I Martsnummeret af DBIposten har Finn Aa. Rønne en artikel om omvendelsesforkyndelse. Han beskriver på den ene side forkyndelsen i ELM, Herrnhutismen og den lutherske ortodoksi som en forkyndelse med fokus på det objektive. I modsætning hertil står f. eks. LM, IM og pietismen, som betoner omvendelsens nødvendighed og troen.
Rønne henviser til et billede af Martin Luther med en fuld mand, der skiftevis falder ned på hver sin side af en hest. Rønne skriver:
Efter at den fulde mand i dele af ortodoksien var faldet ned til den ene side af hesten, var han nu i nogle pietistiske kredse havnet på den anden side. (s. 12)
Det er positivt, at Rønne forsøger at undgå grøfterne i både pietisme og herrnhutisme.
Jeg vil dog gerne sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af den pietistiske myte om den “døde ortodoksi”, som blot fokuserede på den rette lære. Dermed vil jeg også gerne så tvivl om, om ortodoksien passer ind i Rønnes skema.
Hvis ortodoksien kan kritiseres for noget, er det, at den senere ortodoksi, f.eks. Dannhauer og Johann Gerhard blev mere og mere subjektivistiske og således beredte vejen for pietismen(Se f.eks. dette blogindlæg).
At der var mennesker på ortodoksiens tid, der ikke levede efter Guds ord, vil jeg ikke betvivle. Det var der også på pietismens tid. Men prædikensamlinger, visitatsbøger, salmer og opbyggelseslitteratur vidner om, at ortodoksien i høj grad var interesseret i både omvendelse, tro og troens frugter.
Forskellen var, at pietismen ikke skelnede mellem lov og evangelium, men ville drive troen og dens frugter frem ved loven, frem for ved evangeliet. De ortodokse vidste, at loven skulle bruges til at fremkalde syndsbekendelse, og at det alene var evangeliet, der kunne skabe troen og dermed skabe frugter.
En af pietismens store fejl mht. at skelne mellem lov og evangelium var dens mistillid til nådens midler, som desværre bl.a. førte til skriftemålets afskaffelse, fordi man ikke mente at kunne stole på absolutionen. Det var især her, pietismens subjektivisme viste sig. Den subjektive omvendelsesoplevelse og troens frugter tog nådemidlernes plads, som det, der skulle forsikre om, at syndernes forladelse også var givet til den enkelte.
Herrnhutismen var heller ikke en tilbagevenden til ortodoksiens rette skelnen mellem lov og evangelium, men var netop, som Rønne gør opmærksom på, en del af pietismen. Heller ikke dén formåede at skelne ret mellem lov og evangelium. Lovens dom over synden blev nedtonet sammen med den kristnes kamp mod kødet. Og heller ikke hér beholdt man fokus på nådens midler som det sted, Jesus uddeler syndernes forladelse. Følelserne for dét Jesus gjorde på korset tog nådemidlernes plads.
Luther skriver i skriftet “Mod de himmelske profeter” om uddelingen af den syndsforladelse, Jesus vandt på korset:
Vi behandler syndernes forladelse på to måder: Den ene er, hvordan den er opnået og erhvervet. Den anden er, hvordan den uddeles og gives til os. Kristus har erhvervet den på korset, det er sandt, men han har ikke uddelt den og givet den på korset. I nadveren eller sakramentet har han ikke erhvervet den; der har han uddelt og givet den ved ordet, ligesom også i evangeliet, hvor det forkyndes. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen er sket ofte, før og efter, fra verdens begyndelse til enden.
Pietismens store fejl er, at den vil forsikre sig om syndernes forladelse udenom nådemidlerne, som det, hvorigennem syndernes forladelse uddeles her og nu.
Rønnes løsning er en middelvej, hvor der både forkyndes om det objektive og om omvendelsens nødvendighed. Han slutter med at skrive:
Vi skal nogle gange fremholde det, Jesus har fuldbragt på Golgatha, og så sige amen uden yderligere kommentarer – fordi det er noget Skriften giver grundlag for. Andre gange skal vi møde tilhørerne med spørgsmålet, om de virkelig er omvendt og har en levende tro – og direkte opfordre til at omvende sig og tro på Jesus, på samme måde som både Jesus og apostlene gjorde.
Noget af dette er jeg enig i. Men Rønne får for mig at se ikke hængt det hele op på den rette skelnen mellem lov og evangelium. Det bliver et spørgsmål om blandingsforholdet og ikke om, at skelne ret mellem lov og evangelium.
Det er svært at læse Rønnes indlæg anderledes, end at det er usikkerheden om egen omvendelse, der skal drive troen frem. Opfordringen til tro bliver placeret sammen med selvransagelsen og dermed sammen med lovens trusler. Men når man beder mennesker ransage sig selv, om de tror og er omvendt, er det forkyndelse af loven. Den kan ikke skabe tro, men viser mennesker deres synd og behov for frelse. Og så snart uroen og frygten for Guds dom melder sig, skal loven ikke lyde mere, men evangeliet. For loven kan kun skabe fortvivlelse og ikke tro.
Og når mennesker indbydes til at tro og stole på, at syndernes forladelse er deres, er det evangelium. Det er en anden måde at sige på, at “evangeliet er sandt og gælder dig”. Det er som at servere maden og sige: “spis bare.” Men maden må først og fremmest serveres, så der er noget at spise. Evangeliet om syndernes forladelse må forkyndes og uddeles. Og så kan man sige: “tro det. Det er sandt. Det er for dig.” Gør man denne indbydelse til at tro evangeliet til en lovisk appel til at vælge Jesus, tager man evangeliet i sig igen.
Ligesom pietisterne, blander Rønne disse ting sammen, for mig at se.
Desuden forsømmer han, ligesom pietisterne, at fremhæve nådens midler, som det sted, hvor man kan forvisse sig om, at man også har syndernes forladelse. Dermed kommer troen uundgåeligt til at svæve alene i luften i sit forsøg på at gribe syndernes forladelse ved korset, hvor den blev vundet, men ikke uddelt. Og dermed bliver opfordringen til tro uundgåeligt en lovforkyndelse, som ikke kan skabe tro.
I sin tid skrev jeg et indlæg på min gamle blog Luthersk om netop pendulfarten mellem de to former for pietisme (Herrnhutismen og den egentlige pietisme). Det er relevant at citere her som en alternativ analyse til Finn Aa. Rønnes.
Jeg vil citere hele mit gamle blogindlæg: Lov og evangelium
Pietismens saftevandsblanderi
Pietismen ser fejlagtigt forholdet mellem lov og evangelium, mellem tro og gerninger ligesom at lave et glas saftevand. De diskuterer blandingsforholdet. Det ene år, er der nogen, der synes, at loven er for stærk og vil have den fortyndet med evangeliets friske vand. Det næste år er der nogen, der er trætte af at høre om nåden, og så vil de have loven blandet med evangeliet. Sådan svinger pietismen som et pendul. De kan så diskutere det rette blandingsforhold med hinanden – hvor meget der skal forkyndes om nåden og om gerningerne. På den måde er aktivisme/moralisme og antinomisme to sider af samme sag. De diskuterer blandingsforholdet, men fælles for dem er, at de blander det sammen.Lutherdommens salt og vand
Guds ord og den lutherske kirke ser i stedet forholdet mellem lov og evangelium som et forhold mellem salt og vand. Saltet skal gøre os tørstige efter evangeliet, som giver os frimodighed til at tjene og glæde ved Guds lov. Begge dele er nødvendige, men de tjener hver sin funktion. Uden saltet bliver man ikke tørstig, men er man blevet tørstig, skal man ikke have mere salt men have slukket tørsten med evangeliets kølige og rene vand. Hvis vandet og saltet derimod blandes sammen bliver det udrikkeligt. Men bruges de hver for sig til hver sit formål, bliver de til stor velsignelse.
I stedet for at dele sol og vind lige mellem de to grøfter, havde det været rart, hvis Finn Aa. Rønne havde undgået dem begge. Måske var det intentionen. Men det lykkedes efter min overbevisning ikke. I stedet ser det ud som om, at Finn Aa. Rønne vil stå med et ben i hver grøft.