Fjerdedagens tekster kredser om temaet: “Ved at forkynde og leve evangeliet ud”
I økumenisk ånd sidestiller teksten indbyrdes modstridende lærere i kirkehistorien:
Mange af Guds store helte gennem tiderne, har kunnet udlægge Ordet: Apostlene Peter og Paulus, Tertullian, Johannes Chrysostomos, Frans af Assisi, Teresa af Avila, Luther, John Wesley, Billy Graham og uendelig mange flere fra hele kirkehistorien i Øst og Vest.
Mon ikke Peter, Paulus og Martin Luther ville have frabedt sig at blive nævnt sammen med Teresa af Avila, John Wesley og Billy Graham. Luther fordømte romerkirkens vranglære og nægtede at give broderhånd til sin tids sakramentsfornægtere, der gik forud for Wesley og Billy Graham. Luthers måske største opgør var med synergismen, læren om den frie vilje, som både Teresa af Avila, John Wesley og Billy Graham står for. Enten tog Luther fejl eller også gjorde disse. At sidestille dem og give indtryk af, at det var det samme ord, de forkyndte, er uhæderligt. Men økumeniens ånd er netop også uredelighed, når man dækker over uenigheder i stedet for at diskutere dem åbent og ærligt.
Og som i de tidligere dages tekster viser økumenien sig også i en lovisk forvanskning af evangeliet:
En klar fremstilling af Guds Ord i tale og skrift båret af Åndens autoritet er stadig en effektiv måde at formidle evangeliet på. Men en autentisk livsstil som bærer Kristi mærke, tiltrækker ofte mennesker mere end mange ord.
Her er vi henne ved tanken om, at man skulle kunne “leve evangeliet ud”. Hvis evangeliet både kan prædikes og vises gennem “en autentisk livsstil”, så er evangeliet ikke budskabet om syndernes forladelse for Kristi skyld, men noget andet. Så kan det allerhøjest være budskabet om, hvordan man kan komme til en leve en sådan autentisk livsstil, altså et moralistisk evangelium om, hvordan man bliver et bedre menneske.
Heraf følger så, at det bliver den kristne og ikke ordet, der er et nådemiddel. Det er ifølge teksten den kristnes liv, der skal tiltrække mennesker og ikke Helligånden gennem ordet. Det får en til at spørge, om det også i virkeligheden er forkynderens åndelige autoritet snarere end ordets iboende kraft, der tales om, når teksten hævder, at “En klar fremstilling af Guds Ord i tale og skrift båret af Åndens autoritet er stadig en effektiv måde at formidle evangeliet på.” Det er nok ikke så nemt at svare på med den typisk tværkirkelige upræcise måde at formulere sig på.
Teksten fortsætter:
Et praktisk liv i fællesskab tro og barmhjertighed giver Jesus krop i verden.
Her gøres den kristnes liv igen til et nådemiddel. Interessant nok modsiges dette udsagn direkte af Skriften, som gør klart, at vi er Kristi legeme i kraft af dåben og nadveren og ikke i kraft af vores praktiske liv i fællesskab og barmhjertighed (1 Kor 10,17; 12,13). Dette, at vi er Jesu legeme bruges i Skriften som begrundelse for indbyrdes krælighed og fællesskab, ikke som resultat af det. Sådan bytter lovisk kristendom altid om på årsag og virkning og fratager dermed mennesker glæden over evangeliet, så de rent faktisk kan leve et liv i kærlighed og fællesskab.
Teksten fortsætter med at uddybe dette praktiske liv, som identificeres med evangeliet:
At dele ud af sin ejendom gør noget ved mennesker og samfundsstrukturer.
Det kan muligvis være rigtigt, hvad der står her – isoleret set. men når det gøres til evangelieforkyndelse/udlevelse viser det igen et falsk evangelium, som har at gøre med forandring af samfundsstrukturer i stedet for at handle om det evige liv. Det er et lovisk evangelium, somvil have et verdsligt gudsrige i stedet fo et åndeligt rige.
For at sætte trumf på, citerer teksten derefter den klassiske myte om Frans af Assisi:
Det er tankevækkende, at Frans af Assisis efter sigende kom med dette råd: Prædk evangeliet overalt – om nødvendigt, brug ord!
Ifølge denne side har Frans af Assisi aldrig sagt dette. Det er altså en myte. Det ville også være underligt, da Frans netop drog rundt og prædikede. Men det er et meget brugt slogan, som desværre bygger på, at nogen fuldstændig har misforstået evangeliet. Det er som at sige: Giv mig dit telefonnummer – om nødvendigt, brug ord!
Evangelium betyder glædeligt budskab. Man kan måske få et hint om, at nogen har hørt et glædeligt budskab ved at se deres glade smil. Og sådan kan kristnes gode gerninger bevidne, at de har hørt det gode budskab. Men ligesom smilet ikke kan videreformidle, hvori et glædeligt budskab består, sådan kan de kristnes liv det heller ikke.
Evangeliet er budskabet om, at Gud tilgiver menneskers skyld på grund af Jesu stedfortrædende overholdelse af Guds bud og hans stedfortrædende straflidelse. Dette budskab må forkyndes med ord. Hvis man vil gøre menneskers gerninger til evangelieforkyndelse har man lavet sig et falsk evangelium om menneskers hellighed frem for om Kristi retfærdighed. og da gør man alt andet end at vidne om Kristus, som ellers er Allianceugens tema.
Kort sagt, så rummer fjerdedagen både en uredelig dækken over teologiske uenigheder og en lovisk kristendomsforståelse, hvor evangeliet og dets frugter blandes sammen og fratager mennesker trøsten og frimodigheden i det sande evangelium.