Det er ikke kun i folkekirken, man ikke kan finde ud af læren om kirkefællesskab. Også såkaldte konfessionelle frikirker i norden har nærmest kaotiske forhold, når det gælder at praktisere læren om kirkefællesskab.
Flere af disse kirker havde ellers tidligere en noget klarere lære og praksis i dette spørgsmål – i hvert tilfælde i princippet.
I Enhedsdokumentet fra 2005 formulerede Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) sammen med Den evangelisk-lutherske Bekendelseskirke i Sverige og Norge (ELBK), Den lutherske Forsamling i Stockholm og Umeå (LFS) og Den finske konfessionelle lutherske Kirke (STLK) læren om kirkefællesskab, så der umiddelbart ikke var noget at sætte fingeren på:
Kirkefællesskab skal imidlertid ikke grundes på individuelle menighedsmedlemmers trosbekendelse, men på den lære, som menigheden faktisk forkynder og bekender. På dette grundlag kan man udøve prædikestols- og nadverfællesskab mellem kirker og menigheder. Og dette betragter vi som kirkefællesskab. (Pkt. 11 sidste afsnit)
Det var meningen, at man på denne baggrund skulle erklære kirkefællesskab. ELBK og LFS havde i forvejen kirkeligt fællesskab og har det stadig. Den evangelisk-lutherske Frikirke havde og har stadig (så vidt det kan konstateres på internettet) kirkefællesskab med Missourisynoden, som for hver dag bliver mere og mere heterodoks.
Tidligere lå der på ELFK’s hjemmeside et brev til bl.a. Missourisynoden, hvor man gjorde klart, at man anså dem for heterodokse og ikke i længden kunne fortsætte det kirkelige fællesskab med denne synode. Dette brev er sidenhen fjernet – måske fordi det kun var tomme trusler. Det kunne godt se sådan ud.
Ikke desto mindre var disse tomme trusler nok til, at ELBK i Sverige og Norge erklærede kirkeligt fællesskab med ELFK i Danmark (se her). På trods af den lære, man havde erklæret i enhedsdokumentet om kirkeligt fællesskab, erklærede ELBK altså kirkeligt fællesskab med en kirke, som fortsat havde en praksis, som stred mod selvsamme enhedsdokument, nemlig at man fortsat havde kirkeligt fællesskab med den vranglærende Missourisynode.
Men hvori består da Missourisynodens vranglære? Den består interessant nok bl.a. i deres falske praksis i læren om kirkefællesskab. Man har erklæret kirkeligt fællesskab med adskillige kirker, som er en del af det Lutherske Verdensforbund og som praktiserer kirkeligt fællesskab med bl.a. de nordiske folkekirker. Det gælder f.eks. den Den evangelisk-lutherske Kirke i Kenya, som i sin tid indviede den svenske semikirke – Missionsprovinsens – første biskop.
Man kan altså stå i den situation, at en præst fra Missourisynoden den ene dag prædiker for eller går til alters med medlemmer af de nordiske folkekirker i Kenya og den næste dag gør det samme med medlemmer af ELBK i en menighed i ELFK i Danmark. ELBK har dermed med sin praksis modsagt den bekendelse, man aflagde i enhedsdokumentet, ligesom dette dokument også for ELFK kun har været tomme ord.
Den fjerde kirke bag Enhedsdokumentet, STLK i Finland, erklærede ikke kirkefællesskab med nogle af de øvrige kirker. Det gjorde de ret i at lade være med.
Ved siden af dette har flere af de nordiske kirker engageret sig i ELSIN-samarbejdet, som også er et forsøg på at krybe udenom læren om kirkefællesskab. Her mener man at kunne erklære delvist kirkefællesskab, hvilket i praksis vil sige fællesskab om prædikestol, men ikke alterbord. Man har dog på ingen måde godtgjort, at der kræves andet og mere til fællesskab om nadveren end til fællesskab om prædikestolen.
Hvis der er fuldstændig læremæssig enighed, er det separatisme at nægte nadverfællesskab. Hvis man derimod ikke er enige i alle lærepunkter, er det unionisme at praktisere fællesskab om prædikestolen.
Med i ELSIN er bl.a. LFS. Om ELBK og ELFK er med i dette samarbejde er uklart ud fra hjemmesiden. Under alle omstændigheder sympatiserer de med det, da præster fra begge kirkesamfund har skrevet i ELSINS juleblad. ELBK har også fortsat kirkeligt fællesskab med LFS; og ELFK har kirkefællesskab med ELBK. ELBK kan også på sin hjemmeside anbefale en midsommerlejr i LFS, hvor Åke Nilsson underviser. Åke Nilsson er præst i Silverdalen, som er med i ELSIN, men som ELBK mig bekendt ikke har erklæret kirkefællesskab med. Ved at fastholde det kirkelige fællesskab på trods af ELSIN har man altså i praksis accepteret dette projekt, som er et opgør med den bibelske og lutherske lære om, at kirkefællesskab (hvad enten det er prædikestols- eller nadverfællesskab) forudsætter fuld læreenighed, men heller ikke mere end det.
De nordiske “konfessionelle” frikirker står altså 4 år efter enhedsdokumentet milevidt fra den lære, man dengang bekendte med munden. Måske mente man den heller ikke alvorligt dengang. I hvert tilfælde grænser det efterhånden til det tragikomiske, at enhedsdokumentet stadig ligger offentligt fremme, når det i den grad modsiges af kirkernes praksis i øvrigt. Man kan kun opfordre ELFK til at fjerne enhedsdokumentet, ligesom man har fjernet andre dokumenter, der giver udtryk for den lutherske lære om kirkefællesskab.
Der er yderligere beviser for, at ELFK for længst har forladt den lutherske lære om kirkefællesskab.
I det sidste nummer af Frikirkens kirkeblad (Nov 2006), der udkom før kirkesplittelsen, der førte til Augustanakirkens dannelse, kan man læse en artikel af pastor Leif G. Jensen om altergang i menigheden. Denne artikel omhandler bl.a. nadveren som et menighedsmåltid i modsætning til et missionsmåltid. Der tales også om, at den enkelte kristne skal prøve sig selv og om, at præsten som hyrde og sjælesørger skal forvalte nadveren rigtigt, så det bliver til gavn. Det er alt sammen meget godt, men når man tager emnet i betragtning glimrer læren om kirkefællesskab ved sit fravær. Her tales ikke om, at man må bekende den rette lære – også ved sit kirkemedlemsskab eller om, hvor alvorlig en ting, falsk lære er. Denne artikel ligger meget tæt på pastor Jensens undervisning på en ungdomslejr, jeg var med på i efteråret 2006 i ELFK-regi. Ved denne lejr hørte jeg en sige efterfølgende, at vedkommende ikke kunne forstå, hvorfor f.eks. LM’ere så ikke kunne gå til alters i ELFK, hvis det var sådan det forholdte sig.
Pastor Jensens artikel og undervisning kunne lige så vel være et argument for dét, man i USA kalder close communion i modsætning til closed communion. Det er den praksis, at præsten skal vide, hvem han tager til alters og at de f.eks. ikke lever i synd, men at man ikke nødvendigvis behøver være medlem af en retlærende kirke for at kunne gå til alters i en sådan.
Der er altså ikke noget at sige til, hvis man fik det indtryk, at pastor Jensen ikke stod så stejlt på læren om kirkefællesskab. Det blev også denne knap så lutherske linje, der blev styrende. Om man så i dag har ændret nadverpraksis, ved jeg ikke. I hvert tilfælde opretholder man kirkeligt fællesskab med vranglærende kirker, så der burde ikke være noget til hinder for, at man også indbød medlemmer af vranglærende kirker i Danmark til nadveren.
Samme måned, som pastor Jensens artikel udkom, imens jeg stadig var medlem af Den evangelisk-lutherske Frikirke, publicerede jeg dette indlæg, hvor jeg i modsætning til pastor Jensen netop begrundede den lukkede nadverpraksis i læren om kirkefællesskab. Det er ikke svært at få øje på forskellene på disse to tilgange til kirkens (daværende?) nadverpraksis. Mit indlæg er en udfoldelse af den lære om kirkefællesskab, som også enhedsdokumentet i princippet gav udtryk for. Denne grundlæggende uenighed om læren om kirkefællesskab var på flere måder medvirkende til splittelsen af ELFK i foråret 2007, som førte til stiftelsen af Augustanakirken.
Men hvad der er værre end disse kirkers modsigelse af enhedsdokumentet er, at det også er udtryk for, at man har forkastet den bibelske og lutherske lære om kirkefællesskab. Paulus formaner i Romerbrevet kapitel 16 vers 17 til, at vi skal holde os fra vranglærere. Denne formaning sidder man i de nordiske frikirker overhørig med den konsekvens, at vranglærens surdej får lov at gennemsyre dejen. Og vranglære er en ganske alvorlig sag, som fører til, at mennesker fortabes.