Jeg fortsætter her argumentationen for, at pavedømmet er antikrist – eller det vil sige, at jeg også i dette indlæg fortsat beskæftiger mig med det metodiske spørgsmål om, hvordan og på hvilket grundlag, vi kan træffe denne slutning. I sidste indlæg fastslog jeg, hvilke bibeltekster, der kan bruges til at afgøre spørgsmålet. Hovedbibelteksten (sedes doctrinae) er 2. Thessaloniker 2,1-12 og dertil kommer supplerende tekster i 1. Johannesbrev og Daniels Bog.
Herudfra kan vi udlede, hvad der kendetegner antikristen – hvad definitionen på antikristen er.
Spørgsmålet er så, om vi også kan afgøre, hvem der rammes af denne definition. Ofte, når vi taler om at drage slutninger fra observationer, taler vi om det, der hedder induktion, det vil sige, at man ud fra enkeltobservationer slutter til en generel regel. Sådanne slutninger er altid usikre og kan aldrig give fuld vished. Sådan er f.eks. naturvidenskabens slutninger fra observationer.
Spørgsmålet er, om læren om antikrist også bygger på sådan en usikker induktions-slutning, fordi den bygger på observationer.
I sit udmærkede essay om antikristen, forklarer P.E. Kretzmann med en henvisning til denne bog om induktion (§10 s. 16 f), at der ikke er tale om at udlede en generel regel af enkelte observationer, som når man normalt taler om induktion. I stedet kan man sammenligne den logiske slutning med, at man definerer en ø som et stykke land, man kan sejle rundt om. Dernæst ser man et stykke land, som man sejler rundt om og konkluderer, at det er en ø. Dette er en en logisk slutning baseret på det logiske grundprincip A=A (identifikationsprincippet), hvor definitionen på antikristen er den ene præmis og den faktisk observation heraf, er den anden præmis. Her er ikke tale om at opstiller en hypotese eller teori på baggrund af nogle observationer.I stedet er der tale om, at hvis pavedømmet opfylder kriterierne for at være antikrist ifølge Biblen, så er pavedømmet med sikkerhed antikrist.
Det kan sammenlignes med Jesu første komme. Her kunne jøderne også vide med sikkerhed, at Jesus var messias, fordi han opfyldte løfterne i det Gamle Testamente. Det fremgår bl.a. af Matthæus 11,2-6: Mat 11:2 Men da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han to af sine disciple afsted for at spørge Ham: Mat 11:3 “Er Du “DEN, SOM KOMMER”, eller skal vi vente en anden?” Mat 11:4 Jesus svarede da og sagde til dem: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Mat 11:5 blinde ser, og lamme går omkring, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og “Evangeliet forkyndes for fattige”! Mat 11:6 Og salig er den, som ikke tager anstød af Mig!” (Wierøds oversættelse)
for at kunne afklare spørgsmålet om, hvorvidt pavedømmet er den i Skriften forudsagte Antikrist, må vi altså først afklare, hvad der kendetegner antikristen og dernæst, om pavedømmet, som det fremtræder, lever op til denne definition.
Jeg vil først skrive om Antikrist i Biblen og dernæst behandle pavedømmet for dernæst at se, om vi kan drage den konklusion, at pavedømmet er antikrist.