I den sidste dags tekst er temaet “Ved at være Kristus-breve”.
Begrebet Kristus-brev er formodentlig hentet fra 2. Korintherbrev 3,3. Her bruger Paulus det om korintherne, som er blevet hans kristusbrev i modsætning til de anbefalingsbreve, de mener, han har brug for. menigheden, som er blevet til ved Pauli tjeneste er selv hans anbefalingsbrev, så sandt som det er Ånden, der har kaldet menigheden til tro. Og det er, hvad de følgende vers i 2 Kor 3 handler om: Åndens tjeneste, som giver liv i modsætning til bogstavens tjeneste – lovens tjeneste, som slår ihjel. Kristusbrevet er skrevet på kødhjerter i modsætning til dødens tjeneste, som blev skrevet på stentavler.
At være et Kristusbrev vil altså ifølge Biblen siger, at man er skabt ved Åndens tjeneste, ved forkyndelsen af evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld i modsætning til lovens tjeneste, som kun slår ihjel.
Men hvordan fremstiller alliancematerialet så dette at være et Kristusbrev?
Vi læser:
Mission begynder altid med at Gud rækker sin kærlighed til hele skabningen. Men også vi sendes som Kristus-breve – til mennesker omkring os, naboer, kolleger, klassekammerater eller til andre. Og budskabet er, at Gud elsker verden NU!
Mission beskrives her som noget, der begynder med, at Gud rækker sin kærlighed til hele skabningen. Set i lyset af de tidligere tekster, er det svært ikke at forstå dette som en art social gospel, hvor barmhjertighedsgerninger og evangeliet blandes sammen.
Det understreges af det følgende. mens Paulus beskrev dette at være et Kristusbrev primært som noget passivt, noget der handlede om at være skabt ved Åndens tjeneste, vendes det nu helt på hovedet. teksten fremstiller det at være et Kristusbrev som noget, der primært handler om ens relation til andre mennesker. Mens dette vel kan være en konsekvens af at være et Kristusbrev, så er det altså ikke det, der gør et menneske til et Kristusbrev. At være et kristusbrev har med retfærdiggørelsen at gøre – at man er kaldet til tro og er frigjort fra lovens fordømmelse. Men Alliancen får igen noget, der handler om retfærdiggørelse, til at handle om helliggørelse – og derved sammenblandes lov og evangelium endnu en gang.
Så taler teksten om, at budskabet er, at “Gud elsker verden NU!”. Det er vel ikke ligefrem forkert, at Guds kærlighed har med budskabet at gøre. Men ærgeligt nok bruger Alliancematerialet igen anledningen til at ignorere korset og Kristi gerning. Budskabet er ikke Guds krælighed i al almindelighed, hvis det altså er det kristne budskab, vi taler om.
Budskabet er budskabet om, at Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne Søn. Guds kærlighed til sin skabning i al almindelighed er ikke det kristne evangelium. Og Guds kærlighed til sin skabning kan ikke erkendes af den, der ikke ser den gennem korset. For det menneske, der ikke har hørt evangeliet om syndernes forladelse for Jesu lidelses og døds skyld, er en farisæer, der vil retfærdiggøre sig selv.
Et budskab om Guds krælighed i almindelighed uden korset, kunne lige så vel lyde i en unitarisk kirke eller en jødisk synagoge. Det er ikke kristendom.
Når teksten yderligere skal forklare, hvad det vil sige at være et Kristus-brev, ligger vægten igen alene på menneskers gode gerninger:
I bedeugen møder vi gæstfrihed og fællesskab når vi besøger hinandens kirker og menigheder. Det er en god øvelse på den gæstfrihed, evangeliet udfordrer os til at have over for både venner og fremmede.
Gæstfrihed er en god ting, som bør følge af at være et Kristusbrev. Men tværkirkelighed har nu intet med gæstfrihed at gøre. Det er at misbruge begrebet gæstfrihed at forbinde det med tværkirkelighed. Det skyldes ikke manglende kærlighed, når sande lutheranere ikke vil være med til tværkirkelige arrangementer som Evangelisk Alliance.
Gæstfriheden beskrives også her som det, der ligger i at være et Kristusbrev. Og vist skal kristne være gæstfrie, men det bliver altså ikke kristne af at være det. Og kristnes gæstfrihed er heller ikke i sig selv en forkyndelse af evangeliet. For evangeliet er budskabet om ham, der sonede verdens synder og uddeler syndernes forladelse i ordet og sakramenterne – ikke budskabet om Guds kærlighed i almindelighed.
Længere nede fortsætter teksten med at beskrive, hvordan Jesus spiser med disciplene og udlægger Skrifterne efter sin opstandelse, og det tilføjes:
Ved at skabe dette rum at mødes i, gør han dem og os i stand til at modtage sin fred. Han befrier dem for deres tvivl og frygt og sender dem ud med ordene: I skal være vidner om alt dette.
Det er formodentlig dette at spise sammen, der henvises til, når der tales om at “skabe dette rum at mødes i”. Men hvad betyder det? hvordan skulle dette at spise sammen gøre mennesker i stand til at modtage Jesu fred. Igen synes det at være atmosfæren og andre ydre omstændigheder, der skal gøre evangeliet virksomt ifølge Alliancen. Dette bygger igen på den synergistiske tanke om, at mennesker kan medvirke til deres frelse, når blot nogle psykologiske blokeringer fjernes.
Men der er ikke noget rum, der gør det muligt for os at modtage evangeliet. Det er alene evangeliet, som Ånden virker gennem, der gør det muligt for os at modtage evangeliet.
Sammenfattende om teksterne til Evangelisk Alliances bedeuge
Det overordnede tema skulle være at være vidner. Og man må formode, at det var Kristus, de gerne vil vidne om, selvom begrebet “vidne” i Biblen kun bruges om noget, man rent faktisk kan bevidne og specifikt bruges om apostlenes vidnesbyrd om Jesu lidelse, død og opstandelse.
Desværre er teksterne stort set renset for omtale af Jesu frelsergerning. I stedet indeholder de stadigt gentagne moralistiske appeller om at tage sig sammen og med sit liv være bedre “vidnesbyrd” om Jesus. Dét evangelium, Alliancematerialet fremstiller, er ikke evangeliet om Jesus Kristus, der kom for at frelse os arme syndere. Det er et evangelium om, hvordan vi bliver bedre mennesker. Derfor er hovedtemaet de moralistiske udfordringer og ikke Kristi gerning for mennesker.
Dette følger helt naturligt af tværkirkeligheden. Når man ikke bygger enheden på enighed i læren om Kristus og hans frelserværk, så er der kun fromheden, oplevelserne og gerningerne tilbage. Når man ikke bygger enheden på objektive kriterier men på en subjektiv bedømmelse af, hvem man mener, der er kristne og har “Kristus til fælles”, så må det nødvendigvis ende i moralisme og manglende forkyndelse af evangeliet.