På femtedagen i Evangelisk Alliances materiale til deres bedeuge er temaet “At være sendt til verden”.
Her står noget rigtigt om, at vi er kaldet til at forkynde de gode nyheder til folk omkring os. Desværre er man igen i tvivl om, hvad Evangelisk Alliance mener med “de gode nyheder”. Det er en sørgelig konsekvens af tværkirkeligheden, at man ikke kan formulere klart, hvad evangeliet er. Man bruger gerne fromme vendinger, men når man analyserer det nærmere, får man et andet billede af evangeliet end det bibelske.
Det bibelske evangelium er det glædelige budskab om, at Gud, som før var vred på os syndige mennesker, er blevet nådig og tilgiver os vores synder, fordi Jesus har opfyldt Guds lov som vores stedfortræder og båret vores straf som vores stedfortræder. Dette evangelium forudsætter altså det knap så gode budskab, at mennesker er syndere, som fortjener Guds straf, dvs. døden og evig pine.
Men hvad er det så for et budskab, Evangelisk Alliance præsenterer?
I teksten står der med reference til nogle katastrofer:
Denne sendelse omfatter også at gå til mennesker i sorg, smerte og ulykke.
Det er rigtigt nok, at kristne også skal hjælpe mennesker i deres legemlige nød. Ingen tvivl om det. Men hvis vi skal tale om at være sendt med evangeliet, så er det noget andet end at vise kærlighed. Selvom diakoni og evangelisation kan gå hånd i hånd, så er de ikke identiske.
Teksten fortsætter:
Sådan er der uretfærdig lidelse i vores verden hver eneste dag, hvor vi er kaldede til at være solidariske med dem, der oplever tilværelsens smerte og tragedie. Gud er aldrig ligeglad, men ønsker at være der igennem gravens mørke dyb; der hvor Kristus har været.
Igen er det ikke helt usandt. Men der er ingen reference til menneskers synd eller til Guds vrede mod syndere. Der tales om uretfærdig lidelse hver dag i denne verden, og man får det indtryk, at vi mennesker blot er hjælpeløse ofre – ikke hårdhjertede forbrydere.
I stedet for at fremstille mennesker som syndere, der netop lider retfærdigt, fremstilles vi som nogen, det blot er synd for.Og vist er det synd for mennesker der lider – særligt set fra et menneskeligt perspektiv. Men i sidste ende er vore lidelser et resultat af vi menneskers syndige oprør mod Gud.
Når der netop tales om at være sendt til verden for at vidne er det tankevækkende, hvordan materialet får fremstillet mennesker som ofre fremfor forbrydere.
Evangeliet bliver dermed uundgåeligt et budskab om Guds solidaritet med vi mennesker, som det også gøres i ovenstående tekst. Jeg mener ikke, det er direkte forkert at nævne menneskers lidelse. Men når synden, Guds vrede og Jesu Kristi forsoningsdød i øvrigt er stort set fraværende i materialet, er det udtryk for en forvanskning af evangeliet.
Teksten fortsætter:
Hans opstandelse er som en ny sol med forkyndelse af liv, tilgivelse og udødelighed. Vi må fortælle at Guds kærlighed altid er stærkest, og at lidelse og sorg aldrig vil sejre.
Hvad den sidste sætning betyder, er uklart som det meste andet i materialet. Jeg har dog svært ved at forstå det anderledes, end at der her bekendes en tro på alles frelse. Hvordan kan de ellers skrive så ubeskyttet, at lidelse og sorg aldrig vil sejre. Det vil det jo rent faktisk i nogle menneskers tilfælde. Er det mon fordi de faktisk ikke tror på Guds hellighed og vrede mod synden. Og er det derfor de heller ikke klart bekender evangeliet som frelse fra synden og dommen, men som Guds solidaritet med menneskers lidelser.
En dag, hvor temaet skulle være at være sendt til verden med evangeliet, bliver der i stedet tale om endnu et moralistisk budskab om, hvordan Gud er solidarisk med menneskers lidelser og at vi skal være ligeså. Men dét evangelium, som kan frelse mnensker fra evig lidelse og evig død, har desværre ingen plads i materialet.