Jeg blev for nylig gjort opmærksom på en debat på Jesusnet.dk om intelligent design(ID). Den ene part hævder, at kristne skal holde sig fra ID-bevægelsen og andre forsøg på at erkende Gud ud fra skabningen. Det fører til New Age-religiøsitet hævdes det. Den anden part hævder, at ID er religiøst neutral og derfor ikke skader, men udmærket kan bruges af kristne.
Jeg skal ikke gøre mig klog på ID-bevægelsen eller, hvor langt man kan nå i påvisningen af Guds eksistens ved at studere hans skabning. Men jeg mener, der er to faldgruber, når man beskæftiger sig med den naturlige gudserkendelse.
Den ene er den faldgrube, som bl.a. Karl Barth gik i, nemlig at man ikke kan nå frem til sandheder om Gud uden ordet – og at der derfor ikke er noget tilknytningspunkt i mennesket for forkyndelsen.
Den anden faldgrube er den, hvor man hævder, at man rent faktisk kan nå frem til, omend ikke en frelsende tro, så i hvert tilfælde tro på den sande Gud.
Som jeg påpegede i denne bibelundervisning, så forudsætter Paulus i Romerbrevet, at man kan vide noget sandt om Gud ved at studere hans gerninger, dvs. hans skabning. Man kan vide, at han er et usynligt og almægtigt væsen. Men Paulus slår også fast, at hedningerne ikke ærede og takkede Gud, selvom de kendte ham (v. 21). Herefter påpeger Paulus, hvordan hedningernes undertrykkelse af den sandhed, de kendte fører til, at Gud hengiver dem til deres unaturlige lyster, som de godt ved, er forkerte (v. 32). De kender altså også delvis Guds lov, hvilket Paulus uddyber i kapitel 2 vers 15.
Paulus hævder altså med andre ord, at det er muligt at vide noget om Gud, uden åbenbaringen, men samtidig at det ikke er muligt at ære og dyrker Gud eller kende ham som sin Gud.
Spørgsmålet er så, hvad denne naturlige gudserkendelse skal bruges til. Den gamle lutherske teolog, Martin Chemnitz opregner tre grunde til, at Gud har åbenbaret sig for hedningerne:
1. For at opretholder ydre orden.
2. For at hedninger skal søge Gud (ApG 17,27), dvs. søge derhen, hvor Guds ord forkyndes, fordi de har erkendt, at de ikke er i stand til at dyrke Gud ret (ApG 17,23, hvor Paulus netop tager udgangspunkt i athenernes delvise erkendelse af, at de ikke kender den sande Gud). Guds kirke har altid været på jorden, så hedningerne kunne lede efter den. Det betyder dog ikke, at hedningere kan søge den sande Gud, åndeligt set, – det siger Paulus i Rom 3,11, at ingen af dem gør.
3. Den tredje grund følger af den anden grund, og det er den grund, Paulus nævner i Rom 1,20, nemlig at hedningere skal være uden undskyldning, når de ikke dyrker Gud.
Den naturlige gudserkendelse kan altså ikke bruges til at komme nærmere Gud. Paulus bruger den ikke som et tilknytningspunkt for evangeliet. Både i Ap.G. 17 og Rom 1 og 2 bruger Paulus den naturlige gudserkendelse til at forkynde loven – og loven alene. Den naturlige gudserkendelse kan kun vise én, at man ikke kan kende Gud ret. Den kan kun vise en, at man er under dom. Påvisningen af, at der er en almægtig Gud afslører, at mennesker ikke har æret og takket ham, som de burde.
Hvis man altså forsøger at komme nærmere Gud ved hjælp af ID eller andet end åbenbaringen, gør man sig en afgud, for Guds naturlige åbenbaring kan kun vise en, at man ikke kender Gud. Men bruger man ID og apologetik til at forkynde dom over afgudsdyrkelsen og vise mennesker, at der er en Gud, de ikke kende, ærer og takker, så bruger man det ret.
Den naturlige gudserkendelse eller Guds almindelige åbenbaring er altså alene et tilknytningspunkt for at forkynde loven – ikke evangeliet. Bruger man det til dét, alene, fører det ikke til afgudsdyrkelse. Men bruger man det til at nærme sig Gud, så vil det føre til afgudsdyrkelse. Sådan er det jo altid, når man forsøger at bruge loven til at nærme sig Gud i stedet for evangeliet. Diskussionen om naturlig gudserkendelse burde altså i stedet handle om lov og evangelium.