Hermed første del af en undervisningsserie om gudstjenesten, holdt for Augustanakirkens menighed i søndags. Søndag den 9. marts fortsætter vi med næste del.
1. Gudstjenestens baggrund – teologisk:
Før vi kan behandle spørgsmålet om, hvordan vi holder gudstjeneste, må vi spørge, hvad en gudstjeneste er. Gudstjenestens form kan aldrig skilles fra indholdet. Selvom de enkelte led ikke er befalet af Gud, må formen alligevel komme fra indeholder og være styret af indholdet. At en bestemt form ikke er befalet af Gud, betyder ikke, at vi kan gøre, hvad vi vil. Det betyder, at vi må gøre, hvad der tjener evangeliet bedst.
1.1. Hvilken Gud dyrker vi?
1.1.1 Den Hellige og almægtige Gud
Den Gud vi kommer til gudstjeneste for at tilbede, er ikke en hvilken som helst Gud. Han er den hellige og almægtige Gud. Vores gudstjeneste må afspejle, at han er Hellig og ophøjet. Den må være præget af ærefrygt og ærbødighed. At træde ind for den hellige og almægtige Guds trone, er altid alvorligt. Selvom vi gør det med glæde, må det altid være i ærefrygt, højtidelighed og alvor overfor den hellige og almægtige Gud(2. Mos 3,5; Es. 6,5).
1.1.2. Den treenige Gud
Den Gud, vi er kommet for at dyrke er den treenige Gud. For kun den treenige Gud er den eneste sande Gud. Det må afspejles gennem hele gudstjenesten, at det er den treenige Gud og ikke en hvilken som helst Gud. En kristen gudstjeneste må være sådan, at et muslim, jøde eller et Jehovas Vidne ikke kan svare amen til det, der sker. Derfor begynder vi også gudstjenesten i den treenige Guds navn, anråber den treenige Gud om nåde og priser den treenige Gud for hans nåde mod os.
1.1.3. Gud, som er blevet menneske og døde for os
Gudstjenesten må desuden pege særligt på den anden person i treenigheden, som blev menneske og døde for os. Helligånden peger på ham som vejen til Faderen, og sådan må vi også gøre. Derfor bruger vi f.eks. et krucifiks i midten af alteret. Her hænger den menneskevordne Gud, som døde for vores synder. Det er her, Gud først og fremmest har åbenbaret sig.
1.1.4 Gud i centrum, ikke mennesker
Fordi det er den eneste sande Gud, vi skal dyrke,er det også ham, der må være centrum for vores gudstjeneste. Gudstjenesten handler ikke først og fremmest om at udtrykke vort forhold til ham, men om at udtrykke hans forhold til os. Det vigtigste er ikke, om vi “får noget ud af gudstjenesten”, men dybest set om Gud får noget ud af den. Gudstjenestens sigte er ikke at underholde os og tilfredsstille følelsesmæssige behov hos os, men at Gud den almægtige vil tale til os gennem sit ord og sine sakramenter.
1.2. Sygdom og kur
For at finde ud af baggrunden for gudstjenesten, må vi se på fundamentet for vor kristne tro – at vi er syndere, som behøver Guds nåde.
1.2.1 sygdommen: synden
Harold Senkbeil skriver: “Hvis synden blot er en moralsk brist på en i øvrigt uangribelig menenskelig karakter, så kan kristne forsmaninger koncentrere sig om moralsk forbedring ved hjælp af passende følelsesladede og psykologiske virkemidler. Så bliver menighedens gudstjeneste i virkeligheden én stor selvhjælpsgruppe, og præsten bliver storgruppens terapeut. Hvis synden på den anden side faktisk betyder trældom og død….så antager den gudstjenestefejrende menighed en helt anden karakter. Den bliver en livets ø på dødens ocean.” (At dø for at leve – Et liv i gudstjeneste, LMH’s Elevforenings 2007). Biblen lærer, at vi er syndere af naturen (Sl. 51 Joh 3), som ikke af os selv formår af gøre noget til vor frelse, men er åndeligt døde (Ef. 2).
1.2.2 Sygdommens konsekvens: -Guds hellighed og vrede
Synden er ikke blot et problem i os. Den er også et problem i vores forhold til Gud. Gud er hellig og ophøjet og bliver vred over synden. Vi er af naturen vredens børn (Ef. 2) og kan må derfor frygte, når vi står ansigt til ansigt med Gud (Es. 6 og Luk 5,8). Gud ser ikke igennem fingre med synden og overfor ham må alle mennesker frygte. Gudstjenesten skal understrege, at Gud er hellig og ophøjet og at vi kommer til Gud som blinde tiggere, som må bede “forbarm dig over os” (luk. 18).
1.2.3 Kuren – korset
Guds kur mod synden og sin egen vrede var Jesu lidelse og død på korset. Jesus bar verdens synder som Guds lam, som Johannes siger (Joh 1,29). Han led Guds vrede og da Gud oprejste ham fra de døde, erklærede han, at straffen var betalt og vi retfærdige (Rom 4,25). Korset må være centrum i en kristen gudstjeneste. Det er ved troen på, hvad Jesus har gjort på korset, at mennesker frelses. Det afgørende er altså ikke, om man går inspireret hjem, men om man er blevet afsløret i sin synd og styrket i troen på evangeliet om syndernes forladelse for Jesu lidelses og døds skyld.
1.2.4. Medicinen uddelt
Jesus har ved sin lidelse, død og opstandelse købt medicinen til os. Men vi må også få medicinen. Vi får syndernes forladelse, i ordet, skriftemålet, dåben og nadveren. Her giver Gud os sin nåde. Han afslører vores synd ved loven og giver os ved evangeliet syndernes forladelse. Det er centrum i den kristne gudstjeneste.
1.3. Guds-tjeneste – Hvem tjener hvem
Hvem tjener hvem i gudstjenesten. Er gudstjenesten først og fremmest vores tjeneste for Gud eller er den først og fremmest Guds tjeneste for os?
Melancthon skriver i forsvaret for artiklen om messen i sin apologi, som er bekendelsesskrift 12 artikel (forsvar for artikel 24 i Den Augsburgske Bekendelse): Teologerne plejer med rette at skelne mellem “Sakramente” og “offer”. Fællesnavnet for begge kan da være ceremoni eller hellig handling. Et sakramente eller handling, i hvilken Gud meddeler os det, som den til ceremonien knyttede forjættelse tilbyder; således er dåben en handling, ikke som vi bringer Gud, men i hvilken Gud døber os, nemlig præsten i Guds sted, og her tilbyder og meddeler Gud syndernes forladelse o.s.v. ifølge forjættelsen: “Den , som tror og bliver døbt, skal frelses” (Mark. 16,16). Ofret derimod er en ceremoni eller handling, som vi bringer Gud for at ære ham”.( Fra Casparis og Johnsons oversættese, genoptrykt af Lutheran Publishing House 1899) Vi kan kalde disse to former for handlinger sakramentale og sacrificielle (offerhandlinger) handlinger. De sakramentalerer Gudstjeneste for os og de sacrificielle er vores handlinger overfor Gud – vores tak-offer.
1.3.1 Gud tjener os
Den vigtigste del af gudstjenesten er, at Gud tjener os – det sakramentale. Gud tjener os gennem sit ord og sine sakramenter. Her tilbyder og giver Gud syndernes forladelse. De sakramentale handlinger er: Absolutionen (tilgivelsen i skriftemålet), læsningerne, prædikenen, nadveren og velsignelsen. Under disse handlinger er præsten vendt mod menigheden, fordi han er Herrens udsending og taler på Kristi vegne (Joh 20,23). Mens præstens person ikke er vigtig, er embedet vigtigt – for heri taler Gud til mennesker. Dét, der sker i gudstjenesten er særligt Guds handling med os. Derfor handler gudstjenesten ikke så meget om, hvad vi får ud af den, men om, hvad Gud får ud af os i den – nemlig at han frelser os. Fokus i Gudstjenesten må være på disse sakramentale handlinger – ordet og sakramenterne. En normal gudstjeneste er bygget op omkring de to hovedpunkter – ordet og nadveren med skriftemål (evt. med skriftemål forud for gudstjenesten).
1.3.2 Vi tjener Gud
Offerhandlingerne er vore svar på Guds tiltale i de sakramentale handlinger (Rom 12). De er et ekko af dét, Gud giver os i sit ord. Offerhandlingerne er: Syndsbekendelse, bønner, salmer, lovsange og trosbekendelsen. Derudover tjener vi særligt Gud i vores hverdag. Under offerhandlingerne er præsten vendt mod alteret eller sidder ligesom som menigheden som under salmerne. Ved bønnerne taler Præsten på menighedens vegne overfor Gud, ligesom han i de sakramentale handlinger taler på Guds vegne til mennesker.
1.4 Gudstjenesten underviser
Gudstjenesten må vise, hvilken Gud vi tilbeder, hvad vores problem er, hvad løsningen er, og hvem, der tjener hvem. Alt sammen er det også udtryk for vor kirkes lære. Kol 3,16: “Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” Salmer, hymner og åndelige sange er undervisning. De skal ikke blot udtrykke vores følelser for Gud, men undervise os i Guds ords lære. Sådan er hele gudstjenesten en bekendelse af vor tro som svar på Guds ord, som vi hører i læsninger og prædiken. 1. Pet 2,9: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.” I gudstjenesten forkynder det kongelige præstesskab af alle troende om frelserens guddomsmagt. Den kristne skal ikke vidne, men bekende. Det er ikke den kristnes følelser eller oplevelser med Gud, der skal være i centrum, men Guds ords lære.
Det er altså ikke nok, at gudstjenesten ikke direkte indeholder falsk lære. Nej, den skal aktivt undervise os i den sande lære. Derfor er en evangelisk-luthersk gudstjeneste og evangelisk-lutherske salmer mere indholdstunge end mange andre kirkers. Derfor kan der også være ting, der er svære at forstå, og som kræver yderligere forklaring. En gudstjeneste er for de kristne og rettet mod dem, der har været igennem den grundlæggende undervisning. Derfor vil den ikke være forståelig for alle. Og derfor har vi alle brug for at holde os opdateret. Den er mættet med bibelsk indhold og forudsætter, at vi fortsat fordyber os i biblen. I Den Augsburgske Bekendelse 24 står der:
Med urette anklages vore menigheder for at afskaffe messen, for messen bevares hos os og udføres med den største ærbødighed. Næsten alle de sædvanlige skikke beholdes også, undtagen at man nogle steder ind mellem de latinske sange blander tyske, som er føjede til for at belære folket. For kirkeskikkene er især nødvendige til dette ene at belære de ukyndige. Og ikke blot Paulus (1 Kor. 14) indskærper, at man skal bruge et sprog, som folket kan forstå, i menigheden, men således er det også forordnet efter den menneskelige lov.
1.4.1. Præstens lærerembede
Og fordi gudstjenesten er undervisning, er det også præsten, der har hovedansvaret for gudstjenesten, selvom han ikke må binde samvittighederne og trække nye traditioner ned over hovederne på dem. Han må i stedet undervise om gudstjenesten. I Den Augsburgske Bekendelse 28 står der: Hvad skal man følgelig mene om søndagen og ligende kirkeskikke? Hertil svarer de, at biskopper eller præster må have lov til at træffe anordninger, for at alt kan gå ordentligt til i kirken, ikke for at vi ved disse anordninger skal gøre fyldest for vore synder, eller for at lægge pres på samvittighederne, eller anse dem for at være nødvendige dyrkelser….Den slags anordninger bør menighederne følge for kærlighedens og fredens skyld og iagttage dem såvidt, at den ene ikke forstyrrer den anden, men at alt i kirkerne foregår i orden og uden uro, dog således, at samvittighederne ikke presses til at anse sligt for nødvendigt til frelse og til at antage, at de synder, når de overtræder anordningerne uden at forarge andre.
1.4.2. Når Guds ord modsiges
I den lutherske kirke opstod på reformationstiden en strid om, hvad man skulle gøre, hvis vranglærere (særligt papismen) stillede krav til den retlærende kirke om, at den skulle ændre i de ting, som hverken er påbudt eller forbudt i Guds ord, bl.a. liturgien. (Se f.eks. Konkordieformlen Epitome atikel X, pkt. 6). Når vranglærere kræver ændringer i den retlærende kirkes liturgi, må den retlærende kirke stå fast. Det gælder både når indrømmelsen vil være at gøre en fri ting til et lovbud og når indrømmelsen vil give udseende af, at man er enige om læren, hvor man ikke er det. Det er det sidste, vi vil hæfte os ved her. I 1800-tallet i Preussen, hvor den lutherske og reformerte kirke med magt blev slået sammen og der blev indført fælles liturgi, nægtede en række lutherske kristne at gå med til det. Man fastholdt sine lutherske kirkeskikke for at vise, at man ikke bøjede sig for Calvinismen. Blandt disse lutherske kirkeskikke var at bøje hovedet under nævnelsen af Jesu navn, slå korsets tegn, knæle under nadveren m.v.
1.4.3. Eksempel på bekendelse: Embedslæren
Noget af det, der særligt angribes i dag er autoriteter. I kirken rammer det særligt præsteembedet. Flere af os har været vidne til, at en af Gud kaldet præst blev afskediget uden gyldige bibelske grunde. Og i karismatiske sammenhænge tager lederens karismatiske personlighedembedets plads. Og det er reelt de to alternativer, man har: Embedet eller personen. Fornægter man embedet, vil der være personen, der kommer i centrum. Men bekender man troen på embedet som indstiftet af Gud, så må præstens personlighed træde i baggrunden. Han skal ikke prædike sig selv, men Kristus. Og han taler ikke på egen vegne, men på Kristi vegne, når han forkynder evangeliet, forlader synderne og uddeler Herrens legeme og blod. For at understrege embedet overfor dem, der fornægter det, må en luthersk kirke fastholder, at præsten skal bære embedsdragt og ikke give efter for slipsetendensen, hvor præsten skal være som os andre – og dermed fokusere på præstens person frem for hans embede. Ved at præsten er i særlig embedsdragt, bekender vi, at præsten taler på Kristi vegne
1.4.3. Eksempel på bekendelse: Nadveren
Også nadverlæren angribes i dag. At det virkelig er Jesu legeme og blod vi får og ikke blot et symbol, bliver angrebet fra mange sider. Derfor må den lutherske kirke vise ved sin gudstjenesteform, at i nadveren brød og vin får vi virkelig Jesu legeme og blod og sammen med det syndernes forladelse. Derfor har vi et pænt dækket alter og derfor synger vi til det nærværende Guds lam. Og derforopløfter præsten brød og vin, når indstiftelsesordene har lydt.