Da spørgsmålet om Guds nådevalg – udvælgelsen er blevet rejst her på bloggen i forbindelse med læren om dåben, gengiver jeg her en prædiken, jeg holdt sidste år på 20. søndag efter Trinitatis, altså den kommende søndag. Prædikenen indeholder skriftbeviser for læren om udvælgelsen, men er som prædiken ikke skrevet først og fremmest som apologetisk dokument. Udover læren om udvælgelse, behandler prædikenen også det vigtige spørgsmål om ordets virkekraft.
Evangelium: Matthæus 22,1-14
Mange er kaldet, men få er udvalgt
Hvorfor frelses nogen og ikke andre? Dette spørgsmål har plaget mange kristne gennem tiden. Hvis Gud vil at alle mennesker skal frelses, må det være fordi vi mennesker selv har noget at skulle have sagt, siger vores menneskelige fornuft os. Og omvendt, hvis det er Gud, der alene frelser os og han har forudbestemt nogen dertil, så må han ikke ønske at alle frelses, tænker vi uvilkårligt. Og sådan har mennesker forsøgt at løse dette problem, enten ved at benægte, at vi frelses af Guds nåde alene, eller ved at benægte, at Gud vil at alle mennesker frelses. Nogen drager så den konsekvens, at der ikke er nogen, der går fortabt. I dag modsiger Jesus alle disse menneskelige forsøg på at løse dette paradoks. Han lærer os 1. Hvorfor mennesker går fortabt, 2. At evangeliets løfter gælder alle og 3. at Gud fra evighed har udvalgt dem der frelses, men at han ikke har udvalgt nogen til fortabelse.
- Hvorfor går mennesker fortabt ?
Det er det første, Jesus underviser os om. Han taler til jøderne i en lignelse om en kongesøns bryllup, som kongen indbyder til. Kongen sender sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet. Det er jøderne, som allerede var indbudte, Jesus her taler om. Kongesønnen er Jesus og bryllupsfesten er den kristne kirke. Men jøderne vil ikke komme. De vil ikke høre evangeliet, men afviser det. Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Nogen forkaster evangeliet, fordi de bekymrer sig mere for denne verden end for evigheden. Vogt dig for at bekymrer dig mere over hvad du skal leve af i verden end for din frelse. Vogt dig for at sørge mere for din fremgang og succes end for din frelse. Gør du det, da mister du evangeliet, som dem, der gik til deres mark eller deres forretning. Andre igen slog tjenerne ihjel eller mishandlede dem. Sådan forfulgte jøderne de kristne og Herren selv, og sådan vender evangeliets fjender sig mod evangeliets tjenere, som Herren sender til at forkynde det.
Det skyldes ikke Herren, at disse mennesker ikke tror. Skylden ligger alene hos dem selv. Forkaster du evangeliets ord, forkaster du Herren selv.
Men der findes også en mindre synlig afvisning af evangeliet. Der er dem, der i det ydre tilslutter sig kirken. Vi hører om det i slutningen af vores tekst: Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Kongen havde sendt bryllupstøjet med ud; så det var ikke fordi han selv skulle præstere noget, han ikke havde bryllupsklæder på. Bryllupstøjet er Kristi retfærdighed, som Gud giver os i evangeliet. Han kom i kirke, men han ville ikke høre, hvad Guds ord sagde om hans synd, når Gud dømte den med lovens bud og tilgav den ved budskabet om, at Kristus ved sit liv og død har betalt synden og opfyldt loven i vores sted. Hvis du tror, at du skal frelse dig selv, forkatser du evangeliet i dit hjerte. Og hvis du bliver ligeglad med Guds bud, fornægter du evangeliet om syndernes forladelse. Hør derfor Guds ord og luk ikke dit hjerte for det, men lad Gud dømme dig med sine bud og tilgive dig ved sit evangelium. Tro ikke, at fordi Gud har omvendt dig, behøver du ikke at leve i daglig omvendelse og igen og igen høre om dine synder og Guds tilgivelse. Bliv ikke selvsikker, så du bilder dig ind, at du ikke kan miste troen og derfor foragter Guds nådemidler.
Guds dom rammer både dem, der åbenlyst forkaster evangeliet i deres verdslighed og forfølger det og dem, der i det ydre tilslutter sig kirken, men når dommens dag kommer, viser sig at være falske kristne eller frafaldne. Om de første hedder det, at han blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Sådan straffede Gud jøderne, som forkastede Guds søn og hans apostle. Gud lod Jerusalem ødelægge og spredte jøderne. Fordi de forkastede evangeliet, fjernede han templet. Sådan straffer Gud også lande og folk, som forkaster evangeliet, ved at tage Guds ord væk fra dem. Det sker ikke, fordi han ikke vil deres frelse, men fordi de forkaster evangeliet. Og han straffer dem, der ikke vil høre, på den yderste dag ved at kaste både dem og de falske kristne ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren. Han kaster dem ud i helvede under sin dom og forkastelse. Men det er deres egen skyld. Se derfor til, at du ikke forkaster evangeliet. Vi kan altså ikke sige til os selv, at fordi vi det afhænger af Guds udvælgelse, kan vi blæse på Guds lov og evangelium. Tværtimod. Fordi det er herigennem Gud frelse, vil foragt for det, føre os til fortabelse.
- Forkyndelsen af frelse til alle
Det andet, vi hører om, er, at Gud indbyder alle mennesker gennem sine tjenere: Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Sådan har Kristus også befalet apostlene og deres efterfølgere i prædikeembedet at indbyde alle mennesker gennem dåb og oplæring til at blive en del af kirken, som vi hører i dåbsbefalingen. Kristus har ikke kun befalet dem at indbyde nogen, men de indbyder alle og enhver, fordi Jesus døde for alle og enhver. Se det Guds lam, som bærer verden synd, siger Johannes. Og har han båret verdens synd, så har han også båret din. Har han befalet at evangeliet skal prædikes for alle folkeslag, har han også befalet, at det skal prædikes for dig. Evangeliets løfte om syndernes forladelse for Kristi lidelses og døds skyld gælder altså alle og enhver.
Og sammen med invitationen sender han også bryllupsklæderne. Når evangeliets ord om syndernes forladelse lyder, så bliver dine synder forladt her og nu. Dine synder er forladt, som ordet lyder og virker. Det afhænger ikke af dig, men af ordet, som Kristus siger: Hvem i forlader deres synder, dem er de forladt. Syndsforladelsen afhænger af ordet og skabes af ordet uafhængig af din værdighed. Syndernes forladelse gælder altså alle mennesker og deles virkelig ud til alle i evangeliet. Derfor kan du også stole på, at du virkelig har syndernes forladelse, Kristi retfærdighed. For du har evangeliet i Skriften, prædikenen, dåben og nadveren. Her iklæder Kristus dig bryllupsklæderne, så de skjuler alle dine synder med hans renhed og retfærdighed. Syndernes forladelse tilbydes altså sandt og virkeligt til alle mennesker i nådens midler.
Og for at du må tro syndernes forladelse og blive frelst, virker Helligånden også gennem evangeliet i ordet, dåben og nadveren. Han arbejder virkelig på, at alle mennesker må tro evangeliet og blive bevaret i troen. Han virker ikke blot engang imellem, afhængig af, om Gud ønsker mennesker frelst, for Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelses af sandheden, som Paulus skriver i sit første brev til Timotheus(2,4). Det er altså ikke sådan, at Gud en gang imellem vælger, at lade Helligånden virke og andre gange ikke. Der ikke findes heller ikke såkaldte vækkelsesperioder, hvor Helligånden virker mere end på andre tidspunkter gennem ordet. Det bygger alt sammen på den falske tanke, at evangeliet i sig selv er dødt og først må tilføres Helligånden. Men evangeliet er Guds kraft til frelse og Helligånden virker alene igennem evangeliets ydre midler. Derfor kan vi også stole på, at Helligånden arbejder på vores frelse, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. Lad os derfor holde os til disse midler i tillid til, at de virker, også når vi ikke synes, det ser sådan ud.
- Udvælgelsen fra evighed viser, at det er Gud alene, der omvender og bevarer
Men hvad så med udvælgelsen fra evighed af, som evangelieteksten taler om til sidst: mange er kaldet, men få er udvalgte. Selvom mange er kaldet – og de er virkelig kaldet gennem evangeliet – er det kun dem, der bliver frelst til sidst, der er udvalgt af Gud fra evighed. Gud har ikke udvalgt alle mennesker og han har samtidig ikke bestemt nogen til fortabelse. Her må vores menneskelige fornuft opgive at følge med. Det er et mysterium, Skriften her præsenterer os for, som ikke kan løses med spekulation. Tværtimod vil spekulation fører til enten fortvivlelse eller kødelig selvsikkerhed. Når du frelses kan du takke Gud for det, fordi han fra evighed har besluttet, at han ville kalde dig, retfærdiggøre dig og bevare dig i troen. Men den, der fortabes kan alene takke sin egen syndige modstand mod evangeliet. Guds udvælgelse er baggrunden for vores frelse, men hans forudviden om menneskers fortabelse er på ingen måde en grund til deres fortabelse. For som vi har hørt virker Helligånden altid gennem evangeliet på menneskers frelse.
Gud har udvalgt dem der frelses, men det er ikke en ‘nøgen’ udvælgelse, så Guds kald igennem nådemidlerne eller Jesu frelserværk egentlig er unødvendigt. Tværtimod. Udvælgelsen består nemlig i, at Gud har besluttet hvordan han ville kalde og bevare dig gennem evangeliet i de ydre nådemidler. For det er alene herigennem han giver og bevarer troen. Gud har fra evighed besluttet ikke blot at frelse dig, men hvordan han ville gøre det. Det gjorde han ved at sende sin søn som et sonoffer for din og alle menneskers synd og dernæst ved at sende sine tjenere apostlene, hyrder og lærere til at prædike evangeliet og række sakramenterne, sådan som Paulus siger i sit brev til Efeserne kap 1: For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. Det var altså gennem Jesus Kristus, Gud besluttede at frelse dig. Og Paulus fortsætter længere nede: ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, . Da Gud udvalgte dig før verdens grundvold blev lagt, bestemte han ikke blot at frelse dog, men også, hvordan han ville gøre det. Det er altså i Guds frelsergerning i Jesus Kristus og gennem evangeliets forkyndelse, du skal finde vished om din udvælgelse.
Søger du udvælgelsen i evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld og ikke i spekulationer, så vil du også se, hvilken trøst, den giver dig, når du i kampen mod dit syndige kød anfægtes over din egen svaghed. Når du tvivler på, at du vil kunne holde ud og blive bevaret i troen, da husk, at det ikke er dig, der har valgt Kristus, men ham, der har udvalgt dig fra evighed af og derfor også vil bevare dig i troen. Det er er herligt budskab for dig, der kæmper mod synden og lever i daglig omvendelse, at det ikke kommer an på din styrke, men på Guds udvælgelse, som står fast. Hold dig derfor til Guds nådemidler i hans menighed, hvor ordet forkyndes rent og purt og hvor dåb og nadver forvaltes, som Kristus har befalet. Det er her, du kan styrkes i og bevares i troen, for det er gennem disse midler, Gud fra evighed af har bestemt at frelse lige præcis dig. At Gud har udvalgt os fra ebvighed af, er altså alene evangelium og ikke lov. Det tjener til at styrke os i tilliden til, at Gud også vil bevare os, så vi tør befale vor frelse i hans hænder og stole på hans nåde, som Paulus siger i Romerbrevet kap 8 (v. 28): Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.
Afslutning
Vi har af Guds ord i dag lært, at de, der fortabes, gør det fordi de afviser Guds ord, enten åbenbart eller i deres hjerter. Det er ikke Guds skyld, men de fortabtes egen skyld, at de går fortabt. Gud tilbyder sin nåde i evangeliet til alle mennesker og Helligånden virker altid gennem evangeliet. Alligevel skyldes frelsen, at Gud fra evighed af har udvalgt dem, der frelses. Guds udvælgelse står fast og afhænger ikke af, at du er mindre syndige end andre, men alene af hans nåde, hvori han har bestemt, hvordan han vil omvende og bevare dig gennem sine nådemidler. Når du derfor søger Guds udvælgelse i hans åbenbarede ord og ikke i spekulation, så kan du også i trængsler, modgang og kamp mod tvivl og anfægtelser sige med Paulus (Rom 8 ) : For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Amen.
PS. Jeg kan anbefale konkordieformlens artikel XI for yderligere læsning. Jeg vil anbefale denne klassiske engelske oversættelse. Find den korte forklaring med skriftbeviser i konkordieformlen her.