Jeg har engang fået forklaret, at fordelene ved brug af skoleuniformer er, at der så ikke er og gøres forskel mellem forskellige skolebørn pga. deres baggrund. Alle er der på lige vilkår.
På samme måde kan det være værd at tænke om kirken og dens gudstjenesteliv. Man kommer med hver sin baggrund, men kirken skal ikke være rettet mod en bestemt kultur (f.eks. en bestemt ungdomskultur), men mod alle. En kirke, der vil have en “målgruppe” er ikke en kirke. For i kirken, er det evangeliet i ord og sakramenter, der forener og ikke fælles kultur, baggrund, hobby, interesser osv.
Det betyder ikke, at kristne skal ensrettes. nej, tværtimod. Udenfor kirken kan kristne netop have forskellige kulturer, sociale baggrunde, interesser, musiksmag m.m. Men i kirken mødes man ikke om sig selv og sin kultur, men om Kristus og hans ord – dét, vi er fælles om. En klassisk evangelisk-luthersk gudstjeneste er netop ikke udtryk for en bestemt kultur eller social baggrund. Her er fokus ikke på den enkeltes kultur, men på evangeliet i ordet og sakramenterne
Jeg blev for nylig spurgt, om ikke Augustanakirkens teologiske profil medførte, at der ikke var plads til alle. Umiddelbart mener jeg faktisk, at det forholder sig omvendt. Når man forsøger at lade kirken følge med tiden, fører det uvægerligt til, at man udelukker nogen, da man vil forsøge at tilpasse kirken til en bestemt målgruppe. Kirkevækstteologien hylder homogeneous unit-princippet. Dvs. at man mener, at man kun kan tiltrække folk, der ligner en selv. Andre misbruger Kristi inkarnation ved at gøre den til et forbillede for missionen, så man hævder, at man må “inkarneres” i en kultur for at kunne prædike evangeliet for den.
Det nyeste skud på stammen i dette, synes at være hipsterkristendommen. Her lider man ligesom i emergent church af den vrangforestilling, at man er i opposition til den søgervenlige kirkevækstbevægelse, men fokus er stadig på at appellere til en bestemt målgruppe, og det fører stadig til, at man laver et kristent parallelsamfund i stedet for at være sammen om det fælles i kirken og så at gå ud i verden og være blandt de mennesker, man er sat iblandt.
Og det er egentlig det andet problem, der ofte viser sig ved dette homogeneous-unit-princip. Man snakker højt og flot om, at man vil inkarnere/kontekstualisere sig i kulturen, men i stedet ender det med, at man laver kristen parallelsamfund, hvor man kopierer den verdslige kultur. Man bliver af verden, men ikke i verden. Man forsøger at lave en kirke, der appelerer til forskellige verdslige kulturer, men det er dybest set ikke særligt attraktivt for verden, som kan få det samme i verden. Det er formodentlig mest attraktivt for kristne med en pietistisk baggrund, der på den ene side gerne vil være hippe og med på noderne, men som på den anden side ikke vil være det i verden.
Denne parallel-kultur-fabrik, som evangelikal kristendom er blevet, får desværre ofte tit den konsekvens, at kristne er håbløst bagude. Når man vil lave parallelkulturer, hvor man forsøger at kopiere verdens populærkultur, vil man altid være lidt bagefter. Når man har fundet en ny trend, er verden på vej videre. Jeg har mødt ikke så få ikke-kristne, der smiler lidt overbærende af kristnes mislykkede og ofte pinlige forsøg på at halse efter kulturen. Sjældent når man altså overhovedet det mål, man sætter sig, men opnår nærmest det modsatte. Der er næppe noget mere pinligt i popkulturens øjne en næsten at følge med tiden. Det er lidt som når forældre forsøger at være unge med de unge og falder i med begge ben, når de bruger udtryk, der var moderne, da de var unge.
Luthersk kristendom dæmoniserer ikke verden i sin helhed, som pietisme og fundamentalisme traditionelt har gjort. Gud opretholder verden og styrer den stadig gennem lovens første brug. Gud har skabt mennesker, og selvom kultur også er mærket af synden og man derfor må være kritisk, skal kristne ikke isolere sig i parallelsamfund. Kristne skal netop leve dér, hvor de er sat i kald og stand og dagligt kæmpe mod synden, kødet og verden netop dér. Derfor bestod et af reformationens opgør også i kampen mod klostervæsenet, hvor man netop isolerede sig fra verden og fra kulturen.
Men det betød altså omvendt ikke, at kulturen partout skulle slæbes ind i kirken. Der er i skriften et skel mellem verdsligt og profant. Det ser vi særligt i gudsdyrkelsen i det gamle testamente. Derfor skal gudstjenestelivet ikke giver verdslige associationer og appellerer til bestemte verdslige kulturer. Nej, kirken har gamle traditioner, som kan spores tilbage til de første kristne, til synagogerne og tempeltjenesten. Og kirkens rum er et andet rum end verden. Her møder vi den treenige Gud og evangeliet. Her kommer vi ikke for at tilfredsstille vore følelser, men for at dyrke vores skaber og vores frelser. Det er derfor også på sin plads, at kirken ikke afspejler verden, men netop viser, at vi er et med både tidligere og kommende generationers kristne – også ved den måde, vi holder gudstjeneste på.
En gudstjenesteform, der adskiller sig fra vores forskellige kulturer og forener os med tidligere generationer og med hinanden om dét, vi er fælles om, nemlig evangeliet, har en funktion, der ligner den, skoleuniformer kan have. Kirken skal altså ikke tilpasse sig forskellige kulturer, men har netop plads til alle – uanset kultur. Sådan vil det under alle omstændigheder være med kirkens sprog og begrebsbrug. Det er hentet fra Biblen eller formuleret af kirken overfor vranglære for at værne Biblens lære mod misforståelser. Derfor kan det ikke blot ændres, men må indlæres. Den klassiske gudstjeneste indeholder netop et koncentrat af bibelsk og kirkelig sprogbrug. Og så er den netop tidløs og ikke bundet op på en populærkultur, som den altid vil halse lidt bagefter. En klassisk luthersk gudstjeneste er velprøvet og er slet ikke et modefænomen, så derfor behøver den heller ikke at gå af mode.
Og så giver den mulighed for, at man kan dyrke sine musikinteresser udenfor kirkerummet af kunstnerisk og personlig interesse uden at gudstjenesten skal gøres til et spørgsmål om smag. Og vi, der hellere vil høre verdslig populærmusik end kristen pop kan så få lov til det.