Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

Hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær – spørgsmål fra HvadErKristendom.dk

12. juni 2010 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Vi synger med Paul Gerhardt i nr. 500 i den gamle salmebog: “Den grund, hvorpå jeg bygger, er Kristus og hans død; i Jesu korses skygger er sjælens hvile sød; der har jeg fundet livet, selv er jeg intet værd; hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær.” Elsker Gud mig kun pga. det, Jesus har givet mig, eller kan man sige, at Gud elsker alle mennesker som hans skabninger? Eller sagt på en anden måde: Kan man tale om Guds kærlighed uden at tale om korset?

Der ligger for mig at se to spørgsmål, i det, du skriver. Det ene er, om Guds kærlighed er et resultat af eller en forudsætning for Jesu frelsergerning? Heri ligger der vel også et spørgsmål om, hvordan man skal forstå det ugenfødte menneske: er det stadig en Guds skabning?

Det andet spørgsmål, jeg kan se, er spørgsmålet om, vi kan erkende Guds kærlighed uden at tale om korset?

Man kan forstå spørgsmålet i Paul Gerhards salme sådan, at Gud først blev kærlig med Jesu død. Jeg tror dog ikke, at det er dét, Paul Gerhard har ment.

Guds kærlighed

I Joh 3,16 of i Rom 5,8 ses Jesu frelsergerning som dét, der viser Guds kærlighed. Hvis man viser noget, eksisterer det allerede. I en forstand eksisterede Guds kærlighed til mennesker allerede før Jesu lidelse og død for os. Jesu frelsergerning var Guds kærlighedsgerning, hvor han forbarmede sig over os mennesker.

Det er også sandt, at Gud ikke har overladt verden til sig selv. Gud lader solen stå op over både retfærdige og uretfærdige (Matt 5,45). Gud er god mod alle (Sl 145,9). Gud opretholder orden i samfundet, fordi verden stadig er hans skabning – og for at skabe mulighed for at evangeliet kan forkyndes (bl.a. Rom 13).

Selvom alle mennesker er gennemsyret af synd, er mennesker stadig Guds skabninger. Vi har mistet gudbilledligheden ved syndefaldet, dvs. den oprindelige retfærdighed (bl.a. Rom 3,23). Nu er vi i stedet af naturen vredens børn (Ef 2,3). Men vi er stadig Guds skabninger (Sl 139). Mens synden gennemsyrer vores væsen, så er den ikke blevet vores væsen. Ellers ville Jesus ikke kunne adskille synde og den menneskelige natur, da han tog vor natur på sig uden synd.

Det er altså sandt, at Gud elskede verden før Jesu frelsergerning og at Gud også elsker de gudløse, som stadig er Guds skabninger, selvom de er gennemsyret af synd.

Det er den ene side af sagen.

Guds vrede over synden og synderen

En anden side af sagen er, at Jesu frelsergerning også var dét, der sonede Guds vrede mod os arme syndere.

Det passer ikke, når nogen siger, at Gud blot hader synden og ikke synderen.

Gud er vred på syndere (Sl 5,6). Gud er hellig og accepterer ikke overtrædelser af sin hellige lov. Og Gud straffer syndere. Gud kunne, uden at blive ukærlig eller uretfærdig, have kastet alle mennesker i helvede.

Og selvom mennesker er Guds skabninger og Guds eksistens kan erkendes gennem hans gerninger (Rom 1,20-21), så betyder det ikke, at der er nogen, der i sandhed tror og stoler på den sande Gud uden evangeliet. Ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen (Joh 14,6) og ingen søger Gud (Rom 3,11).

Forsøger vi at nå Gud udenom korset, så ender det altid i lovtrældom og derfor i afgudsdyrkelse.

Så den anden side af medaljen er, at Gud efter sin hellighed og retfærdighed ikke har mennesker kær, ikke ser nådigt og mildt på mennesker, men vredes over vores synd og truer med at straffe os i evighed.

To sider af Gud

Der er altså så at sige to sider af Gud: den barmhjertighed, hvormed han elsker alle mennesker og den hellighed og retfærdighed, hvormed han straffer synderen. Det første har man kaldt Guds egentlige vilje og det sidste Guds fremmede vilje. Disse to kan alene forenes på korset.

På korset viste Gud sin kærlighed til mennesker. I den forstand går Guds kærlighed forud for og er en årsag til Jesu frelsergerning, men altså også noget, som vi først kan erkende i og med korset.

Gud sonede samtidig sin egen vrede og vandt en retfærdighed til mennesker, som gælder for Gud, så Gud ser nådigt på mennesker på grund af korset. Kun i kraft af korset har jeg Guds venskab, fred med Gud. Så i den forstand er Guds blevet mig kærligt stillet i kraft af kors og som et resultat af korset.

Derfor kan man med rette sige, at ”hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær” – uden dermed at fornægte, at Gud også elskede verden og netop derfor sendte sin Søn for at frelse den.

De ortodokse lutherske teologer skelnede mellem den kærlighed, hvormed Gud elsker alle skabninger, den kærlighed, hvormed han særligt elsker mennesker og den kærlighed, hvormed han særligt elsker de troende, som ved troen tilregnes Kristi retfærdighed. Den kærlighed, hvormed Gud elsker de troende, som er tilregnet Kristi retfærdighed, kaldtes Guds amicitia, dvs. venskab. Så mens Guds kærlighed til mennesker var en årsag til korset, så er Guds venskab med syndere et resultat af korset.

Hvis vi forstår salmen af Paul Gerhard i det lys, kan man sige, at det er dét, Jesus har givet mig, der gør mig kær for Gud i den forstand, at jeg har Guds venskab.

Det at Gud sendte sin Søn for at frelse os, er altså også beviset på, at Gud rent faktisk elskede mig, før han sendte sin Søn og havde besluttet at frelse mig.

Samtidig må det også siges, at selvom Gud også elsker verden og opretholder den, så kan man ikke i sandhed erkende Guds kærlighed uden at høre om korset. Man kan delvist erkende Guds lov uden evangeliet, men i sidste ende fører den kun til fordømmelse og til erkendelse af Guds vrede. Så selvom Guds kærlighed til mennesker logisk er til forud for korset, kan vi ikke erkende den uden evangeliet.

(Se bl.a. Hoenecke, Adolf: Ev.-Luth. Dogmatik, Band II, § 17 – Die Transitive Liebe Gottes, s. 136-141)

Arkiveret i: Forkyndelse, Forsoningen, Salmer

Den objektive retfærdiggørelse og nådemidlerne

26. februar 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Læren om den objektive retfærdiggørelse har både fortalere og modstandere. Jeg er en fortaler for læren om objektiv retfærdiggørelse, men er samtidig ikke enig med alle, der forsvarer denne lære.

Læren om objektiv eller universel retfærdiggørelse går i hovedtræk ud på, at Gud erklærede verden retfærdig i Kristus, før mennesker kom til tro derpå. Der er ingen tvivl om, at begrebet retfærdiggørelse både i Skriften og i de lutherske bekendelsesskrifter oftest bruges om den subjektive retfærdiggørelse, hvor et menneske ved troen modtager og får gavn af syndernes forladelse.

Spørgsmålet er altså ikke, hvorvidt en subjektiv retfærdiggørelse er nødvendig, men om, hvorvidt der er en universel retfærdiggørelse, hvor Jesus stedfortrædende har vundet syndernes forladelse og retfærdighed for alle mennesker; samt om Gud har erklæret det ved Jesu opstandelse, eller om Jesus blot har gjort det muligt, at synderne kan forlades.

Det skal siges, at jeg heller ikke er enig md alle, der forsvarer den objektive retfærdiggørelseslære. Der findes en udgave af denne, som nedtoner nådemidlerne som dét sted, hvor syndernes forladelse uddeles virkeligt og effektivt. De bliver reelt blot til information om en historisk objektiv retfærdiggørelse. For mig at se må den objektive retfærdiggørelse forsvares, netop for at forsvare nådemidlerne. I den amerikanske diskussion om emnet i den gamle norske synode, var det da også et spørgsmål om absolutionen, der førte til diskussionen om objektiv retfærdiggørelse. Ifølge pitisterne kunne man nemlig ikke forlade menneskers synder med sikkerhed.

Forsoningen på korset

Baggrunden for den objektive retfærdiggørelse er, at Jesus har sonet Guds vrede med sit stedfortrædende liv og sin lidelse og død. Jesus har båret verdens synd og Guds vrede. Han har fuldbragt forsoningen på korset og dér sonet Guds vrede over alle verdens synder.

Esajas 53:5-7 5 Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår. 6 Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle. 7 Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes – han oplod ikke sin Mund.  – Her hører vi om Jesu stedfortrædende fyldestgørelse for alle menneskers synder. Al vores skyld blev lagt på Jesus. Frelseren skulle være et offerlam, som bar verdens synd og skyld. Han skulle knuses og såres for vores synder. Det gamle israels troende vidste også, hvordan det skulle ske, når de læste salme 22, som i detaljer beskriver korsfæstelsen og Guds forkastelse af sin Søn på korset.

Og i det Nye Testamente hører vi, hvordan det blev fuldbragt. Først hører vi Johannes Døberen forkynde det i Johannes 1,29: “Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!” – Den umiddelbare og logisk konsekvens heraf, er, at synderne ikke længere er på verden, når lammet har båret den eller borttaget den, som ordet også kan oversættes. At Jesus har sonet verdens synd, betyder, at han har båret, eller fjernet den.

Paulus skriver om forsoningen i Romerbrevet 5:10-11 10 Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, 11 ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen. Gud har forligt os, mens vi endnu var hans fjender ved at hans Søn døde. At blive forligt víl sige, at man holder op med at være fjender og bliver venner igen. Mens soningen går forud for retfærdiggørelsen er det svært at se, hvordan man kan være forligt med Gud, hvis ikke Gud har tilgivet ens synder.

Derfor kan Paulus også taler om forligelsen både som det, Gud har gjort og dét, Gud gør ved ordet i 2 Korintherbrev 5:18-21 18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham. Her nævnes forligelsen både som det, der er sket og som det, der sker ved ordet om forligelsen. Og ikke-tilregningen af synd ses som identisk med forligelsen. Den sidste sætning er også interessant, da den netop kobler soningen og retfærdiggørelsen sammen. Kristus får vores synd og vi bliver Guds retfærdighed i ham.

Vi hører også, at Jesus har givet sit liv som en løsesum og dermed forløst os (se f.eks. Matthæus 20,28). Og forløsningen defineres som syndernes forladelse flere steder (Ef 1,7 og Kol 1,1)

Objektiv retfærdiggørelse i Biblen

Så den umiddelbare konsekvens af forsoningen/forligelsen/fyldestgørelsen/forløsningen er, at syndernes forladelse er vundet for alle mennesker, før troen. men er det så også den konsekvens, Skriften lærer.

Esajas 53,11: Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Ved sin kundskab, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser. Her er de mange, som retfærdiggøres de samme, hvis overtrædelser, Herrens tjener har båret. retfærdiggørelsen er den logiske følge af, at Jesus har båret synden – med andre ord: ligger synderne på Jesus, ligger de ikke længere på verden. 

Romerbrevet 4, 25: …ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld. Dette vers kan også oversættes med “på grund af..:” i stedet for “for…skyld”. Betydningen er altså enten, at vores synder var dét, der bragte Jesus til korset og retfærdiggørelsen dét, der virkede hans opstandelse, eller omvendt, at vores synder var målet med hans hengivelse og vor retfærdiggørelse målet med hans opstandelse. Uanset hvilken oversættelse, man vælger, så er det den såkaldte objektive retfærdiggørelse, der er tale om. Hvis man bruger vores oversættelse, er meningen, at Gud ved at oprejse Jesus, erklærede verden retfærdig. Hvis man vælger den anden, så var opstandelsen følgen af, at Gud havde erklæret verden retfærdig, og opstandelsen var dermed beviset på det. Selvom kun en af oversættelserne er rigtige, er begge dele sandt. Det er retfærdiggørlesen set fra to sider. Som Guds dom og den retfærdighed, der gælder overfor Gud; eller som Guds offentlige erklæring af den retfærdighed, som allerede var vundet i Guds hjerte.

Romerbrevet 3:23-24 23 Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, 24 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus… Her skal man være opmærksom på, at troen først nævnes i v. 25, men der knyttes til sonemidlet. Subjektet for “retfærdiggjorte” er altså “Alle” – de samme som har syndet og mistet herligheden fra Gud. Og de retfærdiggøres ved forløsningen i Jesus Kristus, Jesu frelsergerning. I v. 25 og 26 hører vi så, at troen også må til, men det modsiger ikke, at der er en retfærdiggørelsesdom som finder sted før troen, nemlig ved forløsningen i Jesus Kristus, en dom, som gælder alle de mennesker, som har syndet og mistet herligheden fra Gud.

Romerbrevet 5:18-19 altså, ligesom det ved éns Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved éns Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. 19 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. Retfærdiggørelse i vers 18 er ordet dikaioma, som egentlig er resultatet af en handling. det kan også bruges (i Lukas 1,6 om den standard, hvormed man måler retfærdigheden, dvs. loven). Det bruges dog også flere steder i det Nye Testamente om en retfærdig gerning (bl.a. også Joh. Åb. 15,4). Ordet står her som modsætning til “fald”, men ordet står parallelt med “lydighed” i vers 19. I den nære kontekst bør ordet derfor forstås som en retfærdig gerning (“Theological Dictionary of the New Testament” red. Kittel s. 221-223). Den lutherske kommentator, Stöckhardt, forstår i sin romerbrevskommentar dikaioma som retfærdigheds-tilstanden – altså det at være retfærdig (Stöckhardt, Römerbrief s. 259). I vers 16 er det så i kraft af tilregningen, mens Kristus i v. 18 er retfærdig i kraft af sig selv. På den måde fastholdes parallellen, samtidig med at ordet faktisk betyder det samme i v. 16 og 18. Det er umiddlebart den bedste løsning, synes jeg. Jesus er i sig selv retfærdig i kraft af sin lydighed. Jesu retfærdige gerning = Jesu lydighed, medførte “livets retfærdiggørelse”

2 Korintherbrev 5:18-21 18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.– Denne tekst kommenterede jeg også ovenfor. Det er interessant, at forligelsen her netop forklares med, at Gud ikke tilregnede verden deres overtrædelser. Forligelsen og ikke.tilregningen er altså to sider af samme sag. Måden, hvorpå Gud gjorde det, var soningen på korset.

Vi hører også, at Syndsforladelsen er i forløsningen i Kristus: Kolosenserbrevet 1:13-14 …som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, 14 i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse… Syndsforladelsen eksisterer allerde i kristus, men når vi har ham, har vi den som vores ejendom. Det forudsætter dog, at den allerde er der, før vi har den i ham. Den eksisterer altså i Kristus allerede før troen.

Vi hører også om den objektive syndsforladelse i Matthæus 26:28 …thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. Her – i nadverens indstiftelsesord – er der heller ikke tale om, at Jesus blot har vundet muligheden for syndernes forladelse. Ordet “til” er det græske ord “eis” som, når det bruges metaforisk, betegner formål eller resultat (se porter: Idioms of the New Testament s. 152). Jesu blod blev altså udgydt med det mål eller resultat, at syndernes blev forladt hos de “mange”, som her må være alle mennesker. Der er ikke tale om et formål, som blot er en mulighed, men om en virkelighed. Når eis bruges ikke-metaforisk er det om en bevægelse hen til og ind i noget. Altså ikke en diffus bevægelse, som blot har en retning, men en bevægelse, som rent faktisk når sit mål. Derfor bruges det også både om målet og resultatet, når det bruges metaforisk. Jesu udgydelse af sit blod havde altså som mål og resultat, at alle menneskers synder blev forladt. Jesu udgydelse af sit blod var ikke identisk med syndernes forladelse, men resulterede i denne for alle mennesker. Syndsforladelsen kan siges at være Guds svar på Jesu betaling med sit blod.

I 1 Timotheusbrev, hører vi, at Jesus blev retfærdiggjort, men naturligvis ikke fra sine egne synder, da han var uden synd: 1 Timothy 3:16 Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed. Jesus blev altså erklæret retfærdig. Romerbrevet 4,25 knytter vor retfærdiggørelse til opstandelsen. Men den var altså også Jesu retfærdiggørelse, hvor Gud erklærede synden for sonet og Jesus benådet og erklæret fri fra alle verdens synder. De synder, som Jesus havde båret, var nu borttaget og opslugt ved Jesu lidelse og død. Og derfor svarede Gud ved at erklære Jesus retfærdig igen – og os i ham. Ligesom Jesus led og døde stedfortrædende, sådan blev han også retfærdiggjort stedfortrædende. Det er samme sag, der behandles her, som ovenfor i Romerbrevet 4,25.

Og fordi Jesu opstandelse er Guds erklæring af, at verdens synder er forladt, kan Paulus også skrive i 1 Korintherbrev 15:17: Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder. Jesu opstandelse er altså forudsætningen for, at vores synder er tilgivet. Det er Jesu opstandelse, der virker retfærdiggørelsen og fjerner synden fra den enkelte. For her har Gud svaret på Jesu soningsdød, accepteret den og benådet Kristus og verden i ham. Men det betyder ikke, at alle mennesker frelses, eller at mennesker kan siges at have syndernes forladelse, selvom de ikke tror på evangeliet.

Af samme grund ses Jesu opstandelse som årsag til genfødelsen, dvs. dét at blive et Guds bar: 1 Peter 1:3-4 3 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, 4 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder.

Uddeling af syndernes forladelse i Biblen

At Jesus har vundet syndernes forladelse ved sin lidelse og død, og at Gud har erklæret den ved Jesu opstandelse fra de døde, bevises også af det faktum, at syndernes forladelse uddeles ved nøglemagten: Johannes 20:21-23 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtager den Helligånd! 23 Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.” Her er ikke tale om, at syndernes forladelse først kan gives, når man har forsikret sig om, at den, man tilsiger den, tror evangeliet.  Det er rigtigt, at man bør sikre sig dette så vidt muligt. Ellers modtager de ikke den syndsforladelse, der gives med nøglemagten. Da ville man aldrig kunne vide sig sikker. Men syndernes forladelse i skriftemålet afhænger ikke af troen. Tværtimod fortrøster troen sig netop til den syndsforladelse, der rækkes objektivt i absolutionen (syndsforladelsen). (Se vedrørende nøglemgaten også Matthæus 16 og 18).

Også dåben virker syndernes forladelse og retfærdiggørelsen i kraft af Jesu opstandelse: Titus 3:4-7 enneskekærlighed åbenbaredes, 5 frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligånd, 6 som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, 7 for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde Arvinger til evigt Liv.

Apostlenes Gerninger 2:38 Men Peter sagde til dem: “Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave. Dåben giver altså syndernes forladelse, ligesom den frelser, genføder og retfærdiggør.

Og at nadveren gør det samme, er klart fra indstiftelesesordene, som jeg har citeret ovenfor, samt 1 Kor 10:16-18 16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? 17 Fordi der er ét Brød, ere vi mange ét Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød. 18 Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret? Ved nadveren får vi del i det en gang fuldbragte offer til syndernes forladelse og får derfor syndernes forladelse, som blev vundet ved Jesu lidelse og død.

Syndernes forladelse er altså en virkelighed i Kristus og i nådens midler, før troen kommer til og modtager syndernes forladelse, som blev vundet på korset og rækkes i ordet og sakramenterne.

Tilregningen ved tro

Mens ikke-tilregningen og retfærdiggørelsen af synd nævnes som noget, der sker for verden, bruges begrebsparret at tilregne retfærdighed kun sammen med troen i Bibelen (således Rom 4,3; 4,9; 4,22; Gal 3,6). Det begreb bør man derfor være varsom med at bruge om den objektive retfærdiggørelse. Den ældre lutherske dogmatik skelner da også mellem Jesu erhvervelse af en stedfortrædende retfærdighed (dét, vi kan kalde objektiv retfærdiggørelse) og tilregnelsen af denne (imputatio). Mens retfærdigheden og syndernes forladelse eksisterer uden og forud for troen, kan den enkelte ikke siges at være tilregnet Kristi retfærdighed, at være “i Kristus”, uden troen. Og bindeleddet mellem troen og den objektive retfærdiggørlese er nådemidlerne, som reelt og effektivt uddeler syndernes forladelse samt Kristi retfærdighed og samtidig skænker troen.

Luther og de lutherske bekendelsesskrifter

Er det også den lutherske kirkes holdning, kan man spørge. begrebet objektiv eller universel retfærdiggørelse er af nyere dato, så det findes ikke i de lutherske bekendelsesskrifter. men sagen er der. Lad os først se et sted hos Luther, hvor læren om, at Jesus har vundet syndernes forladelse på korset og uddeler den i nådens midler, bekendes klart.

I skriftet mod de himmelske profeter skriver Luther om syndernes forladelse:

Vi behandler syndernes forladelse på to måder: Den ene er, hvordan den er opnået og erhvervet. Den anden er, hvordan den uddeles og gives til os. Kristus har erhvervet den på korset, det er sandt, men han har ikke uddelt den og givet den på korset. I nadveren eller sakramentet har han ikke erhvervet den; der har han uddelt og givet den ved ordet, ligesom også i evangeliet, hvor det forkyndes. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen er sket ofte, før og efter, fra verdens begyndelse til enden.

Og også i den Augsburgske Bekendelse lærer vi, at syndernes forladelse eksisterer før troen:

Art. 4 – Retfærdiggørelsen

Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder.

Her er syndernes forladelse og retfærdiggørelsen både troens genstand og en følge af troen. Man skal altså tro, at ens synder forlades for at ens synder forlades, eller med andre ord: ved troen modtager man den virkelige syndsforladelse, som rækkes frem i ordet. At det er sådan, det forholder sig, understreges af artiklen om boden:

Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten.

Igen er der tale om, at troens genstand er, at synderne forlades for Kristi skyld og at man betop ved den tro får syndernes forladelse. Men er der så tale om en blot mulig syndsforladelse og ikke en virkelig syndsforladelse, som rækkes frem i ordet. I artikel 25 om skriftemålet, står der:

Og folket belæres meget omhyggeligt om tro på afløsningen, hvorom der i tidligere tid var dyb tavshed. Menigmand belæres om at skatte afløsningen meget højt, fordi den er Guds stemme og udtales efter Guds befaling. Nøglemagten æres, og der mindes om, hvor stor trøst den bringer de forfærdede samvittigheder, og at Gud kræver tro, nemlig at vi skal tro denne afløsning som hans røst, der lyder fra himlen, og at denne tro i sandhed opnår og modtager syndernes forladelse.

Her er tale om en virkelig afløsning eller syndsforladelse i skriftemålet, som man skal tro – og netop den tro opnår og modtager syndernes forladelse. Det er altså troen på dén syndsforladelse, som Jesus har vundet og erhvervet objektivt, og som rækkes virkeligt og effektivt i nådemidlerne, som retfærdiggør den enkelte. Den retfærdiggørende tro er ikke en tro på en halv frelsergerning, som kun har gjort syndernes forladelse mulig. Troen fuldender ikke Jesu gerning på korset, men modtager frugten af den. Den retfærdiggørende tro er heller ikke en tro på en rent historisk objektiv retfærdiggørelse, så troen må kæmpe sig tilbage til korset i tankerne for at få syndernes forladelse, som Karlstadt forestillede sig, og som mange moderne nådemiddel-fornægtere tænker.

Nej, den retfærdiggørende tro er den tro, som modtager den syndsforladelse, der blev vundet på korset, erklæret for verden ved opstandelsen og som virkeligt uddeles i nådens midler. Det er både Biblens og den lutherske kirkes lære. Vil man undlade begrebet universel retfærdiggørelse pga. uheldige associatione, har jeg intet problem med det. Men vil man benægte, at Jesus har vundet syndernes forladelse og retfærdighed for alle mennesker, at Gud har erklæret det ved Jesu opstandelse og virkeligt uddeler syndernes forladelse i nådens midler, da gør man troen til en gerning og ikke blot et modtageorgan for syndernes forladelse. Og da er man ikke længerebibelsk eller evangelisk-luthersk.

Arkiveret i: Dåb, Forsoningen, Læren om frelsen (Soteriologi), Lærepolemik, Nådemidlerne, Nadver, Opbyggeligt, Retfærdiggørelsen Tags: luthersk blog

Kristi nedfart til helvede

31. marts 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

(Dette indlæg er en bearbejdning i anledning af påsken af et foredrag holdt på en sommerlejr i Den evangelisk-lutherske frikirke i Danmark)
“Korsfæstet, død og begravet, nedfaren til helvede, på tredje dagen opstanden fra de døde…” Sådan bekender vi i kirken. I modsætning til folkekirken siger vi nedfaren til helvede i stedet for til dødsriget. Men hvad vil det sige at Jesus nedfor til helvede, og hvorfor siger vi helvede og ikke dødsriget?

Af forskellige holdninger til spørgsmålet om, hvad Jesu nedfart til helvede betyder, kan nævnes:

At den er et symbol på Jesu lidelse

At den er en del af Jesu straflidelse

At Jesus prædikede evangeliet til tro i dødsriget -en mellemtilstand mellem himmel og helvede

At Jesus vandt en magtkamp med djævelen

Den sande lære om Kristi nedfart til helvede:

Kristus nedfor til helvede efter sin levendegørelse, men før sin synlige opstandelse og prædikede dom over de, som havde forkastet ham og førte helvede i triumftog, for at vise sin sejr.

Der er kun en tekst i NT som direkte handler om nedfarten til helvede, og det er den, der oftest bruges til at argumentere for bl.a at Jesus prædikede evangeliet til tro i dødsriget og dermed at der er en omvendelsesmulighed efter døden. Teksten står i 1. Peter 3, 18-22.

For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, han som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.

Teksten beskriver både Kristi fornedring og ophøjelse. Den begynder med at nævne Jesu lidelse og død i vers 18. I slutningen af vers 18 nævner den så at Jesus blev levendegjort i ånden, og i vers 21 nævnes opstandelsen og i vers 22 himmelfarten.

Her tænker nogen måske, at det kun var åndeligt set, Jesus her blev levendegjort. Men det skal nok snarere oversættes: blev gjort levende ved Ånden, vha. Ånden. Hvordan skal det nu forstås? For at forstå det, må vi nok se på, hvor Kristus var efter sin død. I Lukas 23,43 siger Jesus til den bodfærdige røver: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« og ved sin død siger han i vers 46: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. Jesus var altså ikke i helvede umiddelbart efter sin død.

Hans ånd var hos Faderen i Paradis sammen med røveren og dem, som er døde i troen. At han blev levendegjort igen betød altså at ånden genforenedes med legemet. Ved hjælp af sin ånd blev han levendegjort igen og for ned til helvede med legeme og sjæl. Nedfarten var altså en del af hans opstandelse.

Hvor trosbekendelsen bruger opstandelsen som udtryk for hans legemlige fremtrædelse på jorden, bruges levendegørelse om genforeningen af sjæl og legeme, altså det, at Jesus blev levende igen.

Teksten i trosbekendelsen handler altså om det, der skete før Jesus fremstod åbenbart for disciplene, men efter at han var blevet levendegjort igen. Det er altså en del af Jesu ophøjelse, og handler ikke om at Jesus led i helvede efter sin død.

Hvad forkyndte han i helvede

I vers 19 hører vi så om, hvad han gjorde i helvede. Der står at han prædikede. Ordet kerrysso betyder egentlig at proklamere, at gøre det en herold gør. Det er ikke nødvendigvis evangeliet, der menes, når dette ord forekommer. Nogle mener at 1. peter 4,6 er en paralleltekst til 3,19. I 1. Peter 4,5-6 står der:

…men de skal stå til regnskab over for ham, der er rede til at dømme levende og døde. For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever.

Men denne tekst siger ikke, at dem, Jesus prædikede for, var døde, mens de hørte evangeliet. Tværtimod betyder dét, at formålet er, at de skal dømmes i kødet, at prædikenen skete i deres jordiske liv. Sammenhængen viser også, at Peter taler om hedninger, der spotter Gud i dette liv.

At de er døde kan enten forstås som at de er åndeligt døde, eller at der er tale om folk fra alle tider, som nu er døde, men i deres liv har hørt evangeliet. Pointen er netop, at der ikke her er tale om mennesker, som aldrig har hørt evangeliet, men folk som har hørt det og afvist det.

Det guddommelige formål med denne prædiken var at de måtte blive dømt af loven i kødet, dvs. i deres jordiske syndige tilværelse, for at de måtte få liv, men dette formål blev ikke opfyldt. Derfor skal de stå til regnskab for Gud, der dømmer levende og døde.

En tekst, der viser, at der ikke er nogen mulighed for omvendelse efter døden er Hebr 9,27-28:

Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.

Dommen afsiges umiddelbart efter døden. Der er ingen mulighed for omvendelse herefter.

En anden tekst, som handler om Jesu forkyndelse i helvede uden at den direkte nævner nedfarten, er Kolossenserbrevet kapitel 2:

Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.

Denne tekst viser, at det ikke nødvendigvis var forkyndelse i almindelig forstand, men lige så meget en opvisning. Et triumftog var den opvisning, en sejrherre udførte i Rom. Krigsfangerne blev ført med i triumftoget.

Vers 15 er en uddybning af vers 14 og står i nær tilknytning til denne. Det var ved at nagle vores gældsbrev til korset, Jesus afvæbnede magterne og myndighederne, helvede og døden.

Vi skal altså ikke forestille os, at Jesus ikke var almægtig før sin nedfart til helvede og så havde en eller anden duel med djævelen, hvor han vandt en slags magtkamp. Djævelen er ikke herre i helvede, men skal selv kastes i helvede som straf.

Men ved sin lidelse og død har Jesus vundet en retssag mod sig selv og sin egen dom over alle syndige mennesker. Derved har han frataget djævelen og helvede sit våben, som er Guds vrede. Det var dét han viste ved sin proklamation.

Det betyder ikke at vantro ikke fortsat vil ende i helvede. Det var dém, som ikke ville tro på Messias, før han kom, Jesus forkyndte for. Han proklamerede, at den messias, de havde forkastet nu var kommet og havde fuldbragt frelsen.

Men for den troende er helvede og djævelen besejret ved Jesu stedfortrædende lidelse og død, og han har vist det ved at føre dem i triumftog og stå op fra de døde.

Hvad er helvede?

Nu til spørgsmålet om, hvad Helvede er.

1. Peter 3,19 kalder stedet, hvor ånderne var et fængsel. Et fængsel er et straffested og ikke blot et opbevaringssted. Nogen mener at der her er tale om et neutralt dødsrige.

På græsk bruges ordet hades. Dette ord blev brugt i græsk hedenskab om de dødes rige, et neutralt sted. Men det bruges ikke i den betydning i biblen. Det bruges kun om det fængsel, hvor de ugudelige sidder indtil Jesu genkomst.

Eksempler:

Matt 11,23:

Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag.

Lukas 16 om den rige mand og Lazarus modstiller også Abrahams skød og Hades:

v22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.

Om den endelige dom siger biblen også at hades skal kastes i ildsøen, altså dét vi ofte forstår ved helvede. Åb 20,13-14: O

Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen.

Også 2. Petersbrev nævner dette fængsel, hvor de ugudelige er i forvaring 2. Pet 2,9-10:

Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag, især dem, der beherskes af kødet i smudsigt begær og foragter Herrens myndighed.

Faren ved læren om omvendelse efter døden

Den falske lære om et neutralt dødsrige med mulighed for omvendelse er en protestantisk udgave af den romersk-katolske lære om skærsilden. Ved at åbne for muligheden for omvendelse efter døden mister loven sin brod.

Hvis man forkynder det, tages alvoren ud af loven og nødvendigheden af omvendelse her og nu. Det er ligesom hvis man mener at jøder kan blive frelst uden omvendelse, eller at mennesker af anden religion vil blive frelst.

Jesus har ikke befalet at vi skal spekulere og bruge vores fantasi til at regne ud, hvad der sker efter døden, men har i Skriften åbenbaret dét, vi behøver vide; nemlig at de som dør i vantro vil blive straffet og de, som dør i troen vil være være sammen med Kristus.

Hvilken gavn har vi af Jesu nedfart til helvede

Hvad kan vi så bruge Jesu nedfart til helvede til?

Jo, ved sin nedfart har Jesus proklameret at helvedes magt er overvundet, at Guds vrede er afværget, at han er messias og alt er fuldbragt. Han har nu nøglerne til helvede og enhver som tror på ham skal ikke fortabes, men være sammen med Kristus.

Enhver troende, der dør, vil ligesom røveren på korset skulle være sammen med Kristus i Paradis eller Abrahams skød, som det også kaldes. Paulus siger det selv således: Fil 1,23-24:

Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer.

Og i 2. Kor 5,8, skriver han:

Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren.

Arkiveret i: Forsoningen, Helvede, Kristologi, Læren om frelsen (Soteriologi) Tags: augustanakirken, evangelisk-luthersk, luthersk, luthersk blog

Langfredagskommentar på Religion.dk

22. marts 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Jeg vil lige gøre opmærksom på min langfredagskommentar på religion.dk: Jesus bar vor skyld og Guds straf.

Arkiveret i: Forsoningen Tags: augustanakirken, evangelisk-luthersk, luthersk, luthersk blog

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Hør prædiken til sidste søndag efter Kristi Åbenbarelse 24. januar 2021
  • Hør prædiken 2.s. efter Kristi Åbenbarelse 17. januar 2021
  • Hør prædiken: 1.s. e. Kristi Åbenbarelse (epifani) 10. januar 2021

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

31. jan. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
31. jan. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
7. feb. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
7. feb. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
14. feb. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
14. feb. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav

Copyright © 2021 · Outreach Pro til Genesis Framework · WordPress · Log ind