Martin Willemoes Hansen har oversat en artikel om dåben på hjemmesiden jesufrelse.dk.
Her forsøger en Dave Hunt at argumentere for, at dåben ikke genføder.
Dave Hunt argumenterer sådan: Ikke-katolikker underviste ud fra Skriften, at dåb kun var for dem som har troet på evangeliet: “gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem [som har troet på evangeliet] … ” (Matt 28,19); “De, som tog imod hans ord, blev døbt …” (ApG 2,41); “… hvad hindrer mig i at blive døbt? … Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske …” (ApG 8,35-37). Spædbørn kan ikke tro på Kristus.
Læg mærke til, at forfatteren faktisk selv indføjer ordene [som har troet på evangeliet] i dåbsbefalingen og dernæst bruger sin egen indføjelse som bevis. Det må siges at være manipulerende. Dernæst peger han på en række steder, hvor der er eksempler på, at troen går forud for dåben, men faktisk ikke udelukker gyldigheden af en dåb, der går forud. Skriftstederne udelukker heller ikke en dåb, der skaber troen.
Kerneargumentet synes dog at være den rationalistiske påstand: Spædbørn kan ikke tro på Kristus.
Hvor ved forfatteren det fra?
Biblen siger noget ganske andet. For eksempel nævner den, at Johannes Døberen fyldtes med Helligånden fra moders liv (Luk 1,15) og at han derfor sprang af glæde ved lyden af sin herres moders stemme (Luk 1,44), hvilket også beviser, at Guds ord kan nå selv et foster. Og vi hører, at små børn kan tage imod Guds rige (Mark 10,15). Og i Sl 8,3 profeteres det, som går i opfyldelse i Matt 21,16, at børn og spæde lovsynger Jesus (selvom spædbørnene ikke kunne gøre det med munden).
Børn kan altså mindst lige så vel tro på Kristus som voksne kan. Ja, ikke engang voksne kan tro ved egen kraft. De er født af kød (Joh 3) og døde i deres overtrædelser (Ef 2) og må fødes påny og opvækkes af deres åndelige død. Ligesom et barn ikke kan føde sig selv og en død ikke kan levendegøre sig selv, kan et menneske heller ikke ved egen styrke og kraft tro på Jesus Kristus. Det er alene Helligåndens gerning.
Dave Hunt forsøger derefter forgæves at tilbagevise påstanden om, at børn er inkluderet, når der står, at et helt hus bliver døbt i bl.a. ApG 10 og 16. Men hele argumentationen hænger på den ene rationalistiske og ubibelske påstand, at evangeliet ikke kan skabe troen i spædbørn, en påstand, som Hunt end ikke forsøger at argumentere for.
Dave Hunt skriver dernæst: Bibelen erklære at det er forkert at undervise frelse ved tro på Kristus plus noget som helst andet, så som at overholde den jødiske lov (ApG 15,24). Paulus forbandede dem som lærte dette falske evangelium der er skyld i sjælens fortabelse (Gal 1,8-9). Et evangelium af frelse igennem Kristus plus dåb er ligeså falsk.
Dave Hunt har tilsyneladende ikke forstået den lutherske lære om dåben, som han kritiserer. Dåben er ikke en betingelse ved siden af troen. Dåben er ligesom evangeliet et middel, hvori Gud giver og besegler frelsen. Dåben er netop ikke menneskers lovgerning, men Guds gerning. At påstå at dåben gøres til et tillæg til troen er lige så omsonst som at påstå, at man gør Jesus og evangeliet til en lovgerning ved at sige, at de frelser.
Nej, det forholder sig faktisk lige modsat. Når man ikke vil tro på Guds nådemidler (evangeliets ord, dåben og nadveren), som det, der ikke blot informerer om frelsen, men også uddeler frelse, så gør man reelt troen til en lovgerning. Så ender man med at tro på sin tro i stedet for at stole på den nåde, Jesus har vundet og som han uddeler i evangeliets ord, i dåben og i nadveren.
Kun den bibelske og lutherske lære om dåben og om evangeliet som Guds nådemiddel kan give virkelig vished, når man anfægtes og spørger: hvordan ved jeg, at frelsen også er blevet min? dåbsfornægterne vil dase ind i sig selv efter deres tro eller beslutning. Men en bibelsk og luthersk kristen ved, at det er Guds nåde i evangeliet og i dåben, troen forlader sig på, og ikke sig selv.
Det er desuden dåbsfornægterne, der gør dåben til en lovgerning. I stedet for at se den som Guds gerning overfor os, gør de den til menneskers bekendelseshandling, ligesom de gør med nadveren. Her ligner de papisterne (den romersk-katolske kirke), som også gør nadveren til menneskers offerhandling frem for Guds nådemiddel. Det er altså faktisk dåbsfornægterne, der til forveksling ligner den romersk-katolske kirke, og ikke luthersk kristendom.
Endvidere skriver Dave Hunt om Paulus: Faktisk skelnede han mellem evangeliet og dåben: “For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet …” (1 Kor 1,17). Her manipuleres igen med den faktiske tekst. Paulus skelner ikke her mellem dåb og evangeliet. Han skelner mellem at døbe og at forkynde evangeliet.
Længere nede står der:
Hvad så med Mark 16,16, “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses …”? Alle der tro på evangeliet er frelst, så selvfølgelig er alle der tror og bliver døbt frelst; men det betyder ikke at dåben frelser eller at den er essentiel for frelse.
Dette er en absurd argumentation. hvorfor skulle Jesus knytte løftet om frelse til dåben, hvis den ikke betød noget for frelsen?
Dave Hunt fortsætter:
Massere af vers erklærer, uden at nævne dåb, at frelse kommer af at tro på evangeliet: “Gud [besluttede] at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.” (1 Kor 1,21, se også Joh 3,16,18,36; 5,24; ApG 10,43; 13,38-39; 16,31; Rom 1,16; 3,28; 4:24; 5,1; 1 Kor 15,1-4; Ef 2,8, etc.).
Man kan ikke slutte fra, at et vers ikke nævner dåben til, at den ikke er essentiel. Så skulle man også slutte, at Jesus ikke er essentiel for frelsen, når han ikke er eksplicit nævnt. Eller at evangeliet ikke er essentielt, når det heller ikke nævnes eksplicit. Dave Hunt fortsætter med at benægte fakta:
Imidlertid er der ikke et eneste vers der siger at dåb frelser.
Dette er ganske enkelt forkert. I første Pet 3,21, står der direkte: Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.
Og i Tit 3,4-5 lærer vi, at Gud frelste os ved dåben, som genføder og fornyer:
Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, v5 frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden,
Dernæst begår Dave Hunt en rationalistisk fejlslutning, da han hævder, at tilhængere af genfødsel ved dåb mener, at ikke-døbte nødvendigvis går fortabt. Det er ikke sandt. Røveren på korset nåede ikke at blive døbt, men gik ikke af den grund fortabt. Men det er klart, at den der foragter Guds nådemidler også foragter Gud. Dåben er nødvendig, men den er ikke absolut nødvendig, har man tidligere sagt.
Dave Hunt fortsætter:
Det er essentielt at indse at nogle dåbs-tekster ikke henviser til en kristen dåb i vand, men til en af de andre syv former for dåb i Skriften.
Dernæst nævner han i flæng steder, hvor ordet dåb bruges i overført betydning samt steder, hvor det bruges om en virkelig applicering af vand. Men han glemmer en meget vigtig hermeneutisk grundregel. Man må først se, om den normale og ikke-billedlige brug af et ord giver mening, før man bruger den som metafor. Hvis det ikke fremgår af konteksten, at ordet bruges i en overført betydning, må man forstå det i sin normale betydning. Og baptizo betyder at applicere vand på noget. Når Jesus f.eks. bruger det om ildunderet på pinsedag og tydeliggør dette ved at tale om Helligånd og ild, betyder det ikke, at andre steder, hvor der står dåb, skal forstås om en selvopfunden åndsdåb.Det samme kan siges, når Jesus taler om sin lidelse som en dåb.
Mht. johannesdåben og disciplenes dåb, så var det grundlæggende den samme dåb. Johannes døbte til syndernes forladelse (Markus 1,4) og det er den dåb, Jesus henviser til som en dåb ved vand og ånd, der genføder (Joh 3), da han ikke havde indstiftet dåben i den treenige Guds navn endnu. Længere nede hævder Hunt at Jesus her henviser til jødiske renselser, fordi en jøde ikke ville forstå henvisningen til dåben. Men vi ved jo, at hele Judæa var draget ud til Johannes for at lade sig døbe (Matt 3), så mon ikke Nikodemus også havde hørt om dåben.
De øvrige slags dåb, som Dave Hunt nævner er ikke forskellige slags dåb, men forskellige sider af den ene dåb, som netop viser, hvor vigtig og essentiel denne dåb er for frelsen. Grunden til, at han ikke kan se, hvor essentiel den er, er altså, at han selv splitter den ad ved sin rationalistiske spekulation.
Resten af artiklen bygger på Dave Hunts rationalistiske modstilling af tro og dåb, som viser, at han faktisk ikke har forstået det synspunkt, han hævder at modbevise.
Hunt forsøger også at bortforklare Peters løfte om syndernes forladelse ved dåben (ApG 2,38) som en rent symbolsk handling. Igen læser Dave Hunt ikke, hvad der rent faktisk står, men indlæser et synspunkt på baggrund af “alle de andre skriftesteder”, hvor han gør det samme. Hunt bygger sin symbolske (om-)tolkning af dette vers på sin symbolske (om-)tolkning af andre vers. Metoden ligger ikke langt fra sædvanlig liberal bibelkritik eller fra middelalderens allegoriske bibellæsning.
Et spørgsmål, Dave Hunt ikke berører, er arvesynden. Måske fordi det er dåbsfornægternes akilleshæl. Benægtelse af, at børn kan tro og at dåben frelser, betyder jo, at de må mene, at børn enten ikke behøver frelse, eller at børn frelses ved andet end tro. Hvis de ikke behøver frelse, må det betyde, at de ikke er syndere. Men Biblen lærer, at vi af naturen er vredens børn (Ef 2,3), åndeligt døde (Ef 2,2), født af kød (Joh 3,6) og ikke kan se Guds rige, hvis vi ikke fødes på ny (Joh 3,3), samt at vi er undfanget i synd (Sl 51,7) og kun vil det onde fra ungdommen af (1 Mos 8,21). Dåbsfornægternes fornægtelse af børns behov for frelse er altså en benægtelse af arvesynden. Deres menneskesyn kommer derved bemærkelsesværdigt tæt på f.eks. Islams menneskesyn. Men lutherske kristne lærer i overensstemmelse med Biblen, at alle menesker har brug for frelse og tilgivelse, uanset alder.
Desværre lader mange sig forlede af såkaldte “bibeltro” evangelikales falske evangelium, som ikke er spor bibeltro. I stedet berøver det mennesker trøsten i evangeliet og gør troen på evangeliet til en lovgerning, fordi de fornægter de steder, hvor Jesus uddeler den frelse, han vandt på korset. Omvendelsen tager nådemidlernes plads, så man søger vished om frelsen i sin egen omvendelse i stedet for i Guds nådemidler. Det er bestemt ikke Jesu frelse, der læres på jesufrelse.dk. Det er reelt menneskers selvfrelse.