Åbenbaringen – Skriften

Skriftens ophav – inspirationen

Gud har i stedet åbenbaret sig i Skriften og i evangeliet. Inspiration betyder indblæsning. Læren om Skriften ophav handler om, at det er Gud, der har givet skriften.

De profetiske skrifter i det gamle testamente er Guds ord

Åbenbaringen begynder lige efter faldet i lov og evangelium: 1. Mos 3,8-15. Der var tale om mundtlig åbenbaring indtil Moses.

Ingen måtte føje noget til eller trække noget fra det skrevne ord (Josua 23,6, 5 Mos 4,2).

Gud åbenbarer sig personligt for profeter og taler igennem dem (f.eks. Esajas 6).

Det Gamle Testamente kaldes Guds ord i Ny Testamente, f.eks. i Mat 1,22-23. Og Jesus siger, at end ikke et eneste ord i GT kan rokkes: Joh 10,35.

Iflg. 2 Tim 3,16 er ”ethvert skrift”, dvs. i hvert tilfælde de gammeltestamentlige skrifter inspireret og indblæst af Gud. Det Nye Testamente bekræfter også, at det var Gud, der talte ved det gamle testamentes profeter (Hebr 1,1-2).

De apostolske og profetiske skrifter i det nye testamente er Guds ord

Jesus havde lovet sine apostle, at Helligånden skal vejlede dem til hele sandheden og forkynde for dem om de kommende ting (Joh 16,13). Helligånden skal altså give apostlene profetiske gaver, så han taler til dem både om guddommelige sandheder og om fremtiden.

Jesus lover tidligere i samme tale, at Helligånden skal lære apostlene alle ting og minde dem om alt, hvad han havde sagt (Joh 14,26).

Efter sin opstandelse, men før himmelfarten, forklarer Jesus apostlene, at han ved Helligånden skal give dem kraft til at være vidner (ApG 1,8) til jordens ende. Et vidne er en, der har set noget og kan bevidne det. Når Jesus kalder apostlene for vidner, taler han om den særlige opgave, de havde i at bevidner hans ord og gerninger. Derfor havde de brug for Helligånden til at sikre, at de huskede alt, hvad han havde sagt og gjort.

Og fordi apostlene skulle bevidne Jesu ord og gerninger, udvalgte apostlene netop også en ny apostel efter Judas efter det kriterium, at han havde vandret sammen med Jesus og kunne bevidne Jesu død og opstandelse (ApG 1,22).

Da Jesu løfte om Helligåndens kraft opfyldes i ApG 2, er det også apostlene, Helligånden kommer over og viser sig på som tunger af ild. Og det er apostlene, som begynder at forkynde på fremmede sprog som et tegn på, at det er Helligånden, der taler igennem dem.

På den måde er pinseunderet en garanti for, at apostlenes ord er Guds ord.

Senere kommer Helligånden over andre på samme måde, men det sker alitd gennem apostlene (ApG 8 og 10). I Samaria prædiker Filip, som selv har fået gaven fra apostlene, men som ikke kan give den videre. Her må apostlene op og lægge hænderne på de nye troende og troldmanden Simon forsøger at købe apostlenes myndighed til at videregive Helligåndens gave (ApG 8,18-19).

Apostlenes ord er altså Helligåndens og dermed Guds ord. Derfor kaldes Paulus’ ord også for Guds ord (1 Thess 2,13). Det samme gælder for apostlenes medhjælpere, som de har videregivet Helligåndens gave til. Men eftersom den alene bliver givet gennem apostlene i det Nye Testamente, skal vi ikke regne med, at nogen efter apostlene har Helligåndens åbenbaringsgave.

Men apostlene og deres medhjælpere skrev deres vidnesbyrd om Jesu gerninger og ord ned i dét, vi kender som Det Nye Testamente.

Helligåndens åbenbaringsgave er dét, vi også kalder inspirationen, når det handler om Skriften.

Inspirationen

Det latinske ord ’Inspiration’ betyder indblæsning og stammer fra 2 Tim 3,16, hvor der står, at ethvert skrift er indblæst af Gud. Dette begreb har man brugt til at beskrive, hvordan Biblen er blevet skrevet ved Helligåndens hjælp.

Inspirationen indbefattede både, hvornår der skulle skrives, hvad der skulle skrives og hvordan det skulle skrives

Hvornår skulle der skrives – Når Guds Ånd bevægede hellige mænd til det – 2 Pet 1,21

Hvad skulle der skrives

– Alt, hvad der skulle skrives, blev skrevet efter Guds vilje. Det er altså ikke kun det frelsende, men alt, hvad de hellige inspirerede mænd skulle skrive, der skete efter Guds vilje (se 1 Pet 1,10-12 og 2 Tim 3,16.).

Paulus siger også, at Helligånden drev ham til at sige, hvad han sagde (1 Kor 2,13).

Hvordan skulle det skrives? – verbalinspiration

Ikke kun indholdet men også formen var givet af Gud. Gud siger til Jeremias, at han skal skrive ordene i en bog (Jer 30,2; Davids ord i 2 Sam 23,2).

Paulus taler ord, lært af ånden, skriver han i 1 Kor 2,13. Det er altså ikke blot sagen, men også ordene, Helligånden har lært Paulus som apostel.

Jesus henviser til ordet ”guder” og siger i den forbindelse, at Skriften ikke kan rokkes (Joh 10,34) og Paulus henviser til ordet entalsformen i ordet ’afkom’ som bevis for, at det er Kristus, der tales om og ikke andre(Gal 3,16). Så selv et lille ord eller et ords form i Skriften er afgørende og givet af Gud selv.

Inspirationen var ligesom underet pinsedag, hvor Helligånden gav apostlene ord på fremmede sprog(ApG 2,4.11).

Inspirationen betyder ikke automatskrift

Skriverne var ved fuld bevidsthed om, hvad der skete (David i 2 Sam 23,2 og Paulus i 2 Thess 3,17). Det var heller ikke mekanisk diktat, men Helligånden brugte den enkeltes sprogbrug og åndsevner. De var ikke desto mindre under Helligåndens kontrol. Vi kan ikke helt fatte, hvordan det sket og skal heller ikke spekulaer ei inspirationens psykologiske side.

Kanons omfang?

Helligånden kom over apostlene pinsedag (Apg 2,1) og først gennem dem til andre. Kirkens gundvold er Apostlene og profeterne (Ef 2,20). Det er altså apostlenes og profeternes skrifter, som er inspireret af Helligånden. (NB Markus og Lukas var Paulus’ og Peters elever).

Det afgørende er altså, om et skrift er af profetisk og apostolsk oprindelse.

Jesus anerkender det udvalg af Skrifter, som var anerkendt på hans tid, som i dag udgøres af det gamle testamente.

Når det gælder det nye testamente, har vi den ældste kirkes vidnesbyrd om, hvilke skrifter, der er apostolske. Det er den ældste kirkes vidnesbyrd og ikke den senere kirkes beslutning, der er afgørende for, hvilke skrifter, der er kanoniske.

Antilegomena og apokryfer

Den ældste kirke var usikker på nogle af Skrifterne i det nye testamente, nemlig: Hebræerbrevet (som man mente var af Paulus), 2. Petersbrev 2. Og 3. Johannesbrev, Jakobs Brev, Judas’ brev og Johannes Åbenbaring. Man vurderede dem i lyset af de sikre skrifter og tog dem med, som ikke var i modstrid hermed – dog som usikre skrifter.

Disse skrifter er de såkaldte modsagte skrifter. Fordi de er usikre kan de ikke bruges alene til at bevise lærepunkter. Man kan desuden, som Luther gjorde med jakobsbrevet, betvivle deres apostolske oprindelse uden dermed at blive vranglærer.

I det gamle testamente har man også overvejet, om der skulle ekstra skrifter ind, de såkaldte apokryfe skrifter. Men da de ikke var anerkendt som kanoniske Jesu tid og derfor ikke godkendt af ham, falder de udenfor kanon. De står i nogle bibeludgaver mellem det gamle og det nye testamente.

Skriftens egenskaber

Men det er ikke nok at vide, hvorfra Skriften stammer. Det er også vigtigt at vide, hvad der kendetegner Skriften – eller hvad dens egenskaber er.

Skriftens autoritet og ufejlbarhed

Skriftens autoritet er Guds autoritet. Gud talte ved profeterne (Heb 1,1). Apostlenes ord er Guds befaling (1 Kor 14,37). Biblen må accepteres af enhver kristen – ellers kommer man under dom (Joh 12,48).

Fordi Biblen er Guds ord og har Guds autoritet, er også ufejlbarligt i alt, hvad det omhandler. Det følger af, at det er Guds ord. Almindelige mennesker kan fejle, men Gud fejler ikke. Jesus siger derfor også, at Skriften ikke kan rokkes (Joh 10,35).

Guds ord er objektivt sandt og ikke kun sandt for den, som tror det 8Joh 17,17 – dit ord er sandhed). Den, som bliver i Jesu ord kender sandheden (Joh 8,21.32).

Enhver lære, som ikke stemmer overens med Skriften må derfor forkastes. Ærlighed eller inderlighed er ikke et bevis for ens tros sandhed.

Skriftens effektivitet – virkekraft

Guds ord er virksomt eller effektivt, fordi Helligånden er knyttet til ordet. Jesus siger om sine ord, at de er ånd og liv (Joh 6,63). Hebr 4,12 – Guds ord er et tveægget sværd.

Loven virker erkendelse af synden (Rom 3,20) og evangeliet virker troen (Rom 10,17). Skriften kan gøre mennesker vise til salighed (2 Tim 3,15).

Skriftens tilstrækkelighed

Skriften indeholder hele Guds råd (ApG 20,27), den er i stand til at gøre os vise til salighed (2 Tim 3,15) og til at opdrage os i retfærdighed (2 Tim 3,16-17). Jesus lovede sine apostle at Helligånden ville vejlede dem til hele sandheden 8Joh 16,13), altså ikke kun en del deraf, men alt, hvad Gud ville have åbenbaret til salighed.

Bekendelserne er derfor ikke noget, som lægger noget til Skriften, men bekendelser af skriftens lære overfor aktuelle benægtelser af Skriftens lære.

Skriftens klarhed

Skriften er klar – den er, hvad angår dens læremæssige indhold ikke åben for fortolkning. Et menneske, som kender sproget og som har almindelig menneskelig forstand er i stand til umiddelbart at begribe, hvad Skriften lærer. Skriften kaldes derfor et lys (Sal 119,105; 2 Pet 1,19). Selv børn kan kende Skrifterne 82 Tim 3,15).

Skriften stemmer dog ikke altid med den menneskelige fornuft (2 Kor 10,5) og der er ting, der er svære at forstå (2 pet 3,16). Men når det gælder læren, er skriften klar.

Skriften er eneste kilde og norm

På grund af sine egenskaber, er Skriften eneste kilde og norm for kristen lære og liv. Mennesker har dog forsøgt at opsætte andre kilder, fordi de ikke anså Skriften for tilstrækkelig eller andre normer/rettesnorer, fordi de ikke anså Skriften for klar

En kilde er noget, men henter noget op fra. En norm er en rettesnor, det man måler noget efter. Skriften er begge dele. Den er både den eneste kilde til viden om gud og den eneste rettesnor for sand viden om Gud og hans vilje.

Skriften og traditionen

Den romersk-katolske kirke anser traditionen for en kilde og norm for kristen tro og viden, fordi de benægter, at Skriften er klar og tilstrækkelig i sig selv. Metodisterne nævner den også som en kilde. Nogle romaniserende ”lutheranere” har gjort det samme.

Skriften og fornuften

Calvinisterne gør fornuften til norm, når de f.eks. benægter Jesu legemes og blods nærvær i nadverens brød og vin eller når de drager den slutning, at når Gud har udvalgt de, der frelses, så må han også have forudbestemt dem, der fortabes til fortabelse.

Det samme kan siges om dem, der accepterer den historisk-kritiske metode og benægter, at Skriftens er sand i alt, hvad den beretter. Det gælder også dem, der er tilhængere af et såkaldt konservativt bibelsyn, hvilket vil sige, at de mener, at Skriften alene er ufejlbarlig i dét, der handler om tro, liv og lære. De gør i sidste ende deres fornuft til dommer over Skriften.

Skriften og andre påståede åbenbaringer

Den karismatiske bevægelse, som tror på nutidige åbenbaringer og profetier, gør disse til kilder til viden om Gud og hans vilje. Det samme kan siges om Pavedømmet, som tillægger paveembedet samme rolle som apostlene, nemlig at tale ufejlbarligt, når det taler ex cathedra.

Både karismatisk og romersk-katolsk tro på nutidige åbenbaringer modsiger Skriften.

I Daniels bog 9,24 profeteres det, at profeterne skal forsegles, når Messias kommer, dvs. stoppes. Den fortæller ikke, præcis hvornår i den tid, hvor Messias kommer, at profeti skal stoppes. Og fra Joels bog 3 ved vi, at der samtidig skal lyde profeti også i de sidste dage, som indledes med Messias’ komme.

I 1 Korintherbrev 13 skriver Paulus, at de stykkevise åbenbaringer skal forgå, når den fuldkomne åbenbaring kommer. Samtidig skriver han, at tro og håb skal forblive efter at dette fuldkomne er kommet. Men håb kan ikke eksistere, når Kristus er kommet igen, da håbet da er opfyldt. Der må derfor være tale om en fuldkommen åbenbaring før Jesu genkomst, som er samlingen af det stykkevise. Og det stykkevise er netop de åbenbarede ord, mennesker fik gennem apostlene.

Ud fra disse tekster og dét faktum, at Helligåndens åbenbaringsgaver blev givet til apostlene og gennem dem til andre, kan man slutte, at åbenbaringsgaverne ikke blev givet til nogen efter apostlenes død og derfor er ophørt.

Vi skal altså ikke lede efter Guds åbenbaring i andet end Skriften.

Skriften og bekendelsesskrifterne

Men hvad så med de lutherske bekendelsesskrifter? Er de ikke en ny kilde og norm til kristen tro og lære? Sådan lyder kritikken ofte af bekendelsesskrifterne.

Men det forholder sig lige omvendt. De lutherske bekendelsesskrifter forudsætter netop, at Skriften alene er kilde og norm for kristen tro og lære. For de forudsætter, at man ud fra Skriften kan fastlægge med sikkerhed, hvad kristen tro er. Og de forudsætter, at man kan formulere denne lære overfor menneskers forsøg på at finde andre kilder til tro og lære.

De, som ikke bryder sig om bekendelsesskrifter benægter reelt, at skriften er klar og tilstrækkelig i alle lærespørgsmål, så man ud fra Skriften med sikkerhed kan slutte sig til den sande lære og derfor også fordømme falsk lære.

Det er altså snarere fjenderne af bekendelsesskrifter, der er fjende af Skriften som eneste kilde og norm.

Bekendelsesskrifternes rolle er altså ikke at fremsætte nye lærepunkter, som ikke læres i skriften. Deres rolle er i stedet at pege på, hvad Skriften lærer på punkter, hvor Skriftens lære igennem tiden er blevet angrebet.

Bekendelsesforpligtelsen er også kirkens garanti for, at præster lærer i overensstemmelse med Guds ord. Når man ikke vil forpligte præster på bekendelsesskrifter, men alene på Biblen, overlader man i virkeligheden menigheden til præstens skalten og valten, uden mulighed for at holde præsten fast på en lære, som han har forpligtet sig på.

Man indrømmer, at præsten ikke behøver prædike den samme lære på søndag som sidste søndag og gør reelt præsten til hersker over menigheden.

Skriftens formål

Biblens formål er ifølge den selv:

1. At frelse mennesker ved troen på Jesus Kristus (2 Tim 3,15; Joh 5,39; Joh 20,31)
2. At oplære Guds børn til et liv i hellighed og retfærdighed (Joh 17,17; 2 Tim 3,16-17)
3. Guds ære (1 Pet 4,11)

Det vigtigste er selvfølgelig det første. Men det er vigtigt, at man ikke bruger Skriftens formål til at tilsidesætte, hvad Skriften lærer klart. I stedet må man stole på, at alt, hvad Skriften lærer, rent faktisk tjener dette formål – også selvom vi ikke kan gennemskue det.

Man kan altså f.eks. ikke tilsidesætte historiske beretninger i Biblen eller Guds klare befalinger, fordi man ikke mener, at de stemmer med Skriftens formål. Så har man gjort sin egen fornuft til kilde og norm i stedet for at lade Skriften være det.

Fortolkning af Skriften

Det er naturligvis også vigtigt at vide, hvordan Skriften skal fortolkes, selvom der ikke kan gås i dybden med det i en troslære. Det er nærmest et emne i sig selv. Alligevel bør det kort berøres her.

Biblen er skrevet på menneskesprog og er derfor i en forstand underlagt sprogets almindelige regler. Derfor må det også i én forstand læses som andre skrifter. Man må analysere sproget efter de grammatiske regler, og også forstå sproglige figurer på samme måde som indenfor andre tekstfortolkningsvidenskaber.

Det betyder også, at man må læse ord ud fra den kontekst de står i.

Man skal altså bruge sin forstand til at forstå Biblen, ligesom til at forstå andre tekster.

Samtidig er Biblen i alle ord Guds ord. Den indeholder derfor ikke fejl. Den er også en enhed, så intet i Skriften modsiger noget andet i Skriften. Den også klar, så man må forvente at klare udsagn i Skriften oplyser de mindre klare udsagn. Den er desuden tilstrækkelig, så man ikke behøver udefrakommende kilder til at afgøre, hvad Skriften siger.

Alt dette har betydning for Skriftefortolkningen.

Fordi Skriften er klar, må vi lade Skriften fortolke Skriften. Støder vi på et uklart og dunkelt sted i Skriften, så må vi lade det belyse af andre steder, der handler om det samme, men er klare.

Og støder vi på noget, der modsiger vores fornuft, så må vi tilsidesætte fornuften, fordi Skriften er ufejlbarlig og tilstrækkelig. Vi må derfor ikke fortolke noget som billedsprog, fordi det strider mod fornuften eller andet, hvis det ikke fremgår af Biblen selv, at der er tale om billedsprog.

Fordi Skriften er en enhed, så må vi også læse Det Gamle Testamente i lyset af Det Nye Testamente og tage det Nye Testamente på ordet, når det fortæller, at en bestemt hændelse er en opfyldelse af en gammeltestamentlig profeti.

Fordi Biblen er en enhed, må vi også læse den i lyset af lov og evangelium, som er dét, hele Biblen handler om. Dens formål er at frelse os ved at forkynde lov og evangelium for os. Derfor må vi forstå hele Biblen i lyset af disse to lærepunkter.

Den, der ikke forstår lov og evangelium, forstår ikke Skriften.

Jeg er gået igang med at redigere den menighedsundervisning, jeg har holdt over troslæren og vil udgive det efterhånden som jeg kommer igennem det. Her er første del om den naturlige gudserkendelse. Planen er, at det også vil blive indlæst og lagt ud som mp3-fil, når jeg får tid og overskud.

Naturlig gudskundskab

Spørgsmålet under dette punkt er: Kan mennesker, som ikke kender Biblen, vide noget om Gud?

Naturlig erkendelse af Guds eksistens

Kan vi vide, at der er en Gud?

Ja, se Rom 1,19-20, hvor Paulus skriver om Guds åbenbaring for hedningerne.

Gud er usynlig og har ikke vist sig for hedningerne. Men hans kraft og hans guddommelighed kan erkendes gennem skabningen. Sådan kan man ved at studere naturen nå frem til, at der er en Gud, som er almægtig og har skabt og opretholder alt.

Noget af det, vi tror om Gud, kan vi rent faktisk lære af naturen. Det er man også nået frem til med Intelligent Design-teorien og der findes videnskabsfolk, der mener at argumentere mod evolutionsteorien. Derfor siger Skriften her altså også, at man ud fra fornuften kan nå frem til, at Gud eksisterer – og at det er Guds åbenbaring.

Men vi kan stadig kun vide det med sikkerhed, fordi det også er åbenbaret i Skriften. For disse sandheder er altid blandede med synden. Det er dog nok til, at mennesker er uden undskyldning, når de fornægter sandheden og undertrykker den. Derfor kan vi også bruge den til at forkynde Guds lov.

Gudsbeviser og apologetik (trosforsvar)

I Skriften bruges bl.a. disse beviser for Guds eksistens over for ikke-troende:

1. Alt har en årsag, se ApG 14,15-17.
2. Verden er skabt med en hensigt og forudsætter en intelligent skaber. Paulus argumenterer i ApG 17,26-28 for Guds eksistens ud fra den orden, der er i verden. Når han her taler om, at vi er af Guds lægt, handler det om, at vi er intelligente væsener, ligesom Gud er det. Og noget uintelligent kan ikke opstå af noget intelligent.

Det er altså legalt at argumentere for Guds eksistens ud fra verden omkring os.

Alt har en årsag

Hvis man går en tur i skoven og finder et ur i skovbunden, vil ens umiddelbare konklusion være, at nogen har lavet det og lagt det dér. Det er ikke blevet til af sig selv.

På samme måde er det med verden. Der er ikke noget, der kommer af ingenting. At verden er til, er i sig selv et bevis på, at der er en skaber. Der er en, der som minimum har sat det hele i gang. Det er den umiddelbare konklusion, når man betragter verden.

Verden er skabt med mål og sammenhæng

Men Gud har ikke blot sat tingene i gang. Hvis man bøjer sig ned og tager uret i skoven op og piller det fra hinanden, vil man se, at hver enkelt del af uret har sit eget formål. Ingen af delene kan dog udrette noget hver for sig. Hvert tandhjul forudsætter de andre. Ingen af tandhjulene kan bruges til noget uden de andre. Derfor giver det ikke mening at hævde, at hvert enkelt tandhjul er udviklet for sig selv. Den, der har lavet uret må have haft det færdige resultat for øje, da han lavede hver enkel del. Han må have haft en plan. Og derfor må han have været intelligent.

Sådan er det også med verden og naturen. Helt ned til DNA-molekylerne er naturen så kompliceret, at der må stå én bag, som har haft en mening med at skabe de enkelte dele.

Hvis man går en tur på en strand og ser bogstaver, der er tegnet i sandet, så vil ens første tanke også være, at der må være nogen, der har skrevet det. Det er ikke kommet der tilfældigt. Man kan se, at der er en mening med det og står en intelligent vilje bag. Sådan også med verden og naturen: det er for godt lavet til at være tilfældigt!

Vi er produkter af et intelligent væsen, for noget intelligent kan ikke opstå af noget uintelligent. Det er denne argumentation, man har kaldt for Intelligent Design. Tidligere kaldte man det for de teleologiske gudsbevis.

Naturlig erkendelse af Guds lov

Vi kan også vide noget om Guds vilje med menneskelivet, se Rom 2,14-16, hvor Paulus skriver, at loven er skrevet også på hedningernes hjerter. På trods af syndefaldet og menneskers vantro, kan de altså vide noget om Guds lov uden at kende Guds åbenbarede vilje i Skriften.

Når vi forkynder loven kan vi stole på, at den giver genlyd i menneskers hjerter.

Gud har også skabt samfundet og dets orden, hvilket også er udtryk for Guds lov i menneskers hjerter, jvf. ApG 17,26 og Rom 13, hvor Paulus nævner Guds styring af samfundet bl.a. gennem øvrigheden.

Det moralske gudsbevis

Den naturlige erkendelse af Guds lov er et yderligere bevis for Guds eksistens.

De fleste vil, når man presser dem, mene, at noget er rigtigt og noget andet forkert – om ikke andet, så hvis de bliver udsat for noget uretfærdigt. De fleste vil nok også, hvis man spørger dem til massemordere eller andre voldsomme forbrydelser fordømme det.

Udover at vise, at de tror på en moralsk sandhed, indrømmer de også, at der er en standard, man skal bedømme det efter. Hvis man vil fastholde, at noget er rigtigt og forkert, må man også tro på, at der er nogen, der står over mennesker og skal bedømme det. Hvis ikke man tror, at der er en Gud, er der heller ikke en, der kan stå bag moralske sandheder – en lovgiver.

Den naturlige gudserkendelses utilstrækkelighed

Men hvor langt kan den viden, vi af naturen kan have om Gud, hjælpe os? Hvor meget kan vi vide og er det nok til at frelse os?

Den får ikke mennesker til rent faktisk at dyrke Gud (Rom 1,21). Den får ikke mennesker til at handle godt, selvom de kender nogle af Guds bud (Rom 3,9-12). Den naturlige lov kan kun fordømme, ikke frelse (Rom 2,12).

Mennesker kan ikke frelses uden åbenbaringen (Joh 1,18; Matt 11,27; 1 Kor 1,21)

Den naturlige gudserkendelses formål

Martin Chemnitz opregner i sin dogmatik tre grunde til, at Gud har åbenbaret sig for hedningerne:

1. For at opretholder ydre orden(Apg 17,26 og Rom 13).

2. For at hedninger skal søge Gud (ApG 17,27), dvs. søge derhen, hvor Guds ord forkyndes, fordi de har erkendt, at de ikke er i stand til at dyrke Gud ret (jf. ApG 17,23, hvor Paulus netop tager udgangspunkt i athenernes delvise erkendelse af, at de ikke kender den sande Gud). Guds kirke har altid været på jorden, så hedningerne kunne lede efter den. Det betyder dog ikke, at hedninger kan søge den sande Gud, åndeligt set. Det siger Paulus i Rom 3,11, at ingen af dem gør.

3. Den tredje grund følger af den anden grund, og det er den grund, Paulus nævner i Rom 1,20, nemlig at hedningerne skal være uden undskyldning, når de ikke dyrker Gud.

(Preus’ oversættelse, CPH 1989 Vol 1 s. 52-53)

Den naturlige gudserkendelse kan altså ikke bruges til at komme nærmere Gud. Paulus bruger den ikke som et tilknytningspunkt for evangeliet.

Både i ApG 14 og 17 og Rom 1 og 2 bruger Paulus den naturlige gudserkendelse til at forkynde loven – og loven alene. Han bruger den til at afsløre vantroen og afgudsdyrkelsen, ikke til at få mennesker til at tro evangeliet.

Den naturlige gudserkendelse kan kun vise én, at man ikke kan kende Gud ret. Den kan kun vise en, at man er under dom. Påvisningen af, at der er en almægtig Gud afslører, at mennesker ikke har æret og takket ham, som de burde.

Hvis man altså forsøger at komme nærmere Gud ved hjælp af Intelligent-Design eller andet end åbenbaringen, gør man sig en afgud. For Guds naturlige åbenbaring kan kun vise en, at man ikke kender Gud.

Men bruger man apologetik og teorien om Intelligent Design til at forkynde dom over afgudsdyrkelsen og vise mennesker, at der er en Gud, de ikke kende, ærer og takker, så bruger man det ret.

Den naturlige gudserkendelse eller Guds almindelige åbenbaring er altså alene et tilknytningspunkt for at forkynde loven – ikke evangeliet.

Men bruger man det til at nærme sig Gud, så vil det føre til afgudsdyrkelse. Sådan er det jo altid, når man forsøger at bruge loven til at nærme sig Gud i stedet for evangeliet.

For at lære Guds nåde i evangeliet at kende, har vi derfor brug for, at Gud åbenbarer den for os.

Da den naturlige gudserkendelse gennemsyres af synden og altid fører os til afgudsdyrkelse har vi også brug for, at Gud åbenbarer, hvad hans vilje og væsen er, så vi må vide det med sikkerhed.

Og selvom vi har en naturlig gudserkendelse, så kender vi kun hans magt og kraft, ikke hans person. For at vide, hvem Gud er og ikke blot, at han er, har vi altså brug for Guds åbenbaring i Skriften.

I det følgende vil vi se nærmere på, hvordan Gud har åbenbaret sig ved profeter og apostle i den hellige Skrift.