Inden jeg analyserer sjettedagens tekst til Evangelisk Alliances bedeuge vil jeg lige henlede opmærksomheden på denne artikel på kristendom.dk, hvor henholdsvis generalsekretærerne for LM og IM samt formanden for Evangelisk Alliance får mulighed for at besvare min kritik af Evangelisk Alliance. Jeg når nok ikke at få dem svaret, før jeg har lavet kommentarer til de sidste to dage
Dagens tema i alliancematerialet er “Ved at bane vej for længsel efter Gud”. Allerede her er vi inde i en teologisk problematik. Hvem kan i sandhed længes efter Gud? Kan det vantro menneske? Er der en art mellemtilstand mellem vantro og troende, hvor et menneske længes efter Gud, men endnu ikke tror? Sådan har dem, der tror på en delvis eller helt fri vilje igennem kirkehistorien ment, at enten det naturlige menneske eller det “vakte” menneske kunne længes efter Gud.
Teksten forklarer:
Kan vi være med til at skabe en længsel efter de gode nyheder om Jesus Kristus hos mennesker i Europa og i verden?
Kan man skabe en længsel efter de gode nyheder? Jesus kan tale om, at vi skal søge Guds rige og hans retfærdighed, men det står ikke i modsætning til Paulus’ ord om, at ingen søger Gud (Rom 3). Det vantro menneske kan ikke længes efter Gud. Den, der søger Guds retfærdighed i Jesus Kristus er den, som allerede er blevet bragt til tro ved Helligåndens gerning. og denne søgen eller længsel, om man vil, er ikke blot en søgen efter Gud, men en søge efter Guds retfærdighed, den retfærdighed, der gælder for Gud. Det er den søgen syndernes forladelse, som den troende dagligt udøver ved i troen at bede “forlad os vore synder”.
Er det da dét, Alliancen mener? det fremgår ingen steder, at de med længsel efter Gud mener tro på evangeliet. Det ser snarere ud til at være noget, der har med deres billede af kirken at gøre:
Mange europæere har en negativ opfattelse af kirken. Den ses som konservativ og moralsk undertrykkende. Hvordan kan vi være med til at ændre det billede?
det er altså europæernes negative opfattelse af kirken som konservativ og moralsk undetrykkende, der skal ændres. Det er svært at se, hvordan dette billede skulle kunne ændre uden at ændre kirkerne. og under alle omstændigheder er det forfejlet at tro, at det er menneskers ændrede billede, der skal bane vejen for “længsel efter Gud”. Det eneste, der kan skabe længsel efter Gud, dvs. anger og tro på evangeliet, er Guds lov og det konservative evangelium om syndernes forladelse – altså netop dét, mennesker finder konservativt og moralsk undertrykkende.
Så fortsætter teksten og forklarere, at vi kan være med til at bane vej for længsel efter Gud gennem relationer:
Det er næsten umuligt at forandre menneskers syn på kristendom og kirke, men når troen deles i venskaber og mindre grupper kan angsten for kirken som institution minimeres.
Jeg har intet imod at dele troen i venskaber og mindre grupper. Enhver kristen bør bekende sin tro for sin næste og ofte er det sådan, evangeliet spredes. Men her gentages den fejl, at det er menneskers syn på kristendom og kirke, der skal forandres. Det forudsætter, at menneskers modstand mod kristendom og kirke er noget, vi kan ændre. Og dét forudsætter, at menneskers modstand mod den kristne tro er noget rent menneskeligt, altså at mennesket har en delvis fri vilje, som man kan appellere til, så man kan få mennesker til at længes efter Gud.
Derudover vil teksten gøre dét, at troen deles på en bestemt måde til noget særligt effektivt, som skulle have større chance for at skabe længsel efter Gud. Men det er ikke menneskelige relationer, der skal skabe troen. Det eneste, der kan gøre noget som helst dertil, er Guds ord i lov og evangelium – intet andet!
Men selvfølgelig kan relationer og mindre grupper være dét, der giver anledning til at forkynde evangeliet. Det bidrager blot ikke med noget som helst til evangeliets kraft. Det er ikke dét, der gør det “næsten umulige” muligt. For det er ikke blot “næsten umuligt” at ændre menneskers synd på den kristne tro. Det er umuligt. det naturlige menneske er åndeligt dødt og kan ikke oprejse sig selv (Ef. 2,1ff).
Med andre ord ser materialet ud til at forsvare synergismen – tanken om, at Gud og mennesker samarbejder i omvendelsen. Det er også denne tanke WillowCreek-konceptete bygger på, som i Danmark er et arbejde under Evangelisk Alliance. Og i missionsbevægelserne er det desværre også en tanke, der har haft indflydelse fra begyndelsen.
Der er en nær sammenhæng mellem synergismen og tværkirkeligheden. Når læren ikke længer er så vigtig, at man må skilles over den, så er det fordi man i stedet lægger vægten på menneskers subjektive oplevelser og gerninger. Derfor bruger man ofte f.eks. begrebet “personlig kristen” indenfor både vækkelsesbevægelserne og de evangelikale kirker. Man mener at kunne vurdere med sikkerhed, hvem der er omvendt og har besluttet sig for at tro. Og derfor kan man tilsidesætter læren som dét, der må skabe enhed, fordi man finder enheden i oplevelsen af at være en “personlig kristen”.
Teksten fortsætter og viser endnu en gang Alliancens loviske forståelse af evangeliet:
Kirken kan med sine ord sige, at kristne støtter fred, sandhed og forsoning, men ofte taler vores livsstil og handlinger et tydeligere sprog.
Dét, der skal skabe længsel efter Gud er tilsyneladende ikke evangeliet om Guds fredslutning med mennesker på korset. Det giverikke mening at sige, at man “støtter” denne fred og forsoning. Og i øvrigt kan vores livsstil intet kommunikere om Jesu lidelse og død for os. Så det må i stedet være mellemmenneskelig eller måske endog mellemfolkelig fred og forsoning, der er tale om. Altså igen en moralisering og politisering af evangeliet.
Og mennesker gøres til Guds nådemidler i stedet for evangeliet i ord og sakrament:
Vi er hans medarbejdere, og det er vigtigt at vi spejler Kristus i hvad vi siger og gør.
Her sidestilles dét, “vi siger og gør” i relation til at være Guds medarbejdere. Men det er evangeliet, der skaber troen og spejler Kristus, ja maler ham for øjnene, som Paulus siger i Gal 3,1. Det er ikke vi mennesker, der skal skabe troen i andre. Vi kan slet ikke spejle Kristus. Vores kærlighed kan kun være en svag afglans af hans. men Jesu kristi krælighed er fuldt ud åbenbaret i evangeliet og formår at skabe troen i selv den største modstander af evangeliet. For i evangeliet ligger og virker Guds almagt, som formår at oprejse åndeligt døde til evigt liv.
Til slut ser det ud som om, der er kommet noget af det rigtige med:
Guds Ord i Bibelen og Guds virke i historien er noget af det, der vækker menneskers længsel efter Ham. Guds åbenbarede Ord taler til det menneske der lytter. Når vi deltager i sakramenterne, læser ordet og samles i bøn, taler Gud om sig selv og os.
Men der er stadig tale om uklarheder, særligt i lyst af det forgående. For hvad menes der med Guds virke i historien? Hvad er det for et virke, der skaber længsel efter Gud. Er det Jesu lidelse og død, eller er det Guds straffedomme over syndige mennesker? På god økumenisk vis får Alliancen sagt noget, der kan tolkes i mange retninger. og hvad vil det sige, at Guds ord taler til det mennesker, der lytter.
I lyset af den forgående synergistiske teologi, må man frygte, at der ikke blot menes dem, der hører ordene, men at der er tale om en aktiv lytten som forudsætning for, at Guds ord taler til en.
og som sagt ved flere af de øvrige dages tekster, er Kristus og Kristi gerning stort set fraværende. Når Indre Missions generalsekretær i førnævnte artikel udtaler, at man har bestræbt sig på at lave en “Kristusfokuseret” tekst, er det altså højst besynderligt. Kristi gerning er stort set ikke nævnt i nogle at teksterne, mens der igen og igen moraliseres og tales om menneskers gerninger. Hvis teksterne er fokuseret på noget, så er det på menneskers fromme gerninger. Og mens de gode gerninger nok skal komme, hvis man prædiker evangeliet, så er der ingen, der kommer til tro på evangeliet ved blot at tale om gode gerninger.