Hvornår giver vi udtryk for kirkeligt fællesskab? Det er det næste spørgsmål vi må stille.
Fællesskab om nådemidlerne
I og for sig har vi været inde på nogle af de ting, der involverer kirkefællesskab. For de ting, man skal være enige om – evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, er også de ting, man praktiserer kirkeligt fællesskab gennem.
For som vi har set i det første blogindlæg, så kan vi ikke se kirkens åndelige enhed. Men vi kan se og høre evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, som skaber troen og dermed den kirkelige enhed. Derfor er det også på de områder, man rent faktisk giver udtryk for kirkeligt fællesskab. For hvordan skulle man klarere kunne give udtryk for kirkelig enhed end ved sammen at forvalte de midler, der skaber kirkelig enhed.
Det hører vi om i bl.a. apostlenes gerninger 2, hvor der står om den første menighed efter peters prædiken: De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. (ApG 2:42). Her står apostlenes lære og brødsbrydelsen sammen med fællesskabet og bønnen som det, der karakteriserer den første menighed. Ordet og sakramenterne er dét, som kendetegner kirken, dét, der viser, hvor den er, som lysene på en landingsbane viser, hvor landingsbanen er.
Og derfor er det naturligvis også disse midler, man deles om, når man praktiserer kirkeligt fællesskab. Man kan altså ikke sige, at man ikke har kirkeligt fællesskab med dem, man deler ordet og sakramenterne med.
Som vi så i sidste indlæg angriber Paulus f.eks. korinthermenigheden, fordi de tillader falske lærere at prædike hos dem: : 3 – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. 4 I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod. (2Kor 11:3-4)
Og i 2. Johannesbrev læste vi, at Johannes formaner sin læser til ikke at støtte vranglærernes forkyndelse ved at invitere dem indenfor og give dem en base for deres virksomhed.
At dele prædikestol med vranglærere er altså udelukket. Fællesskab om prædikestolen er kirkefællesskab.
Derfor kan man som lutheraner ikke blive præst i en vranglærende kirke. Det ville betyde, at man havde gudstjenesteligt fællesskab med vranglærere og derved aflagde en falsk bekendelse. Hvis vranglærende menigheder beder en retlærende præst om at komme og undervise dem om den rette lære, kan man overveje at gøre det, hvis det sker under former, hvor man ikke giver indtryk af kirkeligt fællesskab. Det kan ske, hvis de f.eks. ikke har en præst.
Fælles missionsvirksomhed er forvaltning af ordets nådemiddel og vil også være en offentlig bekendelse af enhed i troen.
Når det gælder modtagelse af undervisning kommer det an på sammenhængen. Er der tale om skolemæssig/akademisk undervisning eller menighedsundervisning? På kristne skoler og teologiske institutioner er vi i et grænseområde. Så langt som der er tale om ren formidling af viden, ligger det udenfor kirkefællesskabet; men når formålet bliver forkyndelse og opbyggelse, er det forvaltning af nådemidlerne.
Her må man vurdere situationen på det enkelte sted – og naturligvis også se på, om det er i en sammenhæng, hvor der f.eks. er fælles bøn og salmesang.
Om nadveren gælder det samme som om ordets forkyndelse. I 1 Kor 10,17-21, står der: 17 Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. 18 Tænk på Israels folk: Har de, som spiser af offeret, ikke fællesskab med alteret? 19 Hvad vil jeg sige med dette? At det, som ofres til afguder, er noget, eller at afguder er noget? 20 Nej, men at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne. 21 I kan ikke drikke både af Herrens bæger og af dæmonernes bæger. I kan ikke have del både i Herrens bord og i dæmonernes bord. (1CO 10:17-21)
Her drager Paulus den konsekvens af, at nadveren gør menigheden til ét legeme, at man så ikke samtidig kan have del i dæmonernes bord. Nadveren er altså dét, der gør menigheden til ét, og samtidig udelukker den, at de samtidig kan have fællesskab med dæmoner.
Når man praktiserer åben nadver eller har fælles nadverfejring med kirker, man ikke er enige med om læren, er man i strid med apostlenes ord. Man bekender sig til den kirkes lære, man går til alters i – man bekender, at man er ét legeme med dem.
Sådan var princippet i oldkirken også: Nulla communio in sacris cum haereticis – intet fællesskab om de hellige ting med kættere.
Som det er med nadveren, er det naturligvis også med dåben, som også nævnes som dét, der gør os til ét legeme.
Derfor kan man heller ikke deltage i forvaltningen af dåben hos vranglærere, herunder forpligtelsen til at oplære i kirkens lære, da man netop er uenig om den. Derfor må faddere være fra samme kirke som barnet, der døbes. Det betyder ikke, at man ikke rent faktisk kan overtage forpligtelsen til at oplære et barn i troen ved forældrenes død – men da vil det være til den rette lære.
Fællesskab om ting, der er knyttet til nådemidlerne (bøn m.m.)
I Apg 2,42 læste vi også, at de første kristen holdt fast ved bønnerne sammen med fællesskabet, apostlenes lære og brødsbrydelsen. Disse bønner var f.eks. davidsbønnerne og andre liturgiske bønner. Hertil kan formodentlig også regnes lovsange, som også nævnes i Kol 3,16, hvor det er menighedens måde at forkynde for hinanden på. Bøn er en frugt af ordet og et svar på dette. Derfor bør bøn og lovsang også være præget af Guds ord og ikke blot være udtryk for, hvad der bor i ens eget hjerte.
Den fælles bøn er derfor også et udtryk for det kirkelige fællesskab – særligt når den sker i gudstjenesten i forbindelse med ordets forkyndelse og/eller sakramenternes forvaltning.
At bede og synge sammen i gudstjenesten er derfor også udtryk for kirkeligt fællesskab.
Man kan selvfølgelig ikke bede andre om ikke at bede eller synge med i den retlærende kirke. Det er deres ansvar. Men som medlem af en retlærende kirke bør man ikke deltage i fælles bøn og sang i vranglærende kirker eller ved fælles bedemøder som Evangelisk Alliances bedeuge.
I sit foredrag om kirkefællesskab i oldkirken og på reformationstiden har Tom Hardt også gjort rede for bønsfællesskabet hos Luther og påpeger, at der ikke blev bedt sammen med f.eks. de reformerte ved læresamtaler med disse.
Omvendt kan der være situationer af mere privat karakter, hvor vi ikke modsiger vores bekendelse ved at bede med mennesker, som vi må betragte som kristne. Der er mennesker, som ikke selv er forførere, men som er vildført og pga. manglende erkendelse står i en vranglærende kirke.
Når det gælder officielle sammenhænge er disse repræsentanter for deres kirker, men det er de ikke nødvendigvis i mere private sammenhænge.
Her må der være tale om en individuel vurdering af sammenhængen. Bordbøn og husandagt med mennesker, som er vildledt er ikke det samme som officielt bønsfællesskab med dem, som fremmer og forsvarer vranglæren trods formaning.
Luther skriver i Store Galaterbrevskommentar: Ja, vi vil også, så godt vi kan, hoæde fred med vore fjender og bede for dem, der af uvidenhed spotter vor lære og forfølger os, – men ikke holde fred med dem, der bevidst og på trods af deres samvittighed tilsidesætter en eller flere artikler af den kristne lære. Selvom Luther her ikke taler specifikt om kirkefællesskab, skelner han dog mellem dem, der af uvidenhed holder med vranglærerne og de åbenbart trodsige vranglærere.
I nogle situationer kan mennesker have brug for at vi beder med dem privat – og at vi dermed anerkender at vi betragter dem som kristne, selvom vi sætter grænser omkring det kirkelige fællesskab. Men også her er det vigtigt, at vi ikke giver afkald på bekendelsen af den sande lære, når vi beder sammen. Man må bl.a. også spørge om, hvad der bedes om? Man kan ikke som medlem af en retlærende kirke bede med medlemmer af vranglærende kirker for deres kirkers missionsvirksomhed.
Sang kan bruges på flere måder, ligesom Guds ord kan. Der kan være sækulær formidling af Guds ord. På samme måde kan der også være sammenhænge, hvor sangen ikke bruges som lovsang, men som kunstnerisk udtryk, hvor ingen vil tænke, at det er kirkeligt fællesskab, når flere synger sammen, fordi det egentlig ikke ses som et udtryk for sangernes tro og bekendelse, men blot som musik.
Det kan være et klassisk kor. Man kan måske have delte meninger om, hvorvidt Guds ord skal bruges på den måde. Men når det er taget ud af en gudstjenestelig sammenhæng og ikke giver indtryk af kirkeligt fællesskab, vil det være noget andet end f.eks. et kirkekor eller sang ved en gudstjeneste eller et forkyndende møde.
Når det gælder kærlighedsgerninger, som også er en frugt af troen, kan man ikke sige, at de er et udtryk for kirkeligt fællesskab. De samme gerninger kan gøres af både kristne og hedninger, selvom de for de kristne er kærlighedsgerninger og for hedninger lovgerninger. Man kan altså godt være med i socialt arbejde med vranglærere. Men man må holde sig for øje, at man ikke derved legitimerer vranglæren.
Andre ting, som ikke er direkte knyttet til Guds ord eller befalet heri
Når det gælder andre ting, som ikke er befalet i Guds ord, skriver Konkordieformlen i artikel X:
”Heller ikke skal man under de rette frie adiafora eller middelting henregne sådanne ceremonier, som har, eller for derved at undgå forfølgelse, vil fremkalde skinnet af, at vor religion ikke afviger fra den papistiske, eller at den i alle fald ikke er os meget imod, eller når sådanne ceremonier har den hensigt, fordres eller tages i den mening, at dermed og derved begge de modstridende religioner skulle være forenede og blevet ét legeme, eller på ny en tiltrædelse til pavedømmet og en fjernelse fra evangeliets rene lære og den sande religion derved skulle ske eller lidt efter lidt deraf skulle blive en følge” (Caspari p. 441)
Selvom noget ikke er befalet i Guds ord (ordet og sakramenterne, bøn og lovsang), kan det give udtryk for kirkeligt fællesskab. Ligeledes kan ting, som man måske vil kunne gøre uden at det er kirkeligt fællesskab (fordi det f.eks. ikke er offentligt eller vi ikke deltager aktivt) alligevel give indtryk af det.
Man har altså ikke frie tøjler, når det ikke drejer sig om ordets forkyndelse, sakramenternes forvaltning eller bøn og lovsang. Der kan f.eks. være socialt arbejde, som reelt fungerer som missionsvirksomhed. Som eksempel vil jeg nævne Frelsens Hær, som er meget synlige i deres uniformer i deres arbejde.
Grænsen mellem missionsvirksomhed og socialt arbejde kan være flydende, så man må holde sig for øje, at man ikke kommer til at deltage i noget, som reelt er fælles missionsvirksomhed.
Så er jeg til ende med den principielle gennemgang af læren om kirkefællesskab og vil så i det næste blogindlæg forholde mig til kritikken af min kritik af Allianceugen.