Åbenbaringen – Skriften
Skriftens ophav – inspirationen
Gud har i stedet åbenbaret sig i Skriften og i evangeliet. Inspiration betyder indblæsning. Læren om Skriften ophav handler om, at det er Gud, der har givet skriften.
De profetiske skrifter i det gamle testamente er Guds ord
Åbenbaringen begynder lige efter faldet i lov og evangelium: 1. Mos 3,8-15. Der var tale om mundtlig åbenbaring indtil Moses.
Ingen måtte føje noget til eller trække noget fra det skrevne ord (Josua 23,6, 5 Mos 4,2).
Gud åbenbarer sig personligt for profeter og taler igennem dem (f.eks. Esajas 6).
Det Gamle Testamente kaldes Guds ord i Ny Testamente, f.eks. i Mat 1,22-23. Og Jesus siger, at end ikke et eneste ord i GT kan rokkes: Joh 10,35.
Iflg. 2 Tim 3,16 er ”ethvert skrift”, dvs. i hvert tilfælde de gammeltestamentlige skrifter inspireret og indblæst af Gud. Det Nye Testamente bekræfter også, at det var Gud, der talte ved det gamle testamentes profeter (Hebr 1,1-2).
De apostolske og profetiske skrifter i det nye testamente er Guds ord
Jesus havde lovet sine apostle, at Helligånden skal vejlede dem til hele sandheden og forkynde for dem om de kommende ting (Joh 16,13). Helligånden skal altså give apostlene profetiske gaver, så han taler til dem både om guddommelige sandheder og om fremtiden.
Jesus lover tidligere i samme tale, at Helligånden skal lære apostlene alle ting og minde dem om alt, hvad han havde sagt (Joh 14,26).
Efter sin opstandelse, men før himmelfarten, forklarer Jesus apostlene, at han ved Helligånden skal give dem kraft til at være vidner (ApG 1,8) til jordens ende. Et vidne er en, der har set noget og kan bevidne det. Når Jesus kalder apostlene for vidner, taler han om den særlige opgave, de havde i at bevidner hans ord og gerninger. Derfor havde de brug for Helligånden til at sikre, at de huskede alt, hvad han havde sagt og gjort.
Og fordi apostlene skulle bevidne Jesu ord og gerninger, udvalgte apostlene netop også en ny apostel efter Judas efter det kriterium, at han havde vandret sammen med Jesus og kunne bevidne Jesu død og opstandelse (ApG 1,22).
Da Jesu løfte om Helligåndens kraft opfyldes i ApG 2, er det også apostlene, Helligånden kommer over og viser sig på som tunger af ild. Og det er apostlene, som begynder at forkynde på fremmede sprog som et tegn på, at det er Helligånden, der taler igennem dem.
På den måde er pinseunderet en garanti for, at apostlenes ord er Guds ord.
Senere kommer Helligånden over andre på samme måde, men det sker alitd gennem apostlene (ApG 8 og 10). I Samaria prædiker Filip, som selv har fået gaven fra apostlene, men som ikke kan give den videre. Her må apostlene op og lægge hænderne på de nye troende og troldmanden Simon forsøger at købe apostlenes myndighed til at videregive Helligåndens gave (ApG 8,18-19).
Apostlenes ord er altså Helligåndens og dermed Guds ord. Derfor kaldes Paulus’ ord også for Guds ord (1 Thess 2,13). Det samme gælder for apostlenes medhjælpere, som de har videregivet Helligåndens gave til. Men eftersom den alene bliver givet gennem apostlene i det Nye Testamente, skal vi ikke regne med, at nogen efter apostlene har Helligåndens åbenbaringsgave.
Men apostlene og deres medhjælpere skrev deres vidnesbyrd om Jesu gerninger og ord ned i dét, vi kender som Det Nye Testamente.
Helligåndens åbenbaringsgave er dét, vi også kalder inspirationen, når det handler om Skriften.
Inspirationen
Det latinske ord ’Inspiration’ betyder indblæsning og stammer fra 2 Tim 3,16, hvor der står, at ethvert skrift er indblæst af Gud. Dette begreb har man brugt til at beskrive, hvordan Biblen er blevet skrevet ved Helligåndens hjælp.
Inspirationen indbefattede både, hvornår der skulle skrives, hvad der skulle skrives og hvordan det skulle skrives
Hvornår skulle der skrives – Når Guds Ånd bevægede hellige mænd til det – 2 Pet 1,21
Hvad skulle der skrives
– Alt, hvad der skulle skrives, blev skrevet efter Guds vilje. Det er altså ikke kun det frelsende, men alt, hvad de hellige inspirerede mænd skulle skrive, der skete efter Guds vilje (se 1 Pet 1,10-12 og 2 Tim 3,16.).
Paulus siger også, at Helligånden drev ham til at sige, hvad han sagde (1 Kor 2,13).
Hvordan skulle det skrives? – verbalinspiration
Ikke kun indholdet men også formen var givet af Gud. Gud siger til Jeremias, at han skal skrive ordene i en bog (Jer 30,2; Davids ord i 2 Sam 23,2).
Paulus taler ord, lært af ånden, skriver han i 1 Kor 2,13. Det er altså ikke blot sagen, men også ordene, Helligånden har lært Paulus som apostel.
Jesus henviser til ordet ”guder” og siger i den forbindelse, at Skriften ikke kan rokkes (Joh 10,34) og Paulus henviser til ordet entalsformen i ordet ’afkom’ som bevis for, at det er Kristus, der tales om og ikke andre(Gal 3,16). Så selv et lille ord eller et ords form i Skriften er afgørende og givet af Gud selv.
Inspirationen var ligesom underet pinsedag, hvor Helligånden gav apostlene ord på fremmede sprog(ApG 2,4.11).
Inspirationen betyder ikke automatskrift
Skriverne var ved fuld bevidsthed om, hvad der skete (David i 2 Sam 23,2 og Paulus i 2 Thess 3,17). Det var heller ikke mekanisk diktat, men Helligånden brugte den enkeltes sprogbrug og åndsevner. De var ikke desto mindre under Helligåndens kontrol. Vi kan ikke helt fatte, hvordan det sket og skal heller ikke spekulaer ei inspirationens psykologiske side.
Kanons omfang?
Helligånden kom over apostlene pinsedag (Apg 2,1) og først gennem dem til andre. Kirkens gundvold er Apostlene og profeterne (Ef 2,20). Det er altså apostlenes og profeternes skrifter, som er inspireret af Helligånden. (NB Markus og Lukas var Paulus’ og Peters elever).
Det afgørende er altså, om et skrift er af profetisk og apostolsk oprindelse.
Jesus anerkender det udvalg af Skrifter, som var anerkendt på hans tid, som i dag udgøres af det gamle testamente.
Når det gælder det nye testamente, har vi den ældste kirkes vidnesbyrd om, hvilke skrifter, der er apostolske. Det er den ældste kirkes vidnesbyrd og ikke den senere kirkes beslutning, der er afgørende for, hvilke skrifter, der er kanoniske.
Antilegomena og apokryfer
Den ældste kirke var usikker på nogle af Skrifterne i det nye testamente, nemlig: Hebræerbrevet (som man mente var af Paulus), 2. Petersbrev 2. Og 3. Johannesbrev, Jakobs Brev, Judas’ brev og Johannes Åbenbaring. Man vurderede dem i lyset af de sikre skrifter og tog dem med, som ikke var i modstrid hermed – dog som usikre skrifter.
Disse skrifter er de såkaldte modsagte skrifter. Fordi de er usikre kan de ikke bruges alene til at bevise lærepunkter. Man kan desuden, som Luther gjorde med jakobsbrevet, betvivle deres apostolske oprindelse uden dermed at blive vranglærer.
I det gamle testamente har man også overvejet, om der skulle ekstra skrifter ind, de såkaldte apokryfe skrifter. Men da de ikke var anerkendt som kanoniske Jesu tid og derfor ikke godkendt af ham, falder de udenfor kanon. De står i nogle bibeludgaver mellem det gamle og det nye testamente.
Skriftens egenskaber
Men det er ikke nok at vide, hvorfra Skriften stammer. Det er også vigtigt at vide, hvad der kendetegner Skriften – eller hvad dens egenskaber er.
Skriftens autoritet og ufejlbarhed
Skriftens autoritet er Guds autoritet. Gud talte ved profeterne (Heb 1,1). Apostlenes ord er Guds befaling (1 Kor 14,37). Biblen må accepteres af enhver kristen – ellers kommer man under dom (Joh 12,48).
Fordi Biblen er Guds ord og har Guds autoritet, er også ufejlbarligt i alt, hvad det omhandler. Det følger af, at det er Guds ord. Almindelige mennesker kan fejle, men Gud fejler ikke. Jesus siger derfor også, at Skriften ikke kan rokkes (Joh 10,35).
Guds ord er objektivt sandt og ikke kun sandt for den, som tror det 8Joh 17,17 – dit ord er sandhed). Den, som bliver i Jesu ord kender sandheden (Joh 8,21.32).
Enhver lære, som ikke stemmer overens med Skriften må derfor forkastes. Ærlighed eller inderlighed er ikke et bevis for ens tros sandhed.
Skriftens effektivitet – virkekraft
Guds ord er virksomt eller effektivt, fordi Helligånden er knyttet til ordet. Jesus siger om sine ord, at de er ånd og liv (Joh 6,63). Hebr 4,12 – Guds ord er et tveægget sværd.
Loven virker erkendelse af synden (Rom 3,20) og evangeliet virker troen (Rom 10,17). Skriften kan gøre mennesker vise til salighed (2 Tim 3,15).
Skriftens tilstrækkelighed
Skriften indeholder hele Guds råd (ApG 20,27), den er i stand til at gøre os vise til salighed (2 Tim 3,15) og til at opdrage os i retfærdighed (2 Tim 3,16-17). Jesus lovede sine apostle at Helligånden ville vejlede dem til hele sandheden 8Joh 16,13), altså ikke kun en del deraf, men alt, hvad Gud ville have åbenbaret til salighed.
Bekendelserne er derfor ikke noget, som lægger noget til Skriften, men bekendelser af skriftens lære overfor aktuelle benægtelser af Skriftens lære.
Skriftens klarhed
Skriften er klar – den er, hvad angår dens læremæssige indhold ikke åben for fortolkning. Et menneske, som kender sproget og som har almindelig menneskelig forstand er i stand til umiddelbart at begribe, hvad Skriften lærer. Skriften kaldes derfor et lys (Sal 119,105; 2 Pet 1,19). Selv børn kan kende Skrifterne 82 Tim 3,15).
Skriften stemmer dog ikke altid med den menneskelige fornuft (2 Kor 10,5) og der er ting, der er svære at forstå (2 pet 3,16). Men når det gælder læren, er skriften klar.
Skriften er eneste kilde og norm
På grund af sine egenskaber, er Skriften eneste kilde og norm for kristen lære og liv. Mennesker har dog forsøgt at opsætte andre kilder, fordi de ikke anså Skriften for tilstrækkelig eller andre normer/rettesnorer, fordi de ikke anså Skriften for klar
En kilde er noget, men henter noget op fra. En norm er en rettesnor, det man måler noget efter. Skriften er begge dele. Den er både den eneste kilde til viden om gud og den eneste rettesnor for sand viden om Gud og hans vilje.
Skriften og traditionen
Den romersk-katolske kirke anser traditionen for en kilde og norm for kristen tro og viden, fordi de benægter, at Skriften er klar og tilstrækkelig i sig selv. Metodisterne nævner den også som en kilde. Nogle romaniserende ”lutheranere” har gjort det samme.
Skriften og fornuften
Calvinisterne gør fornuften til norm, når de f.eks. benægter Jesu legemes og blods nærvær i nadverens brød og vin eller når de drager den slutning, at når Gud har udvalgt de, der frelses, så må han også have forudbestemt dem, der fortabes til fortabelse.
Det samme kan siges om dem, der accepterer den historisk-kritiske metode og benægter, at Skriftens er sand i alt, hvad den beretter. Det gælder også dem, der er tilhængere af et såkaldt konservativt bibelsyn, hvilket vil sige, at de mener, at Skriften alene er ufejlbarlig i dét, der handler om tro, liv og lære. De gør i sidste ende deres fornuft til dommer over Skriften.
Skriften og andre påståede åbenbaringer
Den karismatiske bevægelse, som tror på nutidige åbenbaringer og profetier, gør disse til kilder til viden om Gud og hans vilje. Det samme kan siges om Pavedømmet, som tillægger paveembedet samme rolle som apostlene, nemlig at tale ufejlbarligt, når det taler ex cathedra.
Både karismatisk og romersk-katolsk tro på nutidige åbenbaringer modsiger Skriften.
I Daniels bog 9,24 profeteres det, at profeterne skal forsegles, når Messias kommer, dvs. stoppes. Den fortæller ikke, præcis hvornår i den tid, hvor Messias kommer, at profeti skal stoppes. Og fra Joels bog 3 ved vi, at der samtidig skal lyde profeti også i de sidste dage, som indledes med Messias’ komme.
I 1 Korintherbrev 13 skriver Paulus, at de stykkevise åbenbaringer skal forgå, når den fuldkomne åbenbaring kommer. Samtidig skriver han, at tro og håb skal forblive efter at dette fuldkomne er kommet. Men håb kan ikke eksistere, når Kristus er kommet igen, da håbet da er opfyldt. Der må derfor være tale om en fuldkommen åbenbaring før Jesu genkomst, som er samlingen af det stykkevise. Og det stykkevise er netop de åbenbarede ord, mennesker fik gennem apostlene.
Ud fra disse tekster og dét faktum, at Helligåndens åbenbaringsgaver blev givet til apostlene og gennem dem til andre, kan man slutte, at åbenbaringsgaverne ikke blev givet til nogen efter apostlenes død og derfor er ophørt.
Vi skal altså ikke lede efter Guds åbenbaring i andet end Skriften.
Skriften og bekendelsesskrifterne
Men hvad så med de lutherske bekendelsesskrifter? Er de ikke en ny kilde og norm til kristen tro og lære? Sådan lyder kritikken ofte af bekendelsesskrifterne.
Men det forholder sig lige omvendt. De lutherske bekendelsesskrifter forudsætter netop, at Skriften alene er kilde og norm for kristen tro og lære. For de forudsætter, at man ud fra Skriften kan fastlægge med sikkerhed, hvad kristen tro er. Og de forudsætter, at man kan formulere denne lære overfor menneskers forsøg på at finde andre kilder til tro og lære.
De, som ikke bryder sig om bekendelsesskrifter benægter reelt, at skriften er klar og tilstrækkelig i alle lærespørgsmål, så man ud fra Skriften med sikkerhed kan slutte sig til den sande lære og derfor også fordømme falsk lære.
Det er altså snarere fjenderne af bekendelsesskrifter, der er fjende af Skriften som eneste kilde og norm.
Bekendelsesskrifternes rolle er altså ikke at fremsætte nye lærepunkter, som ikke læres i skriften. Deres rolle er i stedet at pege på, hvad Skriften lærer på punkter, hvor Skriftens lære igennem tiden er blevet angrebet.
Bekendelsesforpligtelsen er også kirkens garanti for, at præster lærer i overensstemmelse med Guds ord. Når man ikke vil forpligte præster på bekendelsesskrifter, men alene på Biblen, overlader man i virkeligheden menigheden til præstens skalten og valten, uden mulighed for at holde præsten fast på en lære, som han har forpligtet sig på.
Man indrømmer, at præsten ikke behøver prædike den samme lære på søndag som sidste søndag og gør reelt præsten til hersker over menigheden.
Skriftens formål
Biblens formål er ifølge den selv:
- At frelse mennesker ved troen på Jesus Kristus (2 Tim 3,15; Joh 5,39; Joh 20,31)
- At oplære Guds børn til et liv i hellighed og retfærdighed (Joh 17,17; 2 Tim 3,16-17)
- Guds ære (1 Pet 4,11)
Det vigtigste er selvfølgelig det første. Men det er vigtigt, at man ikke bruger Skriftens formål til at tilsidesætte, hvad Skriften lærer klart. I stedet må man stole på, at alt, hvad Skriften lærer, rent faktisk tjener dette formål – også selvom vi ikke kan gennemskue det.
Man kan altså f.eks. ikke tilsidesætte historiske beretninger i Biblen eller Guds klare befalinger, fordi man ikke mener, at de stemmer med Skriftens formål. Så har man gjort sin egen fornuft til kilde og norm i stedet for at lade Skriften være det.
Fortolkning af Skriften
Det er naturligvis også vigtigt at vide, hvordan Skriften skal fortolkes, selvom der ikke kan gås i dybden med det i en troslære. Det er nærmest et emne i sig selv. Alligevel bør det kort berøres her.
Biblen er skrevet på menneskesprog og er derfor i en forstand underlagt sprogets almindelige regler. Derfor må det også i én forstand læses som andre skrifter. Man må analysere sproget efter de grammatiske regler, og også forstå sproglige figurer på samme måde som indenfor andre tekstfortolkningsvidenskaber.
Det betyder også, at man må læse ord ud fra den kontekst de står i.
Man skal altså bruge sin forstand til at forstå Biblen, ligesom til at forstå andre tekster.
Samtidig er Biblen i alle ord Guds ord. Den indeholder derfor ikke fejl. Den er også en enhed, så intet i Skriften modsiger noget andet i Skriften. Den også klar, så man må forvente at klare udsagn i Skriften oplyser de mindre klare udsagn. Den er desuden tilstrækkelig, så man ikke behøver udefrakommende kilder til at afgøre, hvad Skriften siger.
Alt dette har betydning for Skriftefortolkningen.
Fordi Skriften er klar, må vi lade Skriften fortolke Skriften. Støder vi på et uklart og dunkelt sted i Skriften, så må vi lade det belyse af andre steder, der handler om det samme, men er klare.
Og støder vi på noget, der modsiger vores fornuft, så må vi tilsidesætte fornuften, fordi Skriften er ufejlbarlig og tilstrækkelig. Vi må derfor ikke fortolke noget som billedsprog, fordi det strider mod fornuften eller andet, hvis det ikke fremgår af Biblen selv, at der er tale om billedsprog.
Fordi Skriften er en enhed, så må vi også læse Det Gamle Testamente i lyset af Det Nye Testamente og tage det Nye Testamente på ordet, når det fortæller, at en bestemt hændelse er en opfyldelse af en gammeltestamentlig profeti.
Fordi Biblen er en enhed, må vi også læse den i lyset af lov og evangelium, som er dét, hele Biblen handler om. Dens formål er at frelse os ved at forkynde lov og evangelium for os. Derfor må vi forstå hele Biblen i lyset af disse to lærepunkter.
Den, der ikke forstår lov og evangelium, forstår ikke Skriften.