Læren om den objektive retfærdiggørelse har både fortalere og modstandere. Jeg er en fortaler for læren om objektiv retfærdiggørelse, men er samtidig ikke enig med alle, der forsvarer denne lære.
Læren om objektiv eller universel retfærdiggørelse går i hovedtræk ud på, at Gud erklærede verden retfærdig i Kristus, før mennesker kom til tro derpå. Der er ingen tvivl om, at begrebet retfærdiggørelse både i Skriften og i de lutherske bekendelsesskrifter oftest bruges om den subjektive retfærdiggørelse, hvor et menneske ved troen modtager og får gavn af syndernes forladelse.
Spørgsmålet er altså ikke, hvorvidt en subjektiv retfærdiggørelse er nødvendig, men om, hvorvidt der er en universel retfærdiggørelse, hvor Jesus stedfortrædende har vundet syndernes forladelse og retfærdighed for alle mennesker; samt om Gud har erklæret det ved Jesu opstandelse, eller om Jesus blot har gjort det muligt, at synderne kan forlades.
Det skal siges, at jeg heller ikke er enig md alle, der forsvarer den objektive retfærdiggørelseslære. Der findes en udgave af denne, som nedtoner nådemidlerne som dét sted, hvor syndernes forladelse uddeles virkeligt og effektivt. De bliver reelt blot til information om en historisk objektiv retfærdiggørelse. For mig at se må den objektive retfærdiggørelse forsvares, netop for at forsvare nådemidlerne. I den amerikanske diskussion om emnet i den gamle norske synode, var det da også et spørgsmål om absolutionen, der førte til diskussionen om objektiv retfærdiggørelse. Ifølge pitisterne kunne man nemlig ikke forlade menneskers synder med sikkerhed.
Forsoningen på korset
Baggrunden for den objektive retfærdiggørelse er, at Jesus har sonet Guds vrede med sit stedfortrædende liv og sin lidelse og død. Jesus har båret verdens synd og Guds vrede. Han har fuldbragt forsoningen på korset og dér sonet Guds vrede over alle verdens synder.
Esajas 53:5-7 5 Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår. 6 Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle. 7 Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes – han oplod ikke sin Mund. – Her hører vi om Jesu stedfortrædende fyldestgørelse for alle menneskers synder. Al vores skyld blev lagt på Jesus. Frelseren skulle være et offerlam, som bar verdens synd og skyld. Han skulle knuses og såres for vores synder. Det gamle israels troende vidste også, hvordan det skulle ske, når de læste salme 22, som i detaljer beskriver korsfæstelsen og Guds forkastelse af sin Søn på korset.
Og i det Nye Testamente hører vi, hvordan det blev fuldbragt. Først hører vi Johannes Døberen forkynde det i Johannes 1,29: “Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!” – Den umiddelbare og logisk konsekvens heraf, er, at synderne ikke længere er på verden, når lammet har båret den eller borttaget den, som ordet også kan oversættes. At Jesus har sonet verdens synd, betyder, at han har båret, eller fjernet den.
Paulus skriver om forsoningen i Romerbrevet 5:10-11 10 Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, 11 ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen. Gud har forligt os, mens vi endnu var hans fjender ved at hans Søn døde. At blive forligt víl sige, at man holder op med at være fjender og bliver venner igen. Mens soningen går forud for retfærdiggørelsen er det svært at se, hvordan man kan være forligt med Gud, hvis ikke Gud har tilgivet ens synder.
Derfor kan Paulus også taler om forligelsen både som det, Gud har gjort og dét, Gud gør ved ordet i 2 Korintherbrev 5:18-21 18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham. Her nævnes forligelsen både som det, der er sket og som det, der sker ved ordet om forligelsen. Og ikke-tilregningen af synd ses som identisk med forligelsen. Den sidste sætning er også interessant, da den netop kobler soningen og retfærdiggørelsen sammen. Kristus får vores synd og vi bliver Guds retfærdighed i ham.
Vi hører også, at Jesus har givet sit liv som en løsesum og dermed forløst os (se f.eks. Matthæus 20,28). Og forløsningen defineres som syndernes forladelse flere steder (Ef 1,7 og Kol 1,1)
Objektiv retfærdiggørelse i Biblen
Så den umiddelbare konsekvens af forsoningen/forligelsen/fyldestgørelsen/forløsningen er, at syndernes forladelse er vundet for alle mennesker, før troen. men er det så også den konsekvens, Skriften lærer.
Esajas 53,11: Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Ved sin kundskab, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser. Her er de mange, som retfærdiggøres de samme, hvis overtrædelser, Herrens tjener har båret. retfærdiggørelsen er den logiske følge af, at Jesus har båret synden – med andre ord: ligger synderne på Jesus, ligger de ikke længere på verden.
Romerbrevet 4, 25: …ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld. Dette vers kan også oversættes med “på grund af..:” i stedet for “for…skyld”. Betydningen er altså enten, at vores synder var dét, der bragte Jesus til korset og retfærdiggørelsen dét, der virkede hans opstandelse, eller omvendt, at vores synder var målet med hans hengivelse og vor retfærdiggørelse målet med hans opstandelse. Uanset hvilken oversættelse, man vælger, så er det den såkaldte objektive retfærdiggørelse, der er tale om. Hvis man bruger vores oversættelse, er meningen, at Gud ved at oprejse Jesus, erklærede verden retfærdig. Hvis man vælger den anden, så var opstandelsen følgen af, at Gud havde erklæret verden retfærdig, og opstandelsen var dermed beviset på det. Selvom kun en af oversættelserne er rigtige, er begge dele sandt. Det er retfærdiggørlesen set fra to sider. Som Guds dom og den retfærdighed, der gælder overfor Gud; eller som Guds offentlige erklæring af den retfærdighed, som allerede var vundet i Guds hjerte.
Romerbrevet 3:23-24 23 Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, 24 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus… Her skal man være opmærksom på, at troen først nævnes i v. 25, men der knyttes til sonemidlet. Subjektet for “retfærdiggjorte” er altså “Alle” – de samme som har syndet og mistet herligheden fra Gud. Og de retfærdiggøres ved forløsningen i Jesus Kristus, Jesu frelsergerning. I v. 25 og 26 hører vi så, at troen også må til, men det modsiger ikke, at der er en retfærdiggørelsesdom som finder sted før troen, nemlig ved forløsningen i Jesus Kristus, en dom, som gælder alle de mennesker, som har syndet og mistet herligheden fra Gud.
Romerbrevet 5:18-19 altså, ligesom det ved éns Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved éns Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. 19 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. Retfærdiggørelse i vers 18 er ordet dikaioma, som egentlig er resultatet af en handling. det kan også bruges (i Lukas 1,6 om den standard, hvormed man måler retfærdigheden, dvs. loven). Det bruges dog også flere steder i det Nye Testamente om en retfærdig gerning (bl.a. også Joh. Åb. 15,4). Ordet står her som modsætning til “fald”, men ordet står parallelt med “lydighed” i vers 19. I den nære kontekst bør ordet derfor forstås som en retfærdig gerning (“Theological Dictionary of the New Testament” red. Kittel s. 221-223). Den lutherske kommentator, Stöckhardt, forstår i sin romerbrevskommentar dikaioma som retfærdigheds-tilstanden – altså det at være retfærdig (Stöckhardt, Römerbrief s. 259). I vers 16 er det så i kraft af tilregningen, mens Kristus i v. 18 er retfærdig i kraft af sig selv. På den måde fastholdes parallellen, samtidig med at ordet faktisk betyder det samme i v. 16 og 18. Det er umiddlebart den bedste løsning, synes jeg. Jesus er i sig selv retfærdig i kraft af sin lydighed. Jesu retfærdige gerning = Jesu lydighed, medførte “livets retfærdiggørelse”
2 Korintherbrev 5:18-21 18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.– Denne tekst kommenterede jeg også ovenfor. Det er interessant, at forligelsen her netop forklares med, at Gud ikke tilregnede verden deres overtrædelser. Forligelsen og ikke.tilregningen er altså to sider af samme sag. Måden, hvorpå Gud gjorde det, var soningen på korset.
Vi hører også, at Syndsforladelsen er i forløsningen i Kristus: Kolosenserbrevet 1:13-14 …som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, 14 i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse… Syndsforladelsen eksisterer allerde i kristus, men når vi har ham, har vi den som vores ejendom. Det forudsætter dog, at den allerde er der, før vi har den i ham. Den eksisterer altså i Kristus allerede før troen.
Vi hører også om den objektive syndsforladelse i Matthæus 26:28 …thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. Her – i nadverens indstiftelsesord – er der heller ikke tale om, at Jesus blot har vundet muligheden for syndernes forladelse. Ordet “til” er det græske ord “eis” som, når det bruges metaforisk, betegner formål eller resultat (se porter: Idioms of the New Testament s. 152). Jesu blod blev altså udgydt med det mål eller resultat, at syndernes blev forladt hos de “mange”, som her må være alle mennesker. Der er ikke tale om et formål, som blot er en mulighed, men om en virkelighed. Når eis bruges ikke-metaforisk er det om en bevægelse hen til og ind i noget. Altså ikke en diffus bevægelse, som blot har en retning, men en bevægelse, som rent faktisk når sit mål. Derfor bruges det også både om målet og resultatet, når det bruges metaforisk. Jesu udgydelse af sit blod havde altså som mål og resultat, at alle menneskers synder blev forladt. Jesu udgydelse af sit blod var ikke identisk med syndernes forladelse, men resulterede i denne for alle mennesker. Syndsforladelsen kan siges at være Guds svar på Jesu betaling med sit blod.
I 1 Timotheusbrev, hører vi, at Jesus blev retfærdiggjort, men naturligvis ikke fra sine egne synder, da han var uden synd: 1 Timothy 3:16 Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed. Jesus blev altså erklæret retfærdig. Romerbrevet 4,25 knytter vor retfærdiggørelse til opstandelsen. Men den var altså også Jesu retfærdiggørelse, hvor Gud erklærede synden for sonet og Jesus benådet og erklæret fri fra alle verdens synder. De synder, som Jesus havde båret, var nu borttaget og opslugt ved Jesu lidelse og død. Og derfor svarede Gud ved at erklære Jesus retfærdig igen – og os i ham. Ligesom Jesus led og døde stedfortrædende, sådan blev han også retfærdiggjort stedfortrædende. Det er samme sag, der behandles her, som ovenfor i Romerbrevet 4,25.
Og fordi Jesu opstandelse er Guds erklæring af, at verdens synder er forladt, kan Paulus også skrive i 1 Korintherbrev 15:17: Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder. Jesu opstandelse er altså forudsætningen for, at vores synder er tilgivet. Det er Jesu opstandelse, der virker retfærdiggørelsen og fjerner synden fra den enkelte. For her har Gud svaret på Jesu soningsdød, accepteret den og benådet Kristus og verden i ham. Men det betyder ikke, at alle mennesker frelses, eller at mennesker kan siges at have syndernes forladelse, selvom de ikke tror på evangeliet.
Af samme grund ses Jesu opstandelse som årsag til genfødelsen, dvs. dét at blive et Guds bar: 1 Peter 1:3-4 3 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, 4 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder.
Uddeling af syndernes forladelse i Biblen
At Jesus har vundet syndernes forladelse ved sin lidelse og død, og at Gud har erklæret den ved Jesu opstandelse fra de døde, bevises også af det faktum, at syndernes forladelse uddeles ved nøglemagten: Johannes 20:21-23 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtager den Helligånd! 23 Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.” Her er ikke tale om, at syndernes forladelse først kan gives, når man har forsikret sig om, at den, man tilsiger den, tror evangeliet. Det er rigtigt, at man bør sikre sig dette så vidt muligt. Ellers modtager de ikke den syndsforladelse, der gives med nøglemagten. Da ville man aldrig kunne vide sig sikker. Men syndernes forladelse i skriftemålet afhænger ikke af troen. Tværtimod fortrøster troen sig netop til den syndsforladelse, der rækkes objektivt i absolutionen (syndsforladelsen). (Se vedrørende nøglemgaten også Matthæus 16 og 18).
Også dåben virker syndernes forladelse og retfærdiggørelsen i kraft af Jesu opstandelse: Titus 3:4-7 enneskekærlighed åbenbaredes, 5 frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligånd, 6 som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, 7 for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde Arvinger til evigt Liv.
Apostlenes Gerninger 2:38 Men Peter sagde til dem: “Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave. Dåben giver altså syndernes forladelse, ligesom den frelser, genføder og retfærdiggør.
Og at nadveren gør det samme, er klart fra indstiftelesesordene, som jeg har citeret ovenfor, samt 1 Kor 10:16-18 16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? 17 Fordi der er ét Brød, ere vi mange ét Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød. 18 Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret? Ved nadveren får vi del i det en gang fuldbragte offer til syndernes forladelse og får derfor syndernes forladelse, som blev vundet ved Jesu lidelse og død.
Syndernes forladelse er altså en virkelighed i Kristus og i nådens midler, før troen kommer til og modtager syndernes forladelse, som blev vundet på korset og rækkes i ordet og sakramenterne.
Tilregningen ved tro
Mens ikke-tilregningen og retfærdiggørelsen af synd nævnes som noget, der sker for verden, bruges begrebsparret at tilregne retfærdighed kun sammen med troen i Bibelen (således Rom 4,3; 4,9; 4,22; Gal 3,6). Det begreb bør man derfor være varsom med at bruge om den objektive retfærdiggørelse. Den ældre lutherske dogmatik skelner da også mellem Jesu erhvervelse af en stedfortrædende retfærdighed (dét, vi kan kalde objektiv retfærdiggørelse) og tilregnelsen af denne (imputatio). Mens retfærdigheden og syndernes forladelse eksisterer uden og forud for troen, kan den enkelte ikke siges at være tilregnet Kristi retfærdighed, at være “i Kristus”, uden troen. Og bindeleddet mellem troen og den objektive retfærdiggørlese er nådemidlerne, som reelt og effektivt uddeler syndernes forladelse samt Kristi retfærdighed og samtidig skænker troen.
Luther og de lutherske bekendelsesskrifter
Er det også den lutherske kirkes holdning, kan man spørge. begrebet objektiv eller universel retfærdiggørelse er af nyere dato, så det findes ikke i de lutherske bekendelsesskrifter. men sagen er der. Lad os først se et sted hos Luther, hvor læren om, at Jesus har vundet syndernes forladelse på korset og uddeler den i nådens midler, bekendes klart.
I skriftet mod de himmelske profeter skriver Luther om syndernes forladelse:
Vi behandler syndernes forladelse på to måder: Den ene er, hvordan den er opnået og erhvervet. Den anden er, hvordan den uddeles og gives til os. Kristus har erhvervet den på korset, det er sandt, men han har ikke uddelt den og givet den på korset. I nadveren eller sakramentet har han ikke erhvervet den; der har han uddelt og givet den ved ordet, ligesom også i evangeliet, hvor det forkyndes. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen er sket ofte, før og efter, fra verdens begyndelse til enden.
Og også i den Augsburgske Bekendelse lærer vi, at syndernes forladelse eksisterer før troen:
Art. 4 – Retfærdiggørelsen
Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder.
Her er syndernes forladelse og retfærdiggørelsen både troens genstand og en følge af troen. Man skal altså tro, at ens synder forlades for at ens synder forlades, eller med andre ord: ved troen modtager man den virkelige syndsforladelse, som rækkes frem i ordet. At det er sådan, det forholder sig, understreges af artiklen om boden:
Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten.
Igen er der tale om, at troens genstand er, at synderne forlades for Kristi skyld og at man betop ved den tro får syndernes forladelse. Men er der så tale om en blot mulig syndsforladelse og ikke en virkelig syndsforladelse, som rækkes frem i ordet. I artikel 25 om skriftemålet, står der:
Og folket belæres meget omhyggeligt om tro på afløsningen, hvorom der i tidligere tid var dyb tavshed. Menigmand belæres om at skatte afløsningen meget højt, fordi den er Guds stemme og udtales efter Guds befaling. Nøglemagten æres, og der mindes om, hvor stor trøst den bringer de forfærdede samvittigheder, og at Gud kræver tro, nemlig at vi skal tro denne afløsning som hans røst, der lyder fra himlen, og at denne tro i sandhed opnår og modtager syndernes forladelse.
Her er tale om en virkelig afløsning eller syndsforladelse i skriftemålet, som man skal tro – og netop den tro opnår og modtager syndernes forladelse. Det er altså troen på dén syndsforladelse, som Jesus har vundet og erhvervet objektivt, og som rækkes virkeligt og effektivt i nådemidlerne, som retfærdiggør den enkelte. Den retfærdiggørende tro er ikke en tro på en halv frelsergerning, som kun har gjort syndernes forladelse mulig. Troen fuldender ikke Jesu gerning på korset, men modtager frugten af den. Den retfærdiggørende tro er heller ikke en tro på en rent historisk objektiv retfærdiggørelse, så troen må kæmpe sig tilbage til korset i tankerne for at få syndernes forladelse, som Karlstadt forestillede sig, og som mange moderne nådemiddel-fornægtere tænker.
Nej, den retfærdiggørende tro er den tro, som modtager den syndsforladelse, der blev vundet på korset, erklæret for verden ved opstandelsen og som virkeligt uddeles i nådens midler. Det er både Biblens og den lutherske kirkes lære. Vil man undlade begrebet universel retfærdiggørelse pga. uheldige associatione, har jeg intet problem med det. Men vil man benægte, at Jesus har vundet syndernes forladelse og retfærdighed for alle mennesker, at Gud har erklæret det ved Jesu opstandelse og virkeligt uddeler syndernes forladelse i nådens midler, da gør man troen til en gerning og ikke blot et modtageorgan for syndernes forladelse. Og da er man ikke længerebibelsk eller evangelisk-luthersk.