Augustanakirken

Luthersk kirke

Skoleuniformer, kirkekultur og gudstjenesteliv

af

Jeg har engang fået forklaret, at fordelene ved brug af skoleuniformer er, at der så ikke er og gøres forskel mellem forskellige skolebørn pga. deres baggrund. Alle er der på lige vilkår.

På samme måde kan det være værd at tænke om kirken og dens gudstjenesteliv. Man kommer med hver sin baggrund, men kirken skal ikke være rettet mod en bestemt kultur (f.eks. en bestemt ungdomskultur), men mod alle. En kirke, der vil have en “målgruppe” er ikke en kirke. For i kirken, er det evangeliet i ord og sakramenter, der forener og ikke fælles kultur, baggrund, hobby, interesser osv.

Det betyder ikke, at kristne skal ensrettes. nej, tværtimod. Udenfor kirken kan kristne netop have forskellige kulturer, sociale baggrunde, interesser, musiksmag m.m. Men i kirken mødes man ikke om sig selv og sin kultur, men om Kristus og hans ord – dét, vi er fælles om. En klassisk evangelisk-luthersk gudstjeneste er netop ikke udtryk for en bestemt kultur eller social baggrund. Her er fokus ikke på den enkeltes kultur, men på evangeliet i ordet og sakramenterne

Jeg blev for nylig spurgt, om ikke Augustanakirkens teologiske profil medførte, at der ikke var plads til alle. Umiddelbart mener jeg faktisk, at det forholder sig omvendt. Når man forsøger at lade kirken følge med tiden, fører det uvægerligt til, at man udelukker nogen, da man vil forsøge at tilpasse kirken til en bestemt målgruppe. Kirkevækstteologien hylder homogeneous unit-princippet. Dvs. at man mener, at man kun kan tiltrække folk, der ligner en selv. Andre misbruger Kristi inkarnation ved at gøre den til et forbillede for missionen, så man hævder, at man må “inkarneres” i en kultur for at kunne prædike evangeliet for den.

Det nyeste skud på stammen i dette, synes at være hipsterkristendommen. Her lider man ligesom i emergent church af den vrangforestilling, at man er i opposition til den søgervenlige kirkevækstbevægelse, men fokus er stadig på at appellere til en bestemt målgruppe, og det fører stadig til, at man laver et kristent parallelsamfund i stedet for at være sammen om det fælles i kirken og så at gå ud i verden og være blandt de mennesker, man er sat iblandt.

Og det er egentlig det andet problem, der ofte viser sig ved dette homogeneous-unit-princip. Man snakker højt og flot om, at man vil inkarnere/kontekstualisere sig i kulturen, men i stedet ender det med, at man laver kristen parallelsamfund, hvor man kopierer den verdslige kultur. Man bliver af verden, men ikke i verden. Man forsøger at lave en kirke, der appelerer til forskellige verdslige kulturer, men det er dybest set ikke særligt attraktivt for verden, som kan få det samme i verden. Det er formodentlig mest attraktivt for kristne med en pietistisk baggrund, der på den ene side gerne vil være hippe og med på noderne, men som på den anden side ikke vil være det i verden.

Denne parallel-kultur-fabrik, som evangelikal kristendom er blevet, får desværre ofte tit den konsekvens, at kristne er håbløst bagude. Når man vil lave parallelkulturer, hvor man forsøger at kopiere verdens populærkultur, vil man altid være lidt bagefter. Når man har fundet en ny trend, er verden på vej videre. Jeg har mødt ikke så få ikke-kristne, der smiler lidt overbærende af kristnes mislykkede og ofte pinlige forsøg på at halse efter kulturen. Sjældent når man altså overhovedet det mål, man sætter sig, men opnår nærmest det modsatte. Der er næppe noget mere pinligt i popkulturens øjne en næsten at følge med tiden. Det er lidt som når forældre forsøger at være unge med de unge og falder i med begge ben, når de bruger udtryk, der var moderne, da de var unge.

Luthersk kristendom dæmoniserer ikke verden i sin helhed, som pietisme og fundamentalisme traditionelt har gjort. Gud opretholder verden og styrer den stadig gennem lovens første brug. Gud har skabt mennesker, og selvom kultur også er mærket af synden og man derfor må være kritisk, skal kristne ikke isolere sig i parallelsamfund. Kristne skal netop leve dér, hvor de er sat i kald og stand og dagligt kæmpe mod synden, kødet og verden netop dér. Derfor bestod et af reformationens opgør også i kampen mod klostervæsenet, hvor man netop isolerede sig fra verden og fra kulturen.

Men det betød altså omvendt ikke, at kulturen partout skulle slæbes ind i kirken. Der er i skriften et skel mellem verdsligt og profant. Det ser vi særligt i gudsdyrkelsen i det gamle testamente. Derfor skal gudstjenestelivet ikke giver verdslige associationer og appellerer til bestemte verdslige kulturer. Nej, kirken har gamle traditioner, som kan spores tilbage til de første kristne, til synagogerne og tempeltjenesten. Og kirkens rum er et andet rum end verden. Her møder vi den treenige Gud og evangeliet. Her kommer vi ikke for at tilfredsstille vore følelser, men for at dyrke vores skaber og vores frelser. Det er derfor også på sin plads, at kirken ikke afspejler verden, men netop viser, at vi er et med både tidligere og kommende generationers kristne – også ved den måde, vi holder gudstjeneste på.

En gudstjenesteform, der adskiller sig fra vores forskellige kulturer og forener os med tidligere generationer og med hinanden om dét, vi er fælles om, nemlig evangeliet, har en funktion, der ligner den, skoleuniformer kan have. Kirken skal altså ikke tilpasse sig forskellige kulturer, men har netop plads til alle – uanset kultur. Sådan vil det under alle omstændigheder være med kirkens sprog og begrebsbrug. Det er hentet fra Biblen eller formuleret af kirken overfor vranglære for at værne Biblens lære mod misforståelser. Derfor kan det ikke blot ændres, men må indlæres. Den klassiske gudstjeneste indeholder netop et koncentrat af bibelsk og kirkelig sprogbrug. Og så er den netop tidløs og ikke bundet op på en populærkultur, som den altid vil halse lidt bagefter. En klassisk luthersk gudstjeneste er velprøvet og er slet ikke et modefænomen, så derfor behøver den heller ikke at gå af mode.

Og så giver den mulighed for, at man kan dyrke sine musikinteresser udenfor kirkerummet af kunstnerisk og personlig interesse uden at gudstjenesten skal gøres til et spørgsmål om smag. Og vi, der hellere vil høre verdslig populærmusik end kristen pop kan så få lov til det.

Konfessionel lutherdom og kirkens opgave – oplæg holdt på Menighedsfakultetet

af

Luthersk konfessionalitet
Jeg er blevet spurgt om at komme og sige noget om mit og Augustanakirkens syn på kirkens opgave og luthersk konfessionalitet i dag.

Jeg vil begynde med at sige lidt om luthersk konfessionalitet og så sige lidt om, hvilke konsekvenser, det får for kirkens opgave.

Luthersk teologi er født af anfægtelse
Jeg er indimellem blevet kaldt skråsikker, intolerant og mange andre grimme ting, fordi jeg bekender mig til, at Skriften er klar og sikker i alle lærespørgsmål. Man kan måske godt fejlagtigt få det billede af konfessionel lutherdom, at den ikke kender til tvivl og anfægtelse. Men det forholder sig modsat. Luthersk konfessionalitet er født af anfægtelse. Martin Luthers teologiske metode hed oratio, meditatio, tentatio. Bøn, grunden på Guds ord og anfægtelse.

Her er ikke bare tale om sådan en intellektuel tvivl eller den selvretfærdiges tvivl, som mener, at vedkommende har ret til at tvivle på Gud ellers hans nåde og at Gud bare har at vise sig fra sin gode side og ikke lade mennesker lide eller dø, hvis man skal kunne stole på ham.

Nej, luthersk kristendom er født af den anfægtelse, som bør ramme os alle, når vi konfronteres med den forfærdelige virkelighed, at vi alle på et eller andet tidspunkt, måske i dag, måske i morgen, måske om 50 år, skal dø. Døden er en fjende, som ingen af os vil undslippe, medmindre vi lever, når Jesus kommer igen. Alle andre problemer er kun symptomer på dette dybe problem. Sammenlignet med evigheden, er vores liv i denne verden kort. Midt i livet er vi sted, ud i dødens våde – skriver Martin Luther i en salme.

Men anfægtelsen stopper ikke her. Luther fortsætter i salmens andet vers: midt i livet knuger os, helveds magt og vrede. Og i 3. vers skriver  han: Midt i helved-angsten ind vil vor synd os drive.

Hvor meget teologi i dag finder spørgsmålet om, hvordan vi finder en nådig Gud, irrelevant og upostmoderne, så er det faktisk det afgørende spørgsmål for ethvert menneske, der tager både livet og døden alvorligt.

Luthersk teologi er født af en anfægtelse, som kun kan afvises af overfladiske mennesker, som forsøger at skjule deres egen dødelighed for sig selv: Hvordan kan jeg forvisse mig om, at jeg har en nådig Gud, som tilgiver mig mine synder og giver mig evigt liv, hvis jeg dør i dag eller i morgen?

Anfægtelsen stiller sig ikke tilfreds med måske’er
Denne anfægtelse er ikke nogen leg. Den er ikke for sjov. Og den stiller sig ikke tilfreds med, at Gud nok er nådig og måske har åbenbaret dette eller hint.

Den sande anfægtelse, som er født af mødet med den hellige Gud og med dødens virkelighed, stiller sig ikke tilfreds med måske’er.

Retfærdiggørelseslæren
Det gælder for det første om retfærdiggørelseslæren. Konfessionel luthersk kristendom sætter en ære i at holde læren om retfærdiggørelsen central. Det er afgørende, at vi med sikkerhed kan sige, hvordan vi bliver erklæret retfærdige overfor Gud. Det er afgørende at vide, at det er i kraft af jesu tilregnede retfærdighed, hans stedfortrædende opfyldelse af Guds lov og hans stedfortrædende straflidelse. Det er afgørende at vide, at Gud ved Jesu opstandelse erklærede verden retfærdig i ham. Det er afgørende at vide, at denne retfærdighed, som Jesus har vundet for alle mennesker på korset deles ud i nådemidlerne.

Nådemidlerne
Her adskiller konfessionel luthersk teologi sig fra f.eks. evangelikal og reformert kristendom, som nok tror, at nådemidlerne kan informere om og symbolisere syndernes forladelse. Men de benægter, at ordet og sakramenterne virkelig uddeler syndernes forladelse her og nu, så du med sikkerhed kan vide, at syndernes forladelse er din. Og når dette fokus på nådemidlerne forsvinder, bliver konsekvensen, at mennesker søger vished i deres egne bønner, oplevelser, lovsang, karismatiske oplevelser osv. – alt samme noget, som ikke kan give en sikker vished om Guds nåde.

Helligåndens virke
Læren om nådemidlerne er helt central for luthersk kristendom. For det er i virkeligheden læren om Helligånden. Jeg har indimellem hørt folk påstå, at luthersk kristendom ikke lægger vægt på Helligånden. Men hvis man f.eks. tager Luthers store katekismus frem, vil man se, at afsnittet om Helligånden fylder mere end afsnittene om Faderen og Sønnen tilsammen. Den lutherske reformation var faktisk i høj grad en kamp for Helligåndens virke i nådemidlerne.

Læren om den frie vilje, som romerkirken byggede på – og som meget moderne teologi bygger på, er i virkeligheden et opgør med Helligåndens alenevirken i omvendelsen. I Lille Katekismus bekender vi, at vi tror, at vi ikke af egene magt og kraft kan tro på Jesus Kristus eller komme til ham, men at Helligånden har kaldet os ved evangeliet. Også det er afgørende for den, der anfægtes over sin egen synd, sit eget hjertes ligegyldighed og kulde overfor evangeliet og sin mange nederlag i kamp mod synden.

Konfessionel lutherdom er netop at lægge vægt på, at det er Helligånden alene, som virker omvendelse og bevarelse gennem ordet. Ikke-luthersk Helligåndsteologi ser for mig ofte ud til at være mislykkede forsøg på at finde en anden opgave til Helligånden, når man nu selv har tiltaget sig hans virkelige opgave.

Konfessionel lutherdom er altså sand pinseteologi.

Skriftens klarhed
Og fordi det for en anfægtet er afgørende at vide sig sikker på alle disse ting, så er det afgørende, at Gud har talt klart og tydeligt.

På reformationstiden handlede sola scriptura-princippet først og fremmest om to ting: Skriftens klarhed og skriftens tilstrækkelighed i alle lærespørgsmål. Ofte angribes konfessionelle lutheranere for at gå op i bekendelsesskrifterne i stedet for Biblen. Men det er en falsk modsætning, man laver her. For den lutherske brug af bekendelsesskrifter understreger netop, at Skriften taler klart og tydeligt i lærespørgsmål, så man rent faktisk kan uddrage en klar og sikker lære heraf og forpligte sine præster på den.

Lov og evangelium
Når det gælder skriftprincippet, er det også vigtigt at holde fast i, at Skriften og dens lære skal udlægges og forkyndes i lov og evangelium. Lov og evangelium er ikke blot to temaer ved siden af andre temaer i Biblen. De er Biblen grammatik. Alt i Skriften skal forstås ud fra lov og evangelium. Man kan derfor heller ikke blot reducere lov og evangelium til en bestemt prædikendisposition.

Forkyndelsen formål er at overbevise mennesker om deres synd og at forkynde og uddele syndernes forladelse, som Jesus har vundet på korset. Når man i stedet vil finde og opfylde folks følte behov uden at afsløre synden, prædiker man i virkeligheden et andet og falsk evangelium. Man bekræfter mennesker i deres synd og nægter dem i virkeligheden evangeliet. Man forkynder en anden Gud, som skal søge nådige mennesker i stedet for at prædike den virkelige hellige og almægtige Gud, for hvis ansigt vi alle må spørge: hvordan finder jeg en nådig Gud?

Kirkens opgave
Det var lidt om luthersk konfessionalitet eller konfessionel lutherdom. Hvad er så kirkens opgave. Jo, den udspringer af det allerede sagte. Kirkens opgave er at videregive den skat, kirken selv har fået.

Prædikanter
Jesus befalede apostlene at lære folkeslagene alt, hvad han havde befalet. Og Paulus siger til de ældste i Efesus (ApG 20), at han ikke forsømte at forkynde dem hele Guds råd.

Og Jesus befalede dem at forkynde evangeliet om syndernes forladelse og at forlade menneskers synder på jorden. Kirkens opgave består grundlæggende i at kalde prædikanter til at efterfølge apostlene i denne opgave.

Kirken og læren
Kirkens opgave er at forvalte de nådemidler, hvorved Helligånden kalder og forsamler kirkens udover jorden. Den sande tro er usynlig. Men Guds rene ord og sakramenter er synlige. Og hvor de er, er kirken. Hvor de blandes med falsk lære, trues Guds kirke. Derfor må kirkens gøre op med al vranglære, som er i strid med Guds klare ord.

I sidste ende rammer al vranglære retfærdiggørelseslæren. Derfor kan retlærende lutheranere ikke have fællesskab om prædikestol og alterbord med vranglærere, uanset deres vranglære. Enhver sidestilling af sandhed og løgn er i sidste ende en benægtelse af Guds ord og af sandheden i det hele taget. Når mudret vand og rent vand blandes, kommer der mudret vand ud af det, som en har udtrykt det.

Paulus befaler i Rom 16,17 menigheden i Rom at holde sig fra dem, der lærer falsk. Falsk lære er en sjælegift. At praktisere kirkefællesskab med vranglærere ved at dele prædikestol og alterbord er i strid med Guds ord og er en synd mod det andet bud, som forbyder os at misbruge Guds navn.

Ånden og ordet
Og fordi Helligånden virker ved ordet, er det heller ikke kirkens opgave at skabe troen i menneskers hjerter. Kirkens opgave er at forkynde ordet rent og klart, til så mange som muligt og dele det ret i lov og evangelium. For mennesker bliver alene sande kristen ved at erkende deres synder og sætte deres lid til evangeliet om Jesu stedfortrædende lidelse og død. Og den tro skabes alene ved Helligånden gennem evangeliet.

Kirkens opgave er altså at forvalte nådemidlerne, dvs. ordet og sakramenterne ret og bekæmpe falsk lære, indtil Jesus kommer igen.

Mission
Det får betydning for, hvordan man ser på både gudstjeneste, mission og kirkeliv i øvrigt. Mission er ikke ifølge en luthersk forståelse at overtale mennesker til at blive kristne. Mission handler ikke om at finde folks behov og fylde dem, sådan som kirkevækstteologi og i nogen grad også emergent-church-bevægelsen tror.

Luthersk mission består i at åbenbare menneskers egentlige problem, som de ikke selv vil erkende: at de er syndere i hænderne på en hellig Gud. Dernæst består opgaven i at åbenbare løsningen på dette problem: evangeliet om syndernes forladelse.

Gudstjenesteliv
Luthersk lære får også betydning for gudstjenestelivet. I Kol 3,16 skriver Paulus, at vi skal lade Kristi ord bo i rigt mål i blandt os gennem åndelige sange, salmer og hymner. Kirkesangens formål er at indprente Kristi ord. Kirkesang og gudstjenesteliv må tage Guds hellighed alvorligt og ske med ærefrygt.

Og kirkesang og gudstjenesteformer må have til formål at indprente Guds ord og ikke at udtrykke vores følelser. For ud af menneskets hjerte kommer kun synd og ondskab. Liturgien skal befri os fra vores egne følelsers fængsel og i stedet rette vores opmærksomhed mod Guds gerninger til vor frelse.

Fokus i gudstjenesten må være på Guds nådemidler, ordet og sakramenterne. Gudstjenesten er ikke først og fremmest vores tjeneste for Gud. Vores tjeneste for Gud sker primært i hverdagen. Nej, fokus i gudstjenesten er Guds tjeneste for os i ordet og sakramenterne.

Og dette fokus må have sin baggrund i erkendelsen af, at Gud er en hellig Gud, som vi skylder ærefrygt. Når man vil lave afslappede cafe-gudstjenester eller synge sange, der minder om forelskede teenageres kærlighedssange til Gud, benægter man reelt hans hellighed – og dermed benægter man Guds lov, som er den eneste baggrund, hvorpå vi kan forstå evangeliet om Guds nåde.

Ligesom Peter kastede sig ned for Jesus, da Jesus åbenbarede sin guddommelighed og ligesom høvedsmanden som ikke fandt sig værdig til, at Jesus trådte ind i hans hus, sådan må kirkens gudstjenester være båret af ærbødighed og ærefrygt for den hellige Gud, som har magt til både at kaste sjæl og legeme i helvede. Og det er på den baggrund, evangeliet må lyde i gudstjenesten som Guds forsikring af sin nåde og uddeling af denne nåde gennem nådemidlerne.

Lutheranernes praksis på reformationstiden var i modsætning til de reformerte blot at udrense de misbrug, der havde sneget sig ind i kirkens gamle gudstjeneste, som netop var båret af ærefrygt for den hellige Gud og som var centreret omkring nådens midler, ordet og nadveren. Man lavede ikke en ny gudstjeneste fra bunden, men rensede det forkerte ud, så fokus igen blev på nådemidlerne. Man fjernede heller ikke på reformationstiden de ydre ting, der understregede Guds hellighed, såsom messeklæder, højtidelig orgelmusik osv., men så dem netop som ting, der skulle undervise menigheden i, hvem Gud er.

Man sørgede dog for, at der kom salmer ind på forståeligt dansk. Men disse salmers formål var at undervise mennesker. Derfor er salmevalg også en del af præstens hyrde- og læreembede, som ikke blot kan uddelegeres til kor eller lovsangsledere, som det hedder i dag. Det er præsten, der har ansvar for, at dét, der synges, indprenter den sunde lære, indgyder til ærefrygt for den almægtige Gud, fremholder evangeliet om syndernes forladelse og ikke leder mennesker til sværmeri.

Opsummering
Kirkens opgave er altså at uddele og bevare den skat, den har fået, nemlig evangeliet. Det betyder både, at kirken må prædike Guds ord rent og klar i lov og evangelium, lade det gennemsyre gudstjeneste og kirkeliv. Men det betyder også, at kirken må sige et klart nej til alt, hvad der strider imod Guds ord. Det gør den ikke i hovmod, men netop i en ydmyghed, der sætter Guds klare ord over menneskers tanker og derfor er tvunget til at sige nej til alt, hvad der trodser Guds ord.

Mythbuster: Den pietistiske grundmyte

af

Inden jeg tager fat i flere konkret teologiske myter i den pietistisk-evangelikale lejr, vil jeg tage fat i det, jeg vil kalde den pietiskstiske grundmyte. Den repræsenterer både en sammenblanding af lov og evangelium og et stykke historieforfalskning, som er blevet så meget en del af manges bevidsthed, at man måske ikke engang tænker over de.

Den findes i mange former og jeg kunne godt i dette indlæg have valgt nogle specifikke udtryk for denne myte. Men jeg tror, at mange læsere vil genkende myten, så det bør ikke være nødvendigt.

Hvis tiden, mine ressourcer og jeg brænder for det, kan det være, at jeg senere skriver noget konkret herom. Som nybagt far, må jeg nok erkende, at jeg vist mest får skrevet noget, når lysten driver det fremover.

Den pietistiske grundmyte, som gentages hver gang, pietister har fået en ny ide til, hvordan de ved lovens og egne kræfters hjælp kan fremdrive gode gerninger, stammer helt tilbage fra pietismens begyndelse. Den lyder i sine forskellige former nogenlunde sådan: “Hos os snakker man ikke så meget om helliggørelse/inderlighed/nådegaver/troens frugter/Helligånden. Det må vi gøre noget ved og fokusere noget mere på disse ting.Vi kan hente hjælp fra de reformerte/evangelikale/mystikerne/ørkenfædrene/klostervæsenet/karismatikerne osv.”

Myten stammer som sagt fra pietismens begyndelse. Myten går ud på, at pietismen gjorde op med den tørre døde ortodoksi, som blot lagde vægt på den rette lære og ikke på livet. Men også her er myten kun en halv sandhed, dvs. en hel løgn.

Det stemmer ikke, at den lutherske ortodoksi var død, som pietismen ynder at hævde. Ortodoksien lagde vægt på livet. Det er naturligvis sandt, at der var mennesker, der levede ugudeligt, før pietismens fremkomst. Men det var der også efter pietismens fremkomst, så hvis ortodoksien skal lastes for det, skal pietismen ligeså.

De praktiske forslag pietismen kom med, var blot samlinger af forslag, som allerede de ortodokse teologer var kommet med. Og i Speners skrift, Pia Desideria, som lagde grunden til pietismen, henvises ligefrem til ortodoksiens måske største stridsteolog, Abraham Calovius, som støtte for Speners vægt på livet. Det var altså netop hos de ortodokse lutherske teologer, den tidligste pietisme forsøgte at finde støtte for sin vægtlægning af livet.

Ortodoksiens tid har også frembragt nogle af de bedste salmer i verden og store mængder opbyggelig litteratur. I ortodoksien vidste man, at man måtte have en ret lære som forudsætning for et ret liv, men selvom man skelnede mellem årsag (læren, evangeliet) og virkningen (livet, helliggørelsen), betød det ikke, at man ikke gik op i det kristne liv.

Men pietismen har senere skabt en mytologi, som desværre er gået hen og blevet hvermandseje, så det, mange mennesker forbinder med ortodoksi, er “død”.

Og denne myte om ortodoksien brugte – og bruger – pietismen til at sige, at nu må vi så lægge vægt på livet i stedet for læren.

Resultatet bliver, at man ikke ser livet som en frugt af læren, men noget, man kan drive frem ved hjælp af andet end læren, dvs. evangeliet. Livet bliver noget, der er løsrevet fra læren og dermed bliver helliggørelsen en frugt af menneskers bestræbelser, metoder og loven snarere end af evangeliet.

Pietismen forudsætter, at der er en modsætning mellem vægten på læren og vægten på livet, og at for megen vægt på læren og på nådens evangelium ødelægger livet. I luthersk ortodoksi, har man det omvendt. her ser man netop den rette lære, det rene evangelium om Guds nåde i Kristus, som det, der giver mennesker glæde og frimodighed til at tjene Gud med deres liv. Pietismens store problem har fra begyndelsen været, at man ville drive de gode gerninger frem ved hjælp af loven og ikke ved hjælp af evangeliet.

Interessant nok bliver pietismen ved med at bruge myten på tidligere generationer af pietister igen og igen. Jeg har selv oplevet flere gange, at unge pietister hævder, at tidligere generationer ikke har lagt nok vægt på livet, og at derfor må man nu lære noget om helliggørelse eller f.eks. nådegaver fra de evangelikale.

Det er for det første ganske enkelt forkert, at tidligere generationer af pietister ikke lagde vægt på helliggørelsen. Generation efter generation af pietister har begået den samme moralistiske fejl og troet, at de kan fremdrive gode gerninger med loven. Så problemet er nok ikke, at gode gerninger ikke er blevet prædiket, men snarere, at det ikke har virket, at man prædikede lovisk.

Løsningen er selvfølgelig heller ikke at prædike mere lovisk om helliggørelsen, prædike mere radikalt om efterfølgelsen osv.. Tværtimod – pietisterne gentager blot den samme fejl igen og igen. Pietismen løber i ring og tror, at den kan løse sit problem ved at blive ved med at begå den samme fejl igen og igen.

Så længe det er uvisheden og lovens trusler, man vil bruge til at drive de gode geringer frem, får man blot hyklere og fortvivlede mennesker. Så længe man hellere vil skabe tvivl om nåden end risikere, at nogen kommer til at misbruge den og bruger nåden som en “sovepude” (hvad man så ellers skulle bruge en pude til), fratager man mennesker evangeliet.

Den pietistiske myte har sevfølgelig også en del at gøre med den farisæiske forestilling, som er i os alle, at visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker i villige til at gøre gode gerninger – at visheden bliver en “sovepude”, som man siger. Af naturen vil vi kun gøre det gode, når vi tvinges til det. men det bliver ikke sande gode gerninger. Sande gode gerninger kommer alene af visheden om syndernes forladelse. Sande gode gerninger kommer netop af, at man kan hvile i nåden, fordi den er sikker og vis.

Pietismen lever af den misforståelse, at visheden om syndernes forladelse gør mennesker uvillige til at gøre gode gerninger. Og derfor vil de lære helliggørelse af de reformerte i stedet; derfor angriber pietisterne nådens midler og vil have vished om Guds nærvær og hjælp udenom disse midler: i deres omvendelsesoplevelse, overgivelse, beslutning om at følge Jesus, pseudo-sakramentale lovsangskick osv.

For mig at se, er det ikke nuværende/tidligere generationers mangelfulde helliggørelse, der skal gøres op med. Det er snarere den pietistiske myte om, at evangeliet og visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker hellige og at livet ikke er en frugt af læren, der må gøres op med. Og så må der gøres op med myten om, at ortodoksien er eller var død. Læren skaber livet. Loven og pietismen slår ihjel. Nåden skaber helliggørelse. Lovisk helliggørelsesforkyndelse skaber hykleri.

MF’s formand og gudstjenesten

af

I et læserbrev i Jyllandsposten angriber Menighedsfakultetets formand, sognepræst Jørgen Jørgensen (JJ), folkekirkens gudstjenesteordning. Det kunne jeg selvfølgelig være ligeglad med, da det er folkekirkens gudstjenesteordning og ikke Augustanakirkens, der angribes. Så enkelt er det dog ikke. JJ angriber ikke blot Folkekirkens nuværende ordning, men den evangelisk-lutherske arv, som folkekirken dog har lidt tilbage af.

Jørgen Jørgensen skriver:

Det er lettere at forstå en cricketkamp end en højmesse.

Nu har jeg aldrig forsøgt at forstå cricket, så det er svært for mig at tale med om. JJ henviser til det antikverede sprogbrug og nævner nogle salmer som “O kristelighed” og befal du dine veje. JJ har en pointe i, at der bruges ældre udtryk i en række salmer. Så vidt muligt bør man erstatte ord, der blot er gamle med nye ord. Men der er også ord, som er enten bibelord eller kirkesprog, som rent faktisk gengiver en virkelighed, som ikke uden videre kan gengives ved andre ord. Disse ord kan man kun lære – og dermed lærer man også den virkelighed, der ligger bag.

At forstå disse kan faktisk sammenlignes med en Cricketkamp eller en hvilken som helst anden sport: øvelse gør mester. Og man lærer kun at forstå spillet, hvis man også forstår reglerne. En gudstjeneste uden bibel- og kirkesprog er en kirke uden kristendom, for Gud virker gennem sit ord.

Der er naturligvis også andre salmer, som er svære at forstå, fordi poesien er for høj og tankerne for uklare. Mit indtryk er, at dette faktisk ikke gælder de gamle ortodokse lutherske salmer, som f.eks. Kingos, men snarere f.eks. en del Grundtvig-salmer. Her skyldes det uforståelige mest, at teologien er uklar og vævende. Disse salmer kan man for min skyld godt spare væk.

Tilbage står selvfølgelig, at der også er en række svære og gamle ord i salmerne. Men alternativet er altså ikke at skrotte salmerne – i hvert tilfælde ikke, hvis man stadig ønsker bibelsk og evangelisk-luthersk kristendom. Mister man de lutherske salmer, som indprenter den lutherske lære i hjerner og hjerter, så mister man også den lutherske lære. Måske har JJ allerede mistet den. Man må gøre sit til at forny teksterne. Og hvor det ikke umiddelbart kan lade sig gøre, kan man måske – ligesom vi gør i Augustanakirken – lave en lille gloseliste til dagens salmer. Jeg undrer mig over, at jeg ikke har set dette forsøgt andre steder. Men det er mit indtryk, at det fungerer.

Men JJ’s problem er ikke bare med salmerne – det synes at være med liturgien som sådan, danskerne ifølge JJ har svært ved at forstå. han nævner bl.a. korsvarene og det at rejse sig under læsningerne af Guds ord. JJ har ret i, at den der kommer til en gudstjeneste første gang kan  blive lidt forvirret. At komme til en gudstjeneste er på mange måder som at se en sport, hvor man ikke kender reglerne eller at komme ind midt i en tv-serie, hvor man ikke forstår vittighederne, fordi man ikke kender baggrunden. Det tager tid. Men ligesom med salmerne afspejler en klassisk luthersk teologi klassisk luthersk kristendom. Vil man af med liturgien, smider man også den lære, den bærer, ud. Netop højtideligheden i en evangelisk-luthersk gudstjeneste understreger, at det her er den hellige og almægtige Gud, vi har med at gøre.

De inderlige rytmiske “lovsange”, som JJ efterspørger har netop menneskers indelighed og ikke den almægtige Gud som fokus. Nu behøver man ikke gå ind i en diskussion af de mange sange af den type der er, for JJ leverer faktisk selv argumenterne for ikke at bruge dem. Han vil netop have dem pga. deres inderlighed og deres gentagelse af de samme ord. Og heri ligger netop deres problem. De fokuserer på menneskers inderlighed i stedet for på Guds ord og lære.

Mens det er Guds ord og lære, der ifølge evangelisk-luthersk kristendom formidler Guds nærvær, så er det i pietistisk og karismatisk vækkelseskristendom menneskers oplevelser, der formidler dette. Sangen bliver i sådanne kredse en katalysator for åndelige oplevelser, hvori man tror, man møder Gud. Men dér, hvor Gud faktisk er at finde, er i sit ord. I luthersk kristendom er sangens formål at bære ordet og understøtte dette – ikke at igangsætte selvstændige åndelige oplevelser uafhængigt af ordet. De mange gentagelser af de samme ord – hvad enten det er i rytmisk lovsange eller meditativ Taizé-musik, bruger ordene som afsæt til et møde med Gud bagved og udenfor ordene. Sådan kender man det også fra romersk-katolsk kontemplativ spiritualitet, hvor målet med det åndelige liv er det direkte møde med Gud, contemplatio. Herimod hævdede Martin Luther, at det åndelige livs omdrejningspunkter er oratio, meditatio, tentatio – bøn, grunden over ordet og anfægtelse. Her er fokus på ordet, hvori Gud virker. Her er tanken altså snarere, at komme dybere ned i ordet og ikke at bruge ordet som et springbræt til noget andet.

På mange måder er der altså en dyb sammenhæng mellem dem, der vil have retræter, stilhed og meditationsgudstjenester og dem, der vil have rytmiske lovsange m.m. Det er en del af samme trend, som vil møde Gud bagved og udenfor ordet og allerhøjest bruge ordet som en stige eller et afsæt for det egentlige åndelige liv.

Men vil man være evangelisk-luthersk kristen, så må fokus i gudstjenesten være Guds ord og sakramenter. Det betyder ikke, at en evangelisk-luthersk gudstjeneste skal være en følelsesløs kedelig affære.

At den mange steder er blevet det skyldes snarere pietisme og rationalisme. Efter reformationen udrensede man misbrugene fra den romerske messe, men man fastholdt, at gudstjenesten skulle være liturgisk. Efterhånden blev mange liturgiske led dog skiftet ud med salmer, og pietisme og rationalisme fik mange steder afskaffet messeklæderne, så præsten stod tilbage i den sorte kjole, som egentlig blot var præstens dagligdagsdragt. Vil man gøre noget ved liturgien, er det altså langt bedre at vende tilbage til en klassisk evangelisk-luthersk gudstjeneste: få genindført de led, der er faldet ud mange steder, få genindført messeklæder og gør gudstjenesten festlig og højtidelig.

Samtidig kan gudstjenesten også forenkles, så menigheden skal synge knap som mange lange salmer.Sådan var det også praksis tidligere. Gradualsalmen før prædikenen var f.eks. i Kingos salmebog kun to vers af en salme. Jeg kan anbefale Augustanakirkens gudstjenesteordning om eksempel på, hvordan gudstjenesten kan forenkles og restaureres på samme tid.

Netop højtideligheden i en gudstjeneste understreger, at dette ikke blot er et foredragsarrangement. Men højtideligheden og ærefrygten i en evangelisk-luthersk gudstjeneste samler sig ikke om den enkeltes oplevelser. Nej, det samler sig om de midler, Gud har indstiftet til at komme til sin kirke med syndernes forladelse, nemlig ordet og sakramenterne. Alt andet i en evangelisk-luthersk gudstjeneste må bære disse og have disse som fokus. Hvor højtideligheden i en romersk-katolsk eller østlig-ortodoks gudstjeneste eller følelsesrusen i en karismatisk gudstjeneste har som mål at fremme en følelse af Guds nærvær gennem en mystisk erfaring, proklamerer en luthersk gudstjeneste, at Gud er nærværende i sit ord og sine sakramenter og fejrer dette. Det får naturligvis betydning for, hvordan man holder gudstjeneste.

Ændrer man gudstjenesten efter inspiration fra dem, der har et andet syn på gudstjenestens karakter, så ændrer man også den teologi, der forkyndes. Problemet mange steder – og måske hos JJ – kan være, at man allerede har ændret teologien – nu følger praksis blot efter. I vækkelseskredse har man jo allerede flyttet fokus fra Guds objektive nådemidler og fra den rette lære til menneskers erfaringer og til synlige resultater.

Et yderligere problem ved JJ’s analyse er, at han synes at forudsætte, at gudstjenesten først og fremmest er til for dem, der ikke kender den. Men gudstjenesten er jo rent faktisk primært til for den gudstjenestefejrende menighed. Er menigheden ordentligt oplært i evangelisk-luthersk tro (f.eks. gennem Martin Luthers lille katekismus) og er præsten i stand til at forklare gudstjenesten, så vil menigheden også forstå den. Så kan man lave foredrag, undervisning eller andre arrangementer, som primært er rettet mod kirkefremmede, hvis man vil. Men det store problem er nok, at præster, der burde være evangelisk-lutherske, ikke er det, og derfor heller ikke underviser deres menigheder ordentligt og heller ikke selv sætter pris på den evangelisk-lutherske gudstjeneste. Gjorde de det, ville de nok også kunne formidle glæden over luthersk tro og gudstjeneste til deres menigheder.

Spørgsmålet er altså, om det ikke snarere er JJ’s forhold til den evangelisk-lutherske tro og lære, der er i dyb krise. Eller også skulle han overveje en cricketkarriere i stedet.

Donatismen er også en fare idag

af

I den tidligere nævnte debat på Indre Missions blog, er det blevet fremført, at donatismen også er en fare i dag. Jeg har før tilbagevist, at den lutherske lære om kirken i Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 skulle være afvist i samme bekendelses artikel 8, hvor donatismen fordømmes.

Men jeg vil godt vende tilbage til spørgsmålet om, hvad donatismen så er. For jeg er faktisk enig i, at faren for donatisme er stor – og særligt i dag.

Lad os læse, hvad er står i den Augsburgske Bekendelses artikel 8:

Art. 8 – Hvad kirken er

Skønt kirken egentlig er de helliges og sande troendes forsamling, så er det dog, eftersom der i dette liv er indblandet mange hyklere og onde mennesker, tilladt at bruge sakramenterne, når de forvaltes af onde mennesker, i følge Kristi ord (Mat. 23.2): “På Mose stol sidder skriftkloge og farisæer” osv. Og sakramenterne og ordet er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, selv om de meddeles af onde mennesker.

De fordømmer donatisterne og deres lige, som sagde, at man ikke måtte bruge de onde menneskers tjeneste i kirken, og mente at de ondes tjeneste var unyttig og uvirksom.

Og i Apologien forklares det sådan:

Den ottende artikel er helt igennem antaget, i hvilken vi bekender at onde og hyklere er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selvom de forvaltes ved onde tjenere, fordi tjenerne handler i Kristi sted, idet de ikke repræsenterer deres egen person, ifølge dette [ord]: “Den, der hører jer, hører mig” [Luk 10,16].
Ugudelige lærere bør man forlade, fordi de ikke handler i Kristi persons [sted], men er antikrister. Og Kristus siger: “Vogt jer for de falske profeter” [Matt. 7,15] og Paulus: “Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, forbandet være han” [Gal 1,9].
(Egen oversættelse BELK Art. VII/VIII pkt. 47 p. 246)

Jeg har før gjort opmærksom på, at der skelnes mellem onde og hyklere på den ene side og vranglærere på den anden side. Sidstnævnte skal man forlade.

Men hvad så er egentligt ærindet med fordømmelsen af donatismen? Og hvilken fare udgør donatisme idag.

Dét, Augustana lægger vægt på, er at ordet og sakramenterne er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling og ikke på grund af præstens fromhed eller tro. Det er altså en udfoldelse af artikel 5 om embedet og nådemidlerne, som alene virker troen og en beskyttelse af artikel 7, som forklarer, hvem kirken er, og hvor man finder den.

Heroverfor hævder donatister, at ordets og sakramenternes virkekraft også er afhængig af embedsbærernes fromhed, tro og motiver. Det er altså en fornægtelse af Guds rene ords iboende kraft og magt til at give synderes forladelse og skabe troen. Det er en adskillelse af ordet og Ånden, så det er forkynderens åndelighed, der skal gøre ordet virksomt. Frem for at være en anfægtelse af, at Guds ord skal forkyndes rent, er artikel 8 altså det modsatte: en klar bekendelse af, at det er Guds ords rene forkyndelse alene, der er virksomt til frelse, uafhængigt af forkynderens fromhed og motiver.

Samtidig er Den Augsburgske Bekendelses artikel 8 en klar bekendelse overfor sværmeriet og de reformertes adskillelse af ordet og Ånden. De reformerte vil godt tale om, at Ånden virker samtidig med ordet, men ikke, at han alene virker gennem ordet.

Senere opstod i den lutherske kirke den bevægelse, der kaldes pietismen. Her adskilte man også ordet og ånden og gjorde ordets virkekraft afhængig af forkynderens tro og fromhed. (Se f.eks. 1. del kapitel 3 og 4 i Ernst Valentin Loeschers opgør med pietismen, oversat til engelsk i “The Complete Timotheus Verinus” Nortwestern Publishing House 1998 p. 63f og 93f).

Hvor finder vi så donatismen i dag. Jo, den finder vi, hvor ordet og Ånden adskilles. Den finder vi, hvor ordets virkekraft gøres afhængig af forkynderens inspiration, overtalelsesevner, fromhed, tro eller motiver.

Det sker i kirkevækstbevægelsen, hvor man vil gøre nådemidlerne virkekraftige gennem verdslige marketings- og managementmetoder. Og man finder den i pietistiske bevægelsers skelnen mellem troende og vantro præster frem for retlærere og vranglærere. Man finder den også i bevægelser, hvor man man frem for at stole på, at Ånden altid virker ved ordet, forventer såkaldte “vækkelser”, hvor Ånden skulle virker mere gennem ordet end på andre tidspunkter.

Og så finder man den, hvor man benægter muligheden af en ren forkyndelse med den begrundelse, at der kan være syndige motiver hos forkynderen. Da gør man jo forkyndelsen afhængig af præstens person frem for at lade den være afhængig af læren alene. Og man finder donatistiske tendenser, når mistillid til Guds ords rene forkyndelse får mennesker til at involvere sig i kirkepolitiske magtkampe og kompromiser med Guds ord for at vinde “indflydelse”.

Adskillelsen af ordet og Ånden, som donatismen er repræsentant for, har været en af kirkens største udfordringer – og er det også i dag. Mistilliden til nådemidlernes iboende kraft er måske en af kirkens største udfordringer i dag, når vigtigheden af ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning udskiftes med kirkevækstmetoder eller kirkepolitiske strategier.

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Kontakt pastor Sørensen. Læs mere …

Næste gudstjenester