Jeg er netop blevet færdig med at læse Jürgen Diestelmanns bog “Usus und Actio“, som jeg varmt kan anbefale (den er på tysk, men den er godt skrevet).
Bogen handler om forskellene i Melanchthons og Luthers syn på nadveren på reformationstiden, herunder særligt synet på konsekrationen, dvs. læsningen af indstiftelsesordene og deres virkning. Melanchthon holdt i lang tid sit nadversyn skjult for Luther og også efter Luthers død stod han ikke offentligt frem med det. I stedet påvirkede han i det skjulte mange teologer, så først efter Melanchthons død blev det endelige opgør taget mellem lutheranerne og filippisterne (Melanchthons disciple).
Forskellen gik ud på fortolkningen af den regel, at udenfor brugen (Usus) er der intet sakramente. Luther kunne tilslutte sig det udtryk, når det blev vendt mod Romerkirkens misbrug, hvor brød og vin blev indviet for at bære rundt og opbevare og ikke for at spise og drikke. For Luther var brugen dog handlingen fra konsekration og indtil alt var spist og drukket. For Melanchthon var det dog kun modtagelsen af nadveren, der var brugen (usus). Melanchthon lagde dermed noget helt andet i dette udtryk: at det først var ved modtagelsen, man også modtog Jesu legeme og blod. Reelt var Melanchthon altså ikke så uenig med Calvinisterne, som også benægtede, at Jesu legeme og blod var og er nærværende i kraft af Jesu ord. Melanchthon døde da også på vej til et møde, hvor han offentligt ville træde frem som forsvarer af calvinisterne mod lutheranerne.
Melanchthon polemiserede også mod tilbedelsen af Jesu legeme og blod i nadverens brød og vin og han fik overtalt præsten i Wittenberg til at stoppe med at elevere (opløfte) kalk og disk, som det var skik, ligesom også messeklokkerne forsvandt. Melanchthon anså det heller ikke for en nødvendighed at spise og drikke alt brød og vin.
Luther derimod forstod Jesu ord “gør dette” ikke blot om modtagelsen af nadveren, men om hele nadverhandlingen, fra konsekrationen til alt var spist og drukket. Fra Jesu magtord havde lydt over brød og vin, var det Jesu legeme og blod. Derfor kunne Luther fastholde tilbedelsen af Jesu legeme og blod i nadveren. Han kunne også bruge elevationen og en klokke til at markere, at nu var Jesu legeme og blod nærværende (begge dele var også tilladt at bruge ifølge den danske kirkeordinans fra 1539).
Og fordi det er Jesu legeme og blod i kraft af Jesu ord, skulle man selvfølgelig også spise og drikke det hele. Jesus har jo sagt “gør dette” og ikke givet anden befaling. Derfor skulle man også på reformationstiden kende antallet af nadvergæster, så der ikke blev indviet for meget eller for lidt (dette er også befalet i Den Danske Kirkeordinans af 1539).
Elevationen og klokkeringning er naturligvis frie ting, som ikke er befalet i Guds ord.
Men ens gudstjenestelige praksis viser også, hvad man tror. En uhøjtidelig mødelignende gudstjeneste giver ikke indtryk af, at man virkelig tror, at kongernes konge er nærværende. En evangelisk-luthersk gudstjeneste må være præget af højtidelighed, ærbødighed og respekt for den hellige og almægtige Gud. Og den må også i handling bekende, hvad kirken tror, også om nadveren.
Desværre ser det ud som, at mange såkaldte lutherske kirker, er mere præget af Melanchthons nadveropfattelse end af Biblens – og Luthers.
Det skal ikke få lutherske kirker til at gå på kompromis. Selvom man ikke skal gøre frie ting bindende for samvittighederne, må lutherske kirker klart bekende Guds ords lære om nadveren.
I Augustanakirken bruges elevationen i forbindelse med nadveren, og Agnus Dei (O du Guds lam) synges efter indstiftelsesordene, som det var skik førhen. For når Jesu ord har lydt, er Jesu legeme og blod nærværende.
Vi har også genindført den gamle lutherske skik med tilmelding til nadveren forud for gudstjenesten, så der ikke konsekreres for meget eller for lidt.