I et indlæg om paven, skriver Steffen Laursen (som tilsyneladende er ved at konvertere eller er konverteret til Pavekirken) på sin blog:

Trods alle deres indbyrdes uenigheder, var reformatorerne enige om netop deres egen personlige udlægning var rigtig, og pavens forkert….Reformationen var ikke et spørgsmål om dogmer, men om principper. Det var et spørgsmål om hvem der skulle definerer den kristne tro.

Jeg er forsåvidt enig i dette et langt stykke af vejen. Reformationen handlede bl.a. om formalprincippet (Skriften), dvs. om, hvordan teologiske sandheder etableres. Som udgangspunkt var det dog material-princippet (læren om retfærdiggørelsen), der var spørgsmålet. Men uenigheden herom afslørede, at det også var uenighed om, hvordan man nåede frem til den korrekte lære, dvs. om formalprincippet.

Steffen Laursen afslører dog allerede her, at han er på vej til at lave et cirkelargument, når han skriver, at det handlede om “hvem”, der skulle definere den kristne tro. Spørgsmålet var ikke “hvem”, men “hvordan”. Kun hvis man ikke på baggrund af et “hvordan” kan løse problemet, bliver spørgsmålet om et “hvem” aktuelt. Kun hvis Skriften ikke er klar og tilstrækkelig, er det nødvendigt at spørge, hvem der har autoritet til at afgøre, hvad Skriften siger.

Steffen Laursen oplister nogle muligheder for principper og når til det “lutherske” pricip:

2) “Jeg læser bare hvad der står”. Luthers tolkningsmodel. Men Calvin læste jo også bare hvad der stod. Ligesom Zwingli, Bultmann, Svend Andersen, Henrik Højlund, og undertegnede.

Igen forudsætter Steffen, at det ikke kan afgøres, hvem af Luther, Calvin, Zwingli, Bultmann, Svend Andersen, Højund  og Steffen, der har ret. Steffen forudsætter, at disse bare læser, hvad der står og at skriften derfor må være uklar. Der er altså tale om, at Steffen forudsætter dét, han vil påvise, og derfor faktisk ikke bagrunder sin forudsætning om, at SKriften ikke er klar og derfor ikke kan afgøre, hvem der har ret.

Argumentationen (eller manglen på samme) ligner Erasmus’ mod Luther. Og hele diskussionen om Sola Scriptura på reformationstiden handlede om Skriftens klarhed og tilstrækkelighed. Dette spørgsmål, behandler Steffen faktisk ikke, men forudsætter sin egen papistiske position.

Desværre er denne hermeneutiske forudsætning særdeles udbredt, særligt i modernismen og postmodernismen, som pietismen banede vej for med sit fokus på det læsende subjekt frem for på det objektive ord. Man kan frygte, at dette ikke bliver den sidste konvertering til pavekirken fra folk, der har drukket for meget af modernismens og postmodernismens åndelige gift.