D. 24. oktober 2013 var Augustanakirkens præst inviteret til at holde et oplæg på Menighedsfakultetet under overskrifterne “Hvad er kirke?” og “Hvad betyder det i praksis?”
Oplægget var en del af en serie oplæg, hvor bl.a. en repræsentant for den karismatiske Århus Valgmenighed samt Folkekirken i Løsning skulle holde oplæg over samme emne.
Oplægget fra Augustanakirkens præst var opbygget om to teserækker – en om, hvad kirken er, og en om, hvad de praktiske konsekvenser af dette kirkesyn er.
Oplægget blev optaget, da præsten efterfølgende holdt det i menigheden.
Nedenfor gengives teserne, som er redigeret let efter foredraget:
Hvad er kirke?
I. Kirkens forudsætning er, at mennesker fødes med synd og under Guds vrede siden Adam og Eva. Menneskets største problem er således dets egen synd og Guds vrede over synden. Alle andre problemer følger heraf som enten konsekvenser af synden eller udtryk for syndigt begær, som ikke bliver opfyldt.
II. Kirkens grundlag er Jesus Kristus, Guds Søn, sand Gud og menneske, menneskehedens stedfortræder, som med sit liv opfyldte Guds lov, med sin lidelse og død sonede hans vrede og ved sin opstandelse blev benådet og erklæret retfærdig som alle menneskers stedfortræder efter at have gjort fyldest for synden, så enhver, der er i ham, ikke rammes af Guds vrede, men er under Guds nåde.
III. Kirken i egentlig forstand er Guds rige, Jesu Kristi rige, som består af dem, der er i Kristus gennem evangeliet om syndernes forladelse i ordet og sakramenterne og gennem troen, som stoler på, fortrøster sig til og griber syndsforladelsen i evangeliet.
IV. Da troen på evangeliet ikke er synlig, er den synlige side af kirken, at Guds ord forkyndes ret, at sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, og at mennesker forsamles om disse midler.
V. Gud har, for at ordet kan forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret, åbenbaret sig gennem profeter og apostle, så den nytestamentlige åbenbaring er Guds endelige og fuldstændige åbenbaring på denne side af dommedag, hvorfor vi ikke skal forvente nogen anden åbenbaring eller nye profeter og apostle, men alene holde os til det ydre ord i Den Hellige Skrift.
Hvad betyder dette syn på kirken i praksis
I. Det betyder, at kirkens fornemste opgave er at forvalte nådemidlerne, som uddeler syndernes forladelse samt skaber og bevarer troen i menneskers hjerter og dermed indfører mennesker i Guds rige og bevarer dem i Guds rige.
II. Dette sker først og fremmest i menighedens offentlige gudstjeneste, som må holdes i ærefrygt for den hellige Gud, være for hele kirken, have fokus på Guds ord og sakramenter og ikke appellere til menneskers frie vilje, som om de selv kunne beslutte sig for at tro.
III. Fra gudstjenesten sendes mennesker ud i verden, hvor de i troen på evangeliet skal tjene deres næste gennem kærlighedsgerninger i deres kald og stand, i hjemmet, samfundet og menigheden, og hvor de vil møde de kors, Gud lægger på dem i kald og stand, som skal drive dem tilbage til ordet og sakramenterne – særligt i gudstjenesten.
IV. Fordi kirkens synlige side er forsamlingen om den rene forvaltning af ordet og sakramenterne, og Gud har åbenbaret sig klart og endeligt i Skriften, skal kirkeligt fællesskab, dvs. fællesskab om ordet og sakramenterne og anden offentlig gudsdyrkelse forbeholdes dem, der fuldt ud tilslutter sig Guds ords lære.
V. Kirken må også i sin praksis respektere Guds ordninger, så den ikke agerer verdslig og politisk magt, ikke overtager forældrenes ansvar for oplæring af børnene i troen, ikke tillader lægprædikanter og ikke tillader kvinder at byde over mænd i menigheden.