En ny valgmenighed er på vej i Århus. Bag den står medlemmer af Skt. Lukas IMU og MA. Når man skal starte en ny menighed, er det naturligvis vigtigt at gøre sig klart, hvad en menighed er. På den kommende menigheds website, står der:
Og en menighed er i bund og grund ikke andet end en samling af mennesker, der sammen søger Gud. Så vi er allerede startet!
Er det nu rigtigt, at en menighed “ikke” er “andet” end en samling mennesker, der søger Gud? På sin vis kan man godt sige, at en menighed består af mennesker, der søger Gud; hvis man med dette mener, at de er kaldet af Gud gennem ordet og sakramenterne. Men når man siger om en gruppe, at den er en menighed, fordi en menighed ikke er andet end en samling mennesker, der søger Gud, selvom den ikke har f.eks. sakramentsforvaltning, så er det forkert.
En menighed er mere end det. En menighed er ét legeme i kraft af det ene brød og den kalk, de deler (1 Kor 10,17) og i kraft af, at apostlenes lære forkyndes i dens gudstjenester sammen med nadverforvaltningen (ApG 2,42) samt i kraft af den ene dåb (1 Kor 12,13).
En menighed er ikke noget, der bliver til i kraft af menneskers beslutning. En menighed er ikke en menneskelig opfindelse, men et produkt af Guds ord. Den bygger på Jesus Kristus og apostlenes og profeternes ord (Ef 2,20).
En menighed er derfor ikke enhver forsamling af kristne.
Jesus siger i Matt 18,16-17, at man skal tage én eller to med sig, når man formaner en broder. Hvis det ikke lykkes, skal man sige det til “menigheden”. Hvis enhver samling af kristne er en menighed, ville de to-tre også være menigheden. Jesus forudsætter altså, at der på ethvert sted, hvor der er kristne, bør være en klart defineret menighed, man kan “sige det til”.
Kendetegnet på en sådan menighed er naturligvis de midler, Jesus vil bygge sin menighed med: ordet og sakramenterne.
En menighed er den synlige side af den skjulte kirke, som består af de sandt troende på et sted. Og kendetegnene på, at kirken er der, er de midler, som skaber og bevarer troen, dvs. både ordet, dåben og nadveren. Det er gennem disse ydre midler, man kan se, om der er en menighed. Hvor disse nådemidler ikke er der, kan man ikke sige, at der er en menighed.
Hvem, der i sandhed søger Gud, er i nogen grad skjult; men hvordan Gud søger mennesker gennem sine nådemidler, er åbenbart. Det gør Gud gennem ordet, når det forkyndes ret, og mennesker lærer alt, hvad Kristus har befalet og bliver døbt i den treenige Guds navn (Matt 28,19-20).
En samling af mennesker, hvori nådemidlerne ikke forvaltes (både ordet/læren, dåben og nadveren), kan derfor ikke kalde sig en menighed.
Desværre er der meget forvirring om, hvad en menighed og en kirke er.
Pietismen, som også er en af Indre Missions rødder, har formået at underminere den bibelske og lutherske tanke om kirken som den forsamling, i hvilken ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse.
Med brugen af missionshuse, som reelt er et angreb på sognepræstens embede og den lokale menighed som sådan, kan man godt forstå, at det kan være svært at få et rigtigt billede af, hvad en menighed er. Der er meget pietisme, der må aflæres, før man kan lære af Skriften, hvad en kirke er.
Hvis man indså, hvad en menighed er, og hvad fællesskab om nadverbord og prædikestol betyder, ville man nok også erkende, at man er nødt til at holde sig fra vranglærere, og at det derfor er uholdbart at forblive i Folkekirken, hvad enten det er som missionshus eller valgmenighed.