I denne artikel om Menighedsfakultetets (MF) første færdige bachelorer i teologi, interviewes landssekretær Niels Andersen bl.a. om MF’s syn på kvindelige præster.
Niels Andersen siger bl.a.:
I Det Nye Testamente kommer Paulus med en række udsagn i forhold til kvinder, der virker restriktive, men samtidig er der nuancer i det, så det kan være svært at trække en klar grænse for kvindens tjeneste, når det kommer til folkekirkelig praksis i dag.
Jeg kan nu ikke se, hvad der skulle være så svært ved det. Paulus forbyder kvinder at forkynde i menigheden og at optræde som lærere, hvilket netop er, hvad præster er sat til at gøre. Paulus’ forbud i 1. Kor 14,34 og 1 Tim 2,11 er heller ikke nuancerede, men simple og klare forbud. At gøre dem “svære” og “nuancerede” er unødvendige kompliceringer af simple og klare udsagn. Dette kan ikke skyldes Skriftens uklarhed, men må skyldes læsernes uvilje mod Skriftens klare lære.
Niels Andersen fortsætter:
– Det virker, som om man siger ja til for meget, hvis man siger ja, og nej til for meget, hvis man siger blankt nej.
Spørgsmålet er, hvad han og MF egentlig mener med dette. Det kan selvfølgelig være, at journalisten har undladt noget, men det ville da være rart at høre, hvad der menes med, at man siger nej til for meget, hvis man siger nej til kvindelige præster. Ligger der en karismatisk nådegavelære bag, som strider mod Biblens og den Augsburgske bekendelses embedslære, så man vil dele evangelieforkyndelsens embede i embeder, som kvinder kan og ikke kan udøve?
Niels Andersen fortsætter:
Men selvom Menighedsfakultetet ikke er tilhænger af ordningen med kvindelige præster, tager vi til efterretning, at andre, der også ønsker at være tro mod Bibelen, drager andre slutninger, når det kommer til praktiske konsekvenser i kirken, forklarer Nils Andersen.
Hvorfra ved Niels Andersen, at de, der går ind for kvindelige præster, ønsker at være bibeltro? Lige siden Adam og Eva har arvesynden først og fremmest vist sig i betvivlelse af Guds klare ord og angreb på Guds ord. Det er i sig selv hovmodigt at mene, at kende et andet menneskes motiver; men når det handler om at mene, at man ved, at et andet menneske vil være tro mod Guds ord, selvom dette menneske modsiger Guds ords klare lære, er det en benægtelse af arvesynden og af Satans virkelighed. Det er ganske simpelt rationalisme, når man tilsidesætter Skriften til fordel for ens vurdering af andres motiver.
For sandheden er, at ethvert menneske, både Niels Andersen og jeg har et bedragerisk hjerte, som Satan uden ophør forsøger at drage væk fra Guds ord og spørge: har Gud virkelig sagt? Man kan altså ikke bedømme, hvad Skriften lærer i et givet spørgsmål, ved at vurdere andres motiver for at vurdere det samme.
Man må klynge sig til de klare skriftord, korsfæste sin forstand i lydighed mod dem og tillid til, at hvad Gud har sagt, er ubetinget sandt. Den, som hellere vil stole på sin egen forstand eller erklærer Guds ord for uklart, når det modsiger fornuften, er ikke en kristen, men en fornuftsdyrker.
At MF ikke har Skriftens ydre ord som autoritet, men snarere deres egen oplevelser og fornuft, illustreres også af Niels Andersens forklaring på MF’s succes. Journalisten lægger op til, at det er de klare holdninger, der skulle være baggrunden, men Niels Andersen svarer:
– Jeg tror, det er, fordi vi tilbyder en målrettet uddannelse mod at lave menigheder, hvor man kan mærke Guds nærvær.
Hvad vil det sige? At mærke Guds nærvær? Og hvordan uddanner man folk med det mål for øje? Det lyder snarere som om, at man uddanner karismatiske forførere end evangelisk-lutherske teologer. Det er i hvert tilfælde tydeligvis ikke målet at uddanne teologer, som tør forkynde Guds klare ord i tide og utide.
Artiklen handler om menighedsfakultetets nye bachelorer og om, at det teologiske monopol er brudt. Det kunne man jo glæde sig over. Jeg har selv gået på MF i min studietid og har også glædet mig over undervisning og studiefaciliteter dér. Men også i min tid så jeg, at man accepterede mere og mere karismatisk teologi og et mere og mere uklart syn på f.eks. kvindelige præster.
Desværre viser artiklen, at forskellen mellem bibelkritikerne på den ene og på den anden side af Langelandsgade ikke er så stor længere. Det skulle da lige være, at universitetsstuderende stadig skal lære latin og dermed har bedre mulighed for at læse god luthersk teologi på originalsproget, selvom de næppe heller præsenteres for meget af det (Som det fremgår af det seneste nr. af MF-bladet er latin nu skåret ned til ét semester).
Mens universitetets bibelkritik repræsenterer det klassiske angreb på Skriftens ufejlbarlighed, er det i højere grad Skriftens klarhed, tilstrækkelighed og virkekraft, der er under angreb på MF. Men alle disse egenskaber hos Skriften er en del af Skriftens selvvidnesbyrd og en del af den ortodokse lutherske lære om Skriften. Desværre har man fra MF’s begyndelse accepteret en mere liberal holdning til Skriften i form af det såkaldte konservative bibelsyn, der er en form for moderat eller skjult bibelkritik, hvor man indrømmer, at Skriften indeholder fejl. Nu ser man også ud til at have opgivet læren om Skriftens klarhed. Dette har Mikkel Vigilius allerede for nogle år siden påpeget i Kristeligt Dagblad.
Og frugten er, at f.eks. arvesyndslæren også angribes. Når den kristne erkendelses kilde ikke fastholdes, vil det gå ud over også andre lærepunkter og dermed også retfærdiggørelseslæren. Når formalprincippet (Skriftsynet) angribes, rammer det også materialprincippet (retfærdiggørelseslæren) og man overlades til sværmeriet og til at “mærke” Gud frem for at stole på hans klare ord. Man sætter sin lid til, at syndige mennesker “ønsker” at være bibeltro i stedet for til Skriftens klare lys, som alene formår at oplyse det syndige menneskehjerte og lede det på rette vej.
Men det mest sørgelige er, at MF uddanner dem, der skal være vejledere for andre og dermed sender blinde vejledere ud for at vildlede mennesker.
Man kan selvfølgelig håbe, at nogle af lærerne på MF stadig formår at undervise så meget i evangelisk-luthersk kristendom, at nogle af deres elever også vil prædike evangelisk-luthersk kristendom. Men skal man forholde sig til dét, der kommer fra officielt MF-hold i disse år, er det ikke klassisk evangelisk-luthersk kristendom, der lyder.