Inspireret af, at jeg flere gange har kunnet henvise til min første OFA fandt jeg min kladde til en opfølger frem og gjorde den færdig. Her er lidt flere svar på Ofte fremsatte anklager mod konfessionel evangelisk-luthersk kristendom. Det er nemt og hurtigt at linke hertil, når man vil give et hurtigt svar på anklager fra det postmoderne meningspoliti og ikke ustandseligt gentage de samme forklaringer.
“I er fordømmende”
Begrebet fordømmende er svært helt at gennemskue. Det kan betyde, at mennesker føler sig ringeagtet eller vist manglende respekt. Det kan også betyde, at man mener at kunne vide, hvem der ikke er sande kristne – altså at man dømmer mennesker til fortabelse. Det kan også dække over, at man fordømmer og forkaster nogle meninger.
I sidstnævnte betydning er luthersk kristendom per definition fordømmende. Man kan vide med sikkerhed, hvad der er sand og falsk lære. Hvis det er fordømmende, så er det kun godt at være fordømmende. Noget andet er så, om man kan vide med sikkerhed, hvem der går fortabt. I nogle situationer kan man med rimelig sikkerhed sige, at mennesker ikke er kristne. Hvis de lever i åbenbar ubodfærdighed eller fornægter grundlæggende dele af den kristen tro, hvor vranglærens gift med sikkerhed er dræbende. Hvis man f.eks. fornægter treenigheden eller forsoningen på korset kan man ikke regnes for kristen og en kirke, der gør det, må regnes for at stå helt udenfor kristenheden.
I andre tilfælde kan der være kristne i en vranglærende kirke, fordi der er nok kristendom til at skabe tro, men også vranglære, som kan ødelægge og dræbe troen. Derfor kan man ikke uden videre fordømme alle, der er forført af enhver slags vranglære som ikke-kristne. Selv den mindste smule vranglære er som gift, der ødelægger troen. Der findes dog mennesker som af uvidenhed tilhører vranglærende kirker og som ved en lykkelig inkonsekvens frelses på trods af den åndelige gift, vranglæren er. Den som bevidst fastholder og forsvarer falsk lære går dog under alle omstændigheder fortabt, ligesom den, der ubodfærdigt fastholder en hvilken som helst anden synd,
“I er selvretfærdige og selvtilstrækkelige”
Man kan også beskyldes for at være selvretfærdig, når man hævder at være i en kirke, som fastholder hele Guds ords lære. Nogen tænker måske, at man har nok i sig selv. Men er det nu sådan, det forholder sig? Er det selvretfærdigt at man mener at være i en kirke, der fatsholder Guds rene ord?
Det mener jeg ikke. Det forholder sig snarere omvendt. Det er et udtryk for selvretfærdighed, selvtilstrækkelighed og kødelig sikkerhed, at man ikke har brug for en kirke, hvis lære man kan stole på. Det er selvretfærdighed og selvtilstrækkelighed at tro, at man kan bevare troen uafhængigt af Guds rene ord og sakramenternes rette forvaltning. Det er kødelig sikkerhed og tillid til egne kræfter at tro, at man kan fastholde en sand tro uden de midler, Gud har indstiftet til at række evangeliet og Helligånden. Det er hovmodigt og selvtilstrækkeligt at tro, at Gud har åbenbaret ligegyldige ting for os og at der er dele af Guds ord, der ikke er givet til vores frelse