I manges øjne synes Luthersk Mission måske at være forkæmpere for bibelsk og luthersk kristendom. Det er dog ikke det intryk, man får, når man læser LM’s officielle Vejledende Liturgihåndbog for frimenigheder.
Her står bl.a. på s. 30:
Vi vil nu dele nadveren med hinanden.
Alle, som er døbt, og som ønsker at tilhøre Herren Jesus
Kristus, er velkommen til at være med.
At det længe har været Folkekirkens praksis, at hvem som helst kan gå til alters, er nok ikke nogen hemmelighed. Det blev først muliggjort med kongelig resolution af 1956, at medlemmer af andre kirker kunne gå til alters i Folkekirken. Med Leuenbergkonkordiens underskrivelse i 2001 blev det stadfæstet ved, at man erklærede fuldt prædikestols- og nadverfællesskab med reformerte kirker.
Men at det også er en praksis, som ligefrem anbefales af LM, at hvem som helst i praksis kan gå til alters, er alligevel overraskende. Umiddelbart skulle man have troet, at det åbne nadverbord burde være noget, man i det mindste beklagede i Folkekirken. Men det er altså noget, man vil tage med derfra.
Hvorfor er dette åbne nadverbord så problematisk? Det er det af flere grunde.
For det første er det problematisk, fordi man ifølge Skriften skal kunne prøve sig selv og agte på legemet for at gå til alters, 1 Kor 11,27-29: v27 Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. v28 Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. v29 For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.
Det vil både sige, at man skal vide, hvad man får i nadveren og hvad det gavner. Ellers spiser og drikker man sig en dom til. Man må altså vide, at det er Jesu legeme og blod man får og ikke f.eks. blot et symbol på Jesu legeme og blod. Man må også tro, at man i nadveren får Jesu legeme og blod til syndernes forladelse, fordi Jesus vandt syndernes forladelse med sit legeme og blod. Man må naturligvis også vide, at man er en synder, så man søger syndernes forladelse i nadveren. Hvis man lever i ubodfærdig synd, så man i stedet søger tilladelse for synden, skal man ikke have lov at gå til alters. Det er præsters opgave som Guds husholdere at forvalte nadveren (1 Kor 4,1-2).
Men der er en anden væsentlig grund til, at nadverebordet ikke kan være åbent for alle, der kommer. Nadveren er også et fællesskabsmåltid. I 1. Korintherbrev 10,16-16 skriver Paulus: Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? v17 Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Nadveren er altså med til at gøre os til ét legeme.
Men ifølge Rom 16,17 brydes denne enhed af vranglærerne. For enheden mellem de kristen er en enhed om den tro, som forkyndes af apostlene. Derfor står der i Ap.G. 2,42, at den første menighed både holdt fast ved brødsbrydelsen og ved apostlenes lære sammen med fællesskabet og bønnerne. Når Guds ord modsiges, er man ikke længere ét legeme. Derfor kan man ikke tillade medlemmer af kirker, der tillader modsigelse af Guds ord, at gå til alters i en evangelisk-luthersk menighed. Og derfor har lutherske kirker traditionelt praktiseres lukket nadver, dvs. at kun medlemmer af retlærende menighed, som bekender deres synder og den rette tro, kan gå til alters.
Det er altså et sørgeligt udtryk for, at Luthersk Mission desværre er knap så lutherske, når de ligefrem anbefaler den vidt-åbne nadverpraksis i deres vejledende liturgihåndbog. Det afslører også, at det ikke gør nogen principiel forskel, om man tilhører folkekirken eller en LM-frimenighed. I begge tilfælde har man fuldt kirkefællesskab med alle, der måtte dukke op, ligesom man reelt ikke har mulighed for at forvalte nøglemagten. Skal man forlade folkekirken, fordi den har forladt den Skriften og den lutherske bekendelse, hjælper det altså ikke meget at gå til LM-frimenigheder – i hvert tilfælde ikke, hvis de følger LM’s Liturgiske Håndbog.
Augustanakirkens bibelske og lutherske nadverpraksis, kan man læse om her.