Læren om frelsen (Soteriologi) Arkiv

Hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær – spørgsmål fra HvadErKristendom.dk

12. juni 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Vi synger med Paul Gerhardt i nr. 500 i den gamle salmebog: “Den grund, hvorpå jeg bygger, er Kristus og hans død; i Jesu korses skygger er sjælens hvile sød; der har jeg fundet livet, selv er jeg intet værd; hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær.” Elsker Gud mig kun pga. det, Jesus har givet mig, eller kan man sige, at Gud elsker alle mennesker som hans skabninger? Eller sagt på en anden måde: Kan man tale om Guds kærlighed uden at tale om korset?

Der ligger for mig at se to spørgsmål, i det, du skriver. Det ene er, om Guds kærlighed er et resultat af eller en forudsætning for Jesu frelsergerning? Heri ligger der vel også et spørgsmål om, hvordan man skal forstå det ugenfødte menneske: er det stadig en Guds skabning?

Det andet spørgsmål, jeg kan se, er spørgsmålet om, vi kan erkende Guds kærlighed uden at tale om korset?

Man kan forstå spørgsmålet i Paul Gerhards salme sådan, at Gud først blev kærlig med Jesu død. Jeg tror dog ikke, at det er dét, Paul Gerhard har ment.

Guds kærlighed

I Joh 3,16 of i Rom 5,8 ses Jesu frelsergerning som dét, der viser Guds kærlighed. Hvis man viser noget, eksisterer det allerede. I en forstand eksisterede Guds kærlighed til mennesker allerede før Jesu lidelse og død for os. Jesu frelsergerning var Guds kærlighedsgerning, hvor han forbarmede sig over os mennesker.

Det er også sandt, at Gud ikke har overladt verden til sig selv. Gud lader solen stå op over både retfærdige og uretfærdige (Matt 5,45). Gud er god mod alle (Sl 145,9). Gud opretholder orden i samfundet, fordi verden stadig er hans skabning – og for at skabe mulighed for at evangeliet kan forkyndes (bl.a. Rom 13).

Selvom alle mennesker er gennemsyret af synd, er mennesker stadig Guds skabninger. Vi har mistet gudbilledligheden ved syndefaldet, dvs. den oprindelige retfærdighed (bl.a. Rom 3,23). Nu er vi i stedet af naturen vredens børn (Ef 2,3). Men vi er stadig Guds skabninger (Sl 139). Mens synden gennemsyrer vores væsen, så er den ikke blevet vores væsen. Ellers ville Jesus ikke kunne adskille synde og den menneskelige natur, da han tog vor natur på sig uden synd.

Det er altså sandt, at Gud elskede verden før Jesu frelsergerning og at Gud også elsker de gudløse, som stadig er Guds skabninger, selvom de er gennemsyret af synd.

Det er den ene side af sagen.

Guds vrede over synden og synderen

En anden side af sagen er, at Jesu frelsergerning også var dét, der sonede Guds vrede mod os arme syndere.

Det passer ikke, når nogen siger, at Gud blot hader synden og ikke synderen.

Gud er vred på syndere (Sl 5,6). Gud er hellig og accepterer ikke overtrædelser af sin hellige lov. Og Gud straffer syndere. Gud kunne, uden at blive ukærlig eller uretfærdig, have kastet alle mennesker i helvede.

Og selvom mennesker er Guds skabninger og Guds eksistens kan erkendes gennem hans gerninger (Rom 1,20-21), så betyder det ikke, at der er nogen, der i sandhed tror og stoler på den sande Gud uden evangeliet. Ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen (Joh 14,6) og ingen søger Gud (Rom 3,11).

Forsøger vi at nå Gud udenom korset, så ender det altid i lovtrældom og derfor i afgudsdyrkelse.

Så den anden side af medaljen er, at Gud efter sin hellighed og retfærdighed ikke har mennesker kær, ikke ser nådigt og mildt på mennesker, men vredes over vores synd og truer med at straffe os i evighed.

To sider af Gud

Der er altså så at sige to sider af Gud: den barmhjertighed, hvormed han elsker alle mennesker og den hellighed og retfærdighed, hvormed han straffer synderen. Det første har man kaldt Guds egentlige vilje og det sidste Guds fremmede vilje. Disse to kan alene forenes på korset.

På korset viste Gud sin kærlighed til mennesker. I den forstand går Guds kærlighed forud for og er en årsag til Jesu frelsergerning, men altså også noget, som vi først kan erkende i og med korset.

Gud sonede samtidig sin egen vrede og vandt en retfærdighed til mennesker, som gælder for Gud, så Gud ser nådigt på mennesker på grund af korset. Kun i kraft af korset har jeg Guds venskab, fred med Gud. Så i den forstand er Guds blevet mig kærligt stillet i kraft af kors og som et resultat af korset.

Derfor kan man med rette sige, at ”hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær” – uden dermed at fornægte, at Gud også elskede verden og netop derfor sendte sin Søn for at frelse den.

De ortodokse lutherske teologer skelnede mellem den kærlighed, hvormed Gud elsker alle skabninger, den kærlighed, hvormed han særligt elsker mennesker og den kærlighed, hvormed han særligt elsker de troende, som ved troen tilregnes Kristi retfærdighed. Den kærlighed, hvormed Gud elsker de troende, som er tilregnet Kristi retfærdighed, kaldtes Guds amicitia, dvs. venskab. Så mens Guds kærlighed til mennesker var en årsag til korset, så er Guds venskab med syndere et resultat af korset.

Hvis vi forstår salmen af Paul Gerhard i det lys, kan man sige, at det er dét, Jesus har givet mig, der gør mig kær for Gud i den forstand, at jeg har Guds venskab.

Det at Gud sendte sin Søn for at frelse os, er altså også beviset på, at Gud rent faktisk elskede mig, før han sendte sin Søn og havde besluttet at frelse mig.

Samtidig må det også siges, at selvom Gud også elsker verden og opretholder den, så kan man ikke i sandhed erkende Guds kærlighed uden at høre om korset. Man kan delvist erkende Guds lov uden evangeliet, men i sidste ende fører den kun til fordømmelse og til erkendelse af Guds vrede. Så selvom Guds kærlighed til mennesker logisk er til forud for korset, kan vi ikke erkende den uden evangeliet.

(Se bl.a. Hoenecke, Adolf: Ev.-Luth. Dogmatik, Band II, § 17 – Die Transitive Liebe Gottes, s. 136-141)

Mythbuster: Den pietistiske grundmyte

26. april 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Inden jeg tager fat i flere konkret teologiske myter i den pietistisk-evangelikale lejr, vil jeg tage fat i det, jeg vil kalde den pietiskstiske grundmyte. Den repræsenterer både en sammenblanding af lov og evangelium og et stykke historieforfalskning, som er blevet så meget en del af manges bevidsthed, at man måske ikke engang tænker over de.

Den findes i mange former og jeg kunne godt i dette indlæg have valgt nogle specifikke udtryk for denne myte. Men jeg tror, at mange læsere vil genkende myten, så det bør ikke være nødvendigt.

Hvis tiden, mine ressourcer og jeg brænder for det, kan det være, at jeg senere skriver noget konkret herom. Som nybagt far, må jeg nok erkende, at jeg vist mest får skrevet noget, når lysten driver det fremover.

Den pietistiske grundmyte, som gentages hver gang, pietister har fået en ny ide til, hvordan de ved lovens og egne kræfters hjælp kan fremdrive gode gerninger, stammer helt tilbage fra pietismens begyndelse. Den lyder i sine forskellige former nogenlunde sådan: “Hos os snakker man ikke så meget om helliggørelse/inderlighed/nådegaver/troens frugter/Helligånden. Det må vi gøre noget ved og fokusere noget mere på disse ting.Vi kan hente hjælp fra de reformerte/evangelikale/mystikerne/ørkenfædrene/klostervæsenet/karismatikerne osv.”

Myten stammer som sagt fra pietismens begyndelse. Myten går ud på, at pietismen gjorde op med den tørre døde ortodoksi, som blot lagde vægt på den rette lære og ikke på livet. Men også her er myten kun en halv sandhed, dvs. en hel løgn.

Det stemmer ikke, at den lutherske ortodoksi var død, som pietismen ynder at hævde. Ortodoksien lagde vægt på livet. Det er naturligvis sandt, at der var mennesker, der levede ugudeligt, før pietismens fremkomst. Men det var der også efter pietismens fremkomst, så hvis ortodoksien skal lastes for det, skal pietismen ligeså.

De praktiske forslag pietismen kom med, var blot samlinger af forslag, som allerede de ortodokse teologer var kommet med. Og i Speners skrift, Pia Desideria, som lagde grunden til pietismen, henvises ligefrem til ortodoksiens måske største stridsteolog, Abraham Calovius, som støtte for Speners vægt på livet. Det var altså netop hos de ortodokse lutherske teologer, den tidligste pietisme forsøgte at finde støtte for sin vægtlægning af livet.

Ortodoksiens tid har også frembragt nogle af de bedste salmer i verden og store mængder opbyggelig litteratur. I ortodoksien vidste man, at man måtte have en ret lære som forudsætning for et ret liv, men selvom man skelnede mellem årsag (læren, evangeliet) og virkningen (livet, helliggørelsen), betød det ikke, at man ikke gik op i det kristne liv.

Men pietismen har senere skabt en mytologi, som desværre er gået hen og blevet hvermandseje, så det, mange mennesker forbinder med ortodoksi, er “død”.

Og denne myte om ortodoksien brugte – og bruger – pietismen til at sige, at nu må vi så lægge vægt på livet i stedet for læren.

Resultatet bliver, at man ikke ser livet som en frugt af læren, men noget, man kan drive frem ved hjælp af andet end læren, dvs. evangeliet. Livet bliver noget, der er løsrevet fra læren og dermed bliver helliggørelsen en frugt af menneskers bestræbelser, metoder og loven snarere end af evangeliet.

Pietismen forudsætter, at der er en modsætning mellem vægten på læren og vægten på livet, og at for megen vægt på læren og på nådens evangelium ødelægger livet. I luthersk ortodoksi, har man det omvendt. her ser man netop den rette lære, det rene evangelium om Guds nåde i Kristus, som det, der giver mennesker glæde og frimodighed til at tjene Gud med deres liv. Pietismens store problem har fra begyndelsen været, at man ville drive de gode gerninger frem ved hjælp af loven og ikke ved hjælp af evangeliet.

Interessant nok bliver pietismen ved med at bruge myten på tidligere generationer af pietister igen og igen. Jeg har selv oplevet flere gange, at unge pietister hævder, at tidligere generationer ikke har lagt nok vægt på livet, og at derfor må man nu lære noget om helliggørelse eller f.eks. nådegaver fra de evangelikale.

Det er for det første ganske enkelt forkert, at tidligere generationer af pietister ikke lagde vægt på helliggørelsen. Generation efter generation af pietister har begået den samme moralistiske fejl og troet, at de kan fremdrive gode gerninger med loven. Så problemet er nok ikke, at gode gerninger ikke er blevet prædiket, men snarere, at det ikke har virket, at man prædikede lovisk.

Løsningen er selvfølgelig heller ikke at prædike mere lovisk om helliggørelsen, prædike mere radikalt om efterfølgelsen osv.. Tværtimod – pietisterne gentager blot den samme fejl igen og igen. Pietismen løber i ring og tror, at den kan løse sit problem ved at blive ved med at begå den samme fejl igen og igen.

Så længe det er uvisheden og lovens trusler, man vil bruge til at drive de gode geringer frem, får man blot hyklere og fortvivlede mennesker. Så længe man hellere vil skabe tvivl om nåden end risikere, at nogen kommer til at misbruge den og bruger nåden som en “sovepude” (hvad man så ellers skulle bruge en pude til), fratager man mennesker evangeliet.

Den pietistiske myte har sevfølgelig også en del at gøre med den farisæiske forestilling, som er i os alle, at visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker i villige til at gøre gode gerninger – at visheden bliver en “sovepude”, som man siger. Af naturen vil vi kun gøre det gode, når vi tvinges til det. men det bliver ikke sande gode gerninger. Sande gode gerninger kommer alene af visheden om syndernes forladelse. Sande gode gerninger kommer netop af, at man kan hvile i nåden, fordi den er sikker og vis.

Pietismen lever af den misforståelse, at visheden om syndernes forladelse gør mennesker uvillige til at gøre gode gerninger. Og derfor vil de lære helliggørelse af de reformerte i stedet; derfor angriber pietisterne nådens midler og vil have vished om Guds nærvær og hjælp udenom disse midler: i deres omvendelsesoplevelse, overgivelse, beslutning om at følge Jesus, pseudo-sakramentale lovsangskick osv.

For mig at se, er det ikke nuværende/tidligere generationers mangelfulde helliggørelse, der skal gøres op med. Det er snarere den pietistiske myte om, at evangeliet og visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker hellige og at livet ikke er en frugt af læren, der må gøres op med. Og så må der gøres op med myten om, at ortodoksien er eller var død. Læren skaber livet. Loven og pietismen slår ihjel. Nåden skaber helliggørelse. Lovisk helliggørelsesforkyndelse skaber hykleri.

Guds nærvær, men hvor? – Evangelisk Alliances beduge 3. dag

12. januar 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På tredjedagen for Evangelisk Alliances bedeuge står Guds nærvær på dagsordenen. Netop her deles vandene mellem lutheranere og evangelikale.

For selvom vi lutheranere bekender Guds allestedsnærvær, så tror vi dog ikke, at Gud er nærværende i sin nåde og barmhjertighed mod syndere alle steder. og hvis ikke Gud er nærværende i sin nåde, er det bedre, om han var fraværende. Så kun den, der har Guds nåde kan glæde dig over Guds allestedsnærvær i skabningen. Kun den, der først har søgt Guds nærvær i nådens midler, hvor han kommer og giver syndernes forladelse, kan se og glæde sig over Guds nærvær omkring sig. For alle andre vil det blive afgudsdyrkelse og lovtrældom, når man ser efter Guds nådige nærvær i naturen eller i hverdagen.

I det gamle testamente søgte israelitterne Guds nærvær i templet. Herfra hørte Gud deres bønner og her tilgav han dem deres synder ved ofringerne, der pegede frem mod Jesus. I det nye testamentes tid har vi ikke et bestemt sted. Men det betyder ikke, at vi skal søge Guds nådige nærvær derom i naturen eller i vores indre. Vi har fået ordet og sakramenterne som de midler, hvori Gud er nærværende hos os i sin nåde og giver os vished derom. Særligt tydeligt er det i nadveren, når Jesus kommer til os og giver os sit sande legeme og blod skjult under brød og vin.

denne tro på nådens midler står svagt hos evangelikale. Såkaldte lutheranere, som engangerer sig i tværkirkeligt arbejde og f.eks. Allianceugen med disse, vil undskylde sig med, at man jo mødes for at bede og ikke for at forvalte sakramenterne. Men hele den kristen tro hænger sammen og i Allianceugens tekst til 3. dag viser det sig også, at økumnien for indflydelse på teologien.

I teksterne nævnes, at vi skal søge Guds nærvær i hverdagens begivenheder. Selvom teksten henviser til Samuel og den etiopiske hofmand, lægges der ikke synderligt vægt på, at de fandt Guds nærvær i hans ord. Vægten lægges på hverdagens begivenheder og på menneskers opmærksomme lytten.

Men beretningen om Samuel i Sam 3, som der henvises til, handler om, at Gud kalder Samuel til profet. Den handler ikke om Samuels opmærksomme lytten efter Guds nærvær i hverdagens begivenheder, men om Guds overnaturlige indgriben og direkte kaldelse af Samuel til profet. Denne beretning er ikke en slags mønster man kan bruge, men en beretning om Guds indgriben ppå et ganske bestemt tidspunkt og tale til en ganske bestemt person. Vi kan bruge den som en illustration af, hvordan Gud kaldte sine profeter direkte, så vi kan være sikre på, at deres ord er Guds ord, som giver Guds nærvær.

Det interessant, at denne begivenhed ligesom Esajas’ kaldelse foregår i templet. Vi skal søge Gud dér, hvor han har loveyt at være nærværende med sin nåde – i ordet og sakramentern. Søger vi Gud udenfor disse, da er det lovens Gud, vi møder.

Beretningen om den etiopiske hofmand handler også netop om, hvordan det gamle testamente giver visdom til frelse ved troen på Messias. Gud sendte Filip til den etiopiske hofmand, så han kunne udlægger Skriften og forkynde dette for ham.

Så mens bibelteksterne til denne dag henviser mennesker til ordet og sakramenterne for at finde Guds nærvær, henviser alliance-materialet mennesker til deres egne oplevelser. Det er, hvad man kan forvente af evangelikal, men det er sørgeligt, at IM, LM, KFS og andre, der gerne vil give indtryk af at være lutherske, støtter dette. Når alt kommer til alt kunne man dog nok heller ikke have forventete andet herfra. Vækkelsesbevægelserne har jo fra begyndelsen været præget af den evangelikale bevægelse og en økumenisk ånd, der tilsidesætter Skriftens lære for fromt føleri.

Sand og falsk Kristusbekendelse – Evangelisk Alliances bedeuge 2. dag

11. januar 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Denne dag er temaet “Ved at bekende Kristus”. Desværre er det så som så med bekendelsen af Kristus i materialet.

Teksten begynder:

Ved at dele vores historie kan vi fortælle om vores tro på Gud.

Dette er en typisk pietistisk-evangelikal forståelse af dét at bekende sin tro for sin næste. Det stammer fra ideen om, at man skal “aflægge vidnesbyrd” som almindelig kristen. Når man aflægger vidnesbyrd fortæller man, hvad man har set og oplevet. Derfor befaler Jesus apostlene, som rent faktisk havde set og hørt Jesus at aflægge vidnesbyrd. men almindelige kristen får i stedet til opgave at bekende Kristus og apostlenes vidnesbyrd. Når man i stedet mener, at almindelige kristen skal aflægge vidnesbyrd, bliver deét, den kristen skal fortælle om, vedkommendes egne oplevelser. Igen formår Alliancematerialet at reducere kristentroen til en subjektivistisk oplevelsestro. Ifølge Skriften kommer troen af Kristi ord (Rom 10,17) og ikke af, at mennesker fortæller deres egen historie.

Alliancematerialet forsøger at underbygge sin subjektivistiske tro med en forfalsknign af jesu samtaler med de to disciple på vej til Emmaus:

Han lader dem forstå at deres historie er en del af Guds plan.

Jesus taler ikke om deres historie. Deres historie er, at Jesus er død og de tror ikke på andres vidnesbyrd om, at han er opstået. Jesus irettesætter dem for at tro deres egen historie i stedet for at tro på Skrifterne: v25 Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. v26 Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« v27 Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. (Luk 24,25-26)

En klar bibeltekst, der beskriver den objektive lære i den Gamle testamente om, at Messias skulle lide, dø og opstå for at frelse mennesker får alliancematerialet altså omtolket til at være en subjektivistisk indholdsløs egen-historie-fortælling.

Materialet fortsætter med at sige, at i ddét at bekende Kristus ligger både at bekende sine synder og at bekende sin tro for mennesker. Man kunne håbe, at materialet herefter ville sige lidt om den Kristus, der skulle bekendes. Det er jo pga. ham, vi tør bekende vores synder og tro på syndernes forladelse. Men i stedet står der:

I bekendelsen af vores synd, åbner vi vores liv for Guds tilgivelse. Denne tilgivelse medfører en ny frimodighed til også at bekende vores tro på Jesus Kristus som den der rækker alle mennesker mulighed for et nyt liv.

Materialet bekender den romersk-evangelikale misforståelse, at det er i syndsbekendelsen og angeren, vi får tilgivelsen og ikke ved tro på evangeliet om syndernes forladelse. Syndserkendelse er jo blot Guds pædagogiske måde at vise os på, at vi har brug for syndernes forladelse. det er på ingen måde vores måde at åbne os for Guds tilgivelse på. Det er en lovisk kristentro, der kommer til udtryk her. Bedre bliver det ikke af, at Jesus alene beskrives som den,d er giver mennesker et nyt liv. Der er intet om, at han har vundet syndernes forladelse ved sin stedfortrædende straflidelse. Mennesker overlades til deres egen syndsbekendelse som grunden til vished om, at deres synder virkelig er forladt i stedet for at blive henvist til nåden i Jesus Kristus, som rækkes i ordet og sakramenterne.

teksten slutter af med at bekende en art second-blessing-teologi:

Disciplene troede på Jesus, men de overvandt først deres frygt og kunne fortælle om ham på en ny måde, da Helligånden havde taget bolig i dem.

Her hævdes det vel dels, at disciplene havde troen uden at helligånden boede i dem og at der kræves mere end at tro evangeliet for at kunne bekende sin tro. Begge dele er falske. Jesus forudsagde, at Helligånden skulle komme over apostlene og give dem kraft til at være vidner om hans lidelse, død og opstandelse. Det var en forudsigelse om den særlige måde, hvorpå Helligånden skulle bo i apostlene, så deres ord var Helligåndens ord og dermed Guds egne ord.

Enhver kristen har Helligånden i sig og skal ikke tro, at vedkommende behøver en second blessing. Selvfølgelig vokser man i hellighed som kristen og det er Helligåndens værk. men det gør man alene, fordi helligånden allerede bor og virker i en. og det gør man ved at blive afsløret i sine synder og tro på løftet om syndenres forladelse for Jesu Kristi skyld i ordet og sakramenterne. Alene ved denne vished om den objektive nåde, som rækkes i disse midler, kan man få sand frimodighed til at bekende Kristus. Og det glædelige er, at man som kristen ikke behæver at have et vidnesbyrd at fortælle. Man kan nøjes med at bekende den tro, man bekender hver søndag i kirken og gerne hver dag i sit hjem.

I stedet for at skulle have en flot tro og nogle interessante oplevelser at fortælle om, kan du nøjes med at bekende din tro på, at Gud forbarmede dig over sig arme synder, og sendte sin Søn Jesus Kristus, som bar din synd og straf og skaffede dig syndernes forladelse; og at den tilgivelse er givet dig i dåben, i ordet, i afløsningen i skirftemålet og i Jesu legeme og blod, som rækkes under brød og vin i nadveren. Dét giver frimodighed til at bekende troen for mennesker!

Økumeni og lovtrældom – Evangelisk Alliances bedeuges 1. dag

10. januar 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Så skal der igen være fælleskirkelig bøn i Evangelisk Alliance. En række frikirker og kirkelige organisationer, herunder folkekirkelige missionsforeninger, som kalder sig lutherske, vil igen i år dele prædikestol og offentlig bøn, selvom de ikke er enige om læren.

Når man mener at kunne gøre det, hænger det sammen med, at man reducerer evangeliet til noget, det ikke er. Holdt man fast ved det sande evangelium, ville man også blive nødt til at modsige det falske. Økumenien og fælleskirkeligheden hænger altid sammen med en subjektivistisk kristendom, hvor det ikke er troens objekt, der er centrum. Og en sådan subjektivistisk kristendom ender altid i lovtrældom.

Dette års tekster til alliancebedeuge viser også en kristendom, der sammenblander lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse, nådemidler og nådevirkinger osv. Jeg håber at have tid til at kommentere på alle teksterne, men her er i hvert tilfælde en kommentar til teksterne på første dag.

Temaet for ugen er Jesu ord om, at vi skal være vidner (egentlig er det talt til apostlene, som rent faktisk kunne bevidne Jesu død og opstandelse og ikke til alle andre, som må holde sig til apostlenes vidnesbyrd, men det er en anden sag). Hvis man virkelig ønskede at bekende (eller vidne om) Kristus, hvorfor holder man så fælles bedemøder med mennesker, som man ikke deler tro med. Er det at vidne om Kristus, at man fornægter de dele af Jesu ord, man er uenige om?

Teksterne fra Evangelisk Alliance viser, at der er tale om udvandet kristendom, som netop ikke bekender kristus klart

I teksten til dag 1 står der følgende om evangeliet:

De gode nyheder for hele verden er, at Jesus Kristus lever.

…

Tak, Gud, for Jesu sejr over døden en gang for alle og for det nye liv i Hans opstandelse.

Det må siges at være en meget lidt specifik beskrivelse af Jesu frelsergerning, når man tager i betragtning, at det er Jesus, man gerne vil vidne om. Man får heller ikke meget hjælp, når teksten vil forklare, hvordan man vidner:

Det er Helligåndens opgave. Ånden vidner om Guds nærvær og gør det bl.a. gennem vores liv. Mennesker ser mere på hvordan vi lever og taler end på hvad vi mener. Vi kan give et glimt af Gud ved at leve som Jesus levede: Ved at elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv.

Heraf kan man se, at det i hvert tilfælde ikke er budskabet om Jesu stedfortrædende straflidelse, man skal vidne om. Hvis det var det, ville man jo ikke være i stand til at gøre det med sine gerninger. Og hvis du og jeg virkelig er i stand til at elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv, så ville vi jo ikke behøve Jesu frelsergerning. Det er dybest set en lovisk religion, der her prædikes, som ikke har meget med kristendom at gøre.

Hvis teksten skulle sige noget om vores krælighed til hinanden burde den pege på vores mangel på kærlighed til Gud og vores næste, så vi erkendte vores synder. og så burde den pege på Kristi kærlighed, som udsletter vores skyld. I stedet forsøger den at bilde os ind, at vi kan elske Gud af hele vort hjerte og vores næste som os selv. Og end ikke dette motiveres af evangeliet om, hvad Kristus har gjort. For Kristi frelsergerning er stort set udeladt fra den tekst, der opfordrer til at vidne om Kristus.

Og når man ikke har syn for syndernes forladelse, men i stedet laver sig et moralistisk evangelium, da må man naturligvis også tro, at Guds rige komemr ved at forandre samfundet, som teksten fortsætter:

I Åndens kraft er vi sendt som Guds hænder, fødder og mund, der kan ændre ukærlige værdier i samfundet og være opmærksomme på dem, der trænger til hjælp.

Mens det er rigtigt nok, at kristne skal tage sig af de svage, så er det ikke derved vi vidner om Kristus. Det kan vel være et tegn på, at vi tror, men det kan ikke sige noget om, hvad vi tror på. Når man gør kristendommen til en tro, hvis formål er at ændre samfundets værdier, har man sammenblandet lov og evangelium og det åndelige og verdslige regimente.

Teksten sammenblander også nådemidler og nådevirkninger. Nådemidlerne er Guds midler til at kalde mennesker til tro og give dem syndernes forladelse. Disse midler er ordet og sakramenterne. de giver syndernes forladelse ufortjent. Ifølge evangelisk Alliances tekst, er det dog de kristnes liv, der skal åbenbare Kristus og kalde folk til tro. Nådemidlerne har ingen plads i teksterne. Den plads gives i stedet til de kristnes liv, der skal åbenbare Guds kærlighed. Dermed er evangeliet også forandre til at være et budskab om de kristnes hellighed. Det er et falsk evangelium.

Kort sagt, så er dét evangelium, der præsenteres på 1. dag i bedeugen et falsk moralistisk evangelium, som ikke dømmer det syndige kød og heller ikke præsenterer syndernes forladelse for Kristi skyld, men derimod bilder mennesker ind, at de er i stand til at elske Gud og deres næste og at de dermed er i stand til med deres liv at vidne om Kristus. Teksten gør alt andet end at vidne om Kristus, han som døde for at sone verden synder og som skaffede os en retfærdighed, der gælder for Gud.