Indimellem dukker temaet eksorcisme op i pressen.
Jeg har indimellem selv kigget lidt på spørgsmålet – både i Skriften og i klassiske lutherske pastoralteologier og synes nu, at jeg vil dele lidt af informationerne herfra. Som udgangspunkt mener jeg, at man kan sige om dæmoner, som C.S. Lewis et sted har sagt om djævelen, at man kan havne i to grøfter: at ignorere ham eller at fokusere for meget på ham.
Hvordan man så skal agere i praksis er jo et godt spørgsmål. Der er dem, der vil hævde, at der i dag stadig er en speciel nådegave til at drive dæmoner ud eller at kristne skal henvende sig til dæmonerne og har myndighed til at befale dem at fare ud. For nogle år siden så jeg en folkekirkepræst, der henviste til eksorcismen i Kirkeritualet af 1685 som begrundelse for denne praksis.
Andre vil slet ikke tale om eksorcisme.
Hvis vi læser Biblen er det klart, at dæmoner findes. Jesus uddriver dæmoner og apostlene gør det på Jesu befaling og bemyndigelse. De, der benægter dæmoners eksistens som onde åndevæsner, der kan besætte mennesker, gør det derfor ikke på grundlag af Biblen, men på grundlag af deres naturalistiske verdenssyn. De vil formodentlig også i praksis benægte Guds eksistens og virke i verden, men måske fastholde ham som en abstraktion.
Dæmoner og dæmonbesættelser eller dæmoniske hændelser (poltergeister osv.) er en virkelighed – også i dag.
Men hvordan skal man handle overfor disse. I Biblen hører vi, at apostlene får givet myndighed af Jesus til at uddrive dæmoner (f.eks. Mark 16,17). Men betyder det nødvendigvis, at alle kristne eller at kristne i dag i det hele taget har denne myndighed. Nej apostelenes myndighed kan sidestilles med deres myndighed til at helbrede sygdomme på kommando. Den var tegn på deres apostelembede. De, som fik åbenbaringsgaver gennem apostlene, fik også disse bekræftende tegn, men vi hører kun om, at mennesker fik gaverne gennem apostlene. Efter apostlenes død skulle åbenbaringsgaverne og de medfølgende tegn høre op. (Se mere om åbenbaringsgavernes og de medfølgende tegns ophør efter apostlene her.)
Det betyder dog ikke, at vi er overladt til dæmonernes hærgen. Jesu siger i Matt 17,21, hvordan dæmoner normalt skal fordrives: Den slags fordrives kun ved bøn og faste.
Efter apostlene må vi altså bede Gud om at uddrive dæmonerne, ligesom vi må bede Gud om at helbrede syge. men vi kan ikke som apostlene befale over dæmonerne og selv drive dem ud.
Dette synspunkt var også Martin Luthers, om man kan læse i f.eks. Portas Pastorale Lutheri s. 488ff. Her skelner han mellem den legemlige og den åndelig besættelse. den legemlige er den særlige dæmonbesættelse, som vi hører om, når dæmoner drives ud i Biblen. Den åndelige besættelse er den, alle vantro er underlagt. Denne skelnen finder man også senere i den lutherske ortodoksi, f.eks. hos Quenstedt, som citeres i C.F.W. Walthers pastoralteologi og i Baier-Walthers Compendium Theologiae Positivae (Part I Cap. III § 51).
Quenstedt og Baier henviser til Luk 22,3 som eksempel på den åndelige besættelse. Her står, at Satan fór ind i Judas. Den åndelige besættelse vil sige, at Satan driver de ugudelige til onde gerninger. Den legemlige besættelse vil derimod blot sige, at en dæmon har taget kontrol over et menneskes legeme eller en legemsdel. den åndelige besættelse er altså værre end den legemlige besættelse.
Luther angriber i citatet i Pastorale Lutheri de papistiske dæmonuddrivelser, hvor eksorcisten mente at kunne drive dæmoner ud ved at henvende sig til disse og bede dem fare ud. Disse dæmonuddrivelser er falske iflg. Luther. Når det ser ud som om, der sker dæmonuddrivelser, er det for at djævlen kan sætte sig hårdere på folk gennem den åndelige besættelse, som sker ved den papistiske vranglære. Sådan må man også frygte, at en del tilsyneladende dæmonuddrivelser i dag er Satans værk, som sker for at bekræfte falske lærere i f.eks. karismatiske sammenhænge.
Og den åndelig besættelse, som sker gennem frafaldet er langt værre end den legemlige besættelse, hvor en dæmon alene får magt over legemet, men ikke nødvendigvis menneskets sjæl.
I stedet for at tro, at man kan påtage sig myndighed over dæmonen, må man altså bede og læse Guds ord. For Kristus har magt til at drive dæmonerne ud og Kristus er, hvor hans menighed mødes i hans navn og beder til ham (Matt 18,19-20).
Når man læser Kirkeritualet fra 1685 (find det her), er det også interessant, at uddrivelsen med henvendelse til dæmonen ikke (som det forudsættes i denne artikel) foregår i forbindelse med legemlig besættelse, men alene ved dåben. De viser med rette, at de kristne gennem dåben har myndighed over den åndelige besættelse, som dåben netop udfrier fra. I stedet giver ritualet en vejledning i, hvordan man skal bede Gud uddrive Ånden. Kirkeritualet er altså også på linje med Skriftens og Luthers teologi på dette punkt.
Et andet spørgsmål, som kan rejse sig i forbindelse med spørgsmålet dæmonbesættelse, er forholdet til psykisk sygdom og sygdom i det hele taget. Der findes to grøfter. Den ene vil hævde, at enhver form for psykisk sygdom eller sygdom i det hele taget, er dæmonbesættelse. Andre vil hævde, at enhver tilsyneladende dæmonbesættelse blot er en sindslidelse og kræver psykiatrisk behandling i stedet. Sidstnævnte er i strid med Skriften. Det er den første mening også.
I Walthers pastoralteologi citeres den ortodokse lutherske teolog, Quenstedt. Han giver en række kendetegn på en dæmonbesættelse, så den ikke blandes sammen med for eksempel sindsyge. Heriblandt nævner han, at den besatte kan tale fremmede sprog, vedkommende ikke har lært, at vedkommende kan afsløre hemmelige ting, gengive dyrelyde præcist, kan have overmenneskelige kræfter, blasfemisk tale. De ortodokse lutherske teologer brugte altså deres sunde fornuft til at skelne og skar ikke naivt alt over én kam. (Se C.F.W. Walther “Amerikanisch-Lutherische Pastroaltheologie”, St. Louis 1906 5. oplag s. 133-136).
Sådan må man også i dag skelne mellem dæmonbesættelse og sindsyge, så man ikke som en ordets tjener bliver en kvaksalver. Kristne læger kan her være til hjælp. Vejledningen i Kirkeritualet af 1685 forelsår også, at præsten skal gøre brug af lægers hjælp til at bedømme “Om den Svaghed kan være naturlig eller ej” (s. 81 i Udvalget for Konvent for Kirke og Teologi’s udgave fra 1985. Se også denne udgave). Man må naturligvis også skelne mellem besættelse og andre åndelige problemer – som i og for sig kan være ligeså svære, hvis ikke sværere. For som sagt er en legemlig besættelse et mindre onde en den åndelige besættelse.
Et yderligere spørgsmål, når det drejer sig om besættelse er, hvorvidt kristne kan blive besat af dæmoner. Jeg har hørt dét argument, at kristne ikke kan blive besat af dæmoner, fordi de er fyldt af Helligånden. Men hvis vi vender tilbage til den førnævnte skelnen mellem den fysiske besættelse og den åndelig besættelse, som alle vantro er under, så behøver der ikke være nogen modsætning mellem, at en kristen er fyldt af Helligånden og alligevel er legemligt besat.
Afvisningen af, at kristne kan blive besat kan have det mål, at man ikke vil skræmme kristne. Omvendt kan det jo altså betyde, at man fradømmer besatte kristennavnet og dermed sammenblander lov og evangelium, hvis de rent faktisk kan blive legemligt besatte. Det ville svare til at fradømme mennesker, der bliver syge eller på anden måde lider under syndefaldets konsekvenser eller Satans angreb, kristentroen. Det vil ende i herlighedsteologi.
Man må altså undersøge sagen, før man afviser, at kristne kan besættes. I Biblen er der ingen direkte afvisning af det. Det er derimod ting, der kunne tyde på, at det kan ske.
Sådan gav Gud jo rent faktisk Satan lov til at plage Paulus (2. Kor. 12,7) og Job, selvom de begge var kristne. At Gud tillader Satan at plage mennesker i legemet, f.eks. ved en rent legemlig besættelse, betyder ikke, at den kristne åndeligt set er under Satans Herredømme.
I Kirkeritualet af 1685 (s. 83-84) understreges det også, at kristne kan besættes legemligt. Her skal præsten ikke lægge skylden på dem og fortælle dem, at de ikke kan være kristne. Det ville være dårlig sjælesorg. Tværtimod kan præsten trøste dem med, at alt virker til gode for dem, der elsker Gud (Rom 8,28) og at hvert hovedhår på kristne er talt af Gud (Matt 10,30). Heller ikke den legemlige besættelse sker uden Guds tilladelse og derfor har Gud den også under kontrol og tillader ikke, at Satan river mennesker ud af Guds hånd. Kirkeritualet foreslår også, at besatte kan kommuniceres, når de har klare øjeblikke.
De ortodokse lutherske teologer fastholdt også, at kristne kan blive legemligt besat. Baier henviser i sit Compendium ligesom Kirkeritualet til 2. Kor 12,7 som en parallel til besættelse, hvor Gud tillader, at Paulus plages legemligt af Satan. Man kan altså ikke afvise, at Gud tillader også kristne at blive legemligt besat, men man må samtidig huske, at Gud ikke af den grund har overgivet troende kristne til Satan. Satan og hans dæmoner får kun lov at gå så langt, som Gud tillader og Gud vil bevare kristne fra Satans magt over sjælen og fra fortabelsen.