I det seneste nummer af MF-bladet, skriver bestyrelsesformand Jørgen Jørgensen i sin leder om striden om kvindelige præster i Folkekirken:
Vi kan være uenige om mangt og meget og diskutere det pænt og ordentligt, men dette emne sætter sindene i kog i en sådan grad, at vi bør være varsomme med at bringe det alt for meget på bane i øjeblikket, og vi appellerer til tilhængerne om at fare med lempe.
Det er svært at læse Jørgen Jørgensens udsagn som andet end en afblæsning af kirkekampen, som højrefløjen ellers har brugt som begrundelse for at blive i folkekirken.
Nu, hvor det risikerer at koste andres vrede og hån, skal man ifølge Jørgen Jørgensen ikke bekende klart, hvad Guds ord siger om den vranglære, som kvindelige præster er. I stedet skal man undlade, at bringe det på bane.
En bekendende lutheraner vil handle lige modsat. En bekendende lutheraner vil netop bekende klart og tydeligt dér, hvor Satan netop nu sætter sine angreb ind. Men Jørgen Jørgensen er tydeligvis ikke en bekendende lutheraner, når han i stedet opfordrer til tilbageholdendehed.
Menighedsfakultetet protesterede heller ikke, da Folkekirken i sin tid underskrev Leuenbergkonkordien – en fælleserklæring mellem reformerte og lutherske kirker, hvor den lutherske bekendelse blev udhulet. Vi var ellers flere, som gjorde MF opmærksom på problemet.
Jørgen Jørgensen fortsætter:
At vi på Menighedsfakultetet (MF) kan stå sammen om en Kristus-tro forkyndelse til frelse fra den evige fortabelse. En forkyndelse, der ånder af tillid og kærlighed til Guds ord.
Hvordan kan man opfordre til at forkynde, så det ånder af tillid og kærlighed til Guds ord, og samtidig mane til besindighed, når Guds ord modsiges af verden.
For mig at se ånder Jørgen Jørgensens leder mere af kirkepolitisk magtspil og forsøg på at blive en del af det gode selskab end af kærlighed til Guds ord.