Vi synger med Paul Gerhardt i nr. 500 i den gamle salmebog: “Den grund, hvorpå jeg bygger, er Kristus og hans død; i Jesu korses skygger er sjælens hvile sød; der har jeg fundet livet, selv er jeg intet værd; hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær.” Elsker Gud mig kun pga. det, Jesus har givet mig, eller kan man sige, at Gud elsker alle mennesker som hans skabninger? Eller sagt på en anden måde: Kan man tale om Guds kærlighed uden at tale om korset?
Der ligger for mig at se to spørgsmål, i det, du skriver. Det ene er, om Guds kærlighed er et resultat af eller en forudsætning for Jesu frelsergerning? Heri ligger der vel også et spørgsmål om, hvordan man skal forstå det ugenfødte menneske: er det stadig en Guds skabning?
Det andet spørgsmål, jeg kan se, er spørgsmålet om, vi kan erkende Guds kærlighed uden at tale om korset?
Man kan forstå spørgsmålet i Paul Gerhards salme sådan, at Gud først blev kærlig med Jesu død. Jeg tror dog ikke, at det er dét, Paul Gerhard har ment.
Guds kærlighed
I Joh 3,16 of i Rom 5,8 ses Jesu frelsergerning som dét, der viser Guds kærlighed. Hvis man viser noget, eksisterer det allerede. I en forstand eksisterede Guds kærlighed til mennesker allerede før Jesu lidelse og død for os. Jesu frelsergerning var Guds kærlighedsgerning, hvor han forbarmede sig over os mennesker.
Det er også sandt, at Gud ikke har overladt verden til sig selv. Gud lader solen stå op over både retfærdige og uretfærdige (Matt 5,45). Gud er god mod alle (Sl 145,9). Gud opretholder orden i samfundet, fordi verden stadig er hans skabning – og for at skabe mulighed for at evangeliet kan forkyndes (bl.a. Rom 13).
Selvom alle mennesker er gennemsyret af synd, er mennesker stadig Guds skabninger. Vi har mistet gudbilledligheden ved syndefaldet, dvs. den oprindelige retfærdighed (bl.a. Rom 3,23). Nu er vi i stedet af naturen vredens børn (Ef 2,3). Men vi er stadig Guds skabninger (Sl 139). Mens synden gennemsyrer vores væsen, så er den ikke blevet vores væsen. Ellers ville Jesus ikke kunne adskille synde og den menneskelige natur, da han tog vor natur på sig uden synd.
Det er altså sandt, at Gud elskede verden før Jesu frelsergerning og at Gud også elsker de gudløse, som stadig er Guds skabninger, selvom de er gennemsyret af synd.
Det er den ene side af sagen.
Guds vrede over synden og synderen
En anden side af sagen er, at Jesu frelsergerning også var dét, der sonede Guds vrede mod os arme syndere.
Det passer ikke, når nogen siger, at Gud blot hader synden og ikke synderen.
Gud er vred på syndere (Sl 5,6). Gud er hellig og accepterer ikke overtrædelser af sin hellige lov. Og Gud straffer syndere. Gud kunne, uden at blive ukærlig eller uretfærdig, have kastet alle mennesker i helvede.
Og selvom mennesker er Guds skabninger og Guds eksistens kan erkendes gennem hans gerninger (Rom 1,20-21), så betyder det ikke, at der er nogen, der i sandhed tror og stoler på den sande Gud uden evangeliet. Ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen (Joh 14,6) og ingen søger Gud (Rom 3,11).
Forsøger vi at nå Gud udenom korset, så ender det altid i lovtrældom og derfor i afgudsdyrkelse.
Så den anden side af medaljen er, at Gud efter sin hellighed og retfærdighed ikke har mennesker kær, ikke ser nådigt og mildt på mennesker, men vredes over vores synd og truer med at straffe os i evighed.
To sider af Gud
Der er altså så at sige to sider af Gud: den barmhjertighed, hvormed han elsker alle mennesker og den hellighed og retfærdighed, hvormed han straffer synderen. Det første har man kaldt Guds egentlige vilje og det sidste Guds fremmede vilje. Disse to kan alene forenes på korset.
På korset viste Gud sin kærlighed til mennesker. I den forstand går Guds kærlighed forud for og er en årsag til Jesu frelsergerning, men altså også noget, som vi først kan erkende i og med korset.
Gud sonede samtidig sin egen vrede og vandt en retfærdighed til mennesker, som gælder for Gud, så Gud ser nådigt på mennesker på grund af korset. Kun i kraft af korset har jeg Guds venskab, fred med Gud. Så i den forstand er Guds blevet mig kærligt stillet i kraft af kors og som et resultat af korset.
Derfor kan man med rette sige, at ”hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær” – uden dermed at fornægte, at Gud også elskede verden og netop derfor sendte sin Søn for at frelse den.
De ortodokse lutherske teologer skelnede mellem den kærlighed, hvormed Gud elsker alle skabninger, den kærlighed, hvormed han særligt elsker mennesker og den kærlighed, hvormed han særligt elsker de troende, som ved troen tilregnes Kristi retfærdighed. Den kærlighed, hvormed Gud elsker de troende, som er tilregnet Kristi retfærdighed, kaldtes Guds amicitia, dvs. venskab. Så mens Guds kærlighed til mennesker var en årsag til korset, så er Guds venskab med syndere et resultat af korset.
Hvis vi forstår salmen af Paul Gerhard i det lys, kan man sige, at det er dét, Jesus har givet mig, der gør mig kær for Gud i den forstand, at jeg har Guds venskab.
Det at Gud sendte sin Søn for at frelse os, er altså også beviset på, at Gud rent faktisk elskede mig, før han sendte sin Søn og havde besluttet at frelse mig.
Samtidig må det også siges, at selvom Gud også elsker verden og opretholder den, så kan man ikke i sandhed erkende Guds kærlighed uden at høre om korset. Man kan delvist erkende Guds lov uden evangeliet, men i sidste ende fører den kun til fordømmelse og til erkendelse af Guds vrede. Så selvom Guds kærlighed til mennesker logisk er til forud for korset, kan vi ikke erkende den uden evangeliet.
(Se bl.a. Hoenecke, Adolf: Ev.-Luth. Dogmatik, Band II, § 17 – Die Transitive Liebe Gottes, s. 136-141)