Læren om frelsen (Soteriologi) Arkiv - Side 2 af 8

Vækkelse – skulle det nu være sundt?

13. august 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På bloggen “Nyt i Natten – klip og Kommentarer” kan man finde en henvisning til et uddrag af en bog af Dag Risdal i bladet Shafan om begrebet vækkelse. Hele uddraget kan læses her. Dag Risdal forklarer om forskellen på sand og falsk vækkelse, men afslører også den dybere problematik ved selve begrebet vækkelse, det er blevet brugt i vækkelsesbevægelserne. Og spørgsmålet er, om kirkevækstbevægelsen og de falske vækkelser, han polemiserer imod ikke netop er et produkt af selve vækkelsesbegrebet, hvor ordet og Ånden adskilles.

Risdal skriver:

Hva skjer under vekkelse? Jo, Guds ord går over fra omtale til tiltale! Guds ord blir nærgående og avslørende. Ordet blir ladet med guddommelig kraft.

Dag Risdal forklarer ikke her, hvordan forkyndere går fra at forkynde Guds ord forkert til at forkynde det rigtigt, men om, hvordan ordet på et tidspunkt er “omtale” og så bliver tiltale ved at blive ladet med guddommelig kraft. Vil det sige, at Guds ord ikke havde guddommelig kraft før? Vil det sige, at Guds ord blot var omtale før. For så vidt det vitterligt er Guds ord, der forkyndes, dømmer det naturligvis også mennesker og oprejser dem ved evangeliet.

I Esajas 55 står der:

For som regnen og sneen
falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden,
befrugter den og får den til at spire
og giver udsæd til den, der vil så,
og brød til den, der vil spise,sådan er mit ord, som udgår af min mund;
det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje
og udfører mit ærinde.

Og i Rom 1,16 står der:

For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.

Skriften er altså klar. Guds ord er aldrig virkningsløst, men altid virksomt. Guds ord bliver ikke ladet med kraft engang imellem. Jesus siger, at hans ord er ånd og liv (Joh 6,63).

Dag Risdal angriber dem, der vil gøre vækkelse til et spørgsmål om psykologi. Det vil sige synergister – dem, der hævder, at troen er noget, mennesker vælger og at man derfor kan appellere til folks vilje. Men problemet ligger dybere end blot årsagen til vækkelse. Risdal har jo allerede adskilt ordet og Ånden ved sit vækkelsesbegreb. Forskellen på Risdal og synergisterne er, hvad de mener, der gør Guds ord virksomt.

Synergisterne hævder, at det er mennesker og Risdal hævder, at det er Gud. Det er den klassiske forskel på calvinister og synergister, vi har med at gøre her. Men synergismen opstod netop indenfor reformerte kirker som en følge af, at man allerede havde adskilt ordet og Ånden. Og på samme måde er det dem, der allerede har accepteret begrebet vækkelse, som i høj grad er modtagelige for den synergistiske vækkelsestanke idag.

Så mens Risdals angreb på oplevelseskristendom og de falske vækkelser kan virke sympatisk, så må man alligevel spørge, om ikke ondets rod ligger dybere. Det er jo ikke først med kirkevækstbevægelsen de senere år, vækkelsesbevægelserne har modtaget skadelige påvirkninger fra evangelikal kristendom. Det går langt tilbage i vækkelsesbevægelserne, at man har indoptaget evangelikal praksis, herunder f.eks. de sentimentale jeg-fokuserede vækkelsessange, som bestemt ikke blot er af nyere dato. fokus på omvendelsesoplevelser frem for på nådemidlerne er også noget, som typisk kendetegner vækkelseskristendom.

Vil man have et opgør med ondets rod, så må man tilbage til den bibelske og lutherske tillid til Guds ords virkekraft og lade både calvinistiske og synergistiske vildfarelser fare. Et opgør med selve vækkelsesbegrebet er altså væsentligt, hvis man ikke vil fortsætte denne pendulsvingning mellem .

Fra asken til ilden

20. juli 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

For nylig kunne man i en artikel i Kristeligt Dagblad læse om, hvordan ny-calvinismen vokser, særligt i USA. USA har vel nærmest siden den 2. store vækkelse være et land, der var dybt præget af synergismen – den lære, at mennesket kan samarbejde med Gud i omvendelsen. Det er også denne tankegang, der ligger bag f.eks. kirkevækstbevægelsen, hvor man vil motivere mennesker til at blive kristne ved at tale til deres følte behov i stedet for at afsløre deres dybeste behov: at de er syndere.

Kirkevækstbevægelsen har også sat sig spor i dansk kirkeliv på den folkekirkelige højrefløj og i de frikirker, der også har en gammel synergistisk arv.

Men nu er der altså unge, som er blevet trætte af troen på en fri vilje og benægtelsen af menneskets dybe syndefordærv – og den gamle calvinismen, som lå bag den første store vækkelse i USA, har igen fået vind i sejlene. I Danmark kan modstandere af kirkevækstbevægelsen måske også se håbefuldt til den nye calvinisme og overveje at hente inspiration herfra.

Og det er da også positivt, at mennesker begynder at erkende, at synergismen bygger på falske og ubibelske forudsætninger. Men man må spørge sig selv, om calvinismen virkelig er så meget bedre. Synergismen er dybest set et produkt af calvinismen. For de deler den forudsætning, at Gud ikke virker troen gennem sine nådemidler, ordet og sakramenterne. Forskellen er, at calvinisterne tror, at Gud engang imellem virker – når han har lyst, mens synergisterne hævder, at det er mennesker, der må sætte Ånden igang med at virker eller i hvert tilfælde hjælpe til med at fuldende Åndens værk.

Begge parter vil altså fraråde at sætte sin lid til de midler, Gud har indstiftet til vores frelse: ordet og sakramenterne. Syngeristerne vil henvise dig til din egen beslutning om at omvende dig og forsøge at motivere dig til det. Calvinisterne vil henvise dig til at lede efter Åndens frugter i dit indre og gennem dem blive sikker på din udvælgelse. Men ifølge Skriften kan vi sætte vores lid til evangeliets ord, som er en Guds kraft til frelse (Rom 1,16) og til sakramenterne, hvor Gud besegler sin nåde.

Mens synergismen og calvinismen kan synes som modsætninger, så er de dybest set to alen af et stykke. De henviser begge den anfægtede til at søge i sig selv efter nåden i stedet for i nådens midler, hvor den deles ud. Man skal altså ikke juble for tidligt, når man hører, at calvinismen vinder frem. Calvinismen vil nok erkende menneskers syndefordærv, men den vil ikke give mennesker en sikker trøst og vished om syndernes forladelse. Den er blot uvishedens monster i en ny forklædning – hvor den henviser dig til din genfødselsoplevelse og din helliggørelse som det, der skal give dig vished om din frelse.

Det er også disse to tankegange, der ligger bag begrebet “vækkelse”, når det bruges om særlige periode, hvor man mener, at guds ord er mere virksomt end i andre. Synergisterne tror på vækkelser, som mennesker er med til at skabe ved deres bønner eller metoder. Calvinister tror, at gud engang imellem er virksom gennem sit ord – når Gud vil det.

Biblen lærer dog, at evangeliet er en Guds kraft til frelse og ikke blot døde ord, der kan blive en Guds kraft til frelse.

I modsætning til begge står bibelsk og luthersk nådemiddelkristendom, som både forkynder, at det er Guds nåde alene, der frelser og at gud vil at alle skal frelses og virkelig tilbyder sin frelse gennem nådens midler, ordet og sakramenterne, hvor han også ved sin Helligånd skaber troen i mennesker.

LM’s ubibelske nadverpraksis

10. juni 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I manges øjne synes Luthersk Mission måske at være forkæmpere for bibelsk og luthersk kristendom. Det er dog ikke det intryk, man får, når man læser LM’s officielle Vejledende Liturgihåndbog for frimenigheder.

Her står bl.a. på s. 30:

Vi vil nu dele nadveren med hinanden.
Alle, som er døbt, og som ønsker at tilhøre Herren Jesus
Kristus, er velkommen til at være med.

At det længe har været Folkekirkens praksis, at hvem som helst kan gå til alters, er nok ikke nogen hemmelighed. Det blev først muliggjort med kongelig resolution af 1956, at medlemmer af andre kirker kunne gå til alters i Folkekirken. Med Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001 blev det stadfæstet ved, at man erklærede fuldt prædikestols- og nadverfællesskab med reformerte kirker.

Men at det også er en praksis, som ligefrem anbefales af LM, at hvem som helst i praksis kan gå til alters, er alligevel overraskende. Umiddelbart skulle man have troet, at det åbne nadverbord burde være noget, man i det mindste beklagede i Folkekirken. Men det er altså noget, man vil tage med derfra.

Hvorfor er dette åbne nadverbord så problematisk? Det er det af flere grunde.

For det første er det problematisk, fordi man ifølge Skriften skal kunne prøve sig selv og agte på legemet for at gå til alters, 1 Kor 11,27-29: v27 Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. v28 Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. v29 For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.

Det vil både sige, at man skal vide, hvad man får i nadveren og hvad det gavner. Ellers spiser og drikker man sig en dom til. Man må altså vide, at det er Jesu legeme og blod man får og ikke f.eks. blot et symbol på Jesu legeme og blod. Man må også tro, at man i nadveren får Jesu legeme og blod til syndernes forladelse, fordi Jesus vandt syndernes forladelse med sit legeme og blod. Man må naturligvis også vide, at man er en synder, så man søger syndernes forladelse i nadveren. Hvis man lever i ubodfærdig synd, så man i stedet søger tilladelse for synden, skal man ikke have lov at gå til alters. Det er præsters opgave som Guds husholdere at forvalte nadveren (1 Kor 4,1-2).

Men der er en anden væsentlig grund til, at nadverebordet ikke kan være åbent for alle, der kommer. Nadveren er også et fællesskabsmåltid. I 1. Korintherbrev 10,16-16 skriver Paulus: Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? v17 Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Nadveren er altså med til at gøre os til ét legeme.

Men ifølge Rom 16,17 brydes denne enhed af vranglærerne. For enheden mellem de kristen er en enhed om den tro, som forkyndes af apostlene. Derfor står der i Ap.G. 2,42, at den første menighed både holdt fast ved brødsbrydelsen og ved apostlenes lære sammen med fællesskabet og bønnerne. Når Guds ord modsiges, er man ikke længere ét legeme. Derfor kan man ikke tillade medlemmer af kirker, der tillader modsigelse af Guds ord, at gå til alters i en evangelisk-luthersk menighed. Og derfor har lutherske kirker traditionelt praktiseres lukket nadver, dvs. at kun medlemmer af retlærende menighed, som bekender deres synder og den rette tro, kan gå til alters.

Det er altså et sørgeligt udtryk for, at Luthersk Mission desværre er knap så lutherske, når de ligefrem anbefaler den vidt-åbne nadverpraksis i deres vejledende liturgihåndbog. Det afslører også, at det ikke gør nogen principiel forskel, om man tilhører folkekirken eller en LM-frimenighed. I begge tilfælde har man fuldt kirkefællesskab med alle, der måtte dukke op, ligesom man reelt ikke har mulighed for at forvalte nøglemagten. Skal man forlade folkekirken, fordi den har forladt den Skriften og den lutherske bekendelse, hjælper det altså ikke meget at gå til LM-frimenigheder – i hvert tilfælde ikke, hvis de følger LM’s Liturgiske Håndbog.

Augustanakirkens bibelske og lutherske nadverpraksis, kan man læse om her.

Kaos i kirkefællesskabet – Om nordiske eks-konfessionelle frikirker

8. juni 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Det er ikke kun i folkekirken, man ikke kan finde ud af læren om kirkefællesskab. Også såkaldte konfessionelle frikirker i norden har nærmest kaotiske forhold, når det gælder at praktisere læren om kirkefællesskab.

Flere af disse kirker havde ellers tidligere en noget klarere lære og praksis i dette spørgsmål – i hvert tilfælde i princippet.

I Enhedsdokumentet fra 2005 formulerede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) sammen med Den evangelisk-lutherske Bekendelseskirke i Sverige og Norge (ELBK), Den lutherske Forsamling i Stockholm og Umeå (LFS) og Den finske konfessionelle lutherske Kirke (STLK) læren om kirkefællesskab, så der umiddelbart ikke var noget at sætte fingeren på:

Kirkefællesskab skal imidlertid ikke grundes på individuelle menighedsmedlemmers trosbekendelse, men på den lære, som menigheden faktisk forkynder og bekender. På dette grundlag kan man udøve prædikestols- og nadverfællesskab mellem kirker og menigheder. Og dette betragter vi som kirkefællesskab. (Pkt. 11 sidste afsnit)

Det var meningen, at man på denne baggrund skulle erklære kirkefællesskab. ELBK og LFS havde i forvejen kirkeligt fællesskab og har det stadig. Den evangelisk-lutherske Frikirke havde og har stadig (så vidt det kan konstateres på internettet) kirkefællesskab med Missourisynoden, som for hver dag bliver mere og mere heterodoks.

Tidligere lå der på ELFK’s hjemmeside et brev til bl.a. Missourisynoden, hvor man gjorde klart, at man anså dem for heterodokse og ikke i længden kunne fortsætte det kirkelige fællesskab med denne synode. Dette brev er sidenhen fjernet – måske fordi det kun var tomme trusler. Det kunne godt se sådan ud.

Ikke desto mindre var disse tomme trusler nok til, at ELBK i Sverige og Norge erklærede kirkeligt fællesskab med ELFK i Danmark (se her). På trods af den lære, man havde erklæret i enhedsdokumentet om kirkeligt fællesskab, erklærede ELBK altså kirkeligt fællesskab med en kirke, som fortsat havde en praksis, som stred mod selvsamme enhedsdokument, nemlig at man fortsat havde kirkeligt fællesskab med den vranglærende Missourisynode.

Men hvori består da Missourisynodens vranglære? Den består interessant nok bl.a. i deres falske praksis i læren om kirkefællesskab. Man har erklæret kirkeligt fællesskab med adskillige kirker, som er en del af det Lutherske Verdensforbund og som praktiserer kirkeligt fællesskab med bl.a. de nordiske folkekirker. Det gælder f.eks. den Den evangelisk-lutherske Kirke i Kenya, som i sin tid indviede den svenske semikirke – Missionsprovinsens – første biskop.

Man kan altså stå i den situation, at en præst fra Missourisynoden den ene dag prædiker for eller går til alters med medlemmer af de nordiske folkekirker i Kenya og den næste dag gør det samme med medlemmer af ELBK i en menighed i ELFK i Danmark. ELBK har dermed med sin praksis modsagt den bekendelse, man aflagde i enhedsdokumentet, ligesom dette dokument også for ELFK kun har været tomme ord.

Den fjerde kirke bag Enhedsdokumentet, STLK i Finland, erklærede ikke kirkefællesskab med nogle af de øvrige kirker. Det gjorde de ret i at lade være med.

Ved siden af dette har flere af de nordiske kirker engageret sig i ELSIN-samarbejdet, som også er et forsøg på at krybe udenom læren om kirkefællesskab. Her mener man at kunne erklære delvist kirkefællesskab, hvilket i praksis vil sige fællesskab om prædikestol, men ikke alterbord. Man har dog på ingen måde godtgjort, at der kræves andet og mere til fællesskab om nadveren end til fællesskab om prædikestolen.

Hvis der er fuldstændig læremæssig enighed, er det separatisme at nægte nadverfællesskab. Hvis man derimod ikke er enige i alle lærepunkter, er det unionisme at praktisere fællesskab om prædikestolen.

Med i ELSIN er bl.a. LFS. Om ELBK og ELFK er med i dette samarbejde er uklart ud fra hjemmesiden. Under alle omstændigheder sympatiserer de med det, da præster fra begge kirkesamfund har skrevet i ELSINS juleblad. ELBK har også fortsat kirkeligt fællesskab med LFS; og ELFK har kirkefællesskab med ELBK. ELBK kan også på sin hjemmeside anbefale en midsommerlejr i LFS, hvor Åke Nilsson underviser. Åke Nilsson er præst i Silverdalen, som er med i ELSIN, men som ELBK mig bekendt ikke har erklæret kirkefællesskab med. Ved at fastholde det kirkelige fællesskab på trods af ELSIN har man altså i praksis accepteret dette projekt, som er et opgør med den bibelske og lutherske lære om, at kirkefællesskab (hvad enten det er prædikestols- eller nadverfællesskab) forudsætter fuld læreenighed, men heller ikke mere end det.

De nordiske “konfessionelle” frikirker står altså 4 år efter enhedsdokumentet milevidt fra den lære, man dengang bekendte med munden. Måske mente man den heller ikke alvorligt dengang. I hvert tilfælde grænser det efterhånden til det tragikomiske, at enhedsdokumentet stadig ligger offentligt fremme, når det i den grad modsiges af kirkernes praksis i øvrigt. Man kan kun opfordre ELFK til at fjerne enhedsdokumentet, ligesom man har fjernet andre dokumenter, der giver udtryk for den lutherske lære om kirkefællesskab.

Der er yderligere beviser for, at ELFK for længst har forladt den lutherske lære om kirkefællesskab.

I det sidste nummer af Frikirkens kirkeblad (Nov 2006), der udkom før kirkesplittelsen, der førte til Augustanakirkens dannelse, kan man læse en artikel af pastor Leif G. Jensen om altergang i menigheden. Denne artikel omhandler bl.a. nadveren som et menighedsmåltid i modsætning til et missionsmåltid. Der tales også om, at den enkelte kristne skal prøve sig selv og om, at præsten som hyrde og sjælesørger skal forvalte nadveren rigtigt, så det bliver til gavn. Det er alt sammen meget godt, men når man tager emnet i betragtning glimrer læren om kirkefællesskab ved sit fravær. Her tales ikke om, at man må bekende den rette lære – også ved sit kirkemedlemsskab eller om, hvor alvorlig en ting, falsk lære er. Denne artikel ligger meget tæt på pastor Jensens undervisning på en ungdomslejr, jeg var med på i efteråret 2006 i ELFK-regi. Ved denne lejr hørte jeg en sige efterfølgende, at vedkommende ikke kunne forstå, hvorfor f.eks. LM’ere så ikke kunne gå til alters i ELFK, hvis det var sådan det forholdte sig.

Pastor Jensens artikel og undervisning kunne lige så vel være et argument for dét, man i USA kalder close communion i modsætning til closed communion. Det er den praksis, at præsten skal vide, hvem han tager til alters og at de f.eks. ikke lever i synd, men at man ikke nødvendigvis behøver være medlem af en retlærende kirke for at kunne gå til alters i en sådan.

Der er altså ikke noget at sige til, hvis man fik det indtryk, at pastor Jensen ikke stod så stejlt på læren om kirkefællesskab. Det blev også denne knap så lutherske linje, der blev styrende. Om man så i dag har ændret nadverpraksis, ved jeg ikke. I hvert tilfælde opretholder man kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker, så der burde ikke være noget til hinder for, at man også indbød medlemmer af vranglærende kirker i Danmark til nadveren.

Samme måned, som pastor Jensens artikel udkom, imens jeg stadig var medlem af Den evangelisk-lutherske Frikirke, publicerede jeg dette indlæg, hvor jeg i modsætning til pastor Jensen netop begrundede den lukkede nadverpraksis i læren om kirkefællesskab. Det er ikke svært at få øje på forskellene på disse to tilgange til kirkens (daværende?) nadverpraksis. Mit indlæg er en udfoldelse af den lære om kirkefællesskab, som også enhedsdokumentet i princippet gav udtryk for. Denne grundlæggende uenighed om læren om kirkefællesskab var på flere måder medvirkende til splittelsen af ELFK i foråret 2007, som førte til stiftelsen af Augustanakirken.

Men hvad der er værre end disse kirkers modsigelse af enhedsdokumentet er, at det også er udtryk for, at man har forkastet den bibelske og lutherske lære om kirkefællesskab. Paulus formaner i Romerbrevet kapitel 16 vers 17 til, at vi skal holde os fra vranglærere. Denne formaning sidder man i de nordiske frikirker overhørig med den konsekvens, at vranglærens surdej får lov at gennemsyre dejen. Og vranglære er en ganske alvorlig sag, som fører til, at mennesker fortabes.

Syreren Na’aman – var han mon reformert?

18. april 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

For nylig kom jeg til at tænke på Biblens beretning om Syreren Na’aman, som fint illustrerer den reformerte/evangelikale foragt for Guds virke gennem ydre midler.

I 2. Kongebog 5:10-14 læse vi om syreren Na’aman, som kom til Elisa for at blive helbredt for spedalskhed: 10 Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: “Gå hen og bad dig syv Gange i Jordan, så bliver dit Legeme atter friskt, og du bliver ren!” 11 Men Na’aman blev vred og drog bort med de Ord: “Se, jeg havde tænkt, at han vilde komme ud til mig, stå og påkalde HERREN sin Guds Navn og svinge sin Hånd i Retning af Helligdommen og således gøre Ende på Spedalskheden! 12 Er ikke Damaskus’s Floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle Israels Vande? Kunde jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?” Og han vendte sig og drog bort i Vrede. 13 Men hans Trælle kom og sagde til ham: “Dersom Profeten havde pålagt dig noget, som var vanskeligt vilde du så ikke have gjort det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så bliver du ren!” 14 Så drog han ned og dykkede sig syv Gange i Jordan efter den Guds Mands Ord; og hans Legeme blev atter friskt som et Barns, og han blev ren. (1931-udgaven af Biblen)

Syreren Na’aman ville ikke tage til takke med det middel, Gud havde givet til at kurere spedalskheden. Det var ikke nok for ham. Han ville ikke tro Guds ord, som knyttede løfter til dette almindelige vand.

Er det ikke sådan reformerte som René Vester fra sand.omvendelse.dk og Martin W. Hansen fra jesufrelse.dk (se også sidstnænvtes hjemmeside www.godenyhederforlutheranere.dk), som jeg tidligere har diskuteret dåben med, også ser ud til at tænke: “En sjat almindeligt vand kan ikke frelse”, “det er for nemt”.

Se min gendrivelse af en artikel om dåben på jesufrelse.dk her, hvis du vil se de bibelske argumenter for, at dåben frelser. Disse argumenter er ikke blevet imødegået af de reformerte, jeg har diskuteret med. Men tilsyneladende sætter de reformerte reelt ikke Biblen højere end deres egne meninger.

Vand kan frelse, hvis Guds ord og løfte er knyttet til det. For de reformerte er vand dog ikke åndeligt nok. Men det er Guds indstiftelse, de foragter – på samme måde som Na’aman foragtede Jordans vand. I stedet for almindeligt vand, som Gud havde knyttet sit løfte til, ville syreren Na’aman have en profet, der svingede sin stav og opførte sig mere “åndeligt”.

På samme måde foragter reformerte oftest nadveren, hvor Jesus efter sit løfte giver os sit legeme og blod skjult under brød og vin til syndernes forladelse. At Gud skulle give sin frelse under sådanne ydmyge midler, så troen kunne holde sig til dem, er for de reformerte en forargelse. For dem må troen være en tro på deres egen tro og oplevelse.

Deres pseudosakramente er deres genfødselsoplevelse. For dem går det store skel mellem ydre og indre og ikke mellem Guds gerninger og menneskers lovgerninger. Og de tror fejlagtigt, at det store problem ved f.eks. pavekirken er dét, at den har ydre ting og lægger vægt på dem. Desværre kommer evangelikale og reformerte ofte til at ligne den romersk-katolske kirke mere, end de aner, f.eks. i deres lære om boden, som var dét punkt, hvor reformationen havde sit hovedopgør med pavekirken. Se f.eks. min kritik af en trosbekendelse fra siden Tilbage til Bibelen, som er relateret til de øvrige sider her.

De reformerte foragter Guds klare ord, som lover, at dåben frelser. De foragter den Gud, som bruger ydmyge midler som vand, brød og vin. Selvom nogle af dem er modstandere af den karismatiske herlighedsteologi, er det i virkeligheden herlighedsteologi, de vil have – som Na’aman. Det er blot den finere slags. De reformerte dyrker den menneskelige omvendelsesoplevelse frem for Guds nåde som fundamentet for visheden om frelse.

Men Gud har fra begyndelsen af givet sin nåde gennem ydre midler, der ikke så ud af meget. Sådan indstiftede Gud offertjenesten for at give sin tilgivelse ved troen på den kommende Messias. Og Gud gav omskærelsen som et segl på retfærdigheden ved tro. Og Gud gav påskelammet, som et værn mod Guds vrede og et tegn på hans nåde.

I den reformerte tradition tolkes disse gammeltestamentlige nådemidler som rene lovgerninger og lydighedshandlinger. Konsekvensen er, at man reelt set får et lovisk syn på frelsen i det gamle testemante – og som konsekvens også i det nye testamente.

Man anser Guds nådehandlinger som rene lydighedshandlinger, ligesom den romersk-katolske kirke gør. Man gør dåben til en bekendelseshandling og nadveren til et mindemåltid, hvis hovedformål er, at mennesker mindes Jesus. På samme måde er nadveren i pavekirken et offer, kirken frembærer til Gud og ikke Guds gave til mennesker.

Mens romerkirken måske ikke foragter “ydre ting” ligesom de reformerte, så er den bagvedliggende struktur i papistisk og reformert teologi den samme. Bevægelsen går fra mennesker til Gud. Sakramenterne bliver menneskers handlinger overfor Gud og ikke Guds forsikring om syndernes forladelse gennem ydre midler.

Vækkelse – skulle det nu være sundt?

Fra asken til ilden

LM’s ubibelske nadverpraksis

Kaos i kirkefællesskabet – Om nordiske eks-konfessionelle frikirker

Syreren Na’aman – var han mon reformert?

En luthersk kirke

Kom eller kontakt os

Næste gudstjenester