Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

LM’s ubibelske nadverpraksis

10. juni 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I manges øjne synes Luthersk Mission måske at være forkæmpere for bibelsk og luthersk kristendom. Det er dog ikke det intryk, man får, når man læser LM’s officielle Vejledende Liturgihåndbog for frimenigheder.

Her står bl.a. på s. 30:

Vi vil nu dele nadveren med hinanden.
Alle, som er døbt, og som ønsker at tilhøre Herren Jesus
Kristus, er velkommen til at være med.

At det længe har været Folkekirkens praksis, at hvem som helst kan gå til alters, er nok ikke nogen hemmelighed. Det blev først muliggjort med kongelig resolution af 1956, at medlemmer af andre kirker kunne gå til alters i Folkekirken. Med Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001 blev det stadfæstet ved, at man erklærede fuldt prædikestols- og nadverfællesskab med reformerte kirker.

Men at det også er en praksis, som ligefrem anbefales af LM, at hvem som helst i praksis kan gå til alters, er alligevel overraskende. Umiddelbart skulle man have troet, at det åbne nadverbord burde være noget, man i det mindste beklagede i Folkekirken. Men det er altså noget, man vil tage med derfra.

Hvorfor er dette åbne nadverbord så problematisk? Det er det af flere grunde.

For det første er det problematisk, fordi man ifølge Skriften skal kunne prøve sig selv og agte på legemet for at gå til alters, 1 Kor 11,27-29:  v27 Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. v28 Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. v29 For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.

Det vil både sige, at man skal vide, hvad man får i nadveren og hvad det gavner. Ellers spiser og drikker man sig en dom til. Man må altså vide, at det er Jesu legeme og blod man får og ikke f.eks. blot et symbol på Jesu legeme og blod. Man må også tro, at man i nadveren får Jesu legeme og blod til syndernes forladelse, fordi Jesus vandt syndernes forladelse med sit legeme og blod. Man må naturligvis også vide, at man er en synder, så man søger syndernes forladelse i nadveren. Hvis man lever i ubodfærdig synd, så man i stedet søger tilladelse for synden, skal man ikke have lov at gå til alters. Det er præsters opgave som Guds husholdere at forvalte nadveren (1 Kor 4,1-2).

Men der er en anden væsentlig grund til, at nadverebordet ikke kan være åbent for alle, der kommer. Nadveren er også et fællesskabsmåltid. I 1. Korintherbrev 10,16-16 skriver Paulus: Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? v17 Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Nadveren er altså med til at gøre os til ét legeme.

Men ifølge Rom 16,17 brydes denne enhed af vranglærerne. For enheden mellem de kristen er en enhed om den tro, som forkyndes af apostlene. Derfor står der i Ap.G. 2,42, at den første menighed både holdt fast ved brødsbrydelsen og ved apostlenes lære sammen med fællesskabet og bønnerne. Når Guds ord modsiges, er man ikke længere ét legeme. Derfor kan man ikke tillade medlemmer af kirker, der tillader modsigelse af Guds ord, at gå til alters i en evangelisk-luthersk menighed. Og derfor har lutherske kirker traditionelt praktiseres lukket nadver, dvs. at kun medlemmer af retlærende menighed, som bekender deres synder og den rette tro, kan gå til alters.

Det er altså et sørgeligt udtryk for, at Luthersk Mission desværre er knap så lutherske, når de ligefrem anbefaler den vidt-åbne nadverpraksis i deres vejledende liturgihåndbog. Det afslører også, at det ikke gør nogen principiel forskel, om man tilhører folkekirken eller en LM-frimenighed. I begge tilfælde har man fuldt kirkefællesskab med alle, der måtte dukke op, ligesom man reelt ikke har mulighed for at forvalte nøglemagten. Skal man forlade folkekirken, fordi den har forladt den Skriften og den lutherske bekendelse, hjælper det altså ikke meget at gå til LM-frimenigheder – i hvert tilfælde ikke, hvis de følger LM’s Liturgiske Håndbog.

Augustanakirkens bibelske og lutherske nadverpraksis, kan man læse om her.

Filed Under: Kirkefællesskab, Nadver, Pietisme Tagged With: luthersk blog

Kaos i kirkefællesskabet – Om nordiske eks-konfessionelle frikirker

8. juni 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Det er ikke kun i folkekirken, man ikke kan finde ud af læren om kirkefællesskab. Også såkaldte konfessionelle frikirker i norden har nærmest kaotiske forhold, når det gælder at praktisere læren om kirkefællesskab.

Flere af disse kirker havde ellers tidligere en noget klarere lære og praksis i dette spørgsmål – i hvert tilfælde i princippet.

I Enhedsdokumentet fra 2005 formulerede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) sammen med Den evangelisk-lutherske Bekendelseskirke i Sverige og Norge (ELBK), Den lutherske Forsamling i Stockholm og Umeå (LFS) og Den finske konfessionelle lutherske Kirke (STLK) læren om kirkefællesskab, så der umiddelbart ikke var noget at sætte fingeren på:

Kirkefællesskab skal imidlertid ikke grundes på individuelle menighedsmedlemmers trosbekendelse, men på den lære, som menigheden faktisk forkynder og bekender. På dette grundlag kan man udøve prædikestols- og nadverfællesskab mellem kirker og menigheder. Og dette betragter vi som kirkefællesskab. (Pkt. 11 sidste afsnit)

Det var meningen, at man på denne baggrund skulle erklære kirkefællesskab. ELBK og LFS havde i forvejen kirkeligt fællesskab og har det stadig. Den evangelisk-lutherske Frikirke havde og har stadig (så vidt det kan konstateres på internettet) kirkefællesskab med Missourisynoden, som for hver dag bliver mere og mere heterodoks.

Tidligere lå der på ELFK’s hjemmeside et brev til bl.a. Missourisynoden, hvor man gjorde klart, at man anså dem for heterodokse og ikke i længden kunne fortsætte det kirkelige fællesskab med denne synode. Dette brev er sidenhen fjernet – måske fordi det kun var tomme trusler. Det kunne godt se sådan ud.

Ikke desto mindre var disse tomme trusler nok til, at ELBK i Sverige og Norge erklærede kirkeligt fællesskab med ELFK i Danmark (se her). På trods af den lære, man havde erklæret i enhedsdokumentet om kirkeligt fællesskab, erklærede ELBK altså kirkeligt fællesskab med en kirke, som fortsat havde en praksis, som stred mod selvsamme enhedsdokument, nemlig at man fortsat havde kirkeligt fællesskab med den vranglærende Missourisynode.

Men hvori består da Missourisynodens vranglære? Den består interessant nok bl.a. i deres falske praksis i læren om kirkefællesskab. Man har erklæret kirkeligt fællesskab med adskillige kirker, som er en del af det Lutherske Verdensforbund og som praktiserer kirkeligt fællesskab med bl.a. de nordiske folkekirker. Det gælder f.eks. den Den evangelisk-lutherske Kirke i Kenya, som i sin tid indviede den svenske semikirke – Missionsprovinsens – første biskop.

Man kan altså stå i den situation, at en præst fra Missourisynoden den ene dag prædiker for eller går til alters med medlemmer af de nordiske folkekirker i Kenya og den næste dag gør det samme med medlemmer af ELBK i en menighed i ELFK i Danmark. ELBK har dermed med sin praksis modsagt den bekendelse, man aflagde i enhedsdokumentet, ligesom dette dokument også for ELFK kun har været tomme ord.

Den fjerde kirke bag Enhedsdokumentet, STLK i Finland, erklærede ikke kirkefællesskab med nogle af de øvrige kirker. Det gjorde de ret i at lade være med.

Ved siden af dette har flere af de nordiske kirker engageret sig i ELSIN-samarbejdet, som også er et forsøg på at krybe udenom læren om kirkefællesskab. Her mener man at kunne erklære delvist kirkefællesskab, hvilket i praksis vil sige fællesskab om prædikestol, men ikke alterbord. Man har dog på ingen måde godtgjort, at der kræves andet og mere til fællesskab om nadveren end til fællesskab om prædikestolen.

Hvis der er fuldstændig læremæssig enighed, er det separatisme at nægte nadverfællesskab. Hvis man derimod ikke er enige i alle lærepunkter, er det unionisme at praktisere fællesskab om prædikestolen.

Med i ELSIN er bl.a. LFS. Om ELBK og ELFK er med i dette samarbejde er uklart ud fra hjemmesiden. Under alle omstændigheder sympatiserer de med det, da præster fra begge kirkesamfund har skrevet i ELSINS juleblad.  ELBK har også fortsat kirkeligt fællesskab med LFS; og ELFK har kirkefællesskab med ELBK. ELBK kan også på sin hjemmeside anbefale en midsommerlejr i LFS, hvor Åke Nilsson underviser. Åke Nilsson er præst i Silverdalen, som er med i ELSIN, men som ELBK mig bekendt ikke har erklæret kirkefællesskab med. Ved at fastholde det kirkelige fællesskab på trods af ELSIN har man altså i praksis accepteret dette projekt, som er et opgør med den bibelske og lutherske lære om, at kirkefællesskab (hvad enten det er prædikestols- eller nadverfællesskab) forudsætter fuld læreenighed, men heller ikke mere end det.

De nordiske “konfessionelle” frikirker står altså 4 år efter enhedsdokumentet milevidt fra den lære, man dengang bekendte med munden. Måske mente man den heller ikke alvorligt dengang. I hvert tilfælde grænser det efterhånden til det tragikomiske, at enhedsdokumentet stadig ligger offentligt fremme, når det i den grad modsiges af kirkernes praksis i øvrigt. Man kan kun opfordre ELFK til at fjerne enhedsdokumentet, ligesom man har fjernet andre dokumenter, der giver udtryk for den lutherske lære om kirkefællesskab.

Der er yderligere beviser for, at ELFK for længst har forladt den lutherske lære om kirkefællesskab.

I det sidste nummer af Frikirkens kirkeblad (Nov 2006), der udkom før kirkesplittelsen, der førte til Augustanakirkens dannelse, kan man læse en artikel af pastor Leif G. Jensen om altergang  i menigheden. Denne artikel omhandler bl.a. nadveren som et menighedsmåltid i modsætning til et missionsmåltid. Der tales også om, at den enkelte kristne skal prøve sig selv og om, at præsten som hyrde og sjælesørger skal forvalte nadveren rigtigt, så det bliver til gavn. Det er alt sammen meget godt, men når man tager emnet i betragtning glimrer læren om kirkefællesskab ved sit fravær. Her tales ikke om, at man må bekende den rette lære – også ved sit kirkemedlemsskab eller om, hvor alvorlig en ting, falsk lære er. Denne artikel ligger meget tæt på pastor Jensens undervisning på en ungdomslejr, jeg var med på i efteråret 2006 i ELFK-regi. Ved denne lejr hørte jeg en sige efterfølgende, at vedkommende ikke kunne forstå, hvorfor f.eks. LM’ere så ikke kunne gå til alters i ELFK, hvis det var sådan det forholdte sig.

Pastor Jensens artikel og undervisning kunne lige så vel være et argument for dét, man i USA kalder close communion i modsætning til closed communion. Det er den praksis, at præsten skal vide, hvem han tager til alters og at de f.eks. ikke lever i synd, men at man ikke nødvendigvis behøver være medlem af en retlærende kirke for at kunne gå til alters i en sådan.

Der er altså ikke noget at sige til, hvis man fik det indtryk, at pastor Jensen ikke stod så stejlt på læren om kirkefællesskab. Det blev også denne knap så lutherske linje, der blev styrende. Om man så i dag har ændret nadverpraksis, ved jeg ikke. I hvert tilfælde opretholder man kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker, så der burde ikke være noget til hinder for, at man også indbød medlemmer af vranglærende kirker i Danmark til nadveren.

Samme måned, som pastor Jensens artikel udkom, imens jeg stadig var medlem af Den evangelisk-lutherske Frikirke, publicerede jeg dette indlæg, hvor jeg i modsætning til pastor Jensen netop begrundede den lukkede nadverpraksis i læren om kirkefællesskab. Det er ikke svært at få øje på forskellene på disse to tilgange til kirkens (daværende?) nadverpraksis. Mit indlæg er en udfoldelse af den lære om kirkefællesskab, som også enhedsdokumentet i princippet gav udtryk for. Denne grundlæggende uenighed om læren om kirkefællesskab var på flere måder medvirkende til splittelsen af ELFK i foråret 2007, som førte til stiftelsen af Augustanakirken.

Men hvad der er værre end disse kirkers modsigelse af enhedsdokumentet er, at det også er udtryk for, at man har forkastet den bibelske og lutherske lære om kirkefællesskab. Paulus formaner i Romerbrevet kapitel 16 vers 17 til, at vi skal holde os fra vranglærere. Denne formaning sidder man i de nordiske frikirker overhørig med den konsekvens, at vranglærens surdej får lov at gennemsyre dejen. Og vranglære er en ganske alvorlig sag, som fører til, at mennesker fortabes.

Filed Under: ELFK (Den evangelisk-lutherske Frikirke), Kirkefællesskab, Kirkesyn, Lærepolemik, Nadver, Nordiske frikirker Tagged With: luthersk blog

Den objektive retfærdiggørelse og nådemidlerne

26. februar 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Læren om den objektive retfærdiggørelse har både fortalere og modstandere. Jeg er en fortaler for læren om objektiv retfærdiggørelse, men er samtidig ikke enig med alle, der forsvarer denne lære.

Læren om objektiv eller universel retfærdiggørelse går i hovedtræk ud på, at Gud erklærede verden retfærdig i Kristus, før mennesker kom til tro derpå. Der er ingen tvivl om, at begrebet retfærdiggørelse både i Skriften og i de lutherske bekendelsesskrifter oftest bruges om den subjektive retfærdiggørelse, hvor et menneske ved troen modtager og får gavn af syndernes forladelse.

Spørgsmålet er altså ikke, hvorvidt en subjektiv retfærdiggørelse er nødvendig, men om, hvorvidt der er en universel retfærdiggørelse, hvor Jesus stedfortrædende har vundet syndernes forladelse og retfærdighed for alle mennesker; samt om Gud har erklæret det ved Jesu opstandelse, eller om Jesus blot har gjort det muligt, at synderne kan forlades.

Det skal siges, at jeg heller ikke er enig md alle, der forsvarer den objektive retfærdiggørelseslære. Der findes en udgave af denne, som nedtoner nådemidlerne som dét sted, hvor syndernes forladelse uddeles virkeligt og effektivt. De bliver reelt blot til information om en historisk objektiv retfærdiggørelse. For mig at se må den objektive retfærdiggørelse forsvares, netop for at forsvare nådemidlerne. I den amerikanske diskussion om emnet i den gamle norske synode, var det da også et spørgsmål om absolutionen, der førte til diskussionen om objektiv retfærdiggørelse. Ifølge pitisterne kunne man nemlig ikke forlade menneskers synder med sikkerhed.

Forsoningen på korset

Baggrunden for den objektive retfærdiggørelse er, at Jesus har sonet Guds vrede med sit stedfortrædende liv og sin lidelse og død. Jesus har båret verdens synd og Guds vrede. Han har fuldbragt forsoningen på korset og dér sonet Guds vrede over alle verdens synder.

Esajas 53:5-7 5 Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår. 6 Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle. 7 Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes – han oplod ikke sin Mund.  – Her hører vi om Jesu stedfortrædende fyldestgørelse for alle menneskers synder. Al vores skyld blev lagt på Jesus. Frelseren skulle være et offerlam, som bar verdens synd og skyld. Han skulle knuses og såres for vores synder. Det gamle israels troende vidste også, hvordan det skulle ske, når de læste salme 22, som i detaljer beskriver korsfæstelsen og Guds forkastelse af sin Søn på korset.

Og i det Nye Testamente hører vi, hvordan det blev fuldbragt. Først hører vi Johannes Døberen forkynde det i Johannes 1,29: “Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!” – Den umiddelbare og logisk konsekvens heraf, er, at synderne ikke længere er på verden, når lammet har båret den eller borttaget den, som ordet også kan oversættes. At Jesus har sonet verdens synd, betyder, at han har båret, eller fjernet den.

Paulus skriver om forsoningen i Romerbrevet 5:10-11 10 Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, 11 ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen. Gud har forligt os, mens vi endnu var hans fjender ved at hans Søn døde. At blive forligt víl sige, at man holder op med at være fjender og bliver venner igen. Mens soningen går forud for retfærdiggørelsen er det svært at se, hvordan man kan være forligt med Gud, hvis ikke Gud har tilgivet ens synder.

Derfor kan Paulus også taler om forligelsen både som det, Gud har gjort og dét, Gud gør ved ordet i 2 Korintherbrev 5:18-21 18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham. Her nævnes forligelsen både som det, der er sket og som det, der sker ved ordet om forligelsen. Og ikke-tilregningen af synd ses som identisk med forligelsen. Den sidste sætning er også interessant, da den netop kobler soningen og retfærdiggørelsen sammen. Kristus får vores synd og vi bliver Guds retfærdighed i ham.

Vi hører også, at Jesus har givet sit liv som en løsesum og dermed forløst os (se f.eks. Matthæus 20,28). Og forløsningen defineres som syndernes forladelse flere steder (Ef 1,7 og Kol 1,1)

Objektiv retfærdiggørelse i Biblen

Så den umiddelbare konsekvens af forsoningen/forligelsen/fyldestgørelsen/forløsningen er, at syndernes forladelse er vundet for alle mennesker, før troen. men er det så også den konsekvens, Skriften lærer.

Esajas 53,11: Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Ved sin kundskab, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser. Her er de mange, som retfærdiggøres de samme, hvis overtrædelser, Herrens tjener har båret. retfærdiggørelsen er den logiske følge af, at Jesus har båret synden – med andre ord: ligger synderne på Jesus, ligger de ikke længere på verden. 

Romerbrevet 4, 25: …ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld. Dette vers kan også oversættes med “på grund af..:” i stedet for “for…skyld”. Betydningen er altså enten, at vores synder var dét, der bragte Jesus til korset og retfærdiggørelsen dét, der virkede hans opstandelse, eller omvendt, at vores synder var målet med hans hengivelse og vor retfærdiggørelse målet med hans opstandelse. Uanset hvilken oversættelse, man vælger, så er det den såkaldte objektive retfærdiggørelse, der er tale om. Hvis man bruger vores oversættelse, er meningen, at Gud ved at oprejse Jesus, erklærede verden retfærdig. Hvis man vælger den anden, så var opstandelsen følgen af, at Gud havde erklæret verden retfærdig, og opstandelsen var dermed beviset på det. Selvom kun en af oversættelserne er rigtige, er begge dele sandt. Det er retfærdiggørlesen set fra to sider. Som Guds dom og den retfærdighed, der gælder overfor Gud; eller som Guds offentlige erklæring af den retfærdighed, som allerede var vundet i Guds hjerte.

Romerbrevet 3:23-24 23 Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, 24 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus… Her skal man være opmærksom på, at troen først nævnes i v. 25, men der knyttes til sonemidlet. Subjektet for “retfærdiggjorte” er altså “Alle” – de samme som har syndet og mistet herligheden fra Gud. Og de retfærdiggøres ved forløsningen i Jesus Kristus, Jesu frelsergerning. I v. 25 og 26 hører vi så, at troen også må til, men det modsiger ikke, at der er en retfærdiggørelsesdom som finder sted før troen, nemlig ved forløsningen i Jesus Kristus, en dom, som gælder alle de mennesker, som har syndet og mistet herligheden fra Gud.

Romerbrevet 5:18-19 altså, ligesom det ved éns Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved éns Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. 19 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. Retfærdiggørelse i vers 18 er ordet dikaioma, som egentlig er resultatet af en handling. det kan også bruges (i Lukas 1,6 om den standard, hvormed man måler retfærdigheden, dvs. loven). Det bruges dog også flere steder i det Nye Testamente om en retfærdig gerning (bl.a. også Joh. Åb. 15,4). Ordet står her som modsætning til “fald”, men ordet står parallelt med “lydighed” i vers 19. I den nære kontekst bør ordet derfor forstås som en retfærdig gerning (“Theological Dictionary of the New Testament” red. Kittel s. 221-223). Den lutherske kommentator, Stöckhardt, forstår i sin romerbrevskommentar dikaioma som retfærdigheds-tilstanden – altså det at være retfærdig (Stöckhardt, Römerbrief s. 259). I vers 16 er det så i kraft af tilregningen, mens Kristus i v. 18 er retfærdig i kraft af sig selv. På den måde fastholdes parallellen, samtidig med at ordet faktisk betyder det samme i v. 16 og 18. Det er umiddlebart den bedste løsning, synes jeg. Jesus er i sig selv retfærdig i kraft af sin lydighed. Jesu retfærdige gerning = Jesu lydighed, medførte “livets retfærdiggørelse”

2 Korintherbrev 5:18-21 18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.– Denne tekst kommenterede jeg også ovenfor. Det er interessant, at forligelsen her netop forklares med, at Gud ikke tilregnede verden deres overtrædelser. Forligelsen og ikke.tilregningen er altså to sider af samme sag. Måden, hvorpå Gud gjorde det, var soningen på korset.

Vi hører også, at Syndsforladelsen er i forløsningen i Kristus: Kolosenserbrevet 1:13-14 …som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, 14 i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse… Syndsforladelsen eksisterer allerde i kristus, men når vi har ham, har vi den som vores ejendom. Det forudsætter dog, at den allerde er der, før vi har den i ham. Den eksisterer altså i Kristus allerede før troen.

Vi hører også om den objektive syndsforladelse i Matthæus 26:28 …thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. Her – i nadverens indstiftelsesord – er der heller ikke tale om, at Jesus blot har vundet muligheden for syndernes forladelse. Ordet “til” er det græske ord “eis” som, når det bruges metaforisk, betegner formål eller resultat (se porter: Idioms of the New Testament s. 152). Jesu blod blev altså udgydt med det mål eller resultat, at syndernes blev forladt hos de “mange”, som her må være alle mennesker. Der er ikke tale om et formål, som blot er en mulighed, men om en virkelighed. Når eis bruges ikke-metaforisk er det om en bevægelse hen til og ind i noget. Altså ikke en diffus bevægelse, som blot har en retning, men en bevægelse, som rent faktisk når sit mål. Derfor bruges det også både om målet og resultatet, når det bruges metaforisk. Jesu udgydelse af sit blod havde altså som mål og resultat, at alle menneskers synder blev forladt. Jesu udgydelse af sit blod var ikke identisk med syndernes forladelse, men resulterede i denne for alle mennesker. Syndsforladelsen kan siges at være Guds svar på Jesu betaling med sit blod.

I 1 Timotheusbrev, hører vi, at Jesus blev retfærdiggjort, men naturligvis ikke fra sine egne synder, da han var uden synd: 1 Timothy 3:16 Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed. Jesus blev altså erklæret retfærdig. Romerbrevet 4,25 knytter vor retfærdiggørelse til opstandelsen. Men den var altså også Jesu retfærdiggørelse, hvor Gud erklærede synden for sonet og Jesus benådet og erklæret fri fra alle verdens synder. De synder, som Jesus havde båret, var nu borttaget og opslugt ved Jesu lidelse og død. Og derfor svarede Gud ved at erklære Jesus retfærdig igen – og os i ham. Ligesom Jesus led og døde stedfortrædende, sådan blev han også retfærdiggjort stedfortrædende. Det er samme sag, der behandles her, som ovenfor i Romerbrevet 4,25.

Og fordi Jesu opstandelse er Guds erklæring af, at verdens synder er forladt, kan Paulus også skrive i 1 Korintherbrev 15:17: Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder. Jesu opstandelse er altså forudsætningen for, at vores synder er tilgivet. Det er Jesu opstandelse, der virker retfærdiggørelsen og fjerner synden fra den enkelte. For her har Gud svaret på Jesu soningsdød, accepteret den og benådet Kristus og verden i ham. Men det betyder ikke, at alle mennesker frelses, eller at mennesker kan siges at have syndernes forladelse, selvom de ikke tror på evangeliet.

Af samme grund ses Jesu opstandelse som årsag til genfødelsen, dvs. dét at blive et Guds bar: 1 Peter 1:3-4 3 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, 4 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder.

Uddeling af syndernes forladelse i Biblen

At Jesus har vundet syndernes forladelse ved sin lidelse og død, og at Gud har erklæret den ved Jesu opstandelse fra de døde, bevises også af det faktum, at syndernes forladelse uddeles ved nøglemagten: Johannes 20:21-23 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtager den Helligånd! 23 Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.” Her er ikke tale om, at syndernes forladelse først kan gives, når man har forsikret sig om, at den, man tilsiger den, tror evangeliet.  Det er rigtigt, at man bør sikre sig dette så vidt muligt. Ellers modtager de ikke den syndsforladelse, der gives med nøglemagten. Da ville man aldrig kunne vide sig sikker. Men syndernes forladelse i skriftemålet afhænger ikke af troen. Tværtimod fortrøster troen sig netop til den syndsforladelse, der rækkes objektivt i absolutionen (syndsforladelsen). (Se vedrørende nøglemgaten også Matthæus 16 og 18).

Også dåben virker syndernes forladelse og retfærdiggørelsen i kraft af Jesu opstandelse: Titus 3:4-7 enneskekærlighed åbenbaredes, 5 frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligånd, 6 som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, 7 for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde Arvinger til evigt Liv.

Apostlenes Gerninger 2:38 Men Peter sagde til dem: “Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave. Dåben giver altså syndernes forladelse, ligesom den frelser, genføder og retfærdiggør.

Og at nadveren gør det samme, er klart fra indstiftelesesordene, som jeg har citeret ovenfor, samt 1 Kor 10:16-18 16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? 17 Fordi der er ét Brød, ere vi mange ét Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød. 18 Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret? Ved nadveren får vi del i det en gang fuldbragte offer til syndernes forladelse og får derfor syndernes forladelse, som blev vundet ved Jesu lidelse og død.

Syndernes forladelse er altså en virkelighed i Kristus og i nådens midler, før troen kommer til og modtager syndernes forladelse, som blev vundet på korset og rækkes i ordet og sakramenterne.

Tilregningen ved tro

Mens ikke-tilregningen og retfærdiggørelsen af synd nævnes som noget, der sker for verden, bruges begrebsparret at tilregne retfærdighed kun sammen med troen i Bibelen (således Rom 4,3; 4,9; 4,22; Gal 3,6). Det begreb bør man derfor være varsom med at bruge om den objektive retfærdiggørelse. Den ældre lutherske dogmatik skelner da også mellem Jesu erhvervelse af en stedfortrædende retfærdighed (dét, vi kan kalde objektiv retfærdiggørelse) og tilregnelsen af denne (imputatio). Mens retfærdigheden og syndernes forladelse eksisterer uden og forud for troen, kan den enkelte ikke siges at være tilregnet Kristi retfærdighed, at være “i Kristus”, uden troen. Og bindeleddet mellem troen og den objektive retfærdiggørlese er nådemidlerne, som reelt og effektivt uddeler syndernes forladelse samt Kristi retfærdighed og samtidig skænker troen.

Luther og de lutherske bekendelsesskrifter

Er det også den lutherske kirkes holdning, kan man spørge. begrebet objektiv eller universel retfærdiggørelse er af nyere dato, så det findes ikke i de lutherske bekendelsesskrifter. men sagen er der. Lad os først se et sted hos Luther, hvor læren om, at Jesus har vundet syndernes forladelse på korset og uddeler den i nådens midler, bekendes klart.

I skriftet mod de himmelske profeter skriver Luther om syndernes forladelse:

Vi behandler syndernes forladelse på to måder: Den ene er, hvordan den er opnået og erhvervet. Den anden er, hvordan den uddeles og gives til os. Kristus har erhvervet den på korset, det er sandt, men han har ikke uddelt den og givet den på korset. I nadveren eller sakramentet har han ikke erhvervet den; der har han uddelt og givet den ved ordet, ligesom også i evangeliet, hvor det forkyndes. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen er sket ofte, før og efter, fra verdens begyndelse til enden.

Og også i den Augsburgske Bekendelse lærer vi, at syndernes forladelse eksisterer før troen:

Art. 4 – Retfærdiggørelsen

Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder.

Her er syndernes forladelse og retfærdiggørelsen både troens genstand og en følge af troen. Man skal altså tro, at ens synder forlades for at ens synder forlades, eller med andre ord: ved troen modtager man den virkelige syndsforladelse, som rækkes frem i ordet. At det er sådan, det forholder sig, understreges af artiklen om boden:

Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten.

Igen er der tale om, at troens genstand er, at synderne forlades for Kristi skyld og at man betop ved den tro får syndernes forladelse. Men er der så tale om en blot mulig syndsforladelse og ikke en virkelig syndsforladelse, som rækkes frem i ordet. I artikel 25 om skriftemålet, står der:

Og folket belæres meget omhyggeligt om tro på afløsningen, hvorom der i tidligere tid var dyb tavshed. Menigmand belæres om at skatte afløsningen meget højt, fordi den er Guds stemme og udtales efter Guds befaling. Nøglemagten æres, og der mindes om, hvor stor trøst den bringer de forfærdede samvittigheder, og at Gud kræver tro, nemlig at vi skal tro denne afløsning som hans røst, der lyder fra himlen, og at denne tro i sandhed opnår og modtager syndernes forladelse.

Her er tale om en virkelig afløsning eller syndsforladelse i skriftemålet, som man skal tro – og netop den tro opnår og modtager syndernes forladelse. Det er altså troen på dén syndsforladelse, som Jesus har vundet og erhvervet objektivt, og som rækkes virkeligt og effektivt i nådemidlerne, som retfærdiggør den enkelte. Den retfærdiggørende tro er ikke en tro på en halv frelsergerning, som kun har gjort syndernes forladelse mulig. Troen fuldender ikke Jesu gerning på korset, men modtager frugten af den. Den retfærdiggørende tro er heller ikke en tro på en rent historisk objektiv retfærdiggørelse, så troen må kæmpe sig tilbage til korset i tankerne for at få syndernes forladelse, som Karlstadt forestillede sig, og som mange moderne nådemiddel-fornægtere tænker.

Nej, den retfærdiggørende tro er den tro, som modtager den syndsforladelse, der blev vundet på korset, erklæret for verden ved opstandelsen og som virkeligt uddeles i nådens midler. Det er både Biblens og den lutherske kirkes lære. Vil man undlade begrebet universel retfærdiggørelse pga. uheldige associatione, har jeg intet problem med det. Men vil man benægte, at Jesus har vundet syndernes forladelse og retfærdighed for alle mennesker, at Gud har erklæret det ved Jesu opstandelse og virkeligt uddeler syndernes forladelse i nådens midler, da gør man troen til en gerning og ikke blot et modtageorgan for syndernes forladelse. Og da er man ikke længerebibelsk eller evangelisk-luthersk.

Filed Under: Dåb, Forsoningen, Læren om frelsen (Soteriologi), Lærepolemik, Nådemidlerne, Nadver, Opbyggeligt, Retfærdiggørelsen Tagged With: luthersk blog

En spade er en spade og brød er Jesu legeme

7. februar 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Steffen Laursen har på sin blog en informativ artikel om Thomas Aquinas. Desværre roder han sig ud i en indirekte polemik mod den lutherske nadverlære og afslører, at han ikke helt har forstået forskellen på romersk-katolsk og evangelisk-luthersk nadverlære. Han skriver:

Thomas er nok i protestantiske kredse mest berygtet for, at være den der har formuleret den katolske transsubstantiationslære – at brødet og vinen i messen bliver til Jesu legeme og blod, og blot bevarer brødets og vinens “accidenser” (karakteristika, lugt, smag, form osv). Mod det har Luther et eller andet rodet syn med noget både/og, under/med, tja/måske, hmm/men på den anden side

Det interessante er, at Steffen Laursen forsøger atgøre Luthers syn til det “rodede” syn på sagen og til dét syn, som på en eller anden måde sår tvivl om Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin. Samtidigt fremstiller Steffen Laursen det, som om Thomas Aquinas har det simple ogligefremme syn, som man må have, før man kommer på universitetet, illustreret ved overskriften: “en spade er en spade”.

Nu var Martin Luther ikke helt ubegavet. Men nogen filosofisk spekulant var han bestemt ikke. Og netop i nadversynet (og nok i øvrigt de fleste andre ting), forholder det sig lige omvendt mellem de to herrer. Faktum er jo, at for Thomas Aquinas var en spade ikke en spade, men kunne være en spades substans, dens inderste væsen, som ikke er udstrakt i rummet.

Derfor er der for Thomas Aquinas kun tale om, at brødets og vinens substans forvandles, men ikke at Jesu legeme og blod er rumligt nærværende. Derfor angreb Thomas Aquinas også dem, der mente at have set syner af Jesu legeme og blod på alteret. Det kunne ikke passe, for Jesu legeme og blod var ikke rumligt nærværende. Det var kun Jesu legemes og blods substans, der var nærværende.

Udover at være det rene spekulation, som omtolker Skriftens simple og klare ord, er dette nadversyn faktisk også et svagere syn på Jesu sande legemes og blods nærvær i nadveren. Det har fået lutherske teologer som Tom Hardt og Hermann Sasse til at sige: “Ja, Thomas Aquinas var en semi-kalvinist” (citat af Herman Sasse i Tom Hardt: Om Altarets Sakrament p. 26).

Også den romerske lære om konkomitansen sår tvivl om, hvad der egentlig er nærværende. Ifølge denne lære, som ligger bag den tidligere romerske praksis, at lægfolket kun spise brødet, er både Jesu legemes og blods substans nærværende i både brød og vin, så man kun behøver modtage den ene. det spekulative i den romerske lære kan næppe illustreres klarere end ved denne lære.

Udover at være spekulation og uklarhed om Jesu legemes og blods sande nærvær, er transubstantionslæren også i modsætning til Pauli ord i 1 Kor 10,16, om at brød er fællesskab med Kristi legeme.Det er altså stadig brød.

Forskellen er altså ikke, at luthersk kristendom hævder et flyvsk uklart tjaah/måske nærvær. Nej, for en lutheranere gælder Jesu enkle og klare ord: brød er Jesu legeme og vin er Jesu blod. Jesu sande legeme og blod er nærværende og forbundet med brød og vin. Jesu legeme og blod må tilbedes, når det er til stede i brød og vin. Ja, den lutherske forståelse af Jesu legemes og blods sande nærvær i nadverens brød og vin var så konkret og virkelig, at man i konkordiebogen måtte præcisere, at man ikke forstod nydelsen af Jesu legeme og blod “på en grov, legemlig, kapernaitisk måde, men overnaturlig og ubegribelig” (Sol. Decl. art. VII pkt. 64), dvs. den opfattelse at man f.eks. knuste Jesu knogler med tænderne.

Og kommer der en kalvinist, hvad enten det er en reformert eller en romersk og spørger, hvordan det kan ske, at brød og vin på samme tid er Jesu legeme og blod, vil en lutheraner kunne svare med Kingo: Hvordan det sker, det ved jeg ej,/ her har han ikke vist mig vej, / min sans sig ej så højt bør sno, / det er mig nok hans ord at tro. (DDS-1953 nr. 427 v. 6)

Det hører naturligvis også med til historien, at den lutherske nadverlære på trods af konkordieformlens klare bekendelse blev undermineret af Melancthons fillipistiske tjaah-måske-teologi, som desværre fik indflydelse også senere. Måske skyldes Steffen Laursens forvirring omkring luthersk nadverlære, at dét han har mødt som luthersk nadverlære, har været fillipisme.

Som det er med nadverlæren er det med resten af den kristne lære: den lutherske kirke forsvarer ordenes simple og ligefremme mening mod filosofiske spekulationer fra både reformert og romersk side. Det er den lutherske kirke, der forsvarer, at en spade er en spade, eller hvad Skriften nu måtte sige, at den er.

(Jeg kan anbefale  at læse Tom Hardts lille bog “Om alterets sakrament” – det var engang tilgængeligt på nettet på engelsk, men er forsvundet igen. Det er en forkortet udgave af Tom Hardts doktordisputats “Venerabilis et Adorabilis Eucharistia”)

Filed Under: Nadver Tagged With: luthersk blog

Nadvertro og nadverpraksis

24. januar 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Jeg er netop blevet færdig med at læse Jürgen Diestelmanns bog “Usus und Actio“, som jeg varmt kan anbefale (den er på tysk, men den er godt skrevet).

Bogen handler om forskellene i Melanchthons og Luthers syn på nadveren på reformationstiden, herunder særligt synet på konsekrationen, dvs. læsningen af indstiftelsesordene og deres virkning. Melanchthon holdt i lang tid sit nadversyn skjult for Luther og også efter Luthers død stod han ikke offentligt frem med det. I stedet påvirkede han i det skjulte mange teologer, så først efter Melanchthons død blev det endelige opgør taget mellem lutheranerne og filippisterne (Melanchthons disciple).

Forskellen gik ud på fortolkningen af den regel, at udenfor brugen (Usus) er der intet sakramente. Luther kunne tilslutte sig det udtryk, når det blev vendt mod Romerkirkens misbrug, hvor brød og vin blev indviet for at bære rundt og opbevare og ikke for at spise og drikke. For Luther var brugen dog handlingen fra konsekration og indtil alt var spist og drukket. For Melanchthon var det dog kun modtagelsen af nadveren, der var brugen (usus). Melanchthon lagde dermed noget helt andet i dette udtryk: at det først var ved modtagelsen, man også modtog Jesu legeme og blod. Reelt var Melanchthon altså ikke så uenig med Calvinisterne, som også benægtede, at Jesu legeme og blod var og er nærværende i kraft af Jesu ord. Melanchthon døde da også på vej til et møde, hvor han offentligt ville træde frem som forsvarer af calvinisterne mod lutheranerne.

Melanchthon polemiserede også mod tilbedelsen af Jesu legeme og blod i nadverens brød og vin og han fik overtalt præsten i Wittenberg til at stoppe med at elevere (opløfte) kalk og disk, som det var skik, ligesom også messeklokkerne forsvandt. Melanchthon anså det heller ikke for en nødvendighed at spise og drikke alt brød og vin.

Luther derimod forstod Jesu ord “gør dette” ikke blot om modtagelsen af nadveren, men om hele nadverhandlingen, fra konsekrationen til alt var spist og drukket. Fra Jesu magtord havde lydt over brød og vin, var det Jesu legeme og blod. Derfor kunne Luther fastholde tilbedelsen af Jesu legeme og blod i nadveren. Han kunne også bruge elevationen og en klokke til at markere, at nu var Jesu legeme og blod nærværende (begge dele var også tilladt at bruge ifølge den danske kirkeordinans fra 1539).

Og fordi det er Jesu legeme og blod i kraft af Jesu ord, skulle man selvfølgelig også spise og drikke det hele. Jesus har jo sagt “gør dette” og ikke givet anden befaling. Derfor skulle man også på reformationstiden kende antallet af nadvergæster, så der ikke blev indviet for meget eller for lidt (dette er også befalet i Den Danske Kirkeordinans af 1539).

Elevationen og klokkeringning er naturligvis frie ting, som ikke er befalet i Guds ord.

Men ens gudstjenestelige praksis viser også, hvad man tror. En uhøjtidelig mødelignende gudstjeneste giver ikke indtryk af, at man virkelig tror, at kongernes konge er nærværende. En evangelisk-luthersk gudstjeneste må være præget af højtidelighed, ærbødighed og respekt for den hellige og almægtige Gud. Og den må også i handling bekende, hvad kirken tror, også om nadveren.

Desværre ser det ud som, at mange såkaldte lutherske kirker, er mere præget af Melanchthons nadveropfattelse end af Biblens – og Luthers.

Det skal ikke få lutherske kirker til at gå på kompromis. Selvom man ikke skal gøre frie ting bindende for samvittighederne, må lutherske kirker klart bekende Guds ords lære om nadveren.

I Augustanakirken bruges elevationen i forbindelse med nadveren, og Agnus Dei (O du Guds lam) synges efter indstiftelsesordene, som det var skik førhen. For når Jesu ord har lydt, er Jesu legeme og blod nærværende.

Vi har også genindført den gamle lutherske skik med tilmelding til nadveren forud for gudstjenesten, så der ikke konsekreres for meget eller for lidt.

Filed Under: Gudstjenesten, Nådemidlerne, Nadver Tagged With: luthersk blog

  • 1
  • 2
  • Next Page »

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Exodus – Sermon and Matins for 2. Sunday after Trinity 2022 on the Book of Exodus 26. juni 2022
  • Anden Mosebog – gudstjeneste og prædiken fra 2.s.e. Trinitatis 26. juni 2022
  • Første Mosebog – Hør prædiken over budskabet i Første Mosebog 19. juni 2022

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

3. jul. 10.00 ‒ 11.00
INGEN Højmesse
10. jul. 10.00 ‒ 11.00
INGEN Højmesse
17. jul. 10.00 ‒ 11.00
INGEN Højmesse

Copyright © 2022 · Outreach Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in