Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

Mythbuster: Den pietistiske grundmyte

26. april 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Inden jeg tager fat i flere konkret teologiske myter i den pietistisk-evangelikale lejr, vil jeg tage fat i det, jeg vil kalde den pietiskstiske grundmyte. Den repræsenterer både en sammenblanding af lov og evangelium og et stykke historieforfalskning, som er blevet så meget en del af manges bevidsthed, at man måske ikke engang tænker over de.

Den findes i mange former og jeg kunne godt i dette indlæg have valgt nogle specifikke udtryk for denne myte. Men jeg tror, at mange læsere vil genkende myten, så det bør ikke være nødvendigt.

Hvis tiden, mine ressourcer og jeg brænder for det, kan det være, at jeg senere skriver noget konkret herom. Som nybagt far, må jeg nok erkende, at jeg vist mest får skrevet noget, når lysten driver det fremover.

Den pietistiske grundmyte, som gentages hver gang, pietister har fået en ny ide til, hvordan de ved lovens og egne kræfters hjælp kan fremdrive gode gerninger, stammer helt tilbage fra pietismens begyndelse. Den lyder i sine forskellige former nogenlunde sådan: “Hos os snakker man ikke så meget om helliggørelse/inderlighed/nådegaver/troens frugter/Helligånden. Det må vi gøre noget ved og fokusere noget mere på disse ting.Vi kan hente hjælp fra de reformerte/evangelikale/mystikerne/ørkenfædrene/klostervæsenet/karismatikerne osv.”

Myten stammer som sagt fra pietismens begyndelse. Myten går ud på, at pietismen gjorde op med den tørre døde ortodoksi, som blot lagde vægt på den rette lære og ikke på livet. Men også her er myten kun en halv sandhed, dvs. en hel løgn.

Det stemmer ikke, at den lutherske ortodoksi var død, som pietismen ynder at hævde. Ortodoksien lagde vægt på livet. Det er naturligvis sandt, at der var mennesker, der levede ugudeligt, før pietismens fremkomst. Men det var der også efter pietismens fremkomst, så hvis ortodoksien skal lastes for det, skal pietismen ligeså.

De praktiske forslag pietismen kom med, var blot samlinger af forslag, som allerede de ortodokse teologer var kommet med. Og i Speners skrift, Pia Desideria, som lagde grunden til pietismen, henvises ligefrem til ortodoksiens måske største stridsteolog, Abraham Calovius, som støtte for Speners vægt på livet. Det var altså netop hos de ortodokse lutherske teologer, den tidligste pietisme forsøgte at finde støtte for sin vægtlægning af livet.

Ortodoksiens tid har også frembragt nogle af de bedste salmer i verden og store mængder opbyggelig litteratur. I ortodoksien vidste man, at man måtte have en ret lære som forudsætning for et ret liv, men selvom man skelnede mellem årsag (læren, evangeliet) og virkningen (livet, helliggørelsen), betød det ikke, at man ikke gik op i det kristne liv.

Men pietismen har senere skabt en mytologi, som desværre er gået hen og blevet hvermandseje, så det, mange mennesker forbinder med ortodoksi, er “død”.

Og denne myte om ortodoksien brugte – og bruger – pietismen til at sige, at nu må vi så lægge vægt på livet i stedet for læren.

Resultatet bliver, at man ikke ser livet som en frugt af læren, men noget, man kan drive frem ved hjælp af andet end læren, dvs. evangeliet. Livet bliver noget, der er løsrevet fra læren og dermed bliver helliggørelsen en frugt af menneskers bestræbelser, metoder og loven snarere end af evangeliet.

Pietismen forudsætter, at der er en modsætning mellem vægten på læren og vægten på livet, og at for megen vægt på læren og på nådens evangelium ødelægger livet. I luthersk ortodoksi, har man det omvendt. her ser man netop den rette lære, det rene evangelium om Guds nåde i Kristus, som det, der giver mennesker glæde og frimodighed til at tjene Gud med deres liv. Pietismens store problem har fra begyndelsen været, at man ville drive de gode gerninger frem ved hjælp af loven og ikke ved hjælp af evangeliet.

Interessant nok bliver pietismen ved med at bruge myten på tidligere generationer af pietister igen og igen. Jeg har selv oplevet flere gange, at unge pietister hævder, at tidligere generationer ikke har lagt nok vægt på livet, og at derfor må man nu lære noget om helliggørelse eller f.eks. nådegaver fra de evangelikale.

Det er for det første ganske enkelt forkert, at tidligere generationer af pietister ikke lagde vægt på helliggørelsen. Generation efter generation af pietister har begået den samme moralistiske fejl og troet, at de kan fremdrive gode gerninger med loven. Så problemet er nok ikke, at gode gerninger ikke er blevet prædiket, men snarere, at det ikke har virket, at man prædikede lovisk.

Løsningen er selvfølgelig heller ikke at prædike mere lovisk om helliggørelsen, prædike mere radikalt om efterfølgelsen osv.. Tværtimod – pietisterne gentager blot den samme fejl igen og igen. Pietismen løber i ring og tror, at den kan løse sit problem ved at blive ved med at begå den samme fejl igen og igen.

Så længe det er uvisheden og lovens trusler, man vil bruge til at drive de gode geringer frem, får man blot hyklere og fortvivlede mennesker. Så længe man hellere vil skabe tvivl om nåden end risikere, at nogen kommer til at misbruge den og bruger nåden som en “sovepude” (hvad man så ellers skulle bruge en pude til), fratager man mennesker evangeliet.

Den pietistiske myte har sevfølgelig også en del at gøre med den farisæiske forestilling, som er i os alle, at visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker i villige til at gøre gode gerninger – at visheden bliver en “sovepude”, som man siger. Af naturen vil vi kun gøre det gode, når vi tvinges til det. men det bliver ikke sande gode gerninger. Sande gode gerninger kommer alene af visheden om syndernes forladelse. Sande gode gerninger kommer netop af, at man kan hvile i nåden, fordi den er sikker og vis.

Pietismen lever af den misforståelse, at visheden om syndernes forladelse gør mennesker uvillige til at gøre gode gerninger. Og derfor vil de lære helliggørelse af de reformerte i stedet; derfor angriber pietisterne nådens midler og vil have vished om Guds nærvær og hjælp udenom disse midler: i deres omvendelsesoplevelse, overgivelse, beslutning om at følge Jesus, pseudo-sakramentale lovsangskick osv.

For mig at se, er det ikke nuværende/tidligere generationers mangelfulde helliggørelse, der skal gøres op med. Det er snarere den pietistiske myte om, at evangeliet og visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker hellige og at livet ikke er en frugt af læren, der må gøres op med. Og så må der gøres op med myten om, at ortodoksien er eller var død. Læren skaber livet. Loven og pietismen slår ihjel. Nåden skaber helliggørelse. Lovisk helliggørelsesforkyndelse skaber hykleri.

Filed Under: Forkyndelse, Kirkeliv, Lov og evangelium, Læren om helliggørelse, Nådemidlerne, Omvendelse, Pietisme

Fra asken til ilden

20. juli 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

For nylig kunne man i en artikel i Kristeligt Dagblad læse om, hvordan ny-calvinismen vokser, særligt i USA. USA har vel nærmest siden den 2. store vækkelse være et land, der var dybt præget af synergismen – den lære, at mennesket kan samarbejde med Gud i omvendelsen. Det er også denne tankegang, der ligger bag f.eks. kirkevækstbevægelsen, hvor man vil motivere mennesker til at blive kristne ved at tale til deres følte behov i stedet for at afsløre deres dybeste behov: at de er syndere.

Kirkevækstbevægelsen har også sat sig spor i dansk kirkeliv på den folkekirkelige højrefløj og i de frikirker, der også har en gammel synergistisk arv.

Men nu er der altså unge, som er blevet trætte af troen på en fri vilje og benægtelsen af menneskets dybe syndefordærv – og den gamle calvinismen, som lå bag den første store vækkelse i USA, har igen fået vind i sejlene. I Danmark kan modstandere af kirkevækstbevægelsen måske også se håbefuldt til den nye calvinisme og overveje at hente inspiration herfra.

Og det er da også positivt, at mennesker begynder at erkende, at synergismen bygger på falske og ubibelske forudsætninger. Men man må spørge sig selv, om calvinismen virkelig er så meget bedre. Synergismen er dybest set et produkt af calvinismen. For de deler den forudsætning, at Gud ikke virker troen gennem sine nådemidler, ordet og sakramenterne. Forskellen er, at calvinisterne tror, at Gud engang imellem virker – når han har lyst, mens synergisterne hævder, at det er mennesker, der må sætte Ånden igang med at virker eller i hvert tilfælde hjælpe til med at fuldende Åndens værk.

Begge parter vil altså fraråde at sætte sin lid til de midler, Gud har indstiftet til vores frelse: ordet og sakramenterne. Syngeristerne vil henvise dig til din egen beslutning om at omvende dig og forsøge at motivere dig til det. Calvinisterne vil henvise dig til at lede efter Åndens frugter i dit indre og gennem dem blive sikker på din udvælgelse. Men ifølge Skriften kan vi sætte vores lid til evangeliets ord, som er en Guds kraft til frelse (Rom 1,16) og til sakramenterne, hvor Gud besegler sin nåde.

Mens synergismen og calvinismen kan synes som modsætninger, så er de dybest set to alen af et stykke. De henviser begge den anfægtede til at søge i sig selv efter nåden i stedet for i nådens midler, hvor den deles ud. Man skal altså ikke juble for tidligt, når man hører, at calvinismen vinder frem. Calvinismen vil nok erkende menneskers syndefordærv, men den vil ikke give mennesker en sikker trøst og vished om syndernes forladelse. Den er blot uvishedens monster i en ny forklædning – hvor den henviser dig til din genfødselsoplevelse og din helliggørelse som det, der skal give dig vished om din frelse.

Det er også disse to tankegange, der ligger bag begrebet “vækkelse”, når det bruges om særlige periode, hvor man mener, at guds ord er mere virksomt end i andre. Synergisterne tror på vækkelser, som mennesker er med til at skabe ved deres bønner eller metoder. Calvinister tror, at gud engang imellem er virksom gennem sit ord – når Gud vil det.

Biblen lærer dog, at evangeliet er en Guds kraft til frelse og ikke blot døde ord, der kan blive en Guds kraft til frelse.

I modsætning til begge står bibelsk og luthersk nådemiddelkristendom, som både forkynder, at det er Guds nåde alene, der frelser og at gud vil at alle skal frelses og virkelig tilbyder sin frelse gennem nådens midler, ordet og sakramenterne, hvor han også ved sin Helligånd skaber troen i mennesker.

Filed Under: Calvinisme, Læren om frelsen (Soteriologi), Lærepolemik, Nådemidlerne, Omvendelse, Udvælgelsen Tagged With: luthersk blog

At leve i synd

21. marts 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I IMT nr. 11 kan man læse et brevkassesvar af Bente og Allan Graugaard vedrørende unge, der f.eks. får en ikke-troende kæreste, lever sammen med deres kæreste eller lever i et homofilt samliv. Der står nogle gode ting i svaret om at respektere de unges valg. Man kan naturligvis ikke tvinge voksne børn til at leve efter den kristne etik. Og børn, der lever i strid med Guds bud, bør naturligvis ikke tvivle på, at de er velkomne i deres forældres hjem.

Men så skriver de også i svaret:

De er ikke nødvendigvis faldet fra troen, fordi de vælger en anden holdning til nogle etiske spørgsmål end den, de fik med hjemmefra.

Mens dette kan være rigtigt, når det gælder ting, som ikke er nævnt i Guds ord, er det ikke sandt, når det gælder Guds klare bud, såsom forbud mod utugt, dvs. sex udenfor det af Gud indstiftede ægteskab mellem mand og kvinde.

Unge mennesker, som kender Biblens lære på disse punkter, og alligevel lever sådan, må betragtes som ubodfærdige og dermed frafaldne.

Paulus skriver i Efeserbrevet 5,5: For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige. Og i 1. Korintherbrev 6,9-10 skriver han: Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Mennesker, der lever ubodfærdigt i synden og lader den herske, er ikke længere at betragte som kristne. Derfor påbyder Jesus også, at de skal betragtes som ikke-troende af menigheden, når de bliver konfronteret med synden og ikke omvender sig (Matthæusevangeliet kapitel 18).

Et menneske, som ikke længere kæmper mod synden, er ikke længere en kristen. Hvis man opgiver kampen mod synden, erkender man den ikke længere som synd, og da søger man heller ikke længere syndernes forladelse, men Guds velsignelse af synden.

Paulus skriver i Romerbrevet 8,13: Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. Mens den kristne stadig er en synder, som hver dag synder meget, så er der forskel på at blive overmandet af synden i kødet og så at leve i lydighed mod kødet.

I Romerbrevet taler Paulus således om, at han selv som kristen er en fange af kødet: Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. (7,23).  Der er altså forskel på at være en fange af det syndige kød, som dog kæmper imod, og så at være en lydig tjener for kødet.

Når man bliver en lydig tjener og lader synden herske, er der ikke længere nogen kamp mellem det gamle og det nye menneske, og man erkender ikke længere synden som synd og behovet for syndernes forladelse.

Den, der har sluttet fred med synden, herunder også utugt og homofili, er ikke længere en kristen. Det bør de have at vide, så de kan omvende sig.

Men det er naturligvis ikke kun forældrenes ansvar. Det er i høj grad også kirkens og dens præsters ansvar. Præster, der tager åbenbart ubodfærdige til alters eller tilgiver deres synder i skriftemålet, er med til at velsigne synden og fastholde de frafaldne i deres ubodfærdighed. Sådanne præster synder både mod deres embede og mod de faldne, som de er sat til at hjælpe til bod og tro på evangeliet.

Hvordan skal de faldne få erkendelse af synden, så de kan omvende sig, når præster ikke vil kalde synd for synd og bruge bindenøglen til at binde synden på den ubodfærdige? Og hvordan skal man tro, hvad præster siger om syndernes forladelse, når de ved deres nadverforvaltning viser, at synden ikke skal tages alvorligt?

I sidste ende handler spørgsmålet om den rette skelnen mellem lov og evangelium. Den ubodfærdige skal ikke høre om syndernes forladelse, men have synden påpeget, så han kan erkende den. Men den, som er blevet ramt af loven i sin samvittighed, skal naturligvis høre evangeliet om syndernes forladelse, som Jesus har vundet for alle mennesker.

Filed Under: Lov og evangelium, Omvendelse Tagged With: luthersk blog

Et stråmandsargument

13. november 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På Bloggen Simonster kan man læse om to måder at se kirke  og Guds rige på. den ene fokuserer på kirken som et arbejdsfællesskab og den anden på skyld og tro på evangeliet. Simonster argumenterer for, at disse to sider skal forenes.

Her er det så jeg spørger, om der er ret mange konservative kirkelige retninger, der er uenige i dette? Hvem er det, der slet ikke mener, at kirken er et arbejdsfællesskab? Hvem er det, det kun vil forkynde om syndernes forladelse og ikke om helliggørelse? Spørgsmålet er, om ikke Simonster her sætter en stråmand op, som han derefter skyder ned. En stråmand, som nogle kan få indtryk af, er gammel luthersk kristendom. Det er det heldigvis ikke. Ved hjælp af denne stråmand undgår Simonster at taget stilling til det egentlige spørgsmål: hvordan hænger disse to ting sammen. Eller rettere: han camouflerer, at det er her, hans problem ligger.

For er spørgsmålet ikke netop, hvordan de to sider af kristentroen skal forenes? Om hvad der er årsag og hvad der er virkning. Det er sandt nok, at den nye lydighed og helliggørelsen mange steder i Folkekirken fornægtes (se f.eks. min dokumentation her). Men det er nogenlunde de samme steder, hvor synden, Guds vrede og syndernes forladelse for Kristi skyld er forsvundet. Der er altså tale om en falsk modstilling.

Problemet ved indlægget på Simonsters blog er den tilsyneladende grundlæggende mistillid til, at evangeliet om syndernes forladelse rent faktisk fornyer menneskehjerterne og giver frimodighed til at tjene: “Konsekvenserne for denne tænkning medfører let at kirkens medlemmer bliver siddende på deres flade og håber på at Gud vil sende arbejdere ud som kan forkynde evangeliet.”

Medfører fokus på syndernes forladelse virkelig, at mennesker bliver dovne?  Eller er det snarere sådan, at alene evangeliet om syndernes forladelse kan forny menneskehjertet og give mennesker glæde over Guds vilje og frimodighed til at tjene Gud og deres næste. Til slut skriver Simonster igen:   “Problemet med den sidste “tese” er der stadig. Nåden kan stadig blive en sovepude.”

Jo, hvis det reelt ikke er nåden, der forkyndes, men blot syndernes tilladelse, så kan den falske nåde måske blive en sovepude. Men det skyldes jo faktisk, at det ikke er nåden og syndernes forladelse, der forkyndes, men Guds ligegyldighed.

Men hvis loven forkyndes, så mennesker dagligt erkender, at de er syndere; og hvis evangeliet forkyndes, så de dagligt fortrøster sig til syndernes forladelse for Kristi skyld, så vil der også dagligt opstå et nyt menneske som tjener Gud i hjemmet, kirken og samfundet.

Evangeliet skal ikke fuldendes af loven. Den sande tro er ikke en død tro, som skal have livet og de gode gerninger lagt til. Den sande tro er virksom i kærlighed. Troen frelser uden gode gerninger, men troen er aldrig uden gode gerninger. Når man i stedet vil “kombinere” retfærdiggørelse og helliggørelse, afslører det, at man egentlig tror, at troen ikke er virksom i gode gerninger. Det var netop den tanke, den lutherske kirke gjorde op med i Romerkirken.

Desværre har den pietistiske arv mange steder medført, at man tror, at loven kan  frembringe gode gerninger og at evangeliet ikke gør det. Men loven kan kun vise mennesker at de er syndere, eller – brugt forkert – bilde mennesker ind, at de ikke er det.

Hvis loven derimod bruges rigtigt, og evangeliet ligeså, så vil mennesker tro, og i kærlighed til deres frelser og de mennesker, han har frelst, tjene ham og deres næste. Det er rigtigt, at budene naturligvis også skal være rettesnor for den kristne (lovens 3. brug). Men motivationen og kraften må komme fra evangeliet om syndernes forladelse.

Vil man derfor have kristent liv og gode gerninger, skal man fokusere på skyld og tilgivelse og stole på, at det også giver kraft og vilje til at tjene Gud og medmennesker.

Filip Melanchthon skriver i slutningen af Den Augsburgske Bekendelses artikel 20 om forholdet mellem tro og gerninger: Heraf ses det let, at denne lære ikke bør anklages for at forbyde gode gerninger, men at den langt snarere bør roses, fordi den viser, på hvilken måde vi kan gøre gode gerninger. Og det er netop, hvad den lutherske lære om retfærdiggørelse og helliggørelse gør: Den gør mennesker i stand til at gøre gode gerninger ved at fokusere på Kristi gerning for os.

Desværre florerer der en myte om, at lutheranere ikke har meget at sige om helliggørelse og gode gerninger. Det er heldigvis forkert. Den lutherske lære – som også er Biblens – er den eneste lære, som rent faktisk gør mennesker i stand til at gøre gode gerninger, fordi den befrier mennesker fra lovtrældom, så de kan tjene Gud af kærlighed og ikke af frygt for loven. Jeg kan anbefale at læse hele den Augsburgske bekendelses artikel 20, som handler om forholdet mellem tro og gerninger samt konkordieformlens artikel IV, som også omhandler de gode gerninger.

Vil man have mennesker til at gøre gode gerninger, må man altså først og fremmest fokusere på evangeliet om syndernes forladelse – for det er det, der sætter mennesker i stand til at tjene Gud og deres næste.

Et yderligere problem i blogindlægget er, at begrundelsen for det hele tilsyneladende er, at “de unge” ikke er tilfreds med fokus på retfærdiggørelsen: “Mange unge føler at kirken ikke taler deres sprog. Kirken forstår ikke at Biblen er meget mere end retfærdiggørelse og syndernes forladelse.”

Men at prædike helliggørelse for at få folk (også unge) i kirke  er at sammenblande lov og evangelium. Mennesker, der ikke kommer i kirke skal ikke høre om troens frugter, men loven og evangeliet. Hvis de ikke finder syndernes forladelse relevant, må de høre loven, indtil de gør.

Desværre hører man alt for ofte, at syndernes forladelse prædikes, uden at der først prædikes om synd (se f.eks. denne analyse af en artikel i IMT, der fremstiller denne falske bodslære); og så bliver syndernes forladelse netop irrelevant.

Når man vil begynde med at prædike Guds kærlighed og ikke Guds retfærdige dom, bliver mennesker ikke tørstige efter evangeliet.

Da vil de i stedet søge noget mere end evangeliet, som kan overbevise dem om, at de står i Guds nåde. Da vil enhver helliggørelsesprædiken blive brugt til at retfærdiggøre sig selv.

Eller også bruger de netop den falske “nåde” som sovepude, fordi man reelt ikke ved, hvad man er benådet fra og derfor reelt heller ikke tror på syndernes forladelse.

At lokke mennesker i kirke med tale om helliggørelse og kirken som arbejdsfællesskab gør dem kun til farisæere, som forhærder sig mod loven, evangeliet og sand helliggørelse.

Men lokkes mennesker i kirke ved at loven gør evangeliet relevant, da vil kirken også blive helliggjort og arbejde på at evangeliet må forkyndes for flere.

Filed Under: Lov og evangelium, Læren om frelsen (Soteriologi), Læren om helliggørelse, Omvendelse, Pietisme Tagged With: luthersk blog

Vidnesbyrd eller bekendelse

20. oktober 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I bogen “The Fire and the Staff” af Klemet Preus blev jeg for nogle år siden gjort opmærksom på, at Biblen ikke taler om, at alle kristne skal vidne. Biblen taler om apostlene som vidner om opstandelsen, men den opgave, alle kristne får, er at bekende deres tro overfor mennesker.

Klemet Preus skriver:

“Sometimes people are asked to tell others what God has done in their lives. A testimonial is a witness to what God has done in your life. Remember, though, God never asks us to witness. He asks us to confess. And to confess means to say the same thing as others. God does not want His church to listen to someone’s witness unless they have been appointed by God to witness the life, death and ressurection with their own eyes. He’d rather have us confess, which we can do in the creed where we all say the same thing.”

-Klemet Preus: The Fire and the Staff, – Lutheran Theology in Practice , p. 391

Dét, der kan frelse mennesker, er ikke en persons vidnesbyrd om sine oplevelser, men det er Guds ord, når det bekendes af en kristen, forkyndes fra prædikestolen eller læses i Biblen eller andet, som gengiver Biblens lære.

Dét, der er afgørende for at kunne drive mission er altså ikke ens vidnesbyrd eller ens karakter, men at man ved, hvad man frelses fra og hvordan man frelses. Man må altså kende loven, de ti bud, og evangeliet om syndernes forladelse, som Jesus har vundet.

Igennem lov og evangelium frelser Gud mennesker ved at give dem troen, så de stoler på, at Gud forlader dem deres synder. Troen er altså ikke menneskers beslutning, men Guds gave, som paulus skriver i Ef 2,8.

Jyllandssvenskeren har analyseret et eksempel på et vidnesbyrd på sin blog.

Filed Under: Evangelisation, Forkyndelse, Læren om frelsen (Soteriologi), Nådemidlerne, Omvendelse, Pietisme Tagged With: luthersk blog

  • 1
  • 2
  • Next Page »

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Se gudstjeneste eller hør prædiken 1. s.e. Påske 11. april 2021
  • Hvor stor er dog den kærlighed – salme om nøglemagten af Veit Dietrich 10. april 2021
  • Se påskegudstjeneste eller hør prædiken (Joh 20,1-18) 4. april 2021

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

18. apr. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
18. apr. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
25. apr. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
25. apr. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
2. maj. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
2. maj. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav

Copyright © 2021 · Outreach Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in