På Folkekirkens højrefløj har i flere år foregået en debat om den såkaldte ellipsestruktur, nemlig dét, at man har både den lokale sognekirke og missionshuset. Fra tilhængere af den såkaldte ellpisestruktur kan man høre kritik af ideen om en helmenighed, som man kalder en menighed, hvor ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning er samlet på et sted.
For nylig har man også i Indre Mission diskuteret det gavnlige i frimenigheder og valgemenigheder. Men spørgsmålet er, om ikke snarere man burde diskutere, hvorvidt det er legitimt at have forsamlinger udenfor den lokale menighed, hvor Guds ord forkyndes.
Har sådan noget som et missionshus overhovedet en berettigelse – bibelsk og luthersk set?
Dét, der sker er jo, at en del af menigheden mødes – ofte uden menighedens præst – og har én, som ikke er kaldet til at være hyrde og lærer i menigheden, til at prædike for sig. Det hænder måske, at det er en præst fra en anden menighed, men ofte vil det være en, som ikke er kaldet til hyrde og lærerembedet af en menighed i det hele taget.
Denne ordning forsvares som den traditionelle ordning, mens ideen om en helmenighed ofte ses som et nyt påfund. Men sagen er, at det forholder sig omvendt. Det er en ny ting, at en del af en menighed kan samles uden sin præst og selv forkynde ordet.
Kirken er forsamlingen i hvilken ordet forkynde sog sakramenterne forvaltes. Disse kan ikke skilles ad. Jesus har befalet sine apostle og deres efterfølgere at gøre begge dele (Matth 28,20). Og både ordet og sakramenterne hører med til at være et legeme (Ef 4,1-6, 1 Kor 10,17; ApG 2,42).
De kan ikke skilles sad efter forgodtbefindende, ligesom menigheden heller ikke må deles efter forgodtbefindende (1 Kor 11,18). kan man dele alterbord må man også dele prædikestol og omvendt. Derfor har en fraktion af den lokale menighed heller ikke bemyndigelse til at kalde egne prædikanter og uden et kald til prædikeembedet, må ingen prædike (Rom 10,15; ApG 6,4; 1 Kor 12,29, Jak 3,1).
I den Augsburgske Bekendelses artikel 14 bekendes det derfor også, at ingen må lære offentligt i menigheden eller forvalte sakramenterne uden at være rettligt kaldet. Her e rikke blot tale om et indre kald, men o et sikkert kald. Efter profetiens ophør kan et sådant kun sikres gennem Guds kirke på jorden, hvorigennem Gud kalder ordets tjenere.
En forsamling udenfor den lokale menighed, som ikke selv er en menighed, er derfor en uorden. I ældre luthersk tid ville det ikke være blevet accepteret. Man kan undrer sig over, at folkekirkepræster accepterer, at medlemmer af deres menigheder holder opbyggelige forsamlinger for sig selv. Hvordan skal man kunne være hyrde for får, der går deres egne veje? Hvordan skal man kunne øve sjælesorg og åndeligt tilsyn med mennesker, som får størstedelen af deres åndelige føde et andet sted? Tjaah, måske accepterer folkekirkepræster det fordi de heller ikke selv agter deres embede.
Mens énhver kristen ikke må prædike i menigheden uden at være kaldet til embedet, er det dog enhver kristens ret og pligt at bedømme sin præsts lære. Desværre ser det ud til, at denne myndighed ofte forsømmes de samme steder, hvor man til gengæld i praksis lader alle kristne prædike.Nu og da har jeg hørt lægfolk undskylde deres forbliven i folkekirken med, at de præster og teologer, de lytter til, forbliver. Men en kristen kan ikke blot overlade lærebedømmelsen til andre. Selvom hyrder skal vejlede og vogte, er det alene Guds ord, de vogter med, og det er enhver kristens pligt at bedømme, om det nu også er Guds ord, de lærer – også når det gælder at forblive i en vranglærende kirke.
Hvad skal man da gøre, hvis ens lokale sognepræst ikke lærer i overensstemmelse med Guds ord, hvis man ikke kan gå i missionshuset? Paulus er meget enkel og klar, når det gælder vranglærere: hold jer fra dem!(Rom 16,17) Her er ikke så meget at diskutere. Kristne skal holde sig fra vranglærere. For vranglære er åndelig gift. Derfor fordømte Paulus så kraftigt Galatermenigheden, som blot krævede omskærelse. En lille smule gift kan dræbe en hel forsamling, og på samme måde kan en lille smule vranglære slå kristne ihjel – åndeligt set. Det faktum, at der er medlemmer af vranglærende menigheder, som bliver frelst, skal ikke få kristne til at spille hasard med deres åndelige liv og forbryde sig mod Guds befaling om at vogte sig for vranglærere.
Nej sande kristne må forlade vranglærende menigheder, uanset hvor stor vranglæren er. Og så må de tilslutte sig retlærende menigheder, hvor de er at finde. Til tider vil der være få retlærende kirker, men det skyldes netop, at de sande kristne ikke tager deres pligt alvorligt og forlader vranglærerne. uanset om man er læg eller lærd kan man ikke løbe fra sit ansvar på det område. Enhver kristen har ret og pligt til at bedømme læren efter Guds ord og holde sig fra vranglærere.
Mange vil måske stå i en situation, hvor den nærmeste retlærende menighed ligger langt borte. Og man spørger måske sig selv, om ikke man i den situation kan blive nødt til at tilslutte sig en vranglærende menighed. Men apostlens formaning til at holde sig fra vranglærere er ikke betinget. Da må man lade sig betjene med ordet og sakramenterne af menigheden langt borte, når det er muligt og ellers læse eller høre prædikener derhjemme. Med moderne it-hjælpemidler er det heldigvis blevet muligt at høre prædikener over internettet.
Det er også kun ved, at enkelte kristne siger nej til vranglæren, der kan plantes nye retlærende menigheder. Hvis hver enkelt kristen tog sit ansvar for læren alvorligt, ville der snart være flere retlærende lutherske menigheder i vort land. Til gengæld ville der nok være færre illegitime forsamlinger, hvori ordet prædikes uden Guds kald og mandat.