I en debat på Henrik Højlunds blog blev jeg stillet spørgsmålet, om ikke det var godt, at der var folk som Henrik Højlund i Folkekirken, som kunne forkynde kristendom dér, selvom vi nok ikke var enige om alt.
Og sådan har jeg hørt før, at man enten forsøger at legitimere ens forbliven i en vranglærende kirke med mulighederne for mission eller med, at lægfolket jo er der og måske ikke vil gå.
Så spørgsmålet er, om man på trods af problemerne ikke skal glæde sig over, at der trods alt er nogle, der forkynder mere konservativt i Folkekirken.
Mit svar er: Nej, det skal man ikke. Folkekirkens højrefløj er det, der legitimerer, at folk bliver i Folkekirken og drikker vranglærens gift. Ulve i ulveklæder er ikke nær så farlige som ulve i fåreklæder. Ulve i ulveklæder kan ses på lang afstand, men ulve i fåreklæder kan snige sig ubemærket ind. Ren gift kan måske lugtes, eller smages før man har tømt hele glasset. Men gift, som er blandet med noget andet, kan snyde en til at tømme glasset og dø.
Når konservative præster og teologer legitimerer at blive i folkekirken og drikke dens åndelige gift ved selv at være der, gør de folkekirken langt farligere, end den ellers ville være.
For lægfolk undskylder så deres medlemskab af Folkekirken med, at der stadig er konservative præster dér. Og sådan legitimerer præster og lægfolk hinanden. Men de modsiges af både Skriften og den lutherske bekendelse.
Paulus befaler alle kristne at tage sig i agt for vranglærere og holde sig fra dem (Rom 16,17).