På sand.omvendelse.dk kan man læse, at René Vester kritiserer Augustanakirken, fordi vi ikke vil samarbejde med kirker, vi ikke er enige med om hele læren. Ifølge René Vester behøver man kun være enig om det “primære”, hvad det så end er.
Også blandt konservative, der kalder sig lutherske, kan man møde den holdning, at kirkefællesskab ikke forudsætter enighed i hele læren, men blot i det “primære”, hvad det så end er. Den samme holdning ligger vel bag Folkekirkens højrefløjs engagement i Evangelisk Alliance, hvor man holder fælles gudstjenester, på trods af uenighed om centrale lærepunkter som dåb og nadver (man kan selvfølgelig også stille spørgsmålet, om uenigheden efterhånden er så stor).
Uanset, om det er evangelikale som René eller “lutherske” pietister, så må man dog spørge, hvem der har givet dem ret til at sætte anden standard end Guds ord for, hvad der må prædikes i kirken. Hvor har Guds ord åbnet mulighed for, at man må lære lidt falsk? Hvor kræver Guds ord mindre end fuldstændig troskab mod Skriftens lære? I Romerbrevet 16,17 formanes vi til at holde os fra dem, der er i strid med den lære, vi har taget imod – altså ikke blot dem, der er er i strid med den del af læren, vi nu synes er vigtigst.
Uenighed om læren må altså tages alvorligt. Derfor kræver erklæring og fastholdelse af kirkeligt fællesskab også, at man grundigt drøfter læren og løser eventuelle uenigheder ved sammen at gå til Skriftens klare lys. At springe over, hvor gærdet er lavest, og acceptere uenigheder i lærespørgsmål, kan aldrig være en løsning for den, der tager Guds ord alvorligt.
Men har man allerede opgivet troskaben mod Skriften og anser den for en dunkel bog, som må oplyses af enten tradition eller laveste fællesnævner hos dem, man anerkender som kristne, da vil man også acceptere læremæssig uenighed. Da stoler man heller ikke længere på Guds ords kraft, men sætter kirkepolitisk indflydelse eller dét at være mange i stedet for Guds ord. Men da er man blevet en fjende af ordet og blander det med menneskelære, fordi man ikke tør stole på ordets kraft og bekende det kompromisløst.
På reformationstiden var dét lys, Gud havde tændt ved sit redskab, Martin Luther, ved at slukkes igen, da Philipp Melanchthon satte sin lid til kirkepolitik og kompromisteologi frem for at stole på Guds ord. Heldigvis bevarede Gud sin kirke også gennem dette stormvejr, så den falske lære, som havde sneget sig ind takket være Melanchthons teologiske kompromiser og kirkepolitiske magtspil, blev sat på porten med Konkordieformlen.