I et læserbrev i Jyllandsposten angriber Menighedsfakultetets formand, sognepræst Jørgen Jørgensen (JJ), folkekirkens gudstjenesteordning. Det kunne jeg selvfølgelig være ligeglad med, da det er folkekirkens gudstjenesteordning og ikke Augustanakirkens, der angribes. Så enkelt er det dog ikke. JJ angriber ikke blot Folkekirkens nuværende ordning, men den evangelisk-lutherske arv, som folkekirken dog har lidt tilbage af.
Jørgen Jørgensen skriver:
Det er lettere at forstå en cricketkamp end en højmesse.
Nu har jeg aldrig forsøgt at forstå cricket, så det er svært for mig at tale med om. JJ henviser til det antikverede sprogbrug og nævner nogle salmer som “O kristelighed” og befal du dine veje. JJ har en pointe i, at der bruges ældre udtryk i en række salmer. Så vidt muligt bør man erstatte ord, der blot er gamle med nye ord. Men der er også ord, som er enten bibelord eller kirkesprog, som rent faktisk gengiver en virkelighed, som ikke uden videre kan gengives ved andre ord. Disse ord kan man kun lære – og dermed lærer man også den virkelighed, der ligger bag.
At forstå disse kan faktisk sammenlignes med en Cricketkamp eller en hvilken som helst anden sport: øvelse gør mester. Og man lærer kun at forstå spillet, hvis man også forstår reglerne. En gudstjeneste uden bibel- og kirkesprog er en kirke uden kristendom, for Gud virker gennem sit ord.
Der er naturligvis også andre salmer, som er svære at forstå, fordi poesien er for høj og tankerne for uklare. Mit indtryk er, at dette faktisk ikke gælder de gamle ortodokse lutherske salmer, som f.eks. Kingos, men snarere f.eks. en del Grundtvig-salmer. Her skyldes det uforståelige mest, at teologien er uklar og vævende. Disse salmer kan man for min skyld godt spare væk.
Tilbage står selvfølgelig, at der også er en række svære og gamle ord i salmerne. Men alternativet er altså ikke at skrotte salmerne – i hvert tilfælde ikke, hvis man stadig ønsker bibelsk og evangelisk-luthersk kristendom. Mister man de lutherske salmer, som indprenter den lutherske lære i hjerner og hjerter, så mister man også den lutherske lære. Måske har JJ allerede mistet den. Man må gøre sit til at forny teksterne. Og hvor det ikke umiddelbart kan lade sig gøre, kan man måske – ligesom vi gør i Augustanakirken – lave en lille gloseliste til dagens salmer. Jeg undrer mig over, at jeg ikke har set dette forsøgt andre steder. Men det er mit indtryk, at det fungerer.
Men JJ’s problem er ikke bare med salmerne – det synes at være med liturgien som sådan, danskerne ifølge JJ har svært ved at forstå. han nævner bl.a. korsvarene og det at rejse sig under læsningerne af Guds ord. JJ har ret i, at den der kommer til en gudstjeneste første gang kan blive lidt forvirret. At komme til en gudstjeneste er på mange måder som at se en sport, hvor man ikke kender reglerne eller at komme ind midt i en tv-serie, hvor man ikke forstår vittighederne, fordi man ikke kender baggrunden. Det tager tid. Men ligesom med salmerne afspejler en klassisk luthersk teologi klassisk luthersk kristendom. Vil man af med liturgien, smider man også den lære, den bærer, ud. Netop højtideligheden i en evangelisk-luthersk gudstjeneste understreger, at det her er den hellige og almægtige Gud, vi har med at gøre.
De inderlige rytmiske “lovsange”, som JJ efterspørger har netop menneskers indelighed og ikke den almægtige Gud som fokus. Nu behøver man ikke gå ind i en diskussion af de mange sange af den type der er, for JJ leverer faktisk selv argumenterne for ikke at bruge dem. Han vil netop have dem pga. deres inderlighed og deres gentagelse af de samme ord. Og heri ligger netop deres problem. De fokuserer på menneskers inderlighed i stedet for på Guds ord og lære.
Mens det er Guds ord og lære, der ifølge evangelisk-luthersk kristendom formidler Guds nærvær, så er det i pietistisk og karismatisk vækkelseskristendom menneskers oplevelser, der formidler dette. Sangen bliver i sådanne kredse en katalysator for åndelige oplevelser, hvori man tror, man møder Gud. Men dér, hvor Gud faktisk er at finde, er i sit ord. I luthersk kristendom er sangens formål at bære ordet og understøtte dette – ikke at igangsætte selvstændige åndelige oplevelser uafhængigt af ordet. De mange gentagelser af de samme ord – hvad enten det er i rytmisk lovsange eller meditativ Taizé-musik, bruger ordene som afsæt til et møde med Gud bagved og udenfor ordene. Sådan kender man det også fra romersk-katolsk kontemplativ spiritualitet, hvor målet med det åndelige liv er det direkte møde med Gud, contemplatio. Herimod hævdede Martin Luther, at det åndelige livs omdrejningspunkter er oratio, meditatio, tentatio – bøn, grunden over ordet og anfægtelse. Her er fokus på ordet, hvori Gud virker. Her er tanken altså snarere, at komme dybere ned i ordet og ikke at bruge ordet som et springbræt til noget andet.
På mange måder er der altså en dyb sammenhæng mellem dem, der vil have retræter, stilhed og meditationsgudstjenester og dem, der vil have rytmiske lovsange m.m. Det er en del af samme trend, som vil møde Gud bagved og udenfor ordet og allerhøjest bruge ordet som en stige eller et afsæt for det egentlige åndelige liv.
Men vil man være evangelisk-luthersk kristen, så må fokus i gudstjenesten være Guds ord og sakramenter. Det betyder ikke, at en evangelisk-luthersk gudstjeneste skal være en følelsesløs kedelig affære.
At den mange steder er blevet det skyldes snarere pietisme og rationalisme. Efter reformationen udrensede man misbrugene fra den romerske messe, men man fastholdt, at gudstjenesten skulle være liturgisk. Efterhånden blev mange liturgiske led dog skiftet ud med salmer, og pietisme og rationalisme fik mange steder afskaffet messeklæderne, så præsten stod tilbage i den sorte kjole, som egentlig blot var præstens dagligdagsdragt. Vil man gøre noget ved liturgien, er det altså langt bedre at vende tilbage til en klassisk evangelisk-luthersk gudstjeneste: få genindført de led, der er faldet ud mange steder, få genindført messeklæder og gør gudstjenesten festlig og højtidelig.
Samtidig kan gudstjenesten også forenkles, så menigheden skal synge knap som mange lange salmer.Sådan var det også praksis tidligere. Gradualsalmen før prædikenen var f.eks. i Kingos salmebog kun to vers af en salme. Jeg kan anbefale Augustanakirkens gudstjenesteordning om eksempel på, hvordan gudstjenesten kan forenkles og restaureres på samme tid.
Netop højtideligheden i en gudstjeneste understreger, at dette ikke blot er et foredragsarrangement. Men højtideligheden og ærefrygten i en evangelisk-luthersk gudstjeneste samler sig ikke om den enkeltes oplevelser. Nej, det samler sig om de midler, Gud har indstiftet til at komme til sin kirke med syndernes forladelse, nemlig ordet og sakramenterne. Alt andet i en evangelisk-luthersk gudstjeneste må bære disse og have disse som fokus. Hvor højtideligheden i en romersk-katolsk eller østlig-ortodoks gudstjeneste eller følelsesrusen i en karismatisk gudstjeneste har som mål at fremme en følelse af Guds nærvær gennem en mystisk erfaring, proklamerer en luthersk gudstjeneste, at Gud er nærværende i sit ord og sine sakramenter og fejrer dette. Det får naturligvis betydning for, hvordan man holder gudstjeneste.
Ændrer man gudstjenesten efter inspiration fra dem, der har et andet syn på gudstjenestens karakter, så ændrer man også den teologi, der forkyndes. Problemet mange steder – og måske hos JJ – kan være, at man allerede har ændret teologien – nu følger praksis blot efter. I vækkelseskredse har man jo allerede flyttet fokus fra Guds objektive nådemidler og fra den rette lære til menneskers erfaringer og til synlige resultater.
Et yderligere problem ved JJ’s analyse er, at han synes at forudsætte, at gudstjenesten først og fremmest er til for dem, der ikke kender den. Men gudstjenesten er jo rent faktisk primært til for den gudstjenestefejrende menighed. Er menigheden ordentligt oplært i evangelisk-luthersk tro (f.eks. gennem Martin Luthers lille katekismus) og er præsten i stand til at forklare gudstjenesten, så vil menigheden også forstå den. Så kan man lave foredrag, undervisning eller andre arrangementer, som primært er rettet mod kirkefremmede, hvis man vil. Men det store problem er nok, at præster, der burde være evangelisk-lutherske, ikke er det, og derfor heller ikke underviser deres menigheder ordentligt og heller ikke selv sætter pris på den evangelisk-lutherske gudstjeneste. Gjorde de det, ville de nok også kunne formidle glæden over luthersk tro og gudstjeneste til deres menigheder.
Spørgsmålet er altså, om det ikke snarere er JJ’s forhold til den evangelisk-lutherske tro og lære, der er i dyb krise. Eller også skulle han overveje en cricketkarriere i stedet.