På bloggen sand.omvendelse.dk foregår der for tiden en diskussion om dåben mellem undertegnede og nogle andre lutheranere på den ene side og nogle evangelikale på den anden side. De evangelikale hævder, at dåben ikke frelser, men blot er et symbol, og de forsøger at snige sig uden om det væld af skriftsteder, hvori dåben nævnes som et middel, hvorigennem Gud frelser og genføder.
Man beskylder bl.a. den lutherske lære for at lægge flere betingelser til frelsen udover troen alene. Men det afslører jo, at man selv ser troen som menneskers gerning og ikke som Guds. og det afslører, at man ser dåben som en menneskegerning og ikke som Guds gerning. Troen er jo ikke en betingelse i den forstand, at det er et krav Gud stiller, som vi skal opfylde for at frelses. Så ville troen jo blot være endnu en lovgerning.
Troen er i stedet Guds gave (Ef 2,8). Og troen kommer af det, der høres (Rom 10,17), for evangeliet er en Guds kraft til frelse, der åbenbarer Guds retfærdighed, syndernes forladelse (Rom 1,16). Guds ord er ikke blot som en manual man kan bruge til at frelse sig selv, som de evangelikale forestiller sig. Nej, Guds ord formår at opvække menensker af åndelig død og genføde dem, så de bliver Guds børn (1 Pet 1,23). Guds ord bærer Helligåndens kraft i sig og er ikke døde bogstaver, som den troende skal gøre levende. Nej det er i stedet Guds ord, der skaber troen og gør åndelig døde til åndeligt levende. Og Guds ord har kraft til at tilgive synden, som skriften bevidner, når den beskriver, hvordan Jesus overdrog nøglemagten til apostlene (Joh 20,23).
Har man Biblens synd på Guds ord og på troen, så er det ikke svært at se, hvordan det hænger sammen med dåben. Ligesom ordet er Guds, selvom en synder prædiker det, sådan er dåben også Guds gerning, hvorigennem Gud frelser. Den er jo blot Guds ord knyttet til vand efter Guds befaling og på Guds mandat. Dåben giver ligesom skriftemålet og nadveren til den enkelte, hvad Guds ord forkynder. Dåben frelser og genføder (Titus 3, Joh 3 osv. – se blogindlægget Dåben genføder og frelser). Benægter man det, benægter man Guds nådemidlers kraft i det hele taget, som det også er tilfældet hos Rene Vester på sand.omvendelse.dk.
I stedet bliver troen et nådemiddel, hvormed den reelt bliver en gerning. I stedet for at fortrøste sig til de midler, hvori Gud uddeler nåden, må man selv ved troen hente Kristus ned. troen bliver dybest set en tro på troen. Og troen bliver dermed en lovgerning. Sådan går det desværre alt for tit, når man vil angribekraften i Guds nådemidler. Sådan angreb Romerkirken skriftemålet, som man gjorde betinget af en anger af kærlighed til Gud og opregning af alle synder. Og sådan angreb man nadveren, som man gjorde til menneskers offerhandling overfor Gud i stedet for Guds uddeling af syndernes forladelse. Og man angreb dåben, som man hævdede havde en anden virkning end syndernes forladelse, som modtages i tro og man afviste, at dem, der faldt fra kunne vende tilbage til deres dåbs nåde.
På samme måde angriber de evangelikale i dag nådens midler, ligesom Romerkirken gør, og gør dem usikre ved at gøre dem til blotte symboler og menneskegerninger. Dermed angribes visheden om syndernes forladelse, som alene kan komme fra nådens midler. Alternativet er, at troen skal tro på sig selv og fortrøste sig til sig selv. Og så ser man efter nådes virkninger og søger at finde vished i dem.