På Indre Missions nye blog føres der en debat om, hvorvidt Indre Mission skal danne frikirke:
Indre Mission Blog» Blogarkiv » Hvornår danner Indre Mission frikirke
Et at argumenterne, der føres imod at forlade Folkekirken er, at det er dér “kirkekampen” skal føres. Begrebet “kirkekamp” bruges ofte af den folkekirkelige højrefløj. I praksis dækker det, at man skal kæmpe for Skrift og bekendelse i Folkekirken. Det vil i praksis sige, at der bliver tale om en kamp om magt og indflydelse indenfor de eksisterende strukturer.
Man taler desuden imod muligheden for en “ren kirke” med argumentet, at der altid vil være syndere i kirken, uden at begrebet “ren kirke” bliver tydeligt defineret.
Hvordan forholder luthersk kristendom sig nu til det? Den Augsburgske Bekendelse taler faktisk om en kirke, hvor Guds ord forkyndes rent og hvor sakramenterne forvaltes retteligt (artikel 7), ligesom Skriften taler om en kirke, der holdt fast ved apostlenes lære (ApG. 2,42) og formaner os til at holdes os fra vranglærere (Rom 16,17).
Og i sit forsvarsskrift for den Augsburgske Bekendelse, skelner Melanchthon mellem onde og hyklere på den ene side og vranglærere på den anden side. Onde og hyklere må man tåle, fordi man dybest set ikke kan adskille dem fra troende. Kirkens hvem er usynligt. Men vranglærere skal man forlade. For de taler ikke længere på Kristi vegne, men er antikrister. Derfor formaner Paulus os også til at holde os fra vranglærere (Rom 16,17). Der er altså ikke rum for “kirkekamp”, som gør kirken til en kamplads for forskellige meninger, der kæmper om magt og indflydelse ifølge Skriften og bekendelsen.
Bør man så forlade en kirke, så snart nogen har sagt noget, som strider mod Guds ord? Nej, først må de undervises og formanes og dernæst udelukkes af kirken, hvis de ikke vil anerkende Guds ords lære. Det er den kæmpende kirke, som tager kampen om mod vranglæren og først tilretteviser og formaner for derefter at udøve læretugt, hvis vranglæren fastholdes.
En kirke, der opgiver denne kamp og ikke længere som kirke praktiserer læretugt, er ikke længere en kæmpende kirke, men i stedet en kampplads og dermed en vranglærende kirke. Det er jo ikke længere kirken, der bekæmper den falske lære. Kirken vil aldrig slippe for kamp, men en kirke, der ikke bekæmper og nedkæmper falsk lære er ikke længere en retlærende kirke. Enhver luthersk kristen må for sin og andres frelses skyld forlade en sådan kirke og tilslutte sig en retlærende kirke, der bekæmper falsk lære og udøver læretugt.
Mht. begrebet “ren kirke” så er det et noget uklart begreb, som ofte anvendes mod dem, der vil forlade vranglærende kirker. Man siger, at der altid vil være syndere, og bruger det til at argumentere for, at man ikke kan lave en “ren kirke”. Man skelner med dette argument ikke mellem lære og liv eller mellem kirkens hvem og dens hvor.
Der er en verden til forskel på synd i livet og falsk lære. Synd i livet har vi alle. Men falsk lære er en gift, der frarøver mennesker det evige liv.
Hvem der er sandt troende, kan vi ikke se. Vi kan derimod ser hvor den sande synlige kirke er, nemlig dér, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forkyndes retteligt. Det er muligt at afgøre, hvad der er sand og falsk lære, fordi Guds ord er et klart lys og tilstrækkeligt som kilde og norm til bedømmelse af al lære og alle lærere. Netop Skriftens klarhed og tilstrækkelighed var kernen i i den lutherske reformations formalprincip: Skriften alene!
Interessant er det i den forbindelse, at det historisk set er pietistiske bevægelser som Indre Mission, som i praksis har forsvaret, at man skulle kunne se kirkens hvem (mens man ikke har taget det så nøje med kirkens kendetegn: ordets rene lære og sakramenternes rette forvaltning). Det giver sig udtryk bl.a. i begrebet “samfund” som bruges om Indre Missions lokalforeninger. Dette begreb stammer fra trosbekendelsens “de helliges samfund”.
Det vil også ofte være i pietistiske og evangelikale vækkelsesbevægelser, man møder udtryk som “personlig kristen” brugt til at skelne mellem dem, der er rigtige kristne og dem, der ikke er.
En lutheraner vil derimod skelne mellem sand og falsk lære, hvilket er muligt ud fra Skriftens klare ord, men ikke gøre sig til dommer over hjerterne, som pietismen gør.
Jeg vil slutte af med at citere Dr. Martin Luther, som netoptager spørgsmålet om fejl i læren og livet op i sin store Galterbrevskommentar:
“Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kærligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift.”
Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar II til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup s. 258-259, København 1984.