Her er mine noter fra undervisning om helliggørelsen i en gennemgang af troslæren for menigheden. Mange vil hellere gå over åen efter gift og lade sig inspirere af ikke-lutherske kirker i helliggørelseslæren, så det er yderst relevant at sætte sig ind i den lutherske lære herom.
Helliggørelsen/fornyelsen
Man kan tale om helliggørelse i en bred og snæver forstand. I bred forstand handler det om hele Helligåndens gerning, herunder omvendelsen, retfærdiggørelse, helliggørelsen som fornyelsen af mennesker, bevarelsen i troen og den fuldendte fornyelse på dommens dag. Her handler det dog om helliggørelsen i snæver forstand, det vi også kan kalde fornyelsen
Her handler det om den fornyelse, der følger efter retfærdiggørelsen og som sker i mennesket. Mens retfærdiggørelsen skete udenfor os, så sker helliggørelsen altså i os. Fæles for dem er dog, at de er Helligåndens gerning. Men der må skelnes skarpt mellem dem, så helliggørelsen altid placeres efter troen som en frugt af troen og aldrig blandes ind i retfærdiggørelseslæren, hverken helt eller delvis, hverken i begyndelsen af troens liv eller senere i livet.
At helliggørelsen er en frugt af retfærdiggørelsen fremgår af bl.a. Rom 6,22 og 6,18-19.
Retfærdiggørelsen handler om en tilregnet retfærdighed udenfor mennesket.
Helliggørelsen er derimod en indre retfærdighed i mennesket. Den er en indre moralsk fornyelse.
Det ser vi af bl.a. 1 Thess 5,32 og 2 Kor 7,1.
Helliggørelsens natur og motivationen for helliggørelsen sammenfattes i Rom 12,1-2. Her er forbindelsen ml. retfærdiggørelse og helliggørelse klar. Retfærdiggørelsen er motivationen for helliggørelsen. Fordi Gud har elsket os og sendt sin kære Søn for at frelse os, elsker vi Gud igen. Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,19). Således er troen virksom i kærlighed (Gal 5,6).
Helligånden er den virkende årsag til helliggørelsen, men virker gennem troen som instrument.
Man vender det på hovedet, når man gør menneskers etik og moral, gode gerninger og hellighed til forudsætninger for frelsen. Ifølge Skriften er frelsen Guds gratis gave, som åbenbares i evangeliet og modtages gennem troen, og det er både årsagen og motivationen for alle gode gerninger. Rækkefølgen er her afgørende, men det naturlige menneske bytter om på det og vil have helliggørelsen blandet ind i retfærdiggørelsen i stedet for at have den fulde og fri retfærdiggørelse som motivationen for helliggørelsen.
Når det gælder helliggørelsen, samarbejder det nye menneske med Helligånden, i modsætning til omvendelsen, som virkes af Helligånden alene. Det nye menneske samarbejder villigt med Helligånden, selvom det er svagt.
Derfor kan det siges om helliggørelsen, at den virkes a) ved Guds uendelige magt (1 Thess 5,23-24), b) ved den kristnes samarbejde (2 Kor 6,1); c) den virkes ikke på lige fod af Gud og det nye menneske. Det nye menneske er altid underordnet Gud, som der står i 2 Kor 3,5 og Joh 15,5. FC II pkt 66 beskriver det sådan, at det ikke er som to heste, der sammen trækker en vogn.
Det næste, vi må spørge til, er de indre bevægelser i mennesket i helliggørelsen. Ved troen på kristus er et nyt menneske født. Men den kristne beholder sin syndige natur i dette liv – det gamle menneske. Helliggørelsen består i at aflægge det gamle menneske og iklæde sig det nye, Ef 4,22-24; Kol 3,9-10.
Det er evangeliet alene – og ikke loven – som virker Helliggørelsen. Den ortodokse lutherske teolog Carpzov citeres for at sige: ”Loven siges at blive skrevet på menneskers hjerter i helliggørelsen (Jer 31,33), men loven siges ikke at skrive noget som helst. Skrivningen sker gennem evangeliet alene. Vi fornyes alene gennem de midler, som vi blev genfødt ved. Vi genfødes alene ved evangeliet. Derfor fornyes vi også ved evangeliet alene. Dette benægter ikke, at loven har en opgave i helliggørelsen”.
Loven motiverer aldrig til helliggørelse, men har kun en sekundær opgave: a) den fastholder os i syndserkendelse, for uden syndserkendelse dør troen; b) den er en rettesnor for et gudvelbehageligt liv, for Gud vil alene tjenes gennem de bud, han selv har givet (Matt 15,9); c) og ved at holde det syndige kød i lydighed (1 Kor 9,27).
På reformationstiden diskuterede man, om gode gerninger er nødvendige. Det handler Konkordieformlens 4. artikel om. Gode gerninger er ikke nødvendige for at blive frelst (Rom 4,6-8). Gode gerninger er heller ikke nødvendige til at bevare frelsen og troen. Det er sandt, at onde gerninger kan ødelægge troen (1 Tim 1,18-20; 2 Tim 2,16-18); men det er ikke sandt, at gode gerninger bevarer troen. Det er tværtimod sådan, at troen bevarer gode gerninger (1 Pet 1,5).
Men det betyder ikke, at gode gerninger ikke er nødvendige. Guds vilje er ikke unødvendig. Det nye menneske gør Guds vilje frivilligt og af et glad hjerte, men denne frihed fra lovens tvang, fratager os ikke erkendelsen af nødvendigheden af at holde Guds bud. Guds bud er ikke tilbud eller gode forslag, men Guds bud, som han kræver overholdt, 1 Joh 3,23.
Helliggørelsen forbliver ufuldkommen i dette liv i modsætning til retfærdiggørelsen, som altid er fuldkommen. Helliggørelsen er heller ikke den samme i alle troende eller den samme i den samme troende på alle tidspunkter af livet. Troens retfærdighed, som er Kristi tilregnede retfærdighed er altid den samme, men livets retfærdighed, som er i den troende er ufuldkommen, se Fil 3,12-15.
Hvis nogen mener at være blevet fuldkommen, er dét menneske ikke længere en kristen. 1 Joh 1,8-10 beskriver denne tro som en løgn.
Men synden må ikke herske over en kristen (Rom 6,12), for det kan ikke forenes med nådens stand og driver Helligånden ud, jf. Rom 6,14. Det faktum, at helliggørelsen altid er ufuldkommen, må ikke blive en undskyldning for at forsømme helliggørelsen. Den sande kristne stræber efter fuldkommenhed.
Om gode gerninger:
Deres kvalitet:
- Det gøres efter Guds lov som rettesnor (Matt 15,9; mark 7,7)
- De gøres af en villig ånd af kærlighed til Gud og ens næste (Rom 13,10; Matt 22,37; Rom 12,1)
Sammenligning af kristnes gode gerninger og de vantros borgerlige retfærdighed:
- Vantro, selvom de af nature gør lovens gerninger (Rom 2,14) er de stadig døde i deres overtrædelser og synder (Ef 2,1).
- Den kristnes gode gerninger er, selvom de er mangelfulde både hvad angår overensstemmelse med loven og åndens villighed, så bliver dog prist højt af Skriften (Kol 1,4). Årsagen er, at synden i dem fortsat tilgives( 1 Joh 2,1-2).
Belønningen for gode gerninger, som Gud lover både i tiden og evigheden (1 Tim 4,8), er en nådeløn. Franz Pieper siger det på denne måde: ”Den som giver Gud en regning for sine gode gerninger, indgiver dermed sin anmodning om udelukkelse fra Guds rige, for i Guds rige gælder nåden alene”.