I sidste uge skrev jeg kommentarer til Evangelisk Alliances materiale til bedeugen og kritiserede i den forbindelse Indre Mission og Luthersk Mission for deres deltagelse i bedeugen.
Kristendom.dk spurgte i den forbindelse generalsekretærerne for de to bevægelser samt formanden for Evangelisk Alliance. Artiklen kan læses her.
Inden jeg svarer på deres konkrete indvendinger vil jeg lige redegøre for den evangelisk-lutherske lære om kirkefællesskab, som den findes i Biblen og blev bekendt af de lutherske fædre. Først vil jeg fastslå, hvad grundlaget er for at praktisere kirkeligt fællesskab. Dernæst vil jeg se på, hvornår Skriften afviser kirkeligt fællesskab. Til sidst i den principielle gennemgang af emnet vil jeg påpege, hvori kirkeligt fællesskab består – altså hvornår praktiserer man kirkeligt fællesskab?
I det lys vil jeg derefter behandle de konkrete punkter i Kristendom.dk’s artikel.
Hvad afgør, om man har kirkefællesskab?
Det første spørgsmål, vi må stille os, er, hvordan vi afgør, om vi har kirkeligt fællesskab med hinanden?
Her har forskellige kirker i tidens løb haft forskellige forklaringer. Den romersk-katolske kirke bygger det kirkelige fællesskab på underkastelse under en bestemt ledelse. Det samme kan siges om de ortodokse kirker og til en vis grad også episkopale og presbyterianske kirker.
For andre bygger den kirkelige enhed på en fælles religiøs oplevelse. Sådan bygger evangelikale og karismatiske kristne ofte deres fællesskab på en genfødsels- eller åndsdåbsoplevelse. I en lidt mildere form kender man det fra de pietistiske kristne, som bruger begrebet ”personlig kristen” til at skelne mellem, hvem de har fællesskab med.
Begge disse vil muligvis også kombinere henholdsvis autoritetsunderkastelse og oplevelser med et vist mål af læremæssig enighed.
For at afgøre, hvad den rette lære om kirkefællesskab er, må vi selvfølgelig i første omgang gå til Skriften.
Den sande enhed mellem alle kristne
Hvad siger skriften om kirkens enhed?
Det kan vi bl.a. læse i Efeserbrevet 4,3-6 3 …og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: 4 ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; 5 én Herre, én tro, én dåb.
Den sande enhed er en enhed i troen, dåben og i Ånden. Den sande enhed er mellem alle, som ved dåben og Ånden har fået Jesus som herre. De sande enhed er altså en enhed mellem alle sande kristne.
Romerbrevet 12,4-5 supplerer: 4 For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, 5 således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.
Her tales meget konkret om at være ét i kraft af, at vi er i Kristus. Enhver, som er i kristus er en del af Kristi legeme.
Jesus taler om denne åndelige enhed i sin ypperstepræstelige bøn: 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. (Johannes 17,22-23).
Jesus beder om, at enheden mellem de kristne må være, ligesom hans enhed med Faderen. Den sande enhed er altså en åndelig enhed mellem alle sandt troende.
Luther skriver i den store katekismus i forklaringen til den tredje trosartikel: Jeg tror, at der på jorden er en hellig lille forsamling og menighed af lutter hellige under ét hoved, Kristus, kaldt sammen ved Helligånden, i en tro, ét sind og én mening, med mange slags gaver, men dog forenet i kærligheden, uden sekter og partier. (Luthers store katekismus i Casparis og Johnsons oversættelse af Konkordiebogen s. 299)
Man kunne måske få det indtryk, at fordi alle troende er ét, så bør vi også praktisere kirkeligt fællesskab med alle, der bekender sig som kristne. Sådan slutter mange evangelikale og pietistiske kristne – herunder formanden for Evangelisk Alliance i førnævnte artikel på kristendom.dk.
Men her har man ikke taget højde for, hvorvidt denne sande enhed mellem alle kristne er synlig.
Enheden er usynlig
Er denne enhed mellem alle kristne synlig? Lad os se, hvad Biblen siger om emnet.
I Lukas 17,20-21 læser vi om kirken eller Guds rige: 20 Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; 21 man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
Et rige består en konge og dennes undersåtter. I Guds rige er Gud konge. Guds rige består af dem, der har Jesus, dvs. Gud som konge. Guds rige er dermed de samme, som vi før kaldte kirken – altså dem, der ved Ånden og dåben har den samme tro og den samme Herre. Dette rige, siger Jesus, kommer ikke synligt, så man kan se det. Det er et åndeligt og dermed usynligt rige.
Det hænger sammen med, at troen, som gør et menneske til en del af kirken, Guds rige, er usynlig. Det læser vi i Kolossenserbrevet 3,3-4: 3 I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. 4 Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.
Vi kan ikke se troen og dermed ikke kirken i egentlig forstand. Enheden mellem alle kristne er altså usynlig. Vist kan vi i nogle tilfælde se, hvem der ikke tilhører kirken – åbenbare fornægter eller ubodfærdige syndere, som ikke vil høre Guds bud og lære.
Men vi kan ikke uden videre afgøre, hvem der er hyklere og hvem, der har en sand tro. Den sande enhed mellem kristne er altså usynlig. Den kirkelige enhed kan altså ikke bygges på, hvem vi mener, er sande kristne.
Vi må altså bygge den synlige enhed i kirken på noget andet end menneskers subjektive tro. Vi må bygge den på noget, som er synligt.
Hvad er synligt?
Mens troen ikke er synlig for øjes, så er der noget andet, der er. Dét, som skaber kirken, er synligt og kan erkendes.
Men hvordan bliver kirken til?
Det læser vi bl.a. i missionsbefalingen: 18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. 19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, 20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matthæus 28:18-20)
Mennesker bliver ifølge denne tekst Jesu disciple og en del af kirken ved at bliver undervist I alt, hvad Jesus har befalet og ved at blive døbt i faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det er altså ved at bliver undervist i Jesu ord – den rene lære og ved at blive døbt i den treenige Guds navn, kirken bliver til.
Læg også mærke til, at man bliver en discipel ved at blive undervist i alt, hvad Kristus har befalet. Selvom Jesus også befaler apostlene at forkynde evangeliet, kan man altså ikke sige, at det blot er de vigtigste ting, alle folkeslag skal lære. De skal virkelig lære alt, hvad Jesus har befalet. Det er hele læren, der skaber disciple og ikke blot en del af læren. Man kan altså ikke skille nogle punkter af læren ud og sige, at det blot er disse punkter, der er grundlaget for kirkelig enhed.
Det hører vi også om i Jesu ypperstepræstelige bøn, i verset før versene om kirkens enhed: 20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, (Joh 17:20). Her har Jesus netop bedt for sine apostle, som han ville udsende til at forkynde ordet.
Når Jesus taler om enheden mellem de troende, er det altså en enhed, som er skabt ved, at de ved apostlenes ord er kommet til tro på Jesus. Det er med andre ord den forkyndelse, der stemmer med apostlenes ord, som skaber troen. Og apostlenes ord har vi i Biblen.
I Efeserbrevet fortæller Paulus også, hvordan kirken er blevet renset ved dåben: 25 Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den 26 for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, 27 for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. (Ef 5:25-27)
I 1. Korintherbrev nævner Paulus nadveren som årsag til de kristnes enhed: 17 Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. (1Kor 10:17)
Så mens vi ikke kan udtale os med sikkerhed om, hvem der tror, så kan vi sige med sikkerhed, hvor de troende er. De er, hvor Jesu og apostlenes lære forkyndes ret og hvor dåben og nadveren forvaltes efter Kristi indstiftelse. Kirken blive nemlig til i kraft af disse midler, som skaber og bevarer troen.
Disse midler er, hvad man har kaldt kirkens kendetegn. I den Augsburgske bekendelse står der derfor om kirken, at den er ”de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret.” (Casparis oversættelse s. 19). Kirken består altås af de hellige, men dens synlige side er, evangeliets rette forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning. For det er om disse kirken forsamles.
Den synlige enhed i lære og bekendelse
Derfor må vi se efter det, der er åbenbaret i stedet for at tro, at vi kan gøre det synligt, som er skjult.
Det synlige er midlerne, som skaber kirken. Det usynlige er, hvem der tilhører kirken og hvem der er onde og hyklere. Kirkens hvor er synligt, men ikke dens hvem. Derfor bygger vi kirkefællesskab på kirkens hvor og ikke dens hvem, som vi aldrig kan se fuldt ud.
Derfor lærer bekendelsesskrifterne om kirkens enhed: “Ligeledes lærer de (vore kirker), at der bestandig vil forblive én hellig kirke. Men kirken er nemlig de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes ret, og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det nok, at man stemmer overens om evangeliets forkyndelse [eller: lære] og sakramenternes forvaltning. Derimod er det ikke nødvendigt, at der overalt er de samme menneskelige overleveringer eller af mennesker indstiftede kirkeskikke eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker. Som Paulus siger: “Én tro, én dåb, én Gud og alles Fader osv.” (Augsburgske Bekendelse artikel 7, Casparis oversættelse s. 19).
Og i konkordieformlen, som også hører til de lutherske bekendelsesskrifter, selvom det ikke blev en del af den danske kirkes bekendelsesgrundlag, står der, at “ingen menighed skal fordømme den anden, fordi den ene har færre eller flere udvortes af Gud ikke befalede ceremonier end andre, når de blot ellers bevarer enighed i læren og i alle dens artikler ligesom i den rette brug af de hellige sakramenter, efter det velkendte ord: “Dissonantia ieiunii non dissolvit consonantiam fidei, ulighed ang. fasten ophæver ikke enighed i troen.” (Konkordiformelen, Epitome, X, 5, Casparis oversættelse s. 353).
Den lutherske lære om kirkefællesskab er altså, at grundlaget for at praktisere kirkeligt fællesskab, er enighed i læren, den faktiske forkyndelse og i sakramenternes forvaltning. Og som vi så, er det også Biblens lære.
Den logiske følge heraf er, at man ikke kan praktisere kirkeligt fællesskab med kirker, der er i strid med den rette lære. Denne konsekvens drager Skriften også. Det vil jeg se på i det næste blogindlæg.