Den anfægtede:
Min tro er ikke alene svag, men undrtiden føler jeg slet intet til den i mit hjerte, og jeg råber ikke til Gud med den Åndens inderlige varme, som kan trænge ind i himlen. Derfor frygter jeg for, at jeg har mistet troen, og at den er helt udslukt. Men er troen udslukt, hvad bliver der så af mit håb og min salighed. Jeg prøver vel mig selv, om jeg er i troen (2 Kor 13,5), men jeg får kun det ud af det, at jeg ingen tro føler i mit hjerte. Derfor må jeg regnes blandt dem, der fortabes.
Trøsteren:
Ånden kommer os til hjælp, han rækker os hånden og styrker os i vor svaghed. For ligesom vi ikke ved, hvad vi skal bede om, men Ånden selv træder frem for os med uudsigelige sukke (Rom 8,26), således føler vi undertiden heller ikke, om vi tror, men Ånden nærer og opholder dog troen i vort hjerte. Ginsten slumrer skjult under asken, selvom vi ikke ser den med vore øjne. således bor troen også undertiden i hjertets inderste kroge, selvom vi ikke føler den. Derfor må du ikke på nogen måde slutte deraf, at du ikke føler din tro, at den er helt borte og er udslukt; for du længes jo efter den , du sukker jo endnu og vil tro, og netop denne længsel, dette suk, denne vilje kommer af troen. Forresten er det jo også to forskellige ting: ikke at føle troen og ikke at ville tro. Ved den første er der tale om en kamp, men ved den anden om hårdnakket trods. Kristus bor helt sikkert ved troen i dit hjerte (Ef 3,17), selvom du ikke tydeligt og klar fornemmer, at han bor der, ligesom den Hellige Ånd, den indre trøster, har sin hellige bolig i dit hjerte, selvom han undertiden ikke lader dig føle sin trøst. Ligesom Abraham, de troendes fader, troede med håb mod håb (Rom 4,18), således må også du forlade dig på ordet, når du intet føler. Ligesom vi alle må tage alle tanker til fange under lydighed mod Kristus (2 Kor 10,5), sådan skal også du tage manglen på følelse til fange under troen, dvs.: grib ordet med dit hjerte og hold så fast ved det. Sæden ligger skjult under jordskorpen, selv om intet aks endnu er at se; således er også troen skjult i hjertet, selvom frugten endnu ikke har vist sig. I søvne føler du heller intet til din tro; alligevel vil du ikke sige, at den er borte. Således har også din nuværende anfægtelse ligesom en søvn overmandet din sjæl, så du ikke kan føle, at troen rører sig, men du skal langt fra mener, at din tro derfor er ganske udslukt.
(Sprogligt redigeret udgave af stykke 19 i Høyer-Møllers trøstebog, en fri oversættelse af Joh. Gerhards Enchiridion Consolatorium)