

Prædikanter
Jesus befalede apostlene at lære folkeslagene alt, hvad han havde befalet. Og Paulus siger til de ældste i Efesus (ApG 20), at han ikke forsømte at forkynde dem hele Guds råd.

Og Jesus befalede dem at forkynde evangeliet om syndernes forladelse og at forlade menneskers synder på jorden. Kirkens opgave består grundlæggende i at kalde prædikanter til at efterfølge apostlene i denne opgave.

Kirken og læren
Kirkens opgave er at forvalte de nådemidler, hvorved Helligånden kalder og forsamler kirkens udover jorden. Den sande tro er usynlig. Men Guds rene ord og sakramenter er synlige. Og hvor de er, er kirken. Hvor de blandes med falsk lære, trues Guds kirke. Derfor må kirkens gøre op med al vranglære, som er i strid med Guds klare ord.

I sidste ende rammer al vranglære retfærdiggørelseslæren. Derfor kan retlærende lutheranere ikke have fællesskab om prædikestol og alterbord med vranglærere, uanset deres vranglære. Enhver sidestilling af sandhed og løgn er i sidste ende en benægtelse af Guds ord og af sandheden i det hele taget. Når mudret vand og rent vand blandes, kommer der mudret vand ud af det, som en har udtrykt det.

Paulus befaler i Rom 16,17 menigheden i Rom at holde sig fra dem, der lærer falsk. Falsk lære er en sjælegift. At praktisere kirkefællesskab med vranglærere ved at dele prædikestol og alterbord er i strid med Guds ord og er en synd mod det andet bud, som forbyder os at misbruge Guds navn.

Ånden og ordet
Og fordi Helligånden virker ved ordet, er det heller ikke kirkens opgave at skabe troen i menneskers hjerter. Kirkens opgave er at forkynde ordet rent og klart, til så mange som muligt og dele det ret i lov og evangelium. For mennesker bliver alene sande kristen ved at erkende deres synder og sætte deres lid til evangeliet om Jesu stedfortrædende lidelse og død. Og den tro skabes alene ved Helligånden gennem evangeliet.

Kirkens opgave er altså at forvalte nådemidlerne, dvs. ordet og sakramenterne ret og bekæmpe falsk lære, indtil Jesus kommer igen.

Mission
Det får betydning for, hvordan man ser på både gudstjeneste, mission og kirkeliv i øvrigt. Mission er ikke ifølge en luthersk forståelse at overtale mennesker til at blive kristne. Mission handler ikke om at finde folks behov og fylde dem, sådan som kirkevækstteologi og i nogen grad også emergent-church-bevægelsen tror.

Luthersk mission består i at åbenbare menneskers egentlige problem, som de ikke selv vil erkende: at de er syndere i hænderne på en hellig Gud. Dernæst består opgaven i at åbenbare løsningen på dette problem: evangeliet om syndernes forladelse.

Gudstjenesteliv
Luthersk lære får også betydning for gudstjenestelivet. I Kol 3,16 skriver Paulus, at vi skal lade Kristi ord bo i rigt mål i blandt os gennem åndelige sange, salmer og hymner. Kirkesangens formål er at indprente Kristi ord. Kirkesang og gudstjenesteliv må tage Guds hellighed alvorligt og ske med ærefrygt.

Og kirkesang og gudstjenesteformer må have til formål at indprente Guds ord og ikke at udtrykke vores følelser. For ud af menneskets hjerte kommer kun synd og ondskab. Liturgien skal befri os fra vores egne følelsers fængsel og i stedet rette vores opmærksomhed mod Guds gerninger til vor frelse.

Fokus i gudstjenesten må være på Guds nådemidler, ordet og sakramenterne. Gudstjenesten er ikke først og fremmest vores tjeneste for Gud. Vores tjeneste for Gud sker primært i hverdagen. Nej, fokus i gudstjenesten er Guds tjeneste for os i ordet og sakramenterne.

Og dette fokus må have sin baggrund i erkendelsen af, at Gud er en hellig Gud, som vi skylder ærefrygt. Når man vil lave afslappede cafe-gudstjenester eller synge sange, der minder om forelskede teenageres kærlighedssange til Gud, benægter man reelt hans hellighed – og dermed benægter man Guds lov, som er den eneste baggrund, hvorpå vi kan forstå evangeliet om Guds nåde.

Ligesom Peter kastede sig ned for Jesus, da Jesus åbenbarede sin guddommelighed og ligesom høvedsmanden som ikke fandt sig værdig til, at Jesus trådte ind i hans hus, sådan må kirkens gudstjenester være båret af ærbødighed og ærefrygt for den hellige Gud, som har magt til både at kaste sjæl og legeme i helvede. Og det er på den baggrund, evangeliet må lyde i gudstjenesten som Guds forsikring af sin nåde og uddeling af denne nåde gennem nådemidlerne.

Lutheranernes praksis på reformationstiden var i modsætning til de reformerte blot at udrense de misbrug, der havde sneget sig ind i kirkens gamle gudstjeneste, som netop var båret af ærefrygt for den hellige Gud og som var centreret omkring nådens midler, ordet og nadveren. Man lavede ikke en ny gudstjeneste fra bunden, men rensede det forkerte ud, så fokus igen blev på nådemidlerne. Man fjernede heller ikke på reformationstiden de ydre ting, der understregede Guds hellighed, såsom messeklæder, højtidelig orgelmusik osv., men så dem netop som ting, der skulle undervise menigheden i, hvem Gud er.

Man sørgede dog for, at der kom salmer ind på forståeligt dansk. Men disse salmers formål var at undervise mennesker. Derfor er salmevalg også en del af præstens hyrde- og læreembede, som ikke blot kan uddelegeres til kor eller lovsangsledere, som det hedder i dag. Det er præsten, der har ansvar for, at dét, der synges, indprenter den sunde lære, indgyder til ærefrygt for den almægtige Gud, fremholder evangeliet om syndernes forladelse og ikke leder mennesker til sværmeri.

Opsummering
Kirkens opgave er altså at uddele og bevare den skat, den har fået, nemlig evangeliet. Det betyder både, at kirken må prædike Guds ord rent og klar i lov og evangelium, lade det gennemsyre gudstjeneste og kirkeliv. Men det betyder også, at kirken må sige et klart nej til alt, hvad der strider imod Guds ord. Det gør den ikke i hovmod, men netop i en ydmyghed, der sætter Guds klare ord over menneskers tanker og derfor er tvunget til at sige nej til alt, hvad der trodser Guds ord.

MF’s formand og gudstjenesten

af

I et læserbrev i Jyllandsposten angriber Menighedsfakultetets formand, sognepræst Jørgen Jørgensen (JJ), folkekirkens gudstjenesteordning. Det kunne jeg selvfølgelig være ligeglad med, da det er folkekirkens gudstjenesteordning og ikke Augustanakirkens, der angribes. Så enkelt er det dog ikke. JJ angriber ikke blot Folkekirkens nuværende ordning, men den evangelisk-lutherske arv, som folkekirken dog har lidt tilbage af.

Jørgen Jørgensen skriver:

Det er lettere at forstå en cricketkamp end en højmesse.

Nu har jeg aldrig forsøgt at forstå cricket, så det er svært for mig at tale med om. JJ henviser til det antikverede sprogbrug og nævner nogle salmer som “O kristelighed” og befal du dine veje. JJ har en pointe i, at der bruges ældre udtryk i en række salmer. Så vidt muligt bør man erstatte ord, der blot er gamle med nye ord. Men der er også ord, som er enten bibelord eller kirkesprog, som rent faktisk gengiver en virkelighed, som ikke uden videre kan gengives ved andre ord. Disse ord kan man kun lære – og dermed lærer man også den virkelighed, der ligger bag.

At forstå disse kan faktisk sammenlignes med en Cricketkamp eller en hvilken som helst anden sport: øvelse gør mester. Og man lærer kun at forstå spillet, hvis man også forstår reglerne. En gudstjeneste uden bibel- og kirkesprog er en kirke uden kristendom, for Gud virker gennem sit ord.

Der er naturligvis også andre salmer, som er svære at forstå, fordi poesien er for høj og tankerne for uklare. Mit indtryk er, at dette faktisk ikke gælder de gamle ortodokse lutherske salmer, som f.eks. Kingos, men snarere f.eks. en del Grundtvig-salmer. Her skyldes det uforståelige mest, at teologien er uklar og vævende. Disse salmer kan man for min skyld godt spare væk.

Tilbage står selvfølgelig, at der også er en række svære og gamle ord i salmerne. Men alternativet er altså ikke at skrotte salmerne – i hvert tilfælde ikke, hvis man stadig ønsker bibelsk og evangelisk-luthersk kristendom. Mister man de lutherske salmer, som indprenter den lutherske lære i hjerner og hjerter, så mister man også den lutherske lære. Måske har JJ allerede mistet den. Man må gøre sit til at forny teksterne. Og hvor det ikke umiddelbart kan lade sig gøre, kan man måske – ligesom vi gør i Augustanakirken – lave en lille gloseliste til dagens salmer. Jeg undrer mig over, at jeg ikke har set dette forsøgt andre steder. Men det er mit indtryk, at det fungerer.

Men JJ’s problem er ikke bare med salmerne – det synes at være med liturgien som sådan, danskerne ifølge JJ har svært ved at forstå. han nævner bl.a. korsvarene og det at rejse sig under læsningerne af Guds ord. JJ har ret i, at den der kommer til en gudstjeneste første gang kan  blive lidt forvirret. At komme til en gudstjeneste er på mange måder som at se en sport, hvor man ikke kender reglerne eller at komme ind midt i en tv-serie, hvor man ikke forstår vittighederne, fordi man ikke kender baggrunden. Det tager tid. Men ligesom med salmerne afspejler en klassisk luthersk teologi klassisk luthersk kristendom. Vil man af med liturgien, smider man også den lære, den bærer, ud. Netop højtideligheden i en evangelisk-luthersk gudstjeneste understreger, at det her er den hellige og almægtige Gud, vi har med at gøre.

De inderlige rytmiske “lovsange”, som JJ efterspørger har netop menneskers indelighed og ikke den almægtige Gud som fokus. Nu behøver man ikke gå ind i en diskussion af de mange sange af den type der er, for JJ leverer faktisk selv argumenterne for ikke at bruge dem. Han vil netop have dem pga. deres inderlighed og deres gentagelse af de samme ord. Og heri ligger netop deres problem. De fokuserer på menneskers inderlighed i stedet for på Guds ord og lære.

Mens det er Guds ord og lære, der ifølge evangelisk-luthersk kristendom formidler Guds nærvær, så er det i pietistisk og karismatisk vækkelseskristendom menneskers oplevelser, der formidler dette. Sangen bliver i sådanne kredse en katalysator for åndelige oplevelser, hvori man tror, man møder Gud. Men dér, hvor Gud faktisk er at finde, er i sit ord. I luthersk kristendom er sangens formål at bære ordet og understøtte dette – ikke at igangsætte selvstændige åndelige oplevelser uafhængigt af ordet. De mange gentagelser af de samme ord – hvad enten det er i rytmisk lovsange eller meditativ Taizé-musik, bruger ordene som afsæt til et møde med Gud bagved og udenfor ordene. Sådan kender man det også fra romersk-katolsk kontemplativ spiritualitet, hvor målet med det åndelige liv er det direkte møde med Gud, contemplatio. Herimod hævdede Martin Luther, at det åndelige livs omdrejningspunkter er oratio, meditatio, tentatio – bøn, grunden over ordet og anfægtelse. Her er fokus på ordet, hvori Gud virker. Her er tanken altså snarere, at komme dybere ned i ordet og ikke at bruge ordet som et springbræt til noget andet.

På mange måder er der altså en dyb sammenhæng mellem dem, der vil have retræter, stilhed og meditationsgudstjenester og dem, der vil have rytmiske lovsange m.m. Det er en del af samme trend, som vil møde Gud bagved og udenfor ordet og allerhøjest bruge ordet som en stige eller et afsæt for det egentlige åndelige liv.

Men vil man være evangelisk-luthersk kristen, så må fokus i gudstjenesten være Guds ord og sakramenter. Det betyder ikke, at en evangelisk-luthersk gudstjeneste skal være en følelsesløs kedelig affære.

At den mange steder er blevet det skyldes snarere pietisme og rationalisme. Efter reformationen udrensede man misbrugene fra den romerske messe, men man fastholdt, at gudstjenesten skulle være liturgisk. Efterhånden blev mange liturgiske led dog skiftet ud med salmer, og pietisme og rationalisme fik mange steder afskaffet messeklæderne, så præsten stod tilbage i den sorte kjole, som egentlig blot var præstens dagligdagsdragt. Vil man gøre noget ved liturgien, er det altså langt bedre at vende tilbage til en klassisk evangelisk-luthersk gudstjeneste: få genindført de led, der er faldet ud mange steder, få genindført messeklæder og gør gudstjenesten festlig og højtidelig.

Samtidig kan gudstjenesten også forenkles, så menigheden skal synge knap som mange lange salmer.Sådan var det også praksis tidligere. Gradualsalmen før prædikenen var f.eks. i Kingos salmebog kun to vers af en salme. Jeg kan anbefale Augustanakirkens gudstjenesteordning om eksempel på, hvordan gudstjenesten kan forenkles og restaureres på samme tid.

Netop højtideligheden i en gudstjeneste understreger, at dette ikke blot er et foredragsarrangement. Men højtideligheden og ærefrygten i en evangelisk-luthersk gudstjeneste samler sig ikke om den enkeltes oplevelser. Nej, det samler sig om de midler, Gud har indstiftet til at komme til sin kirke med syndernes forladelse, nemlig ordet og sakramenterne. Alt andet i en evangelisk-luthersk gudstjeneste må bære disse og have disse som fokus. Hvor højtideligheden i en romersk-katolsk eller østlig-ortodoks gudstjeneste eller følelsesrusen i en karismatisk gudstjeneste har som mål at fremme en følelse af Guds nærvær gennem en mystisk erfaring, proklamerer en luthersk gudstjeneste, at Gud er nærværende i sit ord og sine sakramenter og fejrer dette. Det får naturligvis betydning for, hvordan man holder gudstjeneste.

Ændrer man gudstjenesten efter inspiration fra dem, der har et andet syn på gudstjenestens karakter, så ændrer man også den teologi, der forkyndes. Problemet mange steder – og måske hos JJ – kan være, at man allerede har ændret teologien – nu følger praksis blot efter. I vækkelseskredse har man jo allerede flyttet fokus fra Guds objektive nådemidler og fra den rette lære til menneskers erfaringer og til synlige resultater.

Et yderligere problem ved JJ’s analyse er, at han synes at forudsætte, at gudstjenesten først og fremmest er til for dem, der ikke kender den. Men gudstjenesten er jo rent faktisk primært til for den gudstjenestefejrende menighed. Er menigheden ordentligt oplært i evangelisk-luthersk tro (f.eks. gennem Martin Luthers lille katekismus) og er præsten i stand til at forklare gudstjenesten, så vil menigheden også forstå den. Så kan man lave foredrag, undervisning eller andre arrangementer, som primært er rettet mod kirkefremmede, hvis man vil. Men det store problem er nok, at præster, der burde være evangelisk-lutherske, ikke er det, og derfor heller ikke underviser deres menigheder ordentligt og heller ikke selv sætter pris på den evangelisk-lutherske gudstjeneste. Gjorde de det, ville de nok også kunne formidle glæden over luthersk tro og gudstjeneste til deres menigheder.

Spørgsmålet er altså, om det ikke snarere er JJ’s forhold til den evangelisk-lutherske tro og lære, der er i dyb krise. Eller også skulle han overveje en cricketkarriere i stedet.

Nadvertro og nadverpraksis

af

Jeg er netop blevet færdig med at læse Jürgen Diestelmanns bog “Usus und Actio“, som jeg varmt kan anbefale (den er på tysk, men den er godt skrevet).

Bogen handler om forskellene i Melanchthons og Luthers syn på nadveren på reformationstiden, herunder særligt synet på konsekrationen, dvs. læsningen af indstiftelsesordene og deres virkning. Melanchthon holdt i lang tid sit nadversyn skjult for Luther og også efter Luthers død stod han ikke offentligt frem med det. I stedet påvirkede han i det skjulte mange teologer, så først efter Melanchthons død blev det endelige opgør taget mellem lutheranerne og filippisterne (Melanchthons disciple).

Forskellen gik ud på fortolkningen af den regel, at udenfor brugen (Usus) er der intet sakramente. Luther kunne tilslutte sig det udtryk, når det blev vendt mod Romerkirkens misbrug, hvor brød og vin blev indviet for at bære rundt og opbevare og ikke for at spise og drikke. For Luther var brugen dog handlingen fra konsekration og indtil alt var spist og drukket. For Melanchthon var det dog kun modtagelsen af nadveren, der var brugen (usus). Melanchthon lagde dermed noget helt andet i dette udtryk: at det først var ved modtagelsen, man også modtog Jesu legeme og blod. Reelt var Melanchthon altså ikke så uenig med Calvinisterne, som også benægtede, at Jesu legeme og blod var og er nærværende i kraft af Jesu ord. Melanchthon døde da også på vej til et møde, hvor han offentligt ville træde frem som forsvarer af calvinisterne mod lutheranerne.

Melanchthon polemiserede også mod tilbedelsen af Jesu legeme og blod i nadverens brød og vin og han fik overtalt præsten i Wittenberg til at stoppe med at elevere (opløfte) kalk og disk, som det var skik, ligesom også messeklokkerne forsvandt. Melanchthon anså det heller ikke for en nødvendighed at spise og drikke alt brød og vin.

Luther derimod forstod Jesu ord “gør dette” ikke blot om modtagelsen af nadveren, men om hele nadverhandlingen, fra konsekrationen til alt var spist og drukket. Fra Jesu magtord havde lydt over brød og vin, var det Jesu legeme og blod. Derfor kunne Luther fastholde tilbedelsen af Jesu legeme og blod i nadveren. Han kunne også bruge elevationen og en klokke til at markere, at nu var Jesu legeme og blod nærværende (begge dele var også tilladt at bruge ifølge den danske kirkeordinans fra 1539).

Og fordi det er Jesu legeme og blod i kraft af Jesu ord, skulle man selvfølgelig også spise og drikke det hele. Jesus har jo sagt “gør dette” og ikke givet anden befaling. Derfor skulle man også på reformationstiden kende antallet af nadvergæster, så der ikke blev indviet for meget eller for lidt (dette er også befalet i Den Danske Kirkeordinans af 1539).

Elevationen og klokkeringning er naturligvis frie ting, som ikke er befalet i Guds ord.

Men ens gudstjenestelige praksis viser også, hvad man tror. En uhøjtidelig mødelignende gudstjeneste giver ikke indtryk af, at man virkelig tror, at kongernes konge er nærværende. En evangelisk-luthersk gudstjeneste må være præget af højtidelighed, ærbødighed og respekt for den hellige og almægtige Gud. Og den må også i handling bekende, hvad kirken tror, også om nadveren.

Desværre ser det ud som, at mange såkaldte lutherske kirker, er mere præget af Melanchthons nadveropfattelse end af Biblens – og Luthers.

Det skal ikke få lutherske kirker til at gå på kompromis. Selvom man ikke skal gøre frie ting bindende for samvittighederne, må lutherske kirker klart bekende Guds ords lære om nadveren.

I Augustanakirken bruges elevationen i forbindelse med nadveren, og Agnus Dei (O du Guds lam) synges efter indstiftelsesordene, som det var skik førhen. For når Jesu ord har lydt, er Jesu legeme og blod nærværende.

Vi har også genindført den gamle lutherske skik med tilmelding til nadveren forud for gudstjenesten, så der ikke konsekreres for meget eller for lidt.

Gudstjenesten del I

af

Hermed første del af en undervisningsserie om gudstjenesten, holdt for Augustanakirkens menighed i søndags. Søndag den 9. marts fortsætter vi med næste del.

1. Gudstjenestens baggrund – teologisk:
Før vi kan behandle spørgsmålet om, hvordan vi holder gudstjeneste, må vi spørge, hvad en gudstjeneste er. Gudstjenestens form kan aldrig skilles fra indholdet. Selvom de enkelte led ikke er befalet af Gud, må formen alligevel komme fra indeholder og være styret af indholdet. At en bestemt form ikke er befalet af Gud, betyder ikke, at vi kan gøre, hvad vi vil. Det betyder, at vi må gøre, hvad der tjener evangeliet bedst.

1.1. Hvilken Gud dyrker vi?
1.1.1 Den Hellige og almægtige Gud
Den Gud vi kommer til gudstjeneste for at tilbede, er ikke en hvilken som helst Gud. Han er den hellige og almægtige Gud. Vores gudstjeneste må afspejle, at han er Hellig og ophøjet. Den må være præget af ærefrygt og ærbødighed. At træde ind for den hellige og almægtige Guds trone, er altid alvorligt. Selvom vi gør det med glæde, må det altid være i ærefrygt, højtidelighed og alvor overfor den hellige og almægtige Gud(2. Mos 3,5; Es. 6,5).

1.1.2. Den treenige Gud
Den Gud, vi er kommet for at dyrke er den treenige Gud. For kun den treenige Gud er den eneste sande Gud. Det må afspejles gennem hele gudstjenesten, at det er den treenige Gud og ikke en hvilken som helst Gud. En kristen gudstjeneste må være sådan, at et muslim, jøde eller et Jehovas Vidne ikke kan svare amen til det, der sker. Derfor begynder vi også gudstjenesten i den treenige Guds navn, anråber den treenige Gud om nåde og priser den treenige Gud for hans nåde mod os.

1.1.3. Gud, som er blevet menneske og døde for os
Gudstjenesten må desuden pege særligt på den anden person i treenigheden, som blev menneske og døde for os. Helligånden peger på ham som vejen til Faderen, og sådan må vi også gøre. Derfor bruger vi f.eks. et krucifiks i midten af alteret. Her hænger den menneskevordne Gud, som døde for vores synder. Det er her, Gud først og fremmest har åbenbaret sig.

1.1.4 Gud i centrum, ikke mennesker
Fordi det er den eneste sande Gud, vi skal dyrke,er det også ham, der må være centrum for vores gudstjeneste. Gudstjenesten handler ikke først og fremmest om at udtrykke vort forhold til ham, men om at udtrykke hans forhold til os. Det vigtigste er ikke, om vi “får noget ud af gudstjenesten”, men dybest set om Gud får noget ud af den. Gudstjenestens sigte er ikke at underholde os og tilfredsstille følelsesmæssige behov hos os, men at Gud den almægtige vil tale til os gennem sit ord og sine sakramenter.

1.2. Sygdom og kur
For at finde ud af baggrunden for gudstjenesten, må vi se på fundamentet for vor kristne tro – at vi er syndere, som behøver Guds nåde.

1.2.1 sygdommen: synden
Harold Senkbeil skriver: “Hvis synden blot er en moralsk brist på en i øvrigt uangribelig menenskelig karakter, så kan kristne forsmaninger koncentrere sig om moralsk forbedring ved hjælp af passende følelsesladede og psykologiske virkemidler. Så bliver menighedens gudstjeneste i virkeligheden én stor selvhjælpsgruppe, og præsten bliver storgruppens terapeut. Hvis synden på den anden side faktisk betyder trældom og død….så antager den gudstjenestefejrende menighed en helt anden karakter. Den bliver en livets ø på dødens ocean.” (At dø for at leve – Et liv i gudstjeneste, LMH’s Elevforenings 2007). Biblen lærer, at vi er syndere af naturen (Sl. 51 Joh 3), som ikke af os selv formår af gøre noget til vor frelse, men er åndeligt døde (Ef. 2).

1.2.2 Sygdommens konsekvens: -Guds hellighed og vrede
Synden er ikke blot et problem i os. Den er også et problem i vores forhold til Gud. Gud er hellig og ophøjet og bliver vred over synden. Vi er af naturen vredens børn (Ef. 2) og kan må derfor frygte, når vi står ansigt til ansigt med Gud (Es. 6 og Luk 5,8). Gud ser ikke igennem fingre med synden og overfor ham må alle mennesker frygte. Gudstjenesten skal understrege, at Gud er hellig og ophøjet og at vi kommer til Gud som blinde tiggere, som må bede “forbarm dig over os” (luk. 18).

1.2.3 Kuren – korset
Guds kur mod synden og sin egen vrede var Jesu lidelse og død på korset. Jesus bar verdens synder som Guds lam, som Johannes siger (Joh 1,29). Han led Guds vrede og da Gud oprejste ham fra de døde, erklærede han, at straffen var betalt og vi retfærdige (Rom 4,25). Korset må være centrum i en kristen gudstjeneste. Det er ved troen på, hvad Jesus har gjort på korset, at mennesker frelses. Det afgørende er altså ikke, om man går inspireret hjem, men om man er blevet afsløret i sin synd og styrket i troen på evangeliet om syndernes forladelse for Jesu lidelses og døds skyld.

1.2.4. Medicinen uddelt
Jesus har ved sin lidelse, død og opstandelse købt medicinen til os. Men vi må også få medicinen. Vi får syndernes forladelse, i ordet, skriftemålet, dåben og nadveren. Her giver Gud os sin nåde. Han afslører vores synd ved loven og giver os ved evangeliet syndernes forladelse. Det er centrum i den kristne gudstjeneste.

1.3. Guds-tjeneste – Hvem tjener hvem
Hvem tjener hvem i gudstjenesten. Er gudstjenesten først og fremmest vores tjeneste for Gud eller er den først og fremmest Guds tjeneste for os?
Melancthon skriver i forsvaret for artiklen om messen i sin apologi, som er bekendelsesskrift 12 artikel (forsvar for artikel 24 i Den Augsburgske Bekendelse): Teologerne plejer med rette at skelne mellem “Sakramente” og “offer”. Fællesnavnet for begge kan da være ceremoni eller hellig handling. Et sakramente eller handling, i hvilken Gud meddeler os det, som den til ceremonien knyttede forjættelse tilbyder; således er dåben en handling, ikke som vi bringer Gud, men i hvilken Gud døber os, nemlig præsten i Guds sted, og her tilbyder og meddeler Gud syndernes forladelse o.s.v. ifølge forjættelsen: “Den , som tror og bliver døbt, skal frelses” (Mark. 16,16). Ofret derimod er en ceremoni eller handling, som vi bringer Gud for at ære ham”.( Fra Casparis og Johnsons oversættese, genoptrykt af Lutheran Publishing House 1899) Vi kan kalde disse to former for handlinger sakramentale og sacrificielle (offerhandlinger) handlinger. De sakramentalerer Gudstjeneste for os og de sacrificielle er vores handlinger overfor Gud – vores tak-offer.
1.3.1 Gud tjener os
Den vigtigste del af gudstjenesten er, at Gud tjener os – det sakramentale. Gud tjener os gennem sit ord og sine sakramenter. Her tilbyder og giver Gud syndernes forladelse. De sakramentale handlinger er: Absolutionen (tilgivelsen i skriftemålet), læsningerne, prædikenen, nadveren og velsignelsen. Under disse handlinger er præsten vendt mod menigheden, fordi han er Herrens udsending og taler på Kristi vegne (Joh 20,23). Mens præstens person ikke er vigtig, er embedet vigtigt – for heri taler Gud til mennesker. Dét, der sker i gudstjenesten er særligt Guds handling med os. Derfor handler gudstjenesten ikke så meget om, hvad vi får ud af den, men om, hvad Gud får ud af os i den – nemlig at han frelser os. Fokus i Gudstjenesten må være på disse sakramentale handlinger – ordet og sakramenterne. En normal gudstjeneste er bygget op omkring de to hovedpunkter – ordet og nadveren med skriftemål (evt. med skriftemål forud for gudstjenesten).

1.3.2 Vi tjener Gud
Offerhandlingerne er vore svar på Guds tiltale i de sakramentale handlinger (Rom 12). De er et ekko af dét, Gud giver os i sit ord. Offerhandlingerne er: Syndsbekendelse, bønner, salmer, lovsange og trosbekendelsen. Derudover tjener vi særligt Gud i vores hverdag. Under offerhandlingerne er præsten vendt mod alteret eller sidder ligesom som menigheden som under salmerne. Ved bønnerne taler Præsten på menighedens vegne overfor Gud, ligesom han i de sakramentale handlinger taler på Guds vegne til mennesker.

1.4 Gudstjenesten underviser
Gudstjenesten må vise, hvilken Gud vi tilbeder, hvad vores problem er, hvad løsningen er, og hvem, der tjener hvem. Alt sammen er det også udtryk for vor kirkes lære. Kol 3,16: “Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” Salmer, hymner og åndelige sange er undervisning. De skal ikke blot udtrykke vores følelser for Gud, men undervise os i Guds ords lære. Sådan er hele gudstjenesten en bekendelse af vor tro som svar på Guds ord, som vi hører i læsninger og prædiken. 1. Pet 2,9: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.” I gudstjenesten forkynder det kongelige præstesskab af alle troende om frelserens guddomsmagt. Den kristne skal ikke vidne, men bekende. Det er ikke den kristnes følelser eller oplevelser med Gud, der skal være i centrum, men Guds ords lære.
Det er altså ikke nok, at gudstjenesten ikke direkte indeholder falsk lære. Nej, den skal aktivt undervise os i den sande lære. Derfor er en evangelisk-luthersk gudstjeneste og evangelisk-lutherske salmer mere indholdstunge end mange andre kirkers. Derfor kan der også være ting, der er svære at forstå, og som kræver yderligere forklaring. En gudstjeneste er for de kristne og rettet mod dem, der har været igennem den grundlæggende undervisning. Derfor vil den ikke være forståelig for alle. Og derfor har vi alle brug for at holde os opdateret. Den er mættet med bibelsk indhold og forudsætter, at vi fortsat fordyber os i biblen. I Den Augsburgske Bekendelse 24 står der:
Med urette anklages vore menigheder for at afskaffe messen, for messen bevares hos os og udføres med den største ærbødighed. Næsten alle de sædvanlige skikke beholdes også, undtagen at man nogle steder ind mellem de latinske sange blander tyske, som er føjede til for at belære folket. For kirkeskikkene er især nødvendige til dette ene at belære de ukyndige. Og ikke blot Paulus (1 Kor. 14) indskærper, at man skal bruge et sprog, som folket kan forstå, i menigheden, men således er det også forordnet efter den menneskelige lov.

1.4.1. Præstens lærerembede
Og fordi gudstjenesten er undervisning, er det også præsten, der har hovedansvaret for gudstjenesten, selvom han ikke må binde samvittighederne og trække nye traditioner ned over hovederne på dem. Han må i stedet undervise om gudstjenesten. I Den Augsburgske Bekendelse 28 står der: Hvad skal man følgelig mene om søndagen og ligende kirkeskikke? Hertil svarer de, at biskopper eller præster må have lov til at træffe anordninger, for at alt kan gå ordentligt til i kirken, ikke for at vi ved disse anordninger skal gøre fyldest for vore synder, eller for at lægge pres på samvittighederne, eller anse dem for at være nødvendige dyrkelser….Den slags anordninger bør menighederne følge for kærlighedens og fredens skyld og iagttage dem såvidt, at den ene ikke forstyrrer den anden, men at alt i kirkerne foregår i orden og uden uro, dog således, at samvittighederne ikke presses til at anse sligt for nødvendigt til frelse og til at antage, at de synder, når de overtræder anordningerne uden at forarge andre.

1.4.2. Når Guds ord modsiges
I den lutherske kirke opstod på reformationstiden en strid om, hvad man skulle gøre, hvis vranglærere (særligt papismen) stillede krav til den retlærende kirke om, at den skulle ændre i de ting, som hverken er påbudt eller forbudt i Guds ord, bl.a. liturgien. (Se f.eks. Konkordieformlen Epitome atikel X, pkt. 6). Når vranglærere kræver ændringer i den retlærende kirkes liturgi, må den retlærende kirke stå fast. Det gælder både når indrømmelsen vil være at gøre en fri ting til et lovbud og når indrømmelsen vil give udseende af, at man er enige om læren, hvor man ikke er det. Det er det sidste, vi vil hæfte os ved her. I 1800-tallet i Preussen, hvor den lutherske og reformerte kirke med magt blev slået sammen og der blev indført fælles liturgi, nægtede en række lutherske kristne at gå med til det. Man fastholdt sine lutherske kirkeskikke for at vise, at man ikke bøjede sig for Calvinismen. Blandt disse lutherske kirkeskikke var at bøje hovedet under nævnelsen af Jesu navn, slå korsets tegn, knæle under nadveren m.v.

1.4.3. Eksempel på bekendelse: Embedslæren
Noget af det, der særligt angribes i dag er autoriteter. I kirken rammer det særligt præsteembedet. Flere af os har været vidne til, at en af Gud kaldet præst blev afskediget uden gyldige bibelske grunde. Og i karismatiske sammenhænge tager lederens karismatiske personlighedembedets plads. Og det er reelt de to alternativer, man har: Embedet eller personen. Fornægter man embedet, vil der være personen, der kommer i centrum. Men bekender man troen på embedet som indstiftet af Gud, så må præstens personlighed træde i baggrunden. Han skal ikke prædike sig selv, men Kristus. Og han taler ikke på egen vegne, men på Kristi vegne, når han forkynder evangeliet, forlader synderne og uddeler Herrens legeme og blod. For at understrege embedet overfor dem, der fornægter det, må en luthersk kirke fastholder, at præsten skal bære embedsdragt og ikke give efter for slipsetendensen, hvor præsten skal være som os andre – og dermed fokusere på præstens person frem for hans embede. Ved at præsten er i særlig embedsdragt, bekender vi, at præsten taler på Kristi vegne
1.4.3. Eksempel på bekendelse: Nadveren
Også nadverlæren angribes i dag. At det virkelig er Jesu legeme og blod vi får og ikke blot et symbol, bliver angrebet fra mange sider. Derfor må den lutherske kirke vise ved sin gudstjenesteform, at i nadveren brød og vin får vi virkelig Jesu legeme og blod og sammen med det syndernes forladelse. Derfor har vi et pænt dækket alter og derfor synger vi til det nærværende Guds lam. Og derforopløfter præsten brød og vin, når indstiftelsesordene har lydt.

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester