Som lutheraner, der holder fast ved den rette lære og offentligt afslører falsk lære, bliver man ofte anklaget for forskellige ting. Jeg vil forsøge at tage fat i nogle af de ofte fremførte anklager mod konfessionelle lutheranere i denne OFA-serie.“I er hovmodige!”
Ofte beskyldes man for at være hovmodig, når man hævder at vide med sikkerhed, hvad Guds ord lærer. Det er manglende ydmyghed, siger man. Og det er ikke kun sækularister eller bibelkritikere, der hævder det. Også fra mennesker på folkekirkens højrefløj, som ellers kalder sig bibletro, kan man høre denne beskyldning (se f.eks. denne analyse).
Det kan være, at de vil hævde, at nogle ting er klare nok i biblen – f.eks. den dobbelte udgang, nej til homoseksuelle ægteskaber. Men når man hævder, at hele den lutherske lære er klart begrundet i den Hellige Skrift, beskyldes man for hovmod. Det er dog selvmodsignede at hævde, at det er hovmod, hvis man selv hævder at nogle ting er klart åbenbaret. For så er forskellen jo kun et spørgsmål om, hvor mange ting, der er klart åbenbaret.
Desværre kan man frygte, at konsekvensen bliver, at man slet ikke kan sige noget med sikkerhed om Biblens lære, når man beskylder dem, der gør det for hovmod. Eller også gør man laveste fællesnævner mellem dem, man mener er kristne, til rettesnor for, hvad der er klart åbenbaret. På den måde har man sat kirken over Skriften, præcis som Romerkirken gør.
Men uanset, hvordan man gør, er det i sidste ende et udtryk for åndeligt hovmod, at man ikke vil underordne sig Guds klare ord, men i stedet angriber Guds ord og kalder det uklart. Det er derimod ikke hovmodigt at underordne sig Guds klare ord. Heller ikke selvom hele verden skulle angribe Guds ord og kalde det uklart. Den rette ydmyghed består i at bøje sin fornuft, følelser og vilje under Guds ord.
Mens modernismens bibelkritik angreb Biblens troværdighed, angriber postmodernismens bibelkritik Skriftes klarhed. Men den ene er ikke mindre vigtig end den anden. Skriften er et klart lys (Sl 119,105) som er i stand til at undervise i den sande lære og bevise den sande lære (2 Tim 3,16). Desværre ser det ud som om, at mange af dem, der forsvarede Biblens troværdighed, ikke vil forsvare dens klarhed mod den nye bibelkritik, men i stedet regner det for hovmod at gøre det.
“I er ukærlige”
Nu og da beskyldes man også for at være ukærlig, når man hævder at kende Guds ords sande lære og derfor forkaster, tilbageviser og fordømmer falsk lære som de Satans løgne, de er. Men er det ukærligt?
Der er ingen ingen tvivl om, at lutheranere også er syndere og at der derfor også altid vil være ukærlige motiver og tanker – også når falsk lære afsløres. Men er dét at afsløre falsk lære og tilbagevise den i sig selv ukærligt?
Forestil dig, at et barn leger på en motorvej, hvor der kører biler, som hvert øjeblik kan slå barnet ihjel. Du står og ser på, og du ved, at barnet vil blive vred, ja måske hade dig, hvis du ødelægger legen og får barnet væk fra den dødsensfarlige vej. Vil det være ukærligt at fortælle barnet, at det er farligt? Vil det være ukærligt at gøre barnet vred eller ked af det, hvis det kan forhindre dets endeligt?
Eller forestil dig, at du ved at en forsamling er ved at drikke gift, men egentlig godt kan lide deres drinks – og derfor vil blive sure på dig, hvis du påpeger det. Vil det være ukærligt at påpege det, fordi folk bliver kede af det eller vrede?
Falsk lære er meget farligere end både motorveje og gift. Falsk lære slår mennesker åndeligt ihjel, hvilket er langt farligere. Falsk lære berøver mennesker det evige liv (Gal 5,9).
Hvis man lader være med at advare mennesker mod falsk lære, fordi de bliver vrede eller kede af det, er der ikke tale om kærlighed, men fejhed. At advare mennesker mod falsk lære, selvom man bliver mødt med vrede og lagt for had, er derimod et udtryk for den kærlighed, der opsøger det fortabte.