På Bloggen Simonster kan man læse om to måder at se kirke og Guds rige på. den ene fokuserer på kirken som et arbejdsfællesskab og den anden på skyld og tro på evangeliet. Simonster argumenterer for, at disse to sider skal forenes.
Her er det så jeg spørger, om der er ret mange konservative kirkelige retninger, der er uenige i dette? Hvem er det, der slet ikke mener, at kirken er et arbejdsfællesskab? Hvem er det, det kun vil forkynde om syndernes forladelse og ikke om helliggørelse? Spørgsmålet er, om ikke Simonster her sætter en stråmand op, som han derefter skyder ned. En stråmand, som nogle kan få indtryk af, er gammel luthersk kristendom. Det er det heldigvis ikke. Ved hjælp af denne stråmand undgår Simonster at taget stilling til det egentlige spørgsmål: hvordan hænger disse to ting sammen. Eller rettere: han camouflerer, at det er her, hans problem ligger.
For er spørgsmålet ikke netop, hvordan de to sider af kristentroen skal forenes? Om hvad der er årsag og hvad der er virkning. Det er sandt nok, at den nye lydighed og helliggørelsen mange steder i Folkekirken fornægtes (se f.eks. min dokumentation her). Men det er nogenlunde de samme steder, hvor synden, Guds vrede og syndernes forladelse for Kristi skyld er forsvundet. Der er altså tale om en falsk modstilling.
Problemet ved indlægget på Simonsters blog er den tilsyneladende grundlæggende mistillid til, at evangeliet om syndernes forladelse rent faktisk fornyer menneskehjerterne og giver frimodighed til at tjene: “Konsekvenserne for denne tænkning medfører let at kirkens medlemmer bliver siddende på deres flade og håber på at Gud vil sende arbejdere ud som kan forkynde evangeliet.”
Medfører fokus på syndernes forladelse virkelig, at mennesker bliver dovne? Eller er det snarere sådan, at alene evangeliet om syndernes forladelse kan forny menneskehjertet og give mennesker glæde over Guds vilje og frimodighed til at tjene Gud og deres næste. Til slut skriver Simonster igen: “Problemet med den sidste “tese” er der stadig. Nåden kan stadig blive en sovepude.”
Jo, hvis det reelt ikke er nåden, der forkyndes, men blot syndernes tilladelse, så kan den falske nåde måske blive en sovepude. Men det skyldes jo faktisk, at det ikke er nåden og syndernes forladelse, der forkyndes, men Guds ligegyldighed.
Men hvis loven forkyndes, så mennesker dagligt erkender, at de er syndere; og hvis evangeliet forkyndes, så de dagligt fortrøster sig til syndernes forladelse for Kristi skyld, så vil der også dagligt opstå et nyt menneske som tjener Gud i hjemmet, kirken og samfundet.
Evangeliet skal ikke fuldendes af loven. Den sande tro er ikke en død tro, som skal have livet og de gode gerninger lagt til. Den sande tro er virksom i kærlighed. Troen frelser uden gode gerninger, men troen er aldrig uden gode gerninger. Når man i stedet vil “kombinere” retfærdiggørelse og helliggørelse, afslører det, at man egentlig tror, at troen ikke er virksom i gode gerninger. Det var netop den tanke, den lutherske kirke gjorde op med i Romerkirken.
Desværre har den pietistiske arv mange steder medført, at man tror, at loven kan frembringe gode gerninger og at evangeliet ikke gør det. Men loven kan kun vise mennesker at de er syndere, eller – brugt forkert – bilde mennesker ind, at de ikke er det.
Hvis loven derimod bruges rigtigt, og evangeliet ligeså, så vil mennesker tro, og i kærlighed til deres frelser og de mennesker, han har frelst, tjene ham og deres næste. Det er rigtigt, at budene naturligvis også skal være rettesnor for den kristne (lovens 3. brug). Men motivationen og kraften må komme fra evangeliet om syndernes forladelse.
Vil man derfor have kristent liv og gode gerninger, skal man fokusere på skyld og tilgivelse og stole på, at det også giver kraft og vilje til at tjene Gud og medmennesker.
Filip Melanchthon skriver i slutningen af Den Augsburgske Bekendelses artikel 20 om forholdet mellem tro og gerninger: Heraf ses det let, at denne lære ikke bør anklages for at forbyde gode gerninger, men at den langt snarere bør roses, fordi den viser, på hvilken måde vi kan gøre gode gerninger. Og det er netop, hvad den lutherske lære om retfærdiggørelse og helliggørelse gør: Den gør mennesker i stand til at gøre gode gerninger ved at fokusere på Kristi gerning for os.
Desværre florerer der en myte om, at lutheranere ikke har meget at sige om helliggørelse og gode gerninger. Det er heldigvis forkert. Den lutherske lære – som også er Biblens – er den eneste lære, som rent faktisk gør mennesker i stand til at gøre gode gerninger, fordi den befrier mennesker fra lovtrældom, så de kan tjene Gud af kærlighed og ikke af frygt for loven. Jeg kan anbefale at læse hele den Augsburgske bekendelses artikel 20, som handler om forholdet mellem tro og gerninger samt konkordieformlens artikel IV, som også omhandler de gode gerninger.
Vil man have mennesker til at gøre gode gerninger, må man altså først og fremmest fokusere på evangeliet om syndernes forladelse – for det er det, der sætter mennesker i stand til at tjene Gud og deres næste.
Et yderligere problem i blogindlægget er, at begrundelsen for det hele tilsyneladende er, at “de unge” ikke er tilfreds med fokus på retfærdiggørelsen: “Mange unge føler at kirken ikke taler deres sprog. Kirken forstår ikke at Biblen er meget mere end retfærdiggørelse og syndernes forladelse.”
Men at prædike helliggørelse for at få folk (også unge) i kirke er at sammenblande lov og evangelium. Mennesker, der ikke kommer i kirke skal ikke høre om troens frugter, men loven og evangeliet. Hvis de ikke finder syndernes forladelse relevant, må de høre loven, indtil de gør.
Desværre hører man alt for ofte, at syndernes forladelse prædikes, uden at der først prædikes om synd (se f.eks. denne analyse af en artikel i IMT, der fremstiller denne falske bodslære); og så bliver syndernes forladelse netop irrelevant.
Når man vil begynde med at prædike Guds kærlighed og ikke Guds retfærdige dom, bliver mennesker ikke tørstige efter evangeliet.
Da vil de i stedet søge noget mere end evangeliet, som kan overbevise dem om, at de står i Guds nåde. Da vil enhver helliggørelsesprædiken blive brugt til at retfærdiggøre sig selv.
Eller også bruger de netop den falske “nåde” som sovepude, fordi man reelt ikke ved, hvad man er benådet fra og derfor reelt heller ikke tror på syndernes forladelse.
At lokke mennesker i kirke med tale om helliggørelse og kirken som arbejdsfællesskab gør dem kun til farisæere, som forhærder sig mod loven, evangeliet og sand helliggørelse.
Men lokkes mennesker i kirke ved at loven gør evangeliet relevant, da vil kirken også blive helliggjort og arbejde på at evangeliet må forkyndes for flere.