I forbindelse med den seneste dåbsdebat, er spørgsmålet om, hvad der gør dåben virksom, også aktuelt. Hvad gør dåben til en dåb? Er det modtagerens tro? Er det troen hos den, der forvalter dåben? Er det forældrenes tro?
Man må her skelne mellem dét, der gør dåben til en dåb, og dét, der gør, at man rent faktisk får gavn af den gave. Som tidligere vist er dåben et frelsesmiddel og altså Guds gerning, ikke menneskers. Man må derfor skelne mellem dét, der gør, at Gud frelser gennem dåben, og dét at modtage Guds frelsergerning.
Dåbens gave kan rent faktisk være leveret, uden at mennesker får gavn af den, fordi de kaster gaven væk. Ligesom man kan få tilsendt en gave uden rent faktisk at få gavn af den, fordi man ikke benytter den.
Hvad er det så, der ifølge Biblen gør dåben virksom? Paulus skriver i Efeserbrevet kapitel 5 vers 25-27:
Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.
Dét, der er afgørende, er altså Guds ord, som også her er Helligåndens redskab, og ordene er naturligvis de ord, Jesus har befalet at døbe: “I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Sammen med badet i vand, er det dét, der gør dåben til en gyldig dåb.
Det afgørende for, om dåben er gyldig, er altså ikke hverken modtagerens, forældrenes eller præstens tro. Noget andet er så, at ingen præst må døbe en, han ved, er vantro, og ingen præst må døbe et barn, som han véd, ikke vil blive oplært i troen, og ingen kristen må lade sig døbe af en åbenlyst vantro præst. Men det er ikke disses tro, der gør dåben virksom eller uvirksom.
Så ville man jo aldrig kunne være sikker på dåben. Og dåben ville blot være et symbol på ens egen tro og ikke Guds frelsesmiddel.
Det betyder dog ikke, at Jesu ord er en magisk formular, som uden videre gør badet til et ord. Så skulle man jo sige dem på det sprog, Jesus har sagt dem. Nej, det er ordet som ord, der henviser til en virkelighed. Hvor denne virkelighed offentligt benægtes, er det ikke længere de samme ord. Hvor den treenige Gud benægtes, vil det kun være lydene, der stemmer overens med Jesu indstiftelse.
Derfor må man også tvivle på gyldigheden af f.eks. en dåb foretaget af Thorkild Grosbøll, ligesom f.eks. unitarer og Jehovas Vidner heller ikke har en kristen dåb. Efter anerkendelsen af Grosbøll i Folkekirken, må man også begynde at spørge sig selv, om Folkekirken bør sidestilles med andre antitrinitariske religionssamfund.
Dåben afhænger altså ikke af præstens eller de tilstedeværendes tro. men den afhænger af Guds ord – og når indholdet af indstiftelsesordene offentligt benægtes i en kirke, kan man ikke sige, at den har en ret dåb, ligesom f.eks. reformerte kirker heller ikke får Jesu legeme og blod ved nadveren.
Når dette er sagt om, hvad der gør dåben gyldig, så er det også vigtigt at understrege, at den, der i vantro forkaster dåbens gave, går fortabt som enhver udøbt. Men den, som er blevet ramt af Guds lov kan søge tilflugt i dåbens nåde, hvor Jesus har renset sin kirke og forladt os vores synder.
At dåben afhænger af Guds ord, gør, at troen netop kan holde sig til dåben frem for til sine egne bønner, sin egen omvendelse, sin egen anger, sin egen hellighed eller retfærdighed. For i dåben iklædes vi Kristi retfærdighed og uskyldighed, som dækker vores synd og skyld.