Se første del af serien her
Gud har lovet at give hyrder og lærere
Gud har allerede i det gamle testamente lovet at give hyrder og lærere til den nytestamentlige kirke – det åndelige Jerusalem. Det lærer vi bl.a. i Jeremias 3,15: …og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. I det umiddelbart efterfølgende hører vi, at det er den tid, hvor pagtens ark ikke mere skal være og hvor jordens folk skal strømme til Jerusalem, dvs. det åndelige Jerusalem, som er kirken. Det er altså den nytestamentlige kirke, der tales om.
Jesus bekræfter dette løfte i Matthæus 23,34: Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad. I et parrallelsted hos Lukas står der: Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge (Lukas 11,49). Både profeter, apostle, vise og skriftkloge er altså noget, Jesus sender, og ikke nogle, der sender sig selv.
I Efeserbrevet 4,10-13 hører vi også, at apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere er noget, Jesus giver: 10 Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. 11 Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, 12 til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, 13 indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst. Ordets tjenere er altså Jesu gaver til kirken og ikke et produkt af kirkens eget organisationstalent eller fantasi. De er sendt af Jesus selv med det formål at opbygge de hellige.
Gud har altså med andre ord lovet at sende ordets tjenere til sin kirke og til verden.
Jesus har givet apostlene befaling til at forkynde, undervise, døbe og tilgive synder
Jesus opfyldte løftet om at sende ordets tjenere, da han sendte apostlene til at forkynde evangeliet.
Det hører vi om bl.a. i Matthæus 28,18-20: 18 Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: “Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden. 19 Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn, 20 og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.” Denne befaling er ikke givet til alle kristne. Den blev ikke givet til alle jesu disciple, men specifikt til de elleve apostle (se vers 17). Det var deres opgave at gå ud til alle folkeslag og lære og døbe dem. Spørgsmålet er så, hvem der efterfølger apostlene i deres lærerembede.
I Markus 16,15 hører vi ogfså om Jesu befaling til apostlene: Og han sagde til dem: “Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen! Igen kan vi læse i vers 14, at det var de elleve, Jesus gav denne befaling og altså ikke til sine disciple i al almindelighed.Det modsiger naturligvis ikke alle kristnes ansvar for mission eller deres bekendelse af troen for deres næste. Men befalingen til at lære, døbe og forkynde evangeliet blev givet til apostlene og til dem, der idag beklæder deres lærerembede.
I Johannes 20,21-23 hører vi også om Jesu fuldmagt til apostlene. Her står ganske vist ikke “apostle”, men “disciple”. Johannes bruger dog ordet “discipel” konsekvent om apostlene, mens han kun bruger ordet “apostel” en enkelt gang i et citat. Der er altså ingen grund til at mene, at Jesus her skulle tale til andre end apostlene: 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtager den Helligånd! 23 Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.” Læg også mærke til udtrykket “at sende”. Sådan har Jesus før lovet at sende apotsle, profeter, skriftkloge og vise, ligesom Gud i det Gamle Testamente har lovet at sende hyrder til sin nytestamentlige kirke. Jesus giver her apostlene mandat til at tilgiver menneskers synder. At døbe, lære, forkynde evangeliet og uddele nadver samt tilsige syndernes forladelse til den enkelte er virkelig at tilgive synder her og nu. Den, som er sendt af Herrentil at tilgive synder, gør det på Herrens vegne. Derfor er det også vigtigt, at man har mandat til at gøre det og ikke blot har sendt sig selv.
Vi hører også Jesus særligt overfor Peter bekræfte, at hans embede er et hyrdeembede i Johannes 21:15-17: 15 Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig mere end disse?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vogt mine Lam!” 16 Han siger atter anden Gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vær Hyrde for mine Får!” 17 Han siger tredje Gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: “Har du mig kær?” Og han sagde til ham: “Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus siger til ham: “Vogt mine Får! Peters (og de øvrige apostlees) embede er altså et hyrdeembede og derfor opfyldelsen af løftet hos Jeremias om at Gud vil sende hyrder.
I Ap.G. 6 læser vi om de administratorer eller diakoner, som blev valgt, fordi menigheden voksede og det gav administrative problemer. Grunden til, at nogle andre end apostlene skulle have denne tjeneste var ifølge apostlene: Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. 3 Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning. 4 Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste.” Det var apostlenes opgave at forkynde og forestå menighedens bønner. Mens denne opgave ikke kunne uddelegeres, kunne andre praktiske opgaver uden videre uddelegeres.
Udover deres særlige opgave som åenbaringsbærere og Kristi vidner, var apostlene altså også de første hyrder, som skulle forkynde, døbe, lære, og tilgive synder. Men denne tjeneste skulle gå ud til alle folkeslag. Derfor var denne tjeneste heller ikke kun givet til apostlene, men blev også givet til nogle, der fulgte efter dem i deres embede.
Apostlenes hyrde- og lærerembede overgik til andre
At apostlenes hyrde- og lærerembede gik videre til andre, kan vi se flere steder. Vi læser bl.a. i 1 Peter 5,1-4 De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der skal åbenbares: 2 Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed; 3 ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden; 4 og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens uvisnelige Krans. Her kalder Peter sig selv de ældstes medældste udover at være vidne (apostel). Han stiller sig altså, hvad angår ældsteembedet på lige fod med menighedens ældste. Og så siger han, at de skal vogte Guds hjord, dvs. være hyrder for den, ligesom Jesus selv har bedt ham være hyrde for den. Det er altså grundlæggende det samme hyrdeembede, Jesus gav ham, som han nu bekræfter, at de også har del i med henvisning til overhyrden. I 2. og 3. Johannesbrev hører vi også i det første vers, at apostlen Johannes kalder sig selv ældste, som var en af titlerne, menighedernes hyrder bar.
I Ap.G. 20,28 hører vi, at Paulus taler til menighedens “ældste” (se vers 17) og siger: Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. Igen får de at vide, at de skal vogte, dvs. være hyrder, for hjorden. Derudover bruges ordet “tilsynsmænd”, som Paulus bruger flere steder om ordets tjenere i menigheden (bl.a. 1 Tim 3 og Titus 1,5f).
I 1 Korintherbrev 3 skriver Paulus en del om embedet i kapitel 3 og 4, hvor han behandler korinthernes falske modsætning mellem apostlen Paulus og hyrden Apollos. Paulus skriver i 1 Korinther 3:8 med henvisning til ham selv og Apollos: Den, som planter, og den, som vander, ere ét; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. De to er grundlæggende ét, selvom den ene plantede menigheden og den anden vandede den. Og Paulus fortsætter i det næste kapitel: 1 Korinther 4:1 Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! Han og Apollos er altså begge husholdere over Guds hemmeligheder. Udtrykket “husholder” bruger Paulus igen i Titus 1,7 om tilsynsmændenes tjeneste. det er altså igen et begreb, som både dækker apostlen og andre forkyndere, men ikke alle kristne.
Ligesom Paulus flere steder bruger udtrykket lærer om bærerne af prædikeembedet, bruger han det også om sit eget embede i 1 Timotheus 2,7: …og for dette er jeg bleven sat til Prædiker og Apostel (jeg siger Sandhed, jeg lyver ikke), en Lærer for Hedninger i Tro og Sandhed. Og igen i 2 timotheus 1,11: …for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer. Når Paulus taler om sig som prædiker/forkynder er det ordet “keryx”, som svarer til ordet “forkynde”, som bruges flere steder om at forkynde ordet, bl.a. i befalingen til apostlene i Markus 16,15. Paulus bruger udtrykket “lærer” i 1 Kor 12,28-29 om menighedens lærere: 28 Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale. 29 Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger? Selvom Paulus også er apostel, stiller han sig altså også på linje med menighedens lærere/ældste som lærer og forkynder.
Der skelnes derfor også i resten af NT mellem embedsbærere og lægfolk
En del af de ovenfor omtalte steder taler også om det skel mellem embedsbærere og lægfolk, som var i kirken. Paulus siger klart i 1 Kor 12,28-29 at ikke alle er lærere, ligesom ikke alle er profeter eller apostle. Ap.G. 6, som taler om de første diakoner er også interessant, fordi den viser, at apostlenes særlige opgave var forkyndelsen og bønnen, og at den ikke kunne uddelegeres. Således skelnes der også i Paulus’ 1. brev til Timotheus mlellem tilsynsmænd, som skal være dygtige til at lære (1 Tim 3,2), mens en menighedstjener ikke skal kunne det samme (v. 8 ) og også kan være en kvinde (v. 11), som ikke må lærer ( se 1 Tim 2,12). Der er altså et klart skel mellem tjenester, der indebærer at være lærer og tjenester, der ikke gør, men som indrettes af praktiske grunde.
Også i 1 Korintherbrev skelner Paulus mellem embedsbærerne og menigheden. I forbindelse med sig selv og Apollos skriver han i 1 Kor 3,9: Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I. Paulus sammenligner i konteksten sig selv og Apollos med én, der planter og vaner en mark og med en bygmester. Der er altså ikke tale om, at menigheden plnater, vander og bygger sig selv, men at Guds medarbejdere gør det ved ordet.
Det er stadig Gud, der sender hyrder og lærere
Det er også stadig Gud, der sender hyrder og lærere. De, som blev kaldet efter apostlene gennem mennesker står på linje med apostlene i hyrde og lærerembedet og vi hører, at det er Helligånden, der har indsat dem (Ap.G. 20,28 ovenfor) og at de er Guds husholdere og medarbejdere (Apollos og Paulus i 1 Kor ) og Kristi gaver til menigheden (Ef. 4,10-13). De, som Kristus efterfølgende har kaldet gennem midler, kan altså anvende de samme løfter, som Jesus gav til apostlene, på sig selv. De har den samme myndighed som hyrder, lærere, prædikanter, tilsynsmænd, husholdere ældste osv. De kan tilgive synder på Kristi vegne, fordi de er sendt af Kristus selv, som han har lovet, at han ville gøre.
Ingen må derfor prædike uden at være sendt
Men hvad så, hvis man ikke er sendt af Jesus til at prædike. Må man så ikke gøre det?
Jeremias skriver i kap 14,14-15: 14 HERREN svarede: “Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det, de profeterer for eder! 15 Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal omkomme ved Sværd og Hunger. Senere skriver han i 23,21: Jeg har ej sendt Profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de. Der er to problemer med disse profeter, som Herren vil ødelægge. Det ene er, at de profeterer falsk. Det andet er, at Herren ikke har sendt dem. Det er altså i sig selv et problem at profeterer uden at være sendt af Herren. Og ovenfor hørte vi, at Jesus sender skriftkloge og vise på samme måde som han sender profeter og apostle. Således hører vi også i 1 Kor 11,13 om falske apostle, som giver sig ud for at være apostle uden at være det. Udover, at deres lære er falsk er det altså et problem at de agerer som apostle uden at være det.
Parrallelt hermed ser vi i det Gamle Testamente, at kun den, som er præst ifølge Guds ordning (dvs. af Arons slægt) kunne udføre præstetjenesten. At tage denne ret for sig selv, som Saul gjorde, kostede ham kongedømmet (1. Samuel 13,8-15). Her er tale om, at Saul uden Herrens kald forvalter det Gamle Testamentes sakramenter – ofrene. Der var ikke blot tale om takofre, men ofre, som skulle give Herrens gunst, altså sakramentale ofre, som er parallelle med det nye testamentes sakramenter og ikke med det almindelige præstedømmes takofre. Situationen er altså parallel med at en nytestamentlig kristen påtager sig hyrdeembedets funktioner, uden at være kaldet dertil.
Et andet skræmmende eksmepel fra det Gamle Testamente er Koras, Datans og Abirams oprør mod Guds udsendte profet, Moses, og de af Gud indsatte præster, Arons sønner ( 4 Mos 16). De mente ikke, at præstetjenesten kunne tilhøre Arons sønner alene. Gud svarede ved at lade helvede opsluge dem levende. Guds ordninger skal man altså respektere og ikke sætte sig op imod. Man skal gøre det, man er kaldet til og ikke tiltage sig et embede, man ikke har.
Fordi det er Herren, der må sende dem, der skal prædike, skriver Paulus derfor også i Romerbrevet 10,14-15: 14 Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? 15 og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: “Hvor dejlige. ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab.” Man må altså sendes for at kunne prædike. Hvad Paulus her skriver er helt i overensstemmelse med resten af Biblen. Jesus har lovet at sende hyrder og lærere, ligesom han sendte profeter og apostle, hvorfor man ikke selv kan tage den opgave, som er hyrdernes, nemlig at prædike, døbe, lære og udøve nøglemagten.
Jesus kalder efter apostlene gennem midler, nemlig kirken
Efter udsendelsen af apostlene kalder Jesus ikke mere direkte. De, som fik åbenbaringsgaver og dermed blev kaldet til at bruge dem, fik dem gennem apostlen (profeter). Og efter apostlenes død, var der ikke flere der fik dem(se dokumentation i disse undervisningsnoter). Spørgsmålet er altså, hvordan Kristus nu kalder hyrder og lærere. I Titus 1,5 hører vi, at Paulus skriver til Titus: Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg pålagde dig. Andre ordets tjenere, som Titus, der allerede var en ordets tjener i menigheden, havde altså en rolle i det.
Som vi læser i både Titusbrevet og 1. Timotheusbrev skulle de to ordets tjenere prøve kandidaterne. Sådan bør det også være idag, at forhåndenværende præster er med til at prøve ordets tjenere. Men det følger ikke heraf, at ordets embede er selvsupplerende og at kaldsretten ligger alene hos dem, som i forvejen er i ordets embede. I Matthæus 18,17-20 hører vi om kirketugten og i den forbindelse tilskriver Jesus nøglemagten til menighede: 17 Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. 18 Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal være løst i Himmelen. 19 Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. 20 Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.” Selvom menighednes medlemmer ikke er kaldet til at udøve nøglemagten og ikke sendt af Herren dertil, er hele menigheden altså besiddere af nøglemagten. Nøglemagten udøves dog af ordets tjenere, som er sendt af Gud gennem den lokale menighed. At det her er den lokale menighed, der tales om, bevises af, at der forinden står, at manførst skal formane på egen hånd og dernæst tage en eller to med og til sidst gå til menigheden. Hvis der med “kirken” mentes enhver forsamling af kristne og ikke den lokale menighed, ville de de to, man tog med jo allerede være “kirken”. Derfor er der tale om den konkrete lokale menighed.
Derfor skriver Paulus i 1 Kor 3,21-23: 21 Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 22 være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; 23 men I ere Kristi, og Kristus er Guds. Mens embedsbæreren ikke er ejer af embedet, kan dette siges både om kirken/menigheden og Gud. Embedsbæreren er husholder, men ikke husets ejer. Kristus er ejeren og menigheden er det som Kristi brud. Samme billedsprog bruger profeten Johannes Døberen i Joh 3,29 om sin egen tjeneste som brudgommens ven, mens Jesus er brudgommen.
Paulus er derfor ikke menighedens Herre, men kan også kaldes menighedens tjener Kol 1,24-25: 24 Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, som er Menigheden, 25 hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord. Menigheden kaldes her og mange andre steder Jesu legem. Det er altså menigheden, der som kristu brud ejer embedet, hvorfor Kristus også må kalde gennem menigheden. Den synlige manifestation Guds kirke er den lokale menighed, som mødes om ordet og sakramenterne (se bl.a. 1 Kor 10,17; 1 Kor 12,12f).
Vi ser da også i praksis, at apostlene involverer hele menigheden i kaldet af Matthias (Ap.G. 1,15-26) samt da de indsætter diakoner (Ap.G. 6), som dog ikke er en af Gud indstiftet tjeneste.
For at være sikker på, at man er kaldet af Herren, må man altså være kaldet af den lokale menighed. Forudsætningen herfor er, at man opfylder betingelserne for et kald, som de står i 1 Tim 3,1-7 og Tit 1,5-9.
Biblen bekræfter altså den lutherske lære i Den Augsburgske Bekendelse artikel 14: Om den kirkelige orden lærer de, at ingen må lære offentlig eller forvalte sakramenterne i kirken, uden at han er rettelig kaldet dertil. De, som agerer som lægprædikanter eller accepterer lægprædikanter, der ikek er kaldet til hyrde- og lærerembedet af en menighed, sætter sig op mod Guds ordning.