Augustanakirken

Luthersk kirke

Sand og falsk Kristusbekendelse – Evangelisk Alliances bedeuge 2. dag

af

Denne dag er temaet “Ved at bekende Kristus”. Desværre er det så som så med bekendelsen af Kristus i materialet.

Teksten begynder:

Ved at dele vores historie kan vi fortælle om vores tro på Gud.

Dette er en typisk pietistisk-evangelikal forståelse af dét at bekende sin tro for sin næste. Det stammer fra ideen om, at man skal “aflægge vidnesbyrd” som almindelig kristen. Når man aflægger vidnesbyrd fortæller man, hvad man har set og oplevet. Derfor befaler Jesus apostlene, som rent faktisk havde set og hørt Jesus at aflægge vidnesbyrd. men almindelige kristen får i stedet til opgave at bekende Kristus og apostlenes vidnesbyrd. Når man i stedet mener, at almindelige kristen skal aflægge vidnesbyrd, bliver deét, den kristen skal fortælle om, vedkommendes egne oplevelser. Igen formår Alliancematerialet at reducere kristentroen til en subjektivistisk oplevelsestro.  Ifølge Skriften kommer troen af Kristi ord (Rom 10,17) og ikke af, at mennesker fortæller deres egen historie.

Alliancematerialet forsøger at underbygge sin subjektivistiske tro med en forfalsknign af jesu samtaler med de to disciple på vej til Emmaus:

Han lader dem forstå at deres historie er en del af Guds plan.

Jesus taler ikke om deres historie. Deres historie er, at Jesus er død og de tror ikke på andres vidnesbyrd om, at han er opstået. Jesus irettesætter dem for at tro deres egen historie i stedet for at tro på Skrifterne:  v25 Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. v26 Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« v27 Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. (Luk 24,25-26)

En klar bibeltekst, der beskriver den objektive lære i den Gamle testamente om, at Messias skulle lide, dø og opstå for at frelse mennesker får alliancematerialet altså omtolket til at være en subjektivistisk indholdsløs egen-historie-fortælling.

Materialet fortsætter med at sige, at i ddét at bekende Kristus ligger både at bekende sine synder og at bekende sin tro for mennesker. Man kunne håbe, at materialet herefter ville sige lidt om den Kristus, der skulle bekendes. Det er jo pga. ham, vi tør bekende vores synder og tro på syndernes forladelse. Men i stedet står der:

I bekendelsen af vores synd, åbner vi vores liv for Guds tilgivelse. Denne tilgivelse medfører en ny frimodighed til også at bekende vores tro på Jesus Kristus som den der  rækker alle mennesker mulighed for et nyt liv.

Materialet bekender den romersk-evangelikale misforståelse, at det er i syndsbekendelsen og angeren, vi får tilgivelsen og ikke ved tro på evangeliet om syndernes forladelse. Syndserkendelse er jo blot Guds pædagogiske måde at vise os på, at vi har brug for syndernes forladelse. det er på ingen måde vores måde at åbne os for Guds tilgivelse på. Det er en lovisk kristentro, der kommer til udtryk her. Bedre bliver det ikke af, at Jesus alene beskrives som den,d er giver mennesker et nyt liv. Der er intet om, at han har vundet syndernes forladelse ved sin stedfortrædende straflidelse. Mennesker overlades til deres egen syndsbekendelse som grunden til vished om, at deres synder virkelig er forladt i stedet for at blive henvist til nåden i Jesus Kristus, som rækkes i ordet og sakramenterne.

teksten slutter af med at bekende en art second-blessing-teologi:

Disciplene troede på Jesus, men de overvandt først deres frygt og kunne fortælle om ham på en ny måde, da Helligånden havde taget bolig i dem.

Her hævdes det vel dels, at disciplene havde troen uden at helligånden boede i dem og at der kræves mere end at tro evangeliet for at kunne bekende sin tro. Begge dele er falske. Jesus forudsagde, at Helligånden skulle komme over apostlene og give dem kraft til at være vidner om hans lidelse, død og opstandelse. Det var en forudsigelse om den særlige måde, hvorpå Helligånden skulle bo i apostlene, så deres ord var Helligåndens ord og dermed Guds egne ord.

Enhver kristen har Helligånden i sig og skal ikke tro, at vedkommende behøver en second blessing. Selvfølgelig vokser man i hellighed  som kristen og det er Helligåndens værk. men det gør man alene, fordi helligånden allerede bor og virker i en. og det gør man ved at blive afsløret i sine synder og tro på løftet om syndenres forladelse for Jesu Kristi skyld i ordet og sakramenterne. Alene ved denne vished om den objektive nåde, som rækkes i disse midler, kan man få sand frimodighed til at bekende Kristus.  Og det glædelige er, at man som kristen ikke behæver at have et vidnesbyrd at fortælle. Man kan nøjes med at bekende den tro, man bekender hver søndag i kirken og gerne hver dag i sit hjem.

I stedet for at skulle have en flot tro og nogle interessante oplevelser at fortælle om, kan du nøjes med at bekende din tro på, at Gud forbarmede dig over sig arme synder, og sendte sin Søn Jesus Kristus, som bar din synd og straf og skaffede dig syndernes forladelse; og at den tilgivelse er givet dig i dåben, i ordet, i afløsningen i skirftemålet og i Jesu legeme og blod, som rækkes under brød og vin i nadveren. Dét giver frimodighed til at bekende troen for mennesker!

Økumeni og lovtrældom – Evangelisk Alliances bedeuges 1. dag

af

Så skal der igen være fælleskirkelig bøn i Evangelisk Alliance. En række frikirker og kirkelige organisationer, herunder folkekirkelige missionsforeninger, som kalder sig lutherske, vil igen i år dele prædikestol og offentlig bøn, selvom de ikke er enige om læren.

Når man mener at kunne gøre det, hænger det sammen med, at man reducerer evangeliet til noget, det ikke er. Holdt man fast ved det sande evangelium, ville man også blive nødt til at modsige det falske. Økumenien og fælleskirkeligheden hænger altid sammen med en subjektivistisk kristendom, hvor det ikke er troens objekt, der er centrum. Og en sådan subjektivistisk kristendom ender altid i lovtrældom.

Dette års tekster til alliancebedeuge viser også en kristendom, der sammenblander lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse, nådemidler og nådevirkinger osv. Jeg håber at have tid til at kommentere på alle teksterne, men her er i hvert tilfælde en kommentar til teksterne på første dag.

Temaet for ugen er Jesu ord om, at vi skal være vidner (egentlig er det talt til apostlene, som rent faktisk kunne bevidne Jesu død og opstandelse og ikke til alle andre, som må holde sig til apostlenes vidnesbyrd, men det er en anden sag). Hvis man virkelig ønskede at bekende (eller vidne om) Kristus, hvorfor holder man så fælles bedemøder med mennesker, som man ikke deler tro med.  Er det at vidne om Kristus, at man fornægter de dele af Jesu ord, man er uenige om?

Teksterne fra Evangelisk Alliance viser, at der er tale om udvandet kristendom, som netop ikke bekender kristus klart

I teksten til dag 1 står der følgende om evangeliet:

De gode nyheder for hele verden er, at Jesus Kristus lever.

…

Tak, Gud, for Jesu sejr over døden en gang for alle og for det nye liv i Hans opstandelse.

Det må siges at være en meget lidt specifik beskrivelse af Jesu frelsergerning, når man tager i betragtning, at det er Jesus, man gerne vil vidne om. Man får heller ikke meget hjælp, når teksten vil forklare, hvordan man vidner:

Det er Helligåndens opgave. Ånden vidner om Guds nærvær og gør det bl.a. gennem vores liv. Mennesker ser mere på hvordan vi lever og taler end på hvad vi mener. Vi kan give et glimt af Gud ved at leve som Jesus levede: Ved at elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv.

Heraf kan man se, at det i hvert tilfælde ikke er budskabet om Jesu stedfortrædende straflidelse, man skal vidne om. Hvis det var det, ville man jo ikke være i stand til at gøre det med sine gerninger. Og hvis du og jeg virkelig er i stand til at elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv, så ville vi jo ikke behøve Jesu frelsergerning.  Det er dybest set en lovisk religion, der her prædikes, som ikke har meget med kristendom at gøre.

Hvis teksten skulle sige noget om vores krælighed til hinanden burde den pege på vores mangel på kærlighed til Gud og vores næste, så vi erkendte vores synder. og så burde den pege på Kristi kærlighed, som udsletter vores skyld. I stedet forsøger den at bilde os ind, at vi kan elske Gud af hele vort hjerte og vores næste som os selv. Og end ikke dette motiveres af evangeliet om, hvad Kristus har gjort. For Kristi frelsergerning er stort set udeladt fra den tekst, der opfordrer til at vidne om Kristus.

Og når man ikke har syn for syndernes forladelse, men i stedet laver sig et moralistisk evangelium, da må man naturligvis også tro, at Guds rige komemr ved at forandre samfundet, som teksten fortsætter:

I Åndens kraft er vi sendt som Guds hænder, fødder og mund, der kan ændre ukærlige værdier i samfundet og være opmærksomme på dem, der trænger til hjælp.

Mens det er rigtigt nok, at kristne skal tage sig af de svage, så er det ikke derved vi vidner om Kristus. Det kan vel være et tegn på, at vi tror, men det kan ikke sige noget om, hvad vi tror på. Når man gør kristendommen til en tro, hvis formål er at ændre samfundets værdier, har man sammenblandet lov og evangelium og det åndelige og verdslige regimente.

Teksten sammenblander også nådemidler og nådevirkninger. Nådemidlerne er Guds midler til at kalde mennesker til tro og give dem syndernes forladelse. Disse midler er ordet og sakramenterne. de giver syndernes forladelse ufortjent. Ifølge evangelisk Alliances tekst, er det dog de kristnes liv, der skal åbenbare Kristus og kalde folk til tro. Nådemidlerne har ingen plads i teksterne. Den plads gives i stedet til de kristnes liv, der skal åbenbare Guds kærlighed. Dermed er evangeliet også forandre til at være et budskab om de kristnes hellighed. Det er et falsk evangelium.

Kort sagt, så er dét evangelium, der præsenteres på 1. dag i bedeugen et falsk moralistisk evangelium, som ikke dømmer det syndige kød og heller ikke præsenterer syndernes forladelse for Kristi skyld, men derimod bilder mennesker ind, at de er i stand til at elske Gud og deres næste og at de dermed er i stand til med deres liv at vidne om Kristus. Teksten gør alt andet end at vidne om Kristus, han som døde for at sone verden synder og som skaffede os en retfærdighed, der gælder for Gud.

At leve i synd

af

I IMT nr. 11 kan man læse et brevkassesvar af Bente og Allan Graugaard vedrørende unge, der f.eks. får en ikke-troende kæreste, lever sammen med deres kæreste eller lever i et homofilt samliv. Der står nogle gode ting i svaret om at respektere de unges valg. Man kan naturligvis ikke tvinge voksne børn til at leve efter den kristne etik. Og børn, der lever i strid med Guds bud, bør naturligvis ikke tvivle på, at de er velkomne i deres forældres hjem.

Men så skriver de også i svaret:

De er ikke nødvendigvis faldet fra troen, fordi de vælger en anden holdning til nogle etiske spørgsmål end den, de fik med hjemmefra.

Mens dette kan være rigtigt, når det gælder ting, som ikke er nævnt i Guds ord, er det ikke sandt, når det gælder Guds klare bud, såsom forbud mod utugt, dvs. sex udenfor det af Gud indstiftede ægteskab mellem mand og kvinde.

Unge mennesker, som kender Biblens lære på disse punkter, og alligevel lever sådan, må betragtes som ubodfærdige og dermed frafaldne.

Paulus skriver i Efeserbrevet 5,5: For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige. Og i 1. Korintherbrev 6,9-10 skriver han: Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Mennesker, der lever ubodfærdigt i synden og lader den herske, er ikke længere at betragte som kristne. Derfor påbyder Jesus også, at de skal betragtes som ikke-troende af menigheden, når de bliver konfronteret med synden og ikke omvender sig (Matthæusevangeliet kapitel 18).

Et menneske, som ikke længere kæmper mod synden, er ikke længere en kristen. Hvis man opgiver kampen mod synden, erkender man den ikke længere som synd, og da søger man heller ikke længere syndernes forladelse, men Guds velsignelse af synden.

Paulus skriver i Romerbrevet 8,13: Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. Mens den kristne stadig er en synder, som hver dag synder meget, så er der forskel på at blive overmandet af synden i kødet og så at leve i lydighed mod kødet.

I Romerbrevet taler Paulus således om, at han selv som kristen er en fange af kødet: Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. (7,23).  Der er altså forskel på at være en fange af det syndige kød, som dog kæmper imod, og så at være en lydig tjener for kødet.

Når man bliver en lydig tjener og lader synden herske, er der ikke længere nogen kamp mellem det gamle og det nye menneske, og man erkender ikke længere synden som synd og behovet for syndernes forladelse.

Den, der har sluttet fred med synden, herunder også utugt og homofili, er ikke længere en kristen. Det bør de have at vide, så de kan omvende sig.

Men det er naturligvis ikke kun forældrenes ansvar. Det er i høj grad også kirkens og dens præsters ansvar. Præster, der tager åbenbart ubodfærdige til alters eller tilgiver deres synder i skriftemålet, er med til at velsigne synden og fastholde de frafaldne i deres ubodfærdighed. Sådanne præster synder både mod deres embede og mod de faldne, som de er sat til at hjælpe til bod og tro på evangeliet.

Hvordan skal de faldne få erkendelse af synden, så de kan omvende sig, når præster ikke vil kalde synd for synd og bruge bindenøglen til at binde synden på den ubodfærdige? Og hvordan skal man tro, hvad præster siger om syndernes forladelse, når de ved deres nadverforvaltning viser, at synden ikke skal tages alvorligt?

I sidste ende handler spørgsmålet om den rette skelnen mellem lov og evangelium. Den ubodfærdige skal ikke høre om syndernes forladelse, men have synden påpeget, så han kan erkende den. Men den, som er blevet ramt af loven i sin samvittighed, skal naturligvis høre evangeliet om syndernes forladelse, som Jesus har vundet for alle mennesker.

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester